I slutningen af 1890'erne blev Indre Mission i Harboøre utilfredse med deres præst, pastor Madsen og begyndte at genere ham så meget at han februar 1899 søgte og fik han stilling som præst for Gjern og Skannerup. I stedet for fik menigheden Anton Marius Jensen (1871-1941). Han blev cand. teol. 1896, var en tid løjtnant og 1899-1901 sognepræst i Harboøre-Engbjerg.
Allerede i sin tiltrædelsestale anslog pastor Jensen en helt ny tone end Indre Mission:
Vestjylland
Den 24. Maj 1899.
Præsteindsættelse. Anden Pinsedag indsattes Pastor Jensen som Sognepræst for Harboøre og Engberg Menigheder.
Provst Olsen fremstillede den ny Præst for Menigheden, oplæste Kongens Kaldsbrev og Biskoppens Kollats og holdt derefter en Tale, hvortil han som Text valgte et Ord af Apostelen Paulus: "Bed for os." Provsten vilde sige del samme til Menigheden: Bed for den ny Præst, at han maa faa Kraft og Visdom til at tjene med Ordet og vinde Sjæle for Guds Rige.
Pastor Jensen prædikede over Dagens Text og lagde særlig Vægt paa Ordet: Saa elskede Gud Verden, at han hengav sin enbaarne Søn, paa det, at hver den. som tror paa ham, ikke stal fortabes, men have et evigt Liv. Saa stor var Guds Kiærlighed til den faldne Menneskeslægt, at han hengav sin egen Søn for at frelse den. Efter at Jesus Kristus har fnldbyrdet denne Frelsergjerning, er han de levendes og dødes Dommer. Ikke Mennesker skal dømme, men Herren, der er givet al Magt i Himlen og paa Jorden. Det ene Menneske skal vejlede og hjælpe det andet til at naa Maalet. Naar Trækfuglene fløj over de store Have, saa satte de smaa trætte Fugle sig paa de stores Ryg, og saaledes naaede de tilsammen til den fjærne Kyst. Saaledes skulde de Mennesker, som var forlenet med den stærke Tro. tage de svage med sig, aandelig bære dem frem og derved vise noget af den store Kjærlighed, som Gud aabenbarede ved at sende fin egen Søn i Døden til vor Frelse.
Den unge Præst, som er kommen til Harboøre, er kun 28 Aar gammel, idet han er født 1871. Han er en Præstesøn og opfødt i et kristeligt Hus. Som Student var han med til at danne et Studenterhjem, der havde til Formaal særlig at samles om det kristelige. Dette Hjems Medlemmer fandt sig nemlig ikke tilfredsstillede ved at være i Foreninger, der væsentlig havde Selskabelighed og literære Interesser til Formaal.
Pastor Jensen har senest aftjent tin Værnepligt som Løjtnant, og der skat være unge Folk fra Harboøre og Engberg, som har staaet under hans Kommando. Han gjør Indtryk af at være en dygtig og begavet Mand, der er beredt til med Alvor i Guds Navn at optage en ny Gjerning i de ham betroede Menigheder.
(Lemvig Folkeblad 25. maj 1899)
Han ragede hurtigt uklar med Indre Mission, og da det "folkebibliotek" som han var ved at opbygge, afbrændte pga. et lynnedslag, udtrykte pastor Moe på et missionsmøde sin tak til Gud, og udtalte sin frygt for at tabet snart igen ville blive erstattet. (o. november 1899)
I februar 1900 indsendte 500 harboørebeboere en adresse til kultusministeriet hvor de udtalte deres tilslutning til pastor Jensen. (Meddelelse fra Ritzau fra Fredericia Dagblad 27. februar 1900)
Efter at "Lemvig Avis" har optaget nogle foredrag af mig om "Det evige Helvede" og derefter "Nogle Bemærkninger" herom af Pastor Agger i Hygum, har Radaktionen forment "at der fra begge Sider nu maa være sagt alt væsentligt, hvad der kunde være at sige om selve Sagen", hvorfor Diskussionen betragtes som afsluttet.
Da jeg altsaa ikke tør vente, at "Lemvig Avis" vil unde mig Plads for nedenstaaende, beder jeg "Lemvig Folkeblad" i sine Spalter bringe Pastor Agger min bedste Tak, fordi han med Alvor og Grundighed og Høflighed til Diskussion har optaget det ovennævnte Emne, i hvis Drøftelse det var at ønske, at mange for Sandhedens Skyld ville deltage.
Harboøre, den 8. Februar 1900
Ærbødigst
Anton M. Jensen
Sognepræst.
(Lemvig Folkeblad 11. februar 1900)
Lemvig Avis er desværre ikke digitaliseret for årene 1889-1921 på Mediestream.
Straf for ikke at tro paa Helvede.
Vor Korrespondent i Harboøre skriver:
Harboøres unge Sognepræst, der har traadt bestemt op imod Missionstilhængerne her paa Stedet, afholdt i Vinter tre Foredrag over Æmnet: det evige Helvede, nærmest efter Farrars Helvedestraffen. Foredragene offenliggjordes i et af de lokale Blade; Missionsvennerne paahørte Foredragene og optog en Diskussion derom med al mulig Kraft. De angreb ham i Blade, ligesom ogsaa nogle Præster polemiserede imod ham.
Sagen, der selvfølgelig vakte den største Opsigt, vil dog sikkert faa et Efterspil. Efter hvad vi hører fra Paalidelig Kilde, skal der være gjort Skridt til Nedsættelse af en Provsteret, for hvilken Pastoren skal indstævnes.
B.
Naar Præsten stævnes for Retten og findes skyldig, saa skal han vel ogsaa straffes.
Dommen vil da komme til at lyde saaledes:
"I Følge vor hellige Skrift er den aller største Del af Menneskeheden fordømt til efter Døden at blive pinte evig, thi der staar skrevet: "Mange er kaldede, men kun faa udvalgte", og om de mange, der ikke udvælges til Salighed, staar: "Deres Orm dør ikke og deres Ild udstukkes ikke", hvoraf noksom fremgaar, at de stal pines i al Evighed i Ildsluer, medens Edder og Gift fra evige Slanger forøger deres Lidelser.
Under nærværende Sag er Anton Marius Jensen, Sognepræst til Harbøre og Engbjærg, tiltalt for, at han betvivler Læren om den evige Pine. Det er saaledes in confesso, at Tiltalte bestred Troen paa en personlig Satan med Hestefod, Horn og Hale, og som sammen med Tusinder andre Djævle besørger de Fordømtes Afstraffelse. Endvidere betvivler Tiltalte et Helvede under Jorden (Underverdenen), skønt det staar skrevet, at Jesus efter sin Korsfæstelse steg ned i Underverdenen. Da Tiltale saaledes betvivler Troen paa Djævelen, Helvede og den evige Pine, er han, der er født 1871 og ikke er funden tidligere straffet, ved Provsterettens Dom dømt til at have sit Embede forbrudt.
*
Saaledes omtrent maa Dommen vel komme til at lyde, og man har atter et slaaende Bevis for, at vi i religiøs Henseende lever under Middelalderens dybest Mørke.
Man tænke sig, at ved Indgangen til dei tyvende Aarhundrede tror man her i Landet officielt paa Djævelen og Helvede og den evige Straf. Folk, der ikke med koldt Blod kunde brænde Øjnene ud paa deres værste Fjender, tror, at deres Gud i al Evighed rolig ser paa, at skikkelige Mennesker vaander sig i Flammer. Saa ubarmhjærtig er vel ingen Dødelig, at han i en Time skulde kunne se et Menneste lide, uden at ile ham til Hjælp ; men Gud skulde være saa ubarmhjærtig, ikke blot i en Time, men i en uendelig Evighed.
Og denne Helvedeslære prædikes i vore Kirker af 1100 Præster, som vi betaler, og naar en eller anden teologist Professor vover en lille Tvivl, saa raaber Vilh. Beck og med ham de 1100: Paa Knæ for Bibelen! Og de ynkelige Professorer falder paa deres Knæ og bekender Satan.
Nu har Pastor Jensen vovet en Protest mod Djævlelæren. Lad os se, om han holder sig standhaftig, og hvorledes det da gaar ham.
(Social-Demokraten 26. april 1900)
Pastor Jensen, Harboøre.
Der fortaltes allerede forrige Vinter, at Biskoppen i Ribe skulde have tilskrevet Sognepræsten paa Harboøre et Brev i Anledning af sidstnævntes Foredrag om de evige Helvedesstraffe.
Vi har henvendt os til den paagældende Sognepræst, der velvillig har med delt os Oplysninger, der sætter os i tand til at give følgende Fremstilling:
1 ) Biskoppen beklager, at Præsten ikke mener, at Bibelen indeholder Læren om de evige Helvedesstraffe.
2) Biskoppen udtaler, at der aldeles ingen Tvivl kan være om, at Bibelen kærer evige Helvedesstraffe.
3) Biskoppen minder om, at den augsborgske Trosbekendelse lærer det samme.
4) Biskoppen staar fast, at en Præst ikke har Lov til privat at vedkende sig Meninger, der afviger fra Kirkelæren.
5) Biskoppen misbilliger, at Præsten er i Strid med Bibelen og den augsborgske Trosbekendelse.
6) Biskoppen befaler, at Præsten en Søndag skal oplæse Skrivelsen fra Prædikestolen ved Gudstjenesten i Harboøre Kirke.
Denne Befaling efterkom Præsten selvfølgelig ikke: thi det ses klart, at Bispens Skrivelse stiller Præsten Valg imellem 2 Ting
[En linje mangler]
sen og i saa Fald tage mod Følgerne
b) eller oplæse den og derved spolere sit gode Navn og Rygte.
At oplæse Bispens Skrivelse var det samme for Præsten, som at spytte sig selv i Ansigtet, hvorfor han efter 3 Dages Forløb under 14. April tilbagesendte Skrivelsen til Biskoppen med Bemærkning om, at hans Samvittighed ikke tillod ham at forkynde evige Helvedesstraffe.
Biskoppen klagede straks til Ministeriet, Ekscellencen Goos svarede:
1 ) at Biskoppen havde Grund til at vise Præsten til Rette med Hensyn til Skriftens Lære om Helvedesstraffene,
2) at Biskoppen havde Grund til at paatale Præstens Sondring imellem, hvad denne udtalte offentlig og privat,
3) at Ministeriet misbilliger Formen af Præstens Vægring ved at oplæse Bispens Skrivelse og tilføjer, at kun en ydmyg Ansøgning burde have frilaget ham for Oplæsningen,
4) at Ministeriet dog af Hensyn til de vanskelige Forhold, hvorunder Præsten virker, ikke vil foretage videre i Sagen.
Det fremgaar af Ministeriets Skrivelse, at Præsten har Ministeriets Medhold i Undladelsen af Oplæsningen af Bispens Skrivelse. Ministeriet misbilliger ikke Præstens Vægring, men kun dennes Form. Ministeriet har hast samme Opfattelse som enhver anden, der læser Beretningen, at Bispen har lagt det saaledes til Rette for Præsten, at denne ikke kunde efterkomme hins Anmodning uden at lide Skaar saavel i egen som i sine Medmenneskers særlig sine Tilhøreres Agtelse og Tillid. Et saadant Paalæg burde Bispen efter vor Formening ikke have givet: thi selv om Præsten kan have en afvigende Mening, saa maa man dog ikke berøve ham den Agtelse, han tilkommer i borgerlig og kirkelig Henseende.
De kirkelige Myndigheder haaber nu paa, at Præsten i Fremtiden vil forkynde anderledes vm de evige Helvedesstraffe.
Men hvis Præsten derimod hellere vil ringe med Himmerigs Klokker, hvad saa?
J. M. J. Lilholt.
(Lemvig Folkeblad 25. august 1900)
Vilh. Beck og Folkekirken.
Spørgsmaal til Danmarks Præster.
Naar Vagtmanden paa Skanserne observerede, at en fjendtlig Granat søgte hen i hans Batteris Nærhed, raabte han, som vel alle ved, sit "Dæk", der bragte enhver til skyndsomst at vare sig. Oberst og Løjtnant søgte da saa vel som Rekrutten at komme i Skjul, og ingen tog det fornærmeligt op, at den menige Vagtmand ved sit Raab gav sine Overmænd Befaling.
Da nu i "Kristeligt Dagblad" for 31. August d. A. en ubeskrivelig Rabaldergranat fra Pastor Vilhelm Beck er eksploderet over mit syndige Hoved - det var ikke Becks Skyld, at den ingen Fortræd gjorde - betragter jeg, skønt kun en ringe menig i det danske Præsteskab, det som min Pligt at tage Vagtmandens Rolle og henlede d'Hrr. Præsters Opmærksomhed paa, hvilke Farer der kan true fra den gamle "Bombarder" - sit venia verbo - og selvgjorte Pave i Ørslev og hans "long Tom": "Kristeligt Dagblad".
Mon det ikke var paa Tide at minde hverandre paa, at vort Præsteløfte dog vel ikke i den Grad binder os til vor Kirkefaders Ord, at vi fornægter Protestantismens Aand: "Det er ikke raadeligt, at en Mand handler imod sin Samvittighed"? Heller ikke har vi vel med Præstekjolen taget Afstand fra det apostoliske Princip om Lydighed overfor Gud større end Lydighed overfor Mennesker?
Og mon det ikke skulde være paa Tide, at alle de af Danmarks Præster, som endnu ikke fuldstændigt er kujonerede af "den indre Mission", tog Bladet fra Munden og protesterede imod den Efor-Myndighed, som nævnte umenneskelige Retning ynder at tiltage sig over alt og alle?
Skønt jeg nødig paa nogen Maade vil fortrædige og saare den gamle Pastor Beck, finder jeg mig tvungen til at udtale, at Pastor Beck med citerede Artikel - i det mindste hvad mig vedkommer har blandet sig i Ting, hvorom han ikke kan have Førstehaandsviden nok til at dømme, og som ikke i fjerneste Maade angaar ham.
Harboøre, den 2. - 9. - 1900.
*
Pastor Vilh. Becks Anklage.
Jeg agter ikke at indlade mig paa nogen Forhandling med Pastor Vilh. Beck om et Spørgsmaal, der øjensynligt ligger ganske udenfor hans Synskreds, den, hvis Snæverhed altid var stor nok, men font dog i betænkelig Grad lader til at indsnævres yderligere med Anrette.
Men jeg kan ikke finde mig i, at den ugenerte Forfalskning af mine Udtalelser, V. B. tillader sig, skal staa uimodsagt og saaledes maaske fæstne sig i den almindelige Bevidsthed som Sandhed, hvorfor jeg udbeder mig Plads for en Berigtigelse.
Jeg har ikke gjort den af Pastor V. B. i hans Artikel to Gange opstillede Forskel mellem Brændevin og Champagne, men tværtimod med al Flid understreget, at jeg tog "Champagneproppens Knalden" billedligt, nemlig som Billede paa det festlige Lag, hvor der er virkelig Livsglæde, saa der bliver højt til Loftet og vidt til Væggene, medens det selvfølgelig i og for sig var det uvæsentlige, hvilken Drik. der blev nydt, og hvor fin eller tarvelig Stuen var, hvori en saadan Fest holdtes.
B. Brücker.
(Lemvig Folkeblad 8. september 1900)
Harboøresagen
Kirkeraadets Udtalelse og Ministeriets Afgørelse.
Kultusministeriet meddeler i "Ministerialtidende" for Fredag :
I en Skrivelse af 15. September d. A. anmodede Ministeriet det kirkelige Raad om at meddele det sin Betænkning i Anledning af nogle af Sognepræst for Harboøre og Engbjerg Menigheder i Ribe Stift A. M. Jensen fremsatte Udtalelser i de offentlige Blade om "det evige Helvede", idet man navnlig henviste til en ham tidligere i denne Anledning af hans Biskop meddelt Tilrettevisning saavel som til en Tilkendegivelse til ham i samme Anledning fra Ministeriet.
Efter at det kirkelige Raad har forhandlet denne Sag, har Raadets overvejende Flertal (Biskopperne Rørdam, Sthyr, Clausen, Leunbach og Nielsen samt Professor Schat Petersen) udtalt følgende herom :
"Pastor Jensen har ogsaa efter denne Tilrettevisning fortsat sin Polemik imod Læren om "de evige Helvedesstraffe" i de offentlige Blade, og det i en endnu mere anstødelig Form end tidligere i den af Ministeriet tilsendte Artikel i Bladet "København" for 1. September med Overskrift "Skal vi saa sove videre?", hvori han bruger Udtryk derom som "denne modbydelige Lære" og lignende. At en saadan Tale føres af en Mand, der selv har søgt Præstestillingen i et Kirkesamfund, som han maatte vide fører den Lære, han kalder "modbydelig", dette er aldeles utilbørligt, og det maa erkendes, at der kun var sket ham hans Ret, om han straks havde stinet sin Afsked efter denne Artikels Offentliggørelse.
Naar vi desuagtet mener at burde anbefale, at der endnu denne Gang vises Overbærenhed mod Pastor Jensen, da sker dette i Betragtning af hans Ungdom og den Umodenhed, som hele hans Optræden i denne Sag bærer Vidnesbyrd om, og som formentlig har bevirket, at han er bleven aandelig svimmel ved den Opmærksomhed, der fra forskellige Sider, ikke mindst i Hovedstaden og dens Blade, blev henvendt paa ham i hans Stilling som Præst paa Harboøre, saa at han derved har ladet sig forlede til at gøre sig yderligere bemærket ved en udæskende Optræden mod en Lære, som netop i hans Kreds indtager en maaske altfor fremskudt Plads. Det tør haabes, at den Overbærenhed, der saaledes maatte vises imod ham, vilde hjælpe ham til Besindelse, saa at han kunde saa Tid og Ro til at modnes til en dybere kristelig Alvor og Indsigt, end han hidtil i sin offentlige Optræden har lagt for Dagen."
Vi tillader os da at henstille, at det af Ministeriet overdrages hans Biskop at give ham en alvorlig Irettesættelse, fordi han trods den tidligere tildelte Tilrettevisning har fortsat sin Agitation mod Kirkens Lære i en Form, som er aldeles uforsvarlig for en Præst i Folkekirken, samt at tilholde ham for Fremtiden at af holde sig fra at optræde saaledes. Dersom Sognepræst Jensen desuagtet er dette Tilhold overhørig, vil han derved selv gøre sin Forbliven som Præst i Folkekirken umulig, og vi henstiller, at ogsaa dette sidste bliver ham tilkendegivet."
Biskop Gøtzsche har ikke ønsket ved denne Lejlighed at udtale sig, og Professor, Dr. jur. Julius Lassen har ikke ment at burde udtale sig om Sagens teologiske Side. Han har dog sluttet sig til Flertallets Dom om den Form, som Pastor Jensen trods Tilrettevisning har givet sine Angreb paa Kirkens Lære. og baade han og Biskop Gøtzsche har sluttet sig til Flertallets Henstilling til Ministeriet.
Overensstemmende med den saaledes foreliggende enstemmige Henstilling fra det kirkelige Raad har Kultusministeriet afgjort denne Sag ved en Skrivelse til Biskoppen over Ribe Stift af 13. November d. A.
(Lemvig Folkeblad 18. november 1900)
Ministeriet fritog ham. Men det vakte Indre missions, og især Vilhelm Becks vrede mod J. og mod kirkestyret der holdt hånden over ham. Den landsomfattende affære blev behandlet i det kirkelige råd hvor bisperne endte med at kalde helvedeslæren "ikke-fundamental". Det provokerede Beck og Indre mission til nye voldsomme angreb. Da J. desuden kritiserede andre dogmer og sad en skarp advarsel overhørig blev han 28. januar 1901 afsat for kætteri og insubordination.
Undertegnede, er, i den Hensigt at bringe en mildere og sandere Lære og Kristendomsbetragtning ud blandt den forskræmte og vanskøttede Befolkning, søgte og fik Harboøre Præsteembede, er af Forholdene imod sin Vilje bleven inddraget i teologiske Stridigheder.
Da jeg ikke tror paa og derfor ikke vil forkynde Helvedes Uendelighed, fik jeg af Stiftets Biskop en Reprimande, mod hvilken jeg protesterede.
Da herefter Ministeriet paa Biskoppens Klage ikke saa tydeligt udtalte sin Mening om Præsternes Forhold over for Læren om Helvedes Uendelighed eller Ikke Uendelighed, at enhver knude forslaa den, blev jeg for at saa Klarhed i dette Spørgsmaal nødt til atter at tage Sagen op.
Min Artikel "Skal vi saa sove videre?", der samtidig tilgik "Berlingske Tidende" og Dagbladet "København", men som "ikke svarede til Bladets Aand", remitteredes af førstnævnte Blad og kun optoges af sidstnævnte, har nu ved sin Skarphed haft den forønskede Følge:
At foranledige, at Ministeriet ved tydelig Udtalelse eller ved at afsætte mig tilkendegav, om man som Præst i Folkekirken kan tale mod Helvedesstrassens Evighed eller ej.
Da nu Ministeriet har indskrænket sig til paa Kirkeraadets Indstilling at dadle min skarpe Optræden som usømmelig og udtale (hvad alle Mennesker ved), at Læren om det evige Helvede er vor Kirkes Lære, men at der ogsaa findes Folk, som tænker anderiedes - saa har jeg opnaaet det, som jeg vilde, idet jeg har faaet konstateret, at den danske Folkekirke er saa frisindet, at den ikke afsætter sine Tjenere, selvom de i Læren om Helvede afviger fra den augsburgske Konfession.
Jeg agter derfor ikke at følge deres Raad, som tilskynder mig til at protestere mod Ministeriets mindre smigrende Betegnelser af min Optræden ved at søge min Afsked af Kirkens Tjeneste; men jeg agter rolig at tante de Skrammer og Saar, som jeg har høstet i Kampen, og søge min Tilfredsstillelse i, at jeg ved dem har købt den Klarhed, søm mange ønskede, Klarheden øver, al en Præst i den danske Folkekirke uhindret as den højeste Autoritet offentlig kan udtale som sin Overbevisning, at der intet endeløst Helvede findes.
(Lemvig Folkeblad 24. november 1900)
Vestjylland
Den 14. december.
Mod Pastor Jensen, Harboøre, indeholder "Kristeligt Dagblad" for Torsdag et Angreb af Fisker P. Madsen Købmand, Harboøre.
Bladet ledsager Artikelen med følgende Efterskrift:
"Idet vi med Forbehold over for enkelte Udtryk optager foranstaaende Artikel, tror vi dog at burde tilføje den Bemærkning, at Pastor Jensens Dage som Sognepræst for Harboøre-Engbjerg Menighed vistnok snart er talte. Ikke blot har den Demonstration, som han har foretaget over for Kirkeraadets og Ministeriets Afgørelse, gjort sin Virkning paa højere Steder; men et opsigtsvækkende Foredrag, han forleden har holdt om noget, som han kalder "Den ny reformation", har temmelig sikkert gjort hans Forbliven som Præst i Folkekirken umulig."
(Lemvig Folkeblad 15. december 1900)
Pastor Jensen, Harboøre. Kort før Pastor Jensens Afskedigelse har et Par af Folkekirkens Præster, Morten Pontoppidan i Greve og Monrad ved Marmorkirken i Kjøbenhavn, udtalt sig om hans Stilling.
Pastor Morten Pontoppidan striver i sit Blad "Frit Vidnesbyrd" om Pastor Jensens Bog "Kristendom for mig" :
"Denne Bog af Harboørepræsten er en af de største Glæder, jeg længe har haft. Det er. som om jeg havde været ude at høre Lærker synge vg følt friske Vinde blæse.
Saadanne Folk skulde vi have - ikke blot i Harboøre, men ogsaa til at prædike Kristendom for Arbejdere i Kjøbenhavn.
Der er ganske vist noget ureglementeret ved det. Kristendom - eller rettere ved den Teologi. Men hvad kan det hjælpe, at det forkyndte et reglementereret, naar ingen vil have med det at gøre?"
Pastor Monrad har i "Dansk Kirketidende skrevet en Artikel, hvori betones, at han langt fra deler Pastor Jensens Opfattelse; men desuden skriver:
"Vi skal indrette Folkekirken saaledes, at Rationalisterne kan taale den, og at vi kan taale den. For vi undgaar dem alligevel ikke. Faar vi ikke Rationalismen proklameret, saa faar vi den snigende, indtil den bliver stærk nok til at afsløre sig selv og kaste os andre ud. Vi skal ikke sætte os imod, men tværtimod gøre vort til, at de snarest mulig kan faa et Ritual og en Alterbog, som de med Redelighed kan betjene; men vi bliver ved vort Ritual og vor Alterbog, ved vor Daab og Daabspagt og ved vor Altertjeneste - efter vor bedste Overbevisning om Herrens Indstiftelser. Vi bør indrette Folkekirken saaledes, at Nationalisterne kan være i Folkekirken med Redelighed .... Vi vil ikke formene nogen Rationalist for hans religiøse Overbevisnings Skyld at tjene i den store gudelige Opdragelsesanstalt, som hedder Folkekirken.
Men rigtignok kun paa en eneste, ufravigelig og ueftergivelig Betingelse . ... Vi vil ikke have kristeligt Broderskab med Pastor Jensen i Harboøre og de andre Herrer af den ny Reformation. Vi vil ikke være tvungne til at betjene med Daab eller holde Nadverfællesskab med dem som har en anden Bekendelse af Kristus end vi."
(Holstebro Dagblad 2. februar 1901).
Harboøre-Sagen
Harboøreboerne taler om at danne en Frimenighed.Pastor Jensen protesterer mod Afskedigelsen.
Fra Harboøre skrives til os:
Pastor Jensens Afskedigelse har vakt stor Harme over alt her ude, og Beboerne føler sig i høj Grad forurettede ved nu at blive berøvede deres Præst.
Pastor Jensen har i den korte Tid, han har været her, vundet en stor Vennekreds. Hans venlige Omgang med Fattig som Rig har gjort ham afholdt i vide Kredse. Der er megen Tale om at dannne en Frimenighed her ude, men det kan jo komme til at knibe noget med Midlerne.
Store Dele af Befolkningen er imidlertid kommen paa det rene med, at noget maa der gøres, dersom vi ikke alle med Tiden skal tyranniseres af den mørke Læres Prædikanter - Pastor Jensens Afskedigelse er jo et talende Bevis paa, at Højres Kirkepatroner støtter Vilhelm Beck i hans Forfølgelse mod anderledes Tænkende. Man føler, at om Tolerance bliver der ikke Tale fra den Kant, og Kløften mellem Missionen og de, der kaldes Vantro paa Harboøre, er nu udvidet i saa frygtelig en Grad. at det vil tage lange Tider for at faa den udjævnet. Sidste Vinter var der 500 Mand her ovre, der sluttede sig til Pastor Jensen, og de staar om ham endnu den Dag i Dag.
Deres Modstand mod det utaalelige Regimente, som Missionen har udøvet, vil blive vedvarende. Disse 500 er langt fra alle fattige Folk. Der er blandt dem flere af Harboøres mest velhavende Familjer, saa det er ikke helt usandsynligt, at der kan dannes en Frimenighed her ude.
Bliver en saadan dannet med Pastor M. Jensen som Præst, vil den saa stor Tilslutning ikke alene fra Harboøre, men ogsaa fra de tilgrænsende Sogne.
Tyranniet fra Indremissionen gaar nemlig her over alle rimelige Granser.
En Fiskehandler kom saaledes forleden ned til en Indremissionsmand for at sælge Fisk. Manden vilde ogsaa gærne købe, indtil han opdagede, at Fiskehandleren ikke tilhørte den samme religiøse Retning som ham.
Da Opdagelsen var gjort, var al Tale om Handel ogsaa ophørt.
Saaledes kunde der fortælles Træk i snesevis.
Smaahaandværkere som Skomagere, Skrabere o. s. v. maa enten rejse fra de Egne, hvor Missionen har Magten, eller ogsaa maa de slutte sig til dem.
Man forstaar let, hvilket modbydeligt Hykleri, der opavles paa denne Maade.
Hr. Jensen har virket knapt nok to Aar paa Harboøre, og det har just ikke været de blideste Kaar, han her har faaet.
Først brændte hans Præstegaard og en Del af den Bogsamling, som han samlede til Harboøreboerne, og nu, just som han bedst fik Fodfæste i Menigheden, kommer Afskedigelsen. der for øvrigt lyder saaledcs:
"Vi Christian osv. Vor synderlige Bevaagenhed! Vi giver Dig hermed til Kende, at vi ville have Sognepræsten for Harboøre og Engbjærg Menigheder under Ribe Stift udi vort Land Nørrejylland, Hr. Anton Marius Jensen, entlediget fra det ham betroede Embede med Forbehold af Spørgsmaalet om eventuel Pension for ham og hans eventuelle Enke til senere allerhøjeste Afgørelse".
"Politiken"s Korrespondent meddeler, at Bispen desuden kortelig opfordrer Pastor Jensen til at "indgive Beretning om sit Embedes Beskaffenhed og Erklæring angaaende Pensionsspørgsmaalet" samt oplyser ham om, at han maa holde Afskedsprædiken.
Med denne administrative Afgørelse mener Pastor Jensen ikke at kunne være tilfreds. Den er lovstridig, paastaar han. En Præst kan kun for usædelig Vandel afsættes administrativt, ellers maa der Dom.
Pastor Jensen prædiker derfor paa Søndag som ellers og forbereder sig til eventuelt næste Søndag at sige sit sidste Ord i Harboøre Kirke.
De "Vantro" forbereder et Protestmøde i Pastor Jensens Favør, forlangte almindelig Valgret for alle Fag og Korporationer faar deres Hammerich.
De Hellige er glade og takker Jesus og venter sig nu en rigtig hellig Præst. De forbereder ogsaa stort Møde.
Hvor de vil nyde Frugten af de mange indsendte Klager over Pastor Jensen
Et Telegram til "Aarh. Stiftst." fortæller, at Kongen har været ked over den Indstilling, der fremkom fra Biskop Götzche i Ribe angaaende Harboørepræstens Afskedigelse. Kongen syntes ikke, der var Anledning til saa streng en Fremfærd mod Pastor Anton M. Jensen, der saa varmt har taget sig af sine Sognebørns Interesser. bl. a. ved at skaffe dem et godt Bibliotek - men over for de ansvarlige gejstlige Autoriteters bestemte Indstilling bøjede Kongen sig og underskrev Afskedigelsen.
Vort Broderorgan "Demokraten" skriver, at der i Aarhus er Tale om at danne en Frimenighed med Jensen som Præst.
"Politiken"s Korrespondent siger, at Pastor Jensen i en Samtale med ham har udtalt følgende:
"Selv agter jeg muligt at forblive her i Harboøre, leje mig et Hus og med Pen og Mund fortsætte Kampen mod Indremissionen og Dogmetroen og være til Nytte for mine Venner her, det meste jeg kan, saa at paa dette Omraade mit afbrudte Præstearbejde kan fortsættes af mig som Privatmand. - -
Forøvrigt kan jeg kun anerkende at være afsat som Præst for Harboøre og Engbjærg Menigheder. Herpaa og ikke paa andet lyder Entledigelsesdokumentet. Jeg betragter mig fremdeles som Medlem af Folkekirken, som Præst der, og maa være berettiget til at søge nyt Embede, saa længe jeg ikke faar Dom for Vranglære. Og jeg gad dog se, om Götzsche og Bjerre tør lade mig faa en saadan Dom. Hvor er det komisk med Bjerre! Han har selv for kort Tid siden i denne sin Fodeegn udtalt sig fordømmende om Indre-Mission, det er vidnefast - og nu gaar han Missionens Ærinde.
Pastor Jensen sagde desuden om sig selv, at han i religiøse Forhold var frisindet til det yderste, lige som han politisk set var Fremskridtsmand og stemte sammen med Venstre og Socialdemokraterne, og han sluttede med at sige:
Mit Selvforsvar er min faste Tro paa Gud som vor kærlige Fader, til hvem vi trygt kan henvende os. Kun den kan naa den fuldkomne Tro, som uafbrudt arbejder paa at have en ren Samvittighed. Mm Tro er fornuftig begrundet, jeg vil en empirisk-psykologisk Kristendom. Jeg er Fremskridtsmand, som sagt. Derfor har den reaktion«« Regering lyttet til Missionens Hylen imod mig - mig, der lukkede for Missionens evige Helvede - og har lukket mig ude fra Kirken. Men jeg siger nu som for: Vi maa have Dogmet som Fundament for Kirken væk snarest muligt. Det var en Opgave for den kommende Venstreregering.
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 4. februar 1901.
Vestjylland.
Den 4. Februar.
Bevægelse paa Harboøre. Fra Harboøre skrives til Rit. Bur. Søndag Aften :
I Eftermiddags Kl. 3 afholdt Pastor Jensens Menighed Møde paa Harboøre Badehotel. I Mødet deltog ca. 400 Mænd og Kvinder af Harboøre-Engbjerg Menighed.
Mødet resulterede i at indgaa til Folketinget med Bøn om. at Tinget vil støtte Menigheden i dens Bestræbelser for at beholde Pastor Jensen paa Harboøre, eventuelt som Valgmenighedspræst. Tinget anmodes om at bevilge et Beløb paa Finansloven for Aaret 1901-02 til Hjælp til Afholdelse af de dermed forbundne Udgifter.
Forsamlingen valgte 4 Tillidsmænd, nemlig Købmand C. L.Rønn, Fiskeriformand P. Mollerup, J. Pinholt og Stationsforst. Bjørnsholt, alle af Harboøre. De tre sidstnævnte blev endvidere valgt til, saa snart ske kan, at rejse til Kjøbenhavn for personlig at virke for Sagen.
"Den Stemning, der herskede paa Mødet, gav sig Udslag i nedenstaaende Tillidsadresse til Pastor Jensen:
Vi undertegnede Beboere i Harboøre Engbjerg Sogne, hvis fulde Tilslutning De har haft i stigende Grad i den Tid, De har været vor Sognepræst, maa meget beklage det Skridt, som Kirkens øverste Myndighed har foretaget over for Dem ved at give Dem Deres Afsked. Efter hvad vi kender til Dem - og vi kender Dem nu saa temmelig godt - , er vi enige om, at yderst faa Præster i Landet formaar at tale saa sandt og godt som De, og det aandelige Udbytte, vi har haft af Deres Prædikener, vil ingen kunne tage fra os. De har vist os Vejen til Gud ganske simpelt og klart uden Omveje. De har lært os to Ting: at Gud er Kærlighed, og at han er vor Fader og elsker o« med evig Kærlighed. Derfor siger vi Dem Tak af et dybt rørt Hjertes Trang. Gud velsigne Dem, hvor end Deres Vej vil gaa. Det ved vi, at i Sandhed og Kærlighed vil De altid blive."
Alle de tilstedeværende underskrev Adressen
(Lemvig Folkeblad 5. februar 1901)
Forsamlingshus paa Harboøre.
De sidste Tiders Begivenheder i Harboøre Sogns Menighed har stillet et længe dybt følt Savn af et Forsamlingshus i Forgrunden; idet den Trang til Oplysning og til Bevarelse af det Resultat, der alt er naaet, i vort fattige Sogn, ønskes fortsat.
I Forsamlingshuset tænker vi at indrette Lokale for Folkebiblioteket med tilhørende Læseværelse.
Biblioteket har nu en kneben Plads i Præstegaarden, men vil blive husvild, naar Pastor Jensen fraflytter samme.
Undertegnede tillader os derfor paa den store Del af Menighedens Vegne, som ikke hører til Indremission, at bede vore Meningsfæller støtte dette vort Foretagende ved et Pengebidrag, som godhedsfuldt bedes tilstillet en af de undertegnede Komitemedlemmer eller Redaktør Lilholt, Lemvig.
Komiteen for Opførelsen af et Forsamlingshus i Harboøre:
A. M. Jensen
entl. Sognepræst
J J. Dahl
Lærer
O. Bjørnsholt
Stationsforstander
J. J. Pinholdt
Købmand.
E. Winkel
Fisker.
(Lemvig Folkeblad 17. februar 1901)
Efter pastor jensen blev Jørgen Christian Berthelsen (1872-1957) i august 1901 indsat i embedet præst. Han var der indtil 1923. Herefter overtog han embedet i Skanderup efter - pastor Moe. I sin indtrædelsestale lod han forstå at han tilhørte Indre Mission. Dog næppe så pietistisk som flere af hans forgængere. På et efterfølgende møde fik han da også af missionen at vide at han tog alt for varsomt på synden. Pastor Jensen fortsatte en tid med at prædike i hotellets store sal, og for en stor menighed.
Præstegården stod klar til indflytning i september 1901. Den kom i starten til at huse begge præster, idet pastor Jensen havde ret til at bo der indtil 1. februar 1902. Pastor Jensen forsøgte at tale med ham, men ellers boede de uden at sige noget til hinanden væg mod væg. Pastor Jensens pige forsynede pastor Berthelsen med fødevarer.
I sin tid som præst ved Harboøre og i årene derefter skrev han: Kristendom for mig. Tolv Hverdagsprædikener, 1901. Harboøre Historier. Ti Hverdagsprædikener, 1902. Hvad kan jeg være bekendt at tro?, 1902. Er Livsgaaden løst, 1904; Han skrev en samling religiøse digte: Tillæg til Salmebogen for frisindede Kristne, 1901 og 1906. I 1951 udkom en 2. udgave under titlen Salmebog for frisindede kristne.
Det lykkedes i efteråret 1901 for 5.000 kr. at opføre et forsamlingshus som blev indviet 24. november 1901. Det kunne rumme ca. 300 mennesker. Kunstmalerne Ebbe Kornerup og Bjerre havde udsmykket med kalkmalerier. Forsamlingshuset blev også brugt til gymnastik. Og i julen 1901 talte pastor Jensen, hvilket han i en årrække gjorde ved højtider. I august 1911 var det imidlertid slut. Aktionærerne i forsamlingshuset solgte det til tømrer Flansmose for 1.300 kr. Han indrettede det til værksted og bolig. Aktiekapitalen blev tabt.
I februar 1901 var pastor Jensen indbudt af den københavnske forening "Det Fri Kirkesamfund" til et diskussionsmøde i Koncertpalæet. Salen var overfyldt, og adskillige rigsdagsmænd var til stede. Præsterne udeblev dog. Forsamlingen vedtog en resolution hvis hovedpointe var at præsteløftet blev afløst af et andet der kun forpligtede præster til at lære efter deres bedste overbevisning om hvad kristendommen er. Pastor Jensen blev herefter hyldet.
Men herefter synes det at være gået stærkt ned ad bakke for ham. Pastorerne Berthelsen og Jensen mødtes endnu engang, denne gang i en sag om at stå fadder:
Daabssagen fra Harboøre.
Pastor Berthelsen for Højesteret.
Kjøbenhavn, Fredag.
Det vil endnu være i frisk Minde, hvilken Opsigt det vakte for et Par Aar siden, da Købmand Rønn i Harboøre anmodede den derboende Pastor Jørgen Christian Berthelsen om at døbe hans Barn, hvilket Berthelsen nægtede, fordi den bekendte fhv. Præst Anton M. Jensen var en af Fadderne. Berthelsen henvendte sig til Biskop Koch i Ribe med Forespørgsel, om han var nødt til at døbe Barnet under disse Forhold, og Bispen svarede, at Anton M. Jensen ikke kunde forkastes som Fadder. Alligevel nægtede Berthelsen at døbe Barnet, og Sagen blev derefter forebragt Kultusministeriet som resolverede, at Berthelsen skulde have et Paalæg om at døbe Barnet. Da Berthelsen alligevel nægtede at foretage Daaben, blev han tiltalt for Skodborg-Vandfuld Provsteret, som frifandt ham under Henvisning til, at Anton M. Jensen var Unitar og ikke vilde vedgaa sin Tro paa Jesus som sand Gud fra Evighed af.
Provsterettens Dom blev appelleret til Ribe Stifts Landemode, der kom til samme Resultat og frifandt Pastor Berthelsen, idet Sagens Omkostninger paalagdes det Offentlige. Landemodets Dom blev saa appelleret til Højesteret, hvor Proceduren begyndte i Formiddags.
*
For Højesteret mødte P. G. C. Jensen som Aktor. Han begyndte med at oplyse, at Pastor Berthelsen, der er 34 Aar gl., allerede i 1902 havde døbt et af Købmand Rønns Børn, skønt Pastor Anton M. Jensen dengang var en af Fadderne. I Juni 1904 sagde han derimod Nej, uagtet Jensen var Broder til Fru Rønn. Der veksledes Telegrammer og Skrivelser mellem Berthelsen og Biskop Koch, og den første vedblev at fastholde sin Vægring ved at døbe Barnet, idet han erklærede, at det stred mod hans Samvittighed at døbe et Barn, naar en vitterlig Kristusfornægter stod Fadder. Der blev faa rettet en Henvendelse til Pastor Jensen, der afgav en Erklæring, som man maatte lægge megen Vægt paa. Jensen erklærede nemlig, at han havde ladet sine egne Børn døbe i Folkekirken, at han vidste, at han som Fadder forpligtede sig til at sørge for Barnets Opvækst i den kristne Tro, samt at han bekendte sig til den apostoliske Trosbekendelse og til den kristne Tro i det hele.
Efter dette meddelte Biskoppen Pastor Berthelsen, at han ansaa det for utvivlsomt, at Pastor Jensen maatte antages som Fadder. Berthelsen vilde imidlertid endnu ikke bøje sig. Han forlangte, at Jensen først offentlig skulde tilbagekalde de Udtalelser, han havde fremsat i forskellige Skrifter, og hvori han havde sagt, at han ikke troede paa, at Jesus var undfanget af Jomfru Marie, saa lidt som han troede paa Kristi Forsoningsdød eller paa Djævelen og Helvede. Da Berthelsen affordrede ham en bestemt Erklæring om, hvorvidt han vilde tilbagekalde disse Udtalelser, svarede han spottende, at han ikke kunde gaa ind paa at drøfte saadanne theologiske Spørgsmaal med Berthelsen. Denne bragte Jensens Svar videre til Biskoppen, som atter lod Sagen gaa videre til Ministeriet, der paany paalagde Berthelsen at foretage Daaben. Han gør det stadig ikke, men beder Ministeriet fritage ham og lade Sagen komme for Retten. Dette skete. Provsteretten frifandt Berthelsen og Landemodet stadfæstede Frifindelsen. Aktor kritiserede stærkt denne Dom, som ikke paakender Hovedspørgsmålet : om Pastor Anton M. Jensen kan være Fadder eller ikke. Han var ikke ganske paa det rene med, efter hvilken Paragraf Pastor Berthelsen skal tiltales.
Hermed afbrødes Mødet, og først paa Mandag vil Aktor nedlægge sin Paastand om Straf, og derefter vil Defensor. Hr. Asmussen faa Ordet.
(Roskilde Dagblad 18. november 1906)
Daabssagen fra Harboøre
Kjøbenhavn, 6. November.
Pastor Berthelsen for Højesteret.
Sagen imod Pastor I. Chr. Berthelsen, Harboøre, afsluttedes Mandag i Højesteret. Ved 10-Tiden var Dokumentationen endt, og Aktor, P. G. C. Jensen, udtalte, at da der er rejst Tiltale imod Berthelsen for at have nægtet at døbe Købmand Rønns Barn med Anton M. Jensen som Fadder, saa maatte han - skønt det var noget uklart - antage, at det var Spørgsmaalet om Berthelsens Forpligtelse til at udføre Daabshandlingen, der skal prøves. Han var derfor som Aktor forpligtet til at paastaa Berthelsen kendt Pligtig til at udføre Daaben og straffet for at have undladt det.
Asmussen tog derpaa Ordet som Defensor. Han sandt sin Opgave usædvanlig let og Sagen usædvanlig klar. Thi man kan ikke fritage en Mand for at udføre en Handling og samtidig forlange ham dømt for ikke at have udført den. Pien det er jo det, Ministeriet vil have. Jeg kender ikke noget mere modsigende. Den 10. Oktober 1904 skriver Ministeriet, at det finder det rigtigt, at Berthelsen fritages, men samtidig skriver det til Købmand Rønn, at det vil lade Sagen afgøre af Provsteretten, hvis Rønn ønsker det.
Men saa maa Berthelsen som Embedsmand dog have Ret til at afvente den endelige Afgørelse. Efter Forordningen af 1828 har Præsten Ret til at afgøre, hvem han kan tage til Fadder. Her kan der ikke blive Tale om at dømme efter Straffelovens 143 for "grov Forsømmelse". Noget andet havde det været, om Ministeriet havde fastholdt sit Forlangende, at han skulde døbe Barnet. Men Ministeriet endte med at fritage ham. Berthelsen har heller ikke uden videre nægtet at døbe Barnet med Anton M. Jensen som Fadder, men kun gjort, hvad han var pligtig til. Han har baade Ret og Pligt til at undersøge, om den Mand. der staar Fadder, er Kristen. Hans Vægring var velbegrundet, og han har i Virkeligheden Ret i dette maaske noget tvivlsomme Spørgsmaal.
Hr. Asmussen fremhævede nu, at Anton M. Jensen, der ikke havde beholdt sine religiøse Meninger for sig selv, men offentlig udtalt sig derom baade i Skrift og Tale, ikke kunde kalde? en Kristen. Det var Berthelsens Pligt, at undersøge, om hans Standpunkt var foreneligt med Kristendommen, og mange vilde blive forargede ved at se ham staa Fadder. Han maatte afvise Jensen som Fadder, fordi han nægtede, at Jesus er "Guds Søn, kommen i Kødet for at frelse os Mennesker". Thi Anton Jensen er Unitar, han nægter Treenigheden, fordi han ikke forstaar den. Han er snarere Jøde end Kristen. Han kan bede til Jesus som Guds Søn, ligesom han beder til andre Afdøde om Hjælp. Uffe Birkedal forstaar heller ikke en saadan Kristendom, og deri har han Ret. Berthelsen henvendte sig til Biskoppen. og dennes usikre og vaklende Holdning bestyrkede hans Tvivl. Havde Biskoppen straks givet klar Besked, vilde Berthelsen ogsaa have bøjet sig. Han stillede sig ikke paa den høje Hest, men søgte kun at være Sandheden tro. Der kan ikke være Tale om at dømme ham eller tvinge ham til at udføre en Handling, som er udført for længe siden. Hans Optræden har været hans Embede værdig. Han bør frifindes, og han gaar ud af Sagen med al Ære. De kirkelige Autoriteter synes jeg ikke har saa megen Ære af Sagen; de har svajet for alle Vinde.
Hermed blev Sagen indladt til Doms.
Voteringen varede et Par Timer.
Fem Minutter over to blev Dommen afsagt, hvorved Landemodets Frifindelsesdom stadfæstedes.
Dommen lyder saaledes.
Efter at Ministeriet har tilbagetaget det i den indankede Dom ommeldte Paalæg, kan der ikke blive Spørgsmaal om at anse Tiltalte efter Straffelovens 142. Og da hans under Sagen paatalte Forhold, selv om der kunde gaas ud fra, at han har skønnet fejl ved at afvise fhv. Sognepræst Jensen som Daabsvidne - ikke under samtlige foreliggende Omstændigheder vil kunne henføres under nogen anden Straffebestemmelse, vil han være at frifinde for Aktors Tiltale, og den indankede Dom, som har samme Resultat, vil derfor kunne stadfæstes.
Sagens Omkostninger for Højesteret, derunder Salærer til Aktor og Defensor, 120 Kr. til hver, udredes af det Offentlige.
(Roskilde Dagblad 21. november 1906)
Heller ikke på andre felter i livet gik det godt for pastor Jensen. Han levede i stor fattigdom. 1902-1907 var han præst for det unitariske fri kirkesamfund i Århus hvor hans salmer blev brugt i 50 år. Indre Mission vedblev med at forfølge ham med intenst had. I 1913 forsøgte han sig som vinhandler på Vesterbro i København:
Anton M. Jensen.
Fra Præst til Vin- og Tobakshandler.Et Besøg i Forretningen.
Købh., Onsdag.
Et gammelt Ord siger, at vi Mennesker skal gaa paa Jorden, selv om den er gloende.
Faa har maaske faaet sandheden af disse Ord haardere at føle end den tidligere Præst i Harboore, Hr. Anthon M. jensen.
Engang - ja, det er det jo snart nogle Aar siden - gik han som ung teologisk Kandidat ud til en Livsgerning med Tro paa sig selv og sin Sag. Og i 1913, nu sidder han i en Vin- og Tobaksforretning i en af Vesterbros Sidegader i København. Det er da Modsætningernes Apotheose.
Hvem har forøvrigt ikke hørt den tidligere Harboørepræsts triste Livsskæbne omtalt. Han kom jo som Præst op til den berømte Fiskeregn ved Vesterhavet, blev Hyrde for Harboøre Menighed og Familiefader i Harboøre Præstegaard.
Her paa Jyllands øde Vestkyst, i en barsk Natur og og i evig Kamp med Havet levede, og gør det den Dag i Dag, en Befolkning, som Forholdene og Tilværelsen havde givet stærke og dybe, men ogsaa haarde Sind. Pastor Jensen kom snart i en sindsoprivende og efterhaanden landsberømt Strid med sin Menighed. Han prækede mod den altfor strenge og sorte Helvedesfære. Menigheden rejste sig imod ham Det var, som sloges Staal mod Flint. Der stod Gny og vældige Gnister as Striden. Provst og Biskop maatte blande sig i den. Pastor Jensen har maaske været vel uforsigtig i sin optræden overfor de gejstlige Overordnede. I alle Tilfælde fik han brat sin Afsked. Siden har hans Livsskæbne været tung og trist.
Han stod jo nu saa at sige paa bar Bakke, med en stor Familie og uden Kapital. Den sikkert ikke videre vraktiste Mand ejede ikke den rette Evne til at glide ind i andre og nye Forhold for der at skabe sig en Levevej. Hans Liv blev en lang og slidsom Kamp mod Armod og sygdom. Det vil huskes, at for nogle Aar siden indeholdt Bladene et Opraab om at hjælpe ham, undertegnet af flere kendte Mænd og Kvinder. Selv lod han i de københavnske Middagsblade indrykke Annoncer, i hvilke han tilbød tig til alt muligt Arbejde, der ikke krævede Faguddannelse.
Men det hjalp ikke Hr. Anthon M. Jensen paa ret Køl, og sligt er jo ogsaa kun som en Draabe i Havet. Saa har han da nu, som alt meddelt, grebet til den Udvej at etablere sig som Vin- og Tobakshandler! Før Forretningen lukkede op, udsendte han Reklameplakater med Meddelelse om, at fhv. Præst i Harboøre, tidligere Løjtnant Anthon M. Jensen aabnede en Vin- og Tobaksforretning og anbefalede sig til Kundernes Bevaagenhed osv. efter de gængse Mønstre...
Vi svinger fra Vesterbro gade ned i Colbjørnsensgade og standser foran den store Ejendom Nr. 8. I Kælderen ligger en Butik, og paa Butiksvinduerne staar, at indenfor er Anthon M. Jensens Vin- og Tobaksforretning, samt dennes Telefonnummer. Altsaa er vi paa det rette Sted og gaar nedad Trappen ind i Butiken, et ganske net udstyret Lokale, hvor Sollyset dog sikkert aldrig kommer. Ved Siden af ligger et mindre Værelse og bag ved Butiken et større, i hvilket vi ser Vintønderne ligge paa Rad.
Bag Disken staar en høj og mager, noget ludende Mand med rødblondt Fuldskæg og et Haar, der er begyndt at blive tyndt. Hans Jakke er knappet helt op i Halsen, saa man ikke ser Flippen. Manden gør et baade genert og nervøst Indtryk, ser nødigt paa Kunden, hellere ned i Disken eller paa Gulvet. Det er Harboørepræsten.
Vi forlanger tre Cigarer af Mærket Crown, men hører ikke den livlige og smarte københavnske Detajlhandlers: "S'gerne Herre!" Anthon M. Jensens Hænder søger nervøst samlende henover de paa Disken udstillede Cigarmærker. Saa kommer det med en underlig haard og stødvis Stemme: "Det Mærke tror jeg ikke, vi har". Men i samme Øjeblik træder en elskværdig og rolig ung Mand til - øjensynlig Hr. Jensens Søn - og anbefaler et andet Mærke, en af Adlers Cigarer. Han har en ganske anderledes Forretningsrutine end Faderen, som man mindst af alt skulde tro nogensinde har været Løjtnant. Midt mellem Vinflasker og Cigarkasser er og bliver han den stille, tænkende Theolog fra Præstegaardens Studereværelse. Han vil aldrig komme op i Sø- og Handelsretten om Tirsdagen, naar der stal dommes efter Hr. Muus' Reklamelov.
Hvor længe har Forretningen været aabnet, spørger vi.
- I otte Dage, svarer Hr. Jensen.
- Gaar den godt?
Atter trykkende Tavshed. Hr Jensen ser ned i Gulvet. Der var saa meget, vi vilde have spurgt ham om. Men vi synes, det er Synd, thi vi kan se paa ham, at yderligere Spørgsmaal vil pine ham. Han ønsker nu blot Resten af sine Dage at faa leve i Fred og et taalsomt Udkomme af Forretningen til sig og Familie.
Endnu engang ser vi os om i Butiken med Cigarkasser og Vinflasker paa Hylder og Jernbanelister opklæbede paa Væggene. Saa gaar vi, haabende i vort stille Siud, at denne Forretningsmand, som vist slet ikke er Forretningsmand, alligevel maa faa en god Forretning.
Skæbnen har været haard nok mod Anthon M. Jensen. Nu kunde den nok smile lidt til ham
(Skagens Avis 3. juli 1913).
Det var skæbnen ikke, samme måned lukkede forretningen. Hans pension var på 585 kr. årligt, som dengang var nok til at forsørge sin kone der var holdt op med at arbejde som sygeplejerske for at passe det yngste af deres 3 børn.
Harboørepræsten endnu en Gang.
Venstr. Flkbl." har fra den tidligere Harboørepræst, Pastor emer. Anton M. Jensen, der nu bor i Sorø, modtaget følgende:
Dersom nogen kan ønske til Festen i Jul
at faa lavet et Digt ti sin Ven;
men om Rimene raadvilde kryber i Skjul
- det kan hænde den flittigste Pen -
er det heldigt, der findes en rimelig Mand,
der kan lave det her i en Fart
- om man bare vil komme og sige sin Stand
og sit Ønske - da hjælpes man snart.
Anton M. Jensen,
Pastor emer
Løjtnant,
Vestergade, Sorø.
(Skive Folkeblad 10. december 1914).
I Sorø drev han et lille pensionat, forfattede lejlighedssange og oversatte engelske bøger. I august 1917 oplyste Aalborg Amtstidende at han var staldforpagter (hestepasser) på Lynæs Kro. I spiritistorganet "Budbringeren" bad folk hjælpe sig til en plads i København da han ikke var tilfreds med denne stilling. I november 1917 oplyste Herning Avis at han var havemand i Hjallelse ved Odense. I februar 1918 var hans adresse Bakkedal, Taastrup.
En Præst der ønsker Kontor- eller Lagergærning.
Fra den tidligere Harboørepræst, der nu bor i Hinnerup, har Aarhus Amtstidende modtaget følgende:
- Jeg er ikke tjent med at sidde alene herude paa Landet, hvor jeg intet som helst har at virke med undtagen literært Arbejde, der, som bekendt, er en Udsæd, der bærer Højt ad Aare - om Gud vil.
Jeg ønsker Kontor-, Lager- eller Lærergærning.
Der staar paa en svensk Runesten, at under Verdens sdiste Tider skulde Præster vordde Bønder og Bønder Vidundere. Kan man fæste Lid dertil?
Med Tak for Optagelse.
Ærbødigst.
Anton M. Jensen
Løjtnant i Fodfolks-Forstærkningen,
Pastor emr. Harboøre og Engberg Menigheder under Ribe Stift.
(Lolland-Falsters Folketidende 1. april 1919).
Han oplyste selv i 1920 at han siden intet job havde. I Mediestream er en annonce fra april 1921 hvor han søger arbejde "af en eller anden art. (Dog ikke Jordarbejde)". Hans adresse var da Mejlgade 57 o. g. i Århus.
I 1940 blev der opsat en præstetavle i sakristiet i Harboøre Kirke. Den var skænket af pastor A. L. Andreasen og hustru. På tavlen er ikke medtaget pastor Anton Jensen. På Harboøre Kirkes hjemmeside står der at harboøreboerne ikke ønskede at få hans navn på præstetavlen.
Året efter døde han 1941 som en fysisk og psykisk nedbrudt mand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar