Et Dødsfald.
Billedhuggeren Carl Rohl-Sinith. [Avisens tegning af Rohl Smith er her erstattet af et foto fra Det kongelige Bibliotek som tydeligvis har dannet forlæg til tegningen.]
Paa St. Josefs Hospital døde Mandags Eftermiddag Kl. 3 der. dansk-amerikanske Billedhugger Carl Rohl-Smith.
Denne vor Landsmand, der i Nordamerika har gjort sit Navn og sin Kunst berømt, var sammen med sin Hustru, f. Herald, i Sommer rejst hjem til det gamle Fædreland for at gjense deres Slægtninge og Venner og i en Maaneds Tid hvile ad her fra det store og anstrængende Arbejde i Kunstnerens Atelier i Washington. De havde i en Uges Tid opholdt sig paa Landet nede ved Frederikssund hos Fru Rohl-Smiths Svoger og Søster, Overdirektør Lautrup og Frue, da Rohl-Smith for en 8 Dages Tid siden uventet blev haardt angrebet af den Bright'ske Syge; han lod sig efter sine Slægtninges Raad strax indlægge paa St. Josefs Hospital; men her traadte en stærk Bronkitis yderligere til, og det blev snart klart for Lægerne, at hans Liv ikke stod til at redde. Selv havde han en Følelse heraf; ved sin Indlæggelse paa Hospitalet sagde han til sin Hustru, at "dette ender vist med Døden"; mere fik Mand og Hustru ikke talt sammen om Fremtiden, thi fra det Øjeblik af var Kunstneren bevidstløs, indtil han udaandede Mandag Eftermiddag Kl. 3.
Hjemme og ude.
- - Det er et stærkt bevæget og i mange Maader mærkeligt Kunstnerliv, der her har fundet sin Afslutning. Som Søn af Docent ved Universitetet C. W. Smith fødtes Carl Rohl-Smith i Kjøbenhavn 1849. Efter sin Konfirmation kom han ind paa Kunstakademiet, som han i 1869 forlod med Afgangsbeviset og den Neuhausenske Præmie. Et Par Aar senere erhvervede den unge Kunstner sig Akademiets lille Guldmedaille for et Arbejde, der nu ejes af Hellenernes Konge.
Midt i Halvfjerdserne begav Rohl-Smith sig til Udlandet: til Berlin, til Wien - hvor Theophilus Hansen interesserede sig stærkt for ham - til Italien os sluttelig i 1880 over Paris hjem igjen, men kun før nogle faa Aar Blandt de Arbejder, Billedhuggereren fik Lejlighed til at udføre efter sin Hjemkomst, kan nævnes fire af de store Statuer, der smykker Frederikskirken, og forskjellige af Figurerne paa Eremitageslottet, hvis Restavrering han deltog i. Men han følte sig skuffet over Forholdene herhjemme - her var ikke Opgaver for ham, hverken til hans Evners Udvikling eller til at skabe tilfredsstillende økonomiske Forhold paa.
Saa tog han i 1886 den Beslutning at udvandre til Amerika. Rohl-Smith slog sig ned i New-York, og det viste sig i Virkeligheden meget snart, at Kunstneren havde grebet den Lykke, han tragtede efter, da han drog over Atlanterhavet til det fremmede Land. Allerede den første Bestilling, han fik at udføre; 12 Portrætmedailloner af amenkanske Digtere til Bibliotheket i Springfield, vakte Opmærksomhed og skaffede ham nye Bestillinger. Bedre endnu blev Forholdene for ham, da han i 1891 drog til Chikago og her udførte sin store Statue: "Benjamin Franklin", der fra Verdensudstillingen i Chikago udbredte sin Mesters Ry over hele Nordamerika - et Ry, der yderligere befæstedes ved hans næste større Arbejder: Indianergruppen i Deaborn-Parken i Chikago, skjænket til Byen af George M. Pullmann, og Soldater-Monumentet i Iowas Hovedstad des Moines.
Den danske Billedhugger var allerede en berømt Mand, da han vandt sin største Sejr: Sejren i Konkurrencen om General Shermans store Rytterstatue Washington. Det vakte en kolossal Opsigt, at en fremmed, en Dansk, bar Prisen hjem i denne Konkurrence, hvori naturligvis alle Billedhuggere af Navn i de Forenede Stater deltog - det gjaldt her ikke blot om et Arbejde til en svimlende høj Pris, men om et Kunstværk, der skal rejses paa den mest fremtrædende Plads i Staternes Hovedstad.
Døden har ranet Rohl-Smith, endnu før han fik dette sit største Livsværk fuldført. Vi har tilfældig liggende for os et Nummer af det dansk-amerikanske Blad "Nordlyset" for den 5te Januar d. A., hvori der findes en Artikel om Rohl-Smith og hans Sherman-Monument, som faar den bedste Plads, der har kunnet findes for det i Washington, for Enden af Byens mest befærdede Gade, Pennsylvania-Avenue, og med en vidunderlig skjøn Baggrund, et Park-Anlæg, der sænker sig terrasseformigt ned mod Potomac-Floden, bag hvilken Højderne fortoner sig i det fjærne, blaanende i det tindrende Solskin.
I Artiklen findee en lille Skildring af
Rohl-Smith i sit Atelier.
idet Forfatteren - efter først at have skildret det vældige Ingeniørarbejde, der har været at udføre for at tilvejebringe Fundamentet til Sherman-Mindesmærket - fortsætter saaledes:
"Over den indre og mindre "Æske" i Fundamentet stilles Piedestalen af Granit, med dens Basreliefer, Medailloner, to store Side-Figurer, Krigen og Freden, og paa Toppen Sherman til Hest, alt af Bronce. Over hele den ydre Æske breder sig Terrassen mod dens Trapper ned til Gaden og Parken, af Granit, og med fire Bronce-Soldater, en i hvert Hjørne, paa Vagt, og hver for sig et saa fuldkomment Exempel paa amerikansk Mandighed, at Thorvaldsens Jason ikke traf den græske Type sikrere og smukkere.
Selve Kunstværket er allerede vidt fremskredet. Mange af de betydeligste Enkeltheder staar fuldt færdige, og det hele er i rivende Udvikling. Overordenlig interessant er det at faa Lov til at sidde og se paa, hvorledes her arbejdes. En af de fire Vagtfigurer stod tilsyneladende færdig. Den blev beundret. "Nej" lød det saa pludselig henne fra en Krog, hvor Mesteren havde siddet for sig selv, "han har dog endnu noget der ved Munden, som om han havde forset sig paa Kløver-Knægt". Det var der ogsaa, men maaske vilde Ingen have lagt Mærke til det, hvis Mesteren ikke selv havde udpeget det. Saa op ad Stilladset for at komme Højde med dette Smil. Valg af den bekvemmeste Lerklat, et Klask, et Snit eller to, ti fine Fingre hen over Munden, som om der spilledes paa Fortepiano, noget med en Pind, som om der blev skrevet med en Pen paa Figurens Læber: "Ingen Kaadhed". Saa ned ad Stilladset igjen, Figuren drejes rundt og beses fra alle Sider og i alle Belysninger, og saa kommer der fra Mesteren mød et Smil og et Buk: "Nu skal du faa Lov til at gaa ud paa Gaden, min Dreng". Men det er jo naturligvis kun de heldige; der faar sligt at se, thi Mesteren er vel beskyttet bag et Par elegante Modtagelses-Værelser, i Forværelse med en Cerberus uden egen Lænke, en Klokke, som Ingen kan ringe paa, naar han ikke kjender Mekanismen, og et Par galant afværgende Bemærkninger neden under den. Men alt dette er jo saa ganske i sin Orden, thi er der noget, en Kunstner aldeles ikke kan indlade sig paa, saa er det - - Forstyrrelse.
Kampen om Sherman-Monumentet.
Hvad der i Amerika Iænge vil omgive Carl Rohl-Smith Navn med en vis Berømmelse, er den sejrrige Kamp, han førte med "The National Sculpture Society" om Sherman-Monumentet i Washington.
Kampen begyndte strax under Verdensudstillingen i Chikago, hvor Rohl-Smiths Franklin-Statue gjorde en fortjent Lykke. Allerede da sporede de amerikanske Billedhuggere Fagforening en Medbejler i den danske Kunstner, og efterhaanden som denne fik den ene store Bestilling efter den anden, og da navnlig det kolossale lowa-Monument, tilspidsedes Forholdene yderligere for endelig ved Konkurrencen om Sherman-Monumentet at udarte til Krig paa Kniven.
Til denne Konkurrence var der ialt indleveret 20 Modeller. For at faa sig lidt hurtigere og bedre orienteret anmodede Monumentkomiteen "The National Sculpture Society" om den 8 Assistance, og den udpegede da fire Modeller, som den ansaa for de bedste. Rohl-Smiths Model var naturligvis ikke mellem disse fire, og det til Trods for, at hele Sherman Slægten øjeblikkelig erklærede sig for den, og uinteresserede Kritikere gav den det Lov, at den "var fin, frisk, slaaende original og gav en simpel, ædel og klar Fremstilling af Generalen".
Monumentkomiteen vilde imidlertid heller ikke finde sig i Billedhugger-Asociationens Afgjørelse, og skjønt de amerikanske Billedhuggere i samtlige Blade og Tidsskrifter oparbejdede en vældig Agitation mod Komiteen og den danske Billedhugger, hvis Betydning som Kunstner de ikke vilde anerkjende, blev ikke desmindre en af de valgte Modeller udskudt og Carl Rohl-Smiths antaget i Stedet.
Kampen var dog ikke dermed afsluttet; der skulde jo nu træffes en Afgjørelse mellem de fire udvalgte Modeller, og her viste det sig, at Rohl Smiths Model havde en Fejl - den var for billig! Den Pris, den danske Billedhugger havde forlangt for sit Monument, udgjorde kun ca. 1/8 af de Midler, der stod til Komiteens Raadighed.
Rohl-Smith, hvem den amerikanske Presse benævnede "the irrepressible Dane" - den ubetvingelige Dansker - lod sig selvfølgelig ikke forbløffe heraf; han gav sig strax Lag med at omdanne sin Model efter den givne Anvisning og naaede sluttelig at føre sin Krig igjennem; han bragte Sejren hjem, i sidste Omgang kraftig støttet af mange af de Blade, som fra første Færd havde modarbejdet ham.
"Nordlyset" skrev paa den Tid en mod "The National Sculpture Society" rettet Artikel bl. a. følgende
- "Naar Rohl-Smiths Monument staar fix og færdigt paa Pladsen foran Finansministeriets vældige Palads i Washington, vil alle gammeldags Lyster efter et despotisk Pedanteri-Akademi vejres bort i en Fart.
Thi Monumentet, som "The National Sculpture Society" har troet at kunne spasere udenom, er dejligt, betagende, fængslende. Vældigt i sine Masser og Former er det fint og glimrende rigt i sine Enkeltheder, saaledes som Amerikanerne holder af det. Ingen vil gaa forbi det uden at standse, og hvis han har set paa Rytterstatuer før, vil han blive staaende, fordi der er saa meget, der er anderledes og bedre end det gamle Og saa selve Manden paa Hesten det er en genial Aflæsning af et stort Stykke amerikansk Historie og amerikansk Karakter. Man vil ikke ane, at Kunstneren er dansk, men det faar være det samme - det udfindes jo dog alligevel tilsidst.
*
Nu er Mesteren død, og i hans Atelier i Washington staar hans store Arbejde ufuldført tilbage. Kontrakten om Monumentet har Rohl-Smith i sin Tid faaet indført den Passus, at i Tilfælde af hans Død skulde hans Hustru være den, der sørgede for dets Fuldførelse, og heldigvis er Kunstværket i Øjeblikket saa vidt fremskredet, at Billedhuggerens Enke vil kunne lade hans Medarbejdere og Elever fortsætte Værket efter Mesterens Tegninger og Planer, uden at nogen Del af Æren i mindste Maade kan berøves ham.
Det er en mærkelig Afslutning paa den talentfulde Kunstners omtumlede og bevægede Liv, at han skulde vende tilbage til det gamle Fædreland og dø her og begraves i dets Jord, just som han var i Færd med at tage det sidste Skridt op mod Ærens og Berømmelsens Tinde i det fjærne Land, som han for fjorten Aar siden, mismodig og bitter, drog ud til.
Sikkert vil Budskabet om Carl Kohl-Smiths Død blive modtaget med stor Sorg af hans mange Venner og Beundrere blandt vore Landsmænd paa den anden Side Atlanterhavet.
Herhjemme havde Tid og Afstand gjort hans Person og hans Kunst fremmed for Offenligheden, men det skal dog siges ved hans Død, at det vidste vi om Carl Rohl-Smith, at han derovre stod som en af de mest kjendte, en af de mest ansete blandt de Danske - en Mand, der i det fremmede Land har været en Hæder ag Pryd for sit gamle Fædreland!
(Dannebrog 23. august 1900).
Rohl Smith.
"Ignotus" skriver i "Polit.": Da Billedhuggeren Rohl Smith for en Maaneds Tid siden ankom her til Landet, hvor han kun agtede at forblive nogle Uger, blev hans Venner pinligt berørte ved at se, hvor frygteligt de sidste Aars Overanstrengelser under Løsningen af besværlige kunstneriske Opgaver havde taget paa den stærke Mand. Vel straalede Kunstnersjælen endnu varmt og inderligt gennem hans stenne Øjne, men Legemet var blevet Vrag, og Kunstnerkappen hængte om ham som den sønderskudte Fane. Fire Aars febersygt, rastløst Arbejde paa den største Opgave, der nogen Sinde er stillet en Kunstner i den ny Verden, Kæmpe-Rytterstatuen af Shermann, havde udtømt hans legemlige Kraft. Under Ferieopholdet i Hjemmet er han nu bukket under for en Nyresygdom, der pludselig overraskede ham, han døde i sin elskede Hustrus Arme paa St. Josephs Hospital. Shermanns Statue staar halv færdig i Washington. Selv mente han, at den endnu vilde have kostet ham 3-4 Aars Arbejde, og han længtes, ja sukkede efter dette Arbejde, der ogsaa her i Landet, Dag og Nat, beskæftigede hans Aand.
Da Rohl Smith, født 1848, Søn af Docent C. W. Smith ved Københavns Universitet, kom til Amerika, begyndte der for ham en frygtelig Kamp. Aar igennem kæmpede han lige fortvivlet for sin Kunstnerære og for det daglige Brød. Men da han først var slaaet igennem, fulgte Bestillinger, hvis Dimensioner vilde forbløffe danske Kunstnere, Slag i Slag. Paa Hjørnet af Calumet og 18. Gade i Chicago staar Rohl Smiths store Indianergruppe, der er skænket Byen af Millionæren George M. Pullmann. I Iowa finder vi hans 24 Fodhøje Soldater-Monument, som Kunstneren rastløs arbejdede paa i 3 Aar. Iowa Monumentet saa vel som et Par andre Arbejder, han paa den Tid udførte, øgede hans Berømmelse. Efter en besværlig Konkurrence, fik han Shermann-Monumentet, der - det kan man vistnok sige - kostede ham hans Liv.
Med ualmindelig Deltagelse vil Danskerne i Amerika modtage Efterretningen om Rohl Smiths Død. Han var deres eneste berømte Mand. Dyb og oprigtig Sorg vil Dødsfaldet vække mellem Kunstnerens mange personlige Venner saavel paa denne som paa den anden Side af Atlanterhavet. Vindende varm var han, smuk og god, naiv og barnlig, saadan som vi tænker os Kunstnerne i Tiden omkring Chr. Købke. Det var besynderligt at træffe netop dette Menneske i Chicago. Han var saa ganske upaavirket af den amerikanske Smartness, saa helt igennem den lyse og aabne, danske Mand. Hjemlandets Sommersol vil nu skinne paa hans Baare, mens Oceanflyveren iler tilbage med en tom Plads.
(Hejmdal 24. august 1900)
Sara Rohl-Smith rejste flere gange til Danmark, og hun fik transporteret Carls værker med"Oscar den Anden", men skibet grundstødte 28. februar 1904 ved indsejlingen til Christianssand. Mange af værkerne blev beskadiget af havvand. I 1921 sejlede Sara Smith-Rohl til København. Hun var ved ankomsten syg og tog ophold på Ramløsa Helsobrunn og døde 21. juni samme år.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar