Pastor Jensen, Harboøre.
Der fortaltes allerede forrige Vinter, at Biskoppen i Ribe skulde have tilskrevet Sognepræsten paa Harboøre et Brev i Anledning af sidstnævntes Foredrag om de evige Helvedesstraffe.
Vi har henvendt os til den paagældende Sognepræst, der velvillig har med delt os Oplysninger, der sætter os i stand til at give følgende Fremstilling:
1 ) Biskoppen beklager, at Præsten ikke mener, at Bibelen indeholder Læren om de evige Helvedesstraffe.
2) Biskoppen udtaler, at der aldeles ingen Tvivl kan være om, at Bibelen kærer evige Helvedesstraffe.
3) Biskoppen minder om, at den augsborgske Trosbekendelse lærer det samme.
4) Biskoppen staar fast, at en Præst ikke har Lov til privat at vedkende sig Meninger, der afviger fra Kirkelæren.
5) Biskoppen misbilliger, at Præsten er i Strid med Bibelen og den augsborgske Trosbekendelse.
6) Biskoppen befaler, at Præsten en Søndag skal oplæse Skrivelsen fra Prædikestolen ved Gudstjenesten i Harboøre Kirke.
Denne Befaling efterkom Præsten selvfølgelig ikke: thi det ses klart, at Bispens Skrivelse stiller Præsten Valg imellem 2 Ting
[En linje mangler]
sen og i saa Fald tage mod Følgerne
b) eller oplæse den og derved spolere sit gode Navn og Rygte.
At oplæse Bispens Skrivelse var det samme for Præsten, som at spytte sig selv i Ansigtet, hvorfor han efter 3 Dages Forløb under 14. April tilbagesendte Skrivelsen til Biskoppen med Bemærkning om, at hans Samvittighed ikke tillod ham at forkynde evige Helvedesstraffe.
Biskoppen klagede straks til Ministeriet, Ekscellencen Goos svarede:
1 ) at Biskoppen havde Grund til at vise Præsten til Rette med Hensyn til Skriftens Lære om Helvedesstraffene,
2) at Biskoppen havde Grund til at paatale Præstens Sondring imellem, hvad denne udtalte offentlig og privat,
3) at Ministeriet misbilliger Formen af Præstens Vægring ved at oplæse Bispens Skrivelse og tilføjer, at kun en ydmyg Ansøgning burde have frilaget ham for Oplæsningen,
4) at Ministeriet dog af Hensyn til de vanskelige Forhold, hvorunder Præsten virker, ikke vil foretage videre i Sagen.
Det fremgaar af Ministeriets Skrivelse, at Præsten har Ministeriets Medhold i Undladelsen af Oplæsningen af Bispens Skrivelse. Ministeriet misbilliger ikke Præstens Vægring, men kun dennes Form. Ministeriet har hast samme Opfattelse som enhver anden, der læser Beretningen, at Bispen har lagt det saaledes til Rette for Præsten, at denne ikke kunde efterkomme hins Anmodning uden at lide Skaar saavel i egen som i sine Medmenneskers særlig sine Tilhøreres Agtelse og Tillid. Et saadant Paalæg burde Bispen efter vor Formening ikke have givet: thi selv om Præsten kan have en afvigende Mening, saa maa man dog ikke berøve ham den Agtelse, han tilkommer i borgerlig og kirkelig Henseende.
De kirkelige Myndigheder haaber nu paa, at Præsten i Fremtiden vil forkynde anderledes vm de evige Helvedesstraffe.
Men hvis Præsten derimod hellere vil ringe med Himmerigs Klokker, hvad saa?
J. M. J. Lilholt.
(Lemvig Folkeblad 25. august 1900)
Vilh. Beck og Folkekirken.
Spørgsmaal til Danmarks Præster.
Naar Vagtmanden paa Skanserne observerede, at en fjendtlig Granat søgte hen i hans Batteris Nærhed, raabte han, som vel alle ved, sit "Dæk", der bragte enhver til skyndsomst at vare sig. Oberst og Løjtnant søgte da saa vel som Rekrutten at komme i Skjul, og ingen tog det fornærmeligt op, at den menige Vagtmand ved sit Raab gav sine Overmænd Befaling.
Da nu i "Kristeligt Dagblad" for 31. August d. A. en ubeskrivelig Rabaldergranat fra Pastor Vilhelm Beck er eksploderet over mit syndige Hoved - det var ikke Becks Skyld, at den ingen Fortræd gjorde - betragter jeg, skønt kun en ringe menig i det danske Præsteskab, det som min Pligt at tage Vagtmandens Rolle og henlede d'Hrr. Præsters Opmærksomhed paa, hvilke Farer der kan true fra den gamle "Bombarder" - sit venia verbo - og selvgjorte Pave i Ørslev og hans "long Tom": "Kristeligt Dagblad".
Mon det ikke var paa Tide at minde hverandre paa, at vort Præsteløfte dog vel ikke i den Grad binder os til vor Kirkefaders Ord, at vi fornægter Protestantismens Aand: "Det er ikke raadeligt, at en Mand handler imod sin Samvittighed"? Heller ikke har vi vel med Præstekjolen taget Afstand fra det apostoliske Princip om Lydighed overfor Gud større end Lydighed overfor Mennesker?
Og mon det ikke skulde være paa Tide, at alle de af Danmarks Præster, som endnu ikke fuldstændigt er kujonerede af "den indre Mission", tog Bladet fra Munden og protesterede imod den Efor-Myndighed, som nævnte umenneskelige Retning ynder at tiltage sig over alt og alle?
Skønt jeg nødig paa nogen Maade vil fortrædige og saare den gamle Pastor Beck, finder jeg mig tvungen til at udtale, at Pastor Beck med citerede Artikel - i det mindste hvad mig vedkommer har blandet sig i Ting, hvorom han ikke kan have Førstehaandsviden nok til at dømme, og som ikke i fjerneste Maade angaar ham.
Harboøre, den 2. - 9. - 1900.
*
Pastor Vilh. Becks Anklage.
Jeg agter ikke at indlade mig paa nogen Forhandling med Pastor Vilh. Beck om et Spørgsmaal, der øjensynligt ligger ganske udenfor hans Synskreds, den, hvis Snæverhed altid var stor nok, men font dog i betænkelig Grad lader til at indsnævres yderligere med Anrette.
Men jeg kan ikke finde mig i, at den ugenerte Forfalskning af mine Udtalelser, V. B. tillader sig, skal staa uimodsagt og saaledes maaske fæstne sig i den almindelige Bevidsthed som Sandhed, hvorfor jeg udbeder mig Plads for en Berigtigelse.
Jeg har ikke gjort den af Pastor V. B. i hans Artikel to Gange opstillede Forskel mellem Brændevin og Champagne, men tværtimod med al Flid understreget, at jeg tog "Champagneproppens Knalden" billedligt, nemlig som Billede paa det festlige Lag, hvor der er virkelig Livsglæde, saa der bliver højt til Loftet og vidt til Væggene, medens det selvfølgelig i og for sig var det uvæsentlige, hvilken Drik. der blev nydt, og hvor fin eller tarvelig Stuen var, hvori en saadan Fest holdtes.
B. Brücker.
(Lemvig Folkeblad 8. september 1900)
Harboøresagen
Kirkeraadets Udtalelse og Ministeriets Afgørelse.
Kultusministeriet meddeler i "Ministerialtidende" for Fredag :
I en Skrivelse af 15. September d. A. anmodede Ministeriet det kirkelige Raad om at meddele det sin Betænkning i Anledning af nogle af Sognepræst for Harboøre og Engbjerg Menigheder i Ribe Stift A. M. Jensen fremsatte Udtalelser i de offentlige Blade om "det evige Helvede", idet man navnlig henviste til en ham tidligere i denne Anledning af hans Biskop meddelt Tilrettevisning saavel som til en Tilkendegivelse til ham i samme Anledning fra Ministeriet.
Efter at det kirkelige Raad har forhandlet denne Sag, har Raadets overvejende Flertal (Biskopperne Rørdam, Sthyr, Clausen, Leunbach og Nielsen samt Professor Schat Petersen) udtalt følgende herom :
"Pastor Jensen har ogsaa efter denne Tilrettevisning fortsat sin Polemik imod Læren om "de evige Helvedesstraffe" i de offentlige Blade, og det i en endnu mere anstødelig Form end tidligere i den af Ministeriet tilsendte Artikel i Bladet "København" for 1. September med Overskrift "Skal vi saa sove videre?", hvori han bruger Udtryk derom som "denne modbydelige Lære" og lignende. At en saadan Tale føres af en Mand, der selv har søgt Præstestillingen i et Kirkesamfund, som han maatte vide fører den Lære, han kalder "modbydelig", dette er aldeles utilbørligt, og det maa erkendes, at der kun var sket ham hans Ret, om han straks havde stinet sin Afsked efter denne Artikels Offentliggørelse.
Naar vi desuagtet mener at burde anbefale, at der endnu denne Gang vises Overbærenhed mod Pastor Jensen, da sker dette i Betragtning af hans Ungdom og den Umodenhed, som hele hans Optræden i denne Sag bærer Vidnesbyrd om, og som formentlig har bevirket, at han er bleven aandelig svimmel ved den Opmærksomhed, der fra forskellige Sider, ikke mindst i Hovedstaden og dens Blade, blev henvendt paa ham i hans Stilling som Præst paa Harboøre, saa at han derved har ladet sig forlede til at gøre sig yderligere bemærket ved en udæskende Optræden mod en Lære, som netop i hans Kreds indtager en maaske altfor fremskudt Plads. Det tør haabes, at den Overbærenhed, der saaledes maatte vises imod ham, vilde hjælpe ham til Besindelse, saa at han kunde saa Tid og Ro til at modnes til en dybere kristelig Alvor og Indsigt, end han hidtil i sin offentlige Optræden har lagt for Dagen."
Vi tillader os da at henstille, at det af Ministeriet overdrages hans Biskop at give ham en alvorlig Irettesættelse, fordi han trods den tidligere tildelte Tilrettevisning har fortsat sin Agitation mod Kirkens Lære i en Form, som er aldeles uforsvarlig for en Præst i Folkekirken, samt at tilholde ham for Fremtiden at af holde sig fra at optræde saaledes. Dersom Sognepræst Jensen desuagtet er dette Tilhold overhørig, vil han derved selv gøre sin Forbliven som Præst i Folkekirken umulig, og vi henstiller, at ogsaa dette sidste bliver ham tilkendegivet."
Biskop Gøtzsche har ikke ønsket ved denne Lejlighed at udtale sig, og Professor, Dr. jur. Julius Lassen har ikke ment at burde udtale sig om Sagens teologiske Side. Han har dog sluttet sig til Flertallets Dom om den Form, som Pastor Jensen trods Tilrettevisning har givet sine Angreb paa Kirkens Lære. og baade han og Biskop Gøtzsche har sluttet sig til Flertallets Henstilling til Ministeriet.
Overensstemmende med den saaledes foreliggende enstemmige Henstilling fra det kirkelige Raad har Kultusministeriet afgjort denne Sag ved en Skrivelse til Biskoppen over Ribe Stift af 13. November d. A.
(Lemvig Folkeblad 18. november 1900)
Sagen endte foreløbig med at ministeriet fritog ham. Men det vakte Indre missions, og især Vilhelm Becks vrede mod Jensen og mod kirkestyret der holdt hånden over ham. Den landsomfattende affære blev behandlet i det kirkelige råd hvor bisperne endte med at kalde helvedeslæren "ikke-fundamental". Det provokerede Beck og Indre mission til nye voldsomme angreb. Da Jensen desuden kritiserede andre dogmer og sad en skarp advarsel overhørig blev han 28. januar 1901 afsat for kætteri og insubordination, se indslaget om dette her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar