N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.
Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser.
Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:
Byraadsvalget i Korsør.
---
Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.
Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.
Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.
Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten.
---
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).
Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8.
Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.
Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .
Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.
Hvem er Justitsminister Rump?
Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.
Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?
Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :
Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".
Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".
Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.
Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.
Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.
Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.
Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.
Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.
Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.
(Social-Demokraten 8. august 1896).
Grundlaget for Rumps "Pryglelov"
"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:
"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.
Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.
Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.
Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.
Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.
* * *
Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.
"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.
Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.
(Social-Demokraten 3. juni 1897).
Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".
Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.
Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:
"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere... for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."
Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.
Amtmand Rump død.
I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.
Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.
Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.
Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.
Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk
Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.
(Dagens Nyheder 17. august 1900).
Amtmand Rump.
Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.
Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.
(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)
Fhv. Justitsminister Rump død.
Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :
Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.
N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.
Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.
Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.
Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.
Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.
Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.
I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.
(Isefjordsposten 18. august 1900).
Et radikalt Venstreblad om
Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :
"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.
Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.
Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".
(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)
Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.
I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."
Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".
En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.
Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar