Anholdelserne i Maribo.
Om de Begivenheder, der have givet Anledning til de to Sociatistførere J. C. Larsens og Karl Rasmussens Anholdelse og den Sidstes Arrestation, meddeler "Loll. Falst. Stiftstid." nu følgende :
Sidste Vinter antog Maribo Byraad nogle Arbejdere til Udførelse af den kommunale Snekastning og betaler derfor en Ubetydelighed mindre, end Arbejdsmændenes Fagforbunds Priskurant opgiver. En Dag under Arbejdet mødte saa den lokale Fagforenings Formand, C. Rasmussen, og befalede Arbejderne at nedlægge Arbejdet, da de ikke maatte gaa for mindre Timeløn, end Priskuranten foreskriver. Denne Befaling nægtede en af Arbejderne, P. Thomsen, der har en stor Familie og den Gang i lang Tid Intet havde fortjent, at efterkomme, hvorfor han exkluderedes af Fagforeningen. Efter dette vedblev Thomsen at have stadigt og godt Arbejde og fik senere Plads som Kusk hos Ny-Carlsbergs Repræsentant, Ølhandler Houmand, der skildrer Th. som en ualmindelig tro og paalidelig Arbejder. Imidlertid havde Th. ikke Ro for Rasmussen og andre Fagforeningsmedlemmer: han skulde melde sig ind i Fagforeningen igjen, hvad han ogsaa var villig til, men han vilde ikke betale en af C. Rasmussen dikteret Mulkt, vistnok paa 25 Kr.
Paa dette strandede Optagelsen i Foreningen. Under mangehaande Chikanerier og Efterstræbelser fra Fagforeningens Side mod Thomsen er Vinteren og Foraaret gaaet, indtil man mærkede, at med ham kunde man ingen Vegne komme. Saa lagde man ud mod Arbejdsgiveren. Der blev sammentrommet Arbejdermøder, hvor det vedtoges, at Arbejderne ikke maatte drikke Ny Carlsberg Øl, saafremt Houmand vægrede sig ved at afskedige Thomsen. Resultatet meddeltes Hr. Houmand, som selvfølgelig ikke vilde af med sin Kusk. I Sommerens Løb har H. faaet adskillige af den Slags Meddelelser, og i en enkelt Beværtning, der hidtil udelukkende havde udskænket Ny Carlsberg, maatte denne Ølsort helt udelukkes; man ventede dog, at Striden vilde dø hen af sig selv.
Samtidig var der forefaldet andre Ting vedrørende Arbejdsmændenes Fagforening. Jernbanen havde bedt "Vulcan" om at faa nogle af dens Arbejdere til Hjælp ved Kullosningen. De kunde tjene 6 Kr. om Dagen. "Vulcan" lod 3 Arbejdere, der erklærede gjerne at ville tjene den gode Dagløn, hjælpe Jernbanen, men anden Dagen efter mødte Hr. Carl Rasmussen; det kunde ikke tillades, at "Vulcan" saaledes laante Arbejdere til andre Arbejdspladser, det var større Dagløn, end de andre Fagforeningsmedlemmer tjente, og det maatte ikke finde Sted. Arbejderne have muligvis ikke turdet udsætte sig for Formandens Forfølgelse, nok er det, de vendte tilbage til Direktør Kiehn og erklærede, at de ikke vilde arbejde ved Kullosningen. Direktør Kiehn kunde naturligvis ikke finde sig i denne meningsløse Indblanding fra Rasmussens Side og meddelte de tre Arbejdere, at de havde deres Afsked, hvis de fastholdt deres Formands Befaling. De turde ikke modsætte sig R.s Villie og mistede deres gode Stilling.
Endelig var der Strike af Kjøbmand Nielsens Arbejdere i Bandholm, hvilken tabtes af Arbejderne, da Kjøbmand Nielsen let fik de Strikende erstattede. Ogsaa her rasede Rasmussen, men kunde ikke faa Bugt med de nyantagne Arbejdere.
Sagerne voxede ham nu over Hovedet, og i Tirsdags telegraferede han efter Dansk Arbejdsmænds Forbunds Forretningsfører Larsen i Næstved om at komme uopholdelig. Han ankom til Maribo i Onsdags, og Turen gik først til Bandholm, hvor de ved Losningen beskjæftigede Arbejdsmænd skulde tages under Behandling. Her truede C. Rasmussen en af Arbejderne med, at han skulde gjennemprygle ham, saafremt han ikke inden Torsdag Aften havde indmelde sig i Fagforeningen.
Efter at have udført denne Bedrift begav d'Hrr. sig i Torsdags til Ølhandler Houmand. Han var ikke hjemme, og de gik derfor hen til Ølhandler Sidenius, som har en 12-Aars Dreng, Søn af P. Thomsen, til Hjælp i For retningen. Paa Sidenius's forundrede Spørgsmaal, hvad de vilde hos ham, svarede de, at han skulde afskedige Thomsens Søn.
Larsen og Rasmussen erklærede, at de kunde ikke gaa anden Vej. Faderen skulde boykottes paa enhver tænkelig Maade for at tvinge ham til at betale Bøden og gaa ind i Fagforeningen. Derfor skulde Thomsen afskediges fra Houmand og Thomsens Søn fra Sidenius, saa maatte Th. bøje sig, thi han kunde vel ikke lade sin Familie stille ihjel.
Sidenius nægtede at afskedige Drengen, men gav ham otte Dages Ferie for foreløbig at blive fri for videre Ubehageligheder.
Med Hensyn til Houmand erklærede Forretningsføreren og den lokale Fagformand, at de vilde se sig nødsagede til konsekvent at boycotte hans Forretning, og hjalp det ikke, vilde Fagforbundet ikke staa tilbagefor at faa Ny Carlsberg Fabriker til at undlade at sælge Øl til Hr. Houmand.
Derefter har Hr. Houmand ladet sig skræmme til i Torsdags at afskedige P. Thomsen.
(Nationaltidende 17. august 1901, 2. udgave.)
Johan Peter Frederik Rieper (1843-1914) der var Højremand, var herredsfoged i Hvetbo Herred 1893-1900, byfoged og borgmester i Maribo 1900-1907, herredsfoged i Falsters Vester Herred -1911 Han havde også været herredsfoged i Nakskov. Han tog sin afsked 1911.
Den 19. august 1901 blev der afholdt et protestmøde imod forretningsfører J. C. Larsens og Carls Rasmussens anholdelser. Den førstnævnte var her selv til stede. Han var sammen med redaktør Bresemann hovedtaler ved mødet. Bresemann "forsvarede" byfoged, borgmester Rieper med at han nok var syg og trængte til en ferie.
En afsluttende resolution lød ifølge Lolland-Falsters Folketidende 20. august 1901:
"Idet Borgermødete protesterer mod Jens Larsens Anholdelse og Carl Rasmussens Arrestation og udtaler sin Bekagelse over Byfogdens hele Optræden overfor Byens Borgere, tilsiger Forsamlingen Arbejdernes Organisation og deres Tillidmænd og Arbejderpressen sin kraftigste Støtte i Kampen mod Kapitalisternes og Autoriteternes Overgeb."
Skandalen i Maribo.
Carl Rasmussen løsladt
Maribo, den 23. August (Privattelegram). Politimester Rieper afholdt i Dag et meget indgaaende Forhør over Carl Rasmussen. Forhøret endte med, at Politimesteren hævede Arrestdekretet og satte Rasmussen paa fri Fod. Sagens Akter vil nu blive sendt til Amtet, der skal træffe Bestemmelse, om der skal foretages videre i Sagen eller ej.
Der forefaldt i Forhøret Ting, hvoraf det fremgaar, at Politimester Rieper absolut ikke egner sig til at beklæde en Tommers ansvarsfulde Hverv.
Her et lille Referat af Forhøret :
Carl Rasmussen var først for. Han benægtede absolut at have gjort noget som helst ulovligt. Han havde i ren Almindelighed advaret Hans Peter Andersen mod at tage Arbejde hos en blokeret Købmand, men om Trusler havde der ikke været Tale.
Saa blev Vidnerne kaldt ind.
Det var:
Arbejdsmand Hans Peter Andersen,
Arbejdsmand Peter Petersen.
Arbejdsmand Peter Hansen.
De har alle tre tidligere været i Forhør og har vidnet imod Rasmussen. Deres Forklaringer har imidlertid været meget uoverensstemmende.
I Dag var de blevne mere enige og de erklærede sig villige til at aflægge Ed paa en Protokol-Tilførsel. som Politimesteren oplæste for dem, og i hvilken de erklærede, at Rasmussen havde truet Hans Peter Andersen.
Carl Rasmussen protesterede imod, at de aflagde Ed, idet deres Forklaringer ikke faldt sammen med, hvad de havde forklaret i tidligere Forhør.
Der hjalp imidlertid ingen Protest. Politimesteren dikterede Eden og de tre Mænd aflagde den.
Efter at dette var besørget, blev Carl Rasmussen løsladt.
Før de fire Mænd forlod Retssalen. forefaldt der dog et Par smaa Træk, der bør kendes.
Rieper sagde først til H. P. Andersen:
"Har De sagt til nogen. at De er kommen hen til mig en Aften, da jeg sad udenfor mit Hus, og at De gjorde Anmeldelse om, at Carl Rasmussen har truet Dem?
Hertil svarede Andersen Nej!
Ja, hvad er det saa for Usandhed, Bladene skriver? fortsatte Politimesteren.
Vi skal bemærke til Hr. Rieper, at det ikke er Bladene, men ham selv, der har fortalt Historien.
Han udtalte nemlig følgende til Forretningsfører Jens Larsen den Dag, denne blev løsladt :
"Der er rejst en ny Sigtelse mod Carl Rasmussen. I Gaar Aftes, da jeg sad udenfor mit Hus, kom en Arbejdsmand Hans P. Andersen hen til mig og fortalte, at Carl Rasmussen for nogen Tid siden havde truet ham med Prygl, hvis han tog Arbejde hos Købmand Hans Nielsen i Maribo."
Senere har Andersen overfor to Medlemmer af Mindernes Fagforening erklæret, at han ingen Anmeldelse har gjort om Carl Rasmussen.
Naar Politimesteren nu ved Forhøret har villet dreje Sagen saaledes, at Andersen selv havde fortalt om Besøget, saa er dette en tarvelig Udflugt.
Efter at der endnu var vekslet et Par Bemærkninger, blev Rasmussen dimiteret, og kort Tid efter var han hjemme hos sin Hustru, der med beundringsværdig Fasthed har taget imod de sidste Dages triste Begivenheder.
(Social-Demokraten 24. august 1901).
Folketingsmand Lyngsie var den 12. september i Maribo. Man undersøgte om der kunne klages til justitsministeriet over byfoged Riepers behandling af Carl Rasmussen.
Den 21. september beordrede stiftamtet aktion mod Carl Rasmussen for overtrædelse af Straffelovens § 210.
Carl Rasmussen i Maribo.
En Erklæring.
Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!
Da forskellige Blade har søgt at fremstille mig som en ren Bølle, fordi jeg har tildelt en Dreng et Slag med en Kæp, tillader jeg mig herved at fremstille Sagen saaledes som den i Virkeligheden er, og hvad er der passeret før Drengen fik Slaget.
Den 3die December, den Dag Drengen fik Slaget, holdt mit Køretøj paa Torvet, medens jeg selv et Øjeblik var gaaet ind i en Beværtning, hvor Drengen da kom ind til mig og affordrede mig Penge efter Ordre fra hans Fader. Jeg følte mig ilde berørt herover og da jeg ikke skyldte Faderen, bad jeg Drengen gaa sin Vej og lade mig i Fred.
Hvad Drengen nu har meddelt sin Fader ved jeg ikke, men Resultatet blev, at da jeg kørte derfra, kom Drengens Fader kørende og gav sig til at skælde mig ud og for yderligere at irritere mig, var Drengen stillet op paa Forlovet og ved Fagter og Latter søgte han at latterliggøre mig.
Fra Torvet skulde jeg til Egehuset ved Knuthenborg Park og paa Hjemvejen herfra mødte jeg igen Drengens Faber, som raabte mig an og søgte at haane mig og bl. a. raabte han Ukvemsord om min Hustru efter mig saa lang Tid. som han mente jeg kunde høre ham. Jeg nøjedes dog med at bede ham passe sig selv.
Da jeg kom hjem. fortalte min Hustru grædende, at hun ogsaa havde været Genstand for hans Haan og Skældsord, og da jeg spurgte hende, om hun ingen Vidner havde herpaa, svarede hun, at hun havde trukket sig tilbage for at være fri for at høre hans meget sjofle Ord. Vidner havde hun ikke tænkt paa. dog kunde hun opgive Signalementet paa 2 Mænd, som den Gang havde passeret Vejen, men hun kendte ikke deres Navne, ej heller hvor de boede. Da jeg ikke i noget af de andre Tilfælde havde stort Haab om at kunne saa tilstrækkelige Vidner paa Mandens Udsagn, blev jeg noget harmfuld over, at Fornærmelser mod min Hustru ogsaa skulde gaa upaatalt hen. Jeg gik ud og søgte forgæves efter de to Mænd. Da jeg atter kom hjem, fortalte min Hustru mig, at Drengens Fader igen havde kørt forbi mit Hjem og ved Fagter og Ord søgt at haane mig. Paa dette havde hun heller ingen Vidner. Andre, som havde gaaet dette igennem paa en Dag var maaske bleven mere irriteret end jeg var.
Og dog skulde der komme mere af samme Slags.
Da jeg senere besørgede nogle Ærinder i Byen, mødte jeg Drengens Fader, som paany raabte efter mig, uden at jeg kunde faa Vidner paa hans Ord. Jeg blev meget ophidset over det passerede og gik nu uden noget særligt Maal gennem Kiehnsgade. Her mødte jeg Drengen, som fulgtes med sin Broder. Da de var t Nærheden af mig, løb den længe undertrykte Hidsighed af med mig og jeg vilde tildele Drengen - som ogsaa ved forskellige Lejligheder før den Dag havde udlet mig - et Slag med en Kæp over Bagen, men idet jeg slog, bøjede han af for Slaget, og Uheldet vilde, at han ramtes i Hovedet.
Med Hensyn til det af andre Blade fremførte, om at Forliget var indgaaet paa "Socialdemokratens" Kontor her i Byen, skal jeg oplyse, at dette er urigtigt; det er kun affattet der skriftlig.
Efter Drengens Faders Udsagn var det Penge, der skulde være indsamlet paa Lister, udgaaede fra Arbejdsmændenes Fagforening til Dækning af hans Ophold paa Læge Justesens Klinik, Drengen skulde hente. Dette erfarede jeg først af Retsprotokollen. Jeg havde ikke haft ringeste Anelse derom, thi de omtalte Indsamlingslister maa i Følge Bestyrelsens Beslutning ikke udgaa før efter den 15. ds.
Jeg indrømmer selvfølgelig, at det var ubesindigt af mig at slaa Drengen, men jeg har forsøgt at bøde herpaa efter bedste Evne, ved at tilstille Drengen en Sum Penge. Jeg har tildelt Drengen Slaget i et Øjeblik, hvor Hidsighed og Forbitrelse havde bragt mig ganske ud af mig selv.
(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 12. december 1901).
Carl Rasmussen gik af i januar 1902. Der var en kassemangel i Arbejdsmændenes Fagforening, og han tilbagebetalte kort efter det manglende beløb.
Rieper måtte som dommer i december 1902 ved underretten frifinde Carl Rasmussen. Frifindelsen blev stadfæstet ved overretten i februar 1903.
I september 1906 lykkedes det Rieper at få byrådet med på at omgøre valget af to nye medlemmer til ligningskommissionen hvor den socialdemokratisk-radikale liste havde vundet. Ved omvalget den 23. oktober valgtes atter den demokratiske liste. Stemmeprocenten var over 83%.
I forbindelse med 75 års jubilæet for arbejdsmændenes organisering den 18. marts 1969 blev affæren genfortalt på følgende måde:
Omkring 1900 skete der dramatiske begivenheder på organisationsområdet. Direktør Kiehn på fabrikken "Vulcan" var "en hård negl", som fagforeningen havde mange kontroverser med. Tillidsmændene blev afskediget, og det samme skete med arbejdsmænd, som nægtede at arbejde sammen med uorganiserede.
Forretningsfører Jens Larsen fra hovedforbundet talte ved et møde, der holdtes i en restaurationshave. Byfogeden lod imidlertid både forretningsføreren og afdelingsformanden arrestere ved mødet. Han beskyldte dem for at have truet handlende med boykot, og en skruebrækker med prygl. To store protestmøder mod arrestationerne samlede henholdsvis 1500 og 700 mennesker, men arrestationerne varede alligevel et vist stykke tid.
De offentlige myndigheder havde i det hele taget ikke nogen sympati for fagbevægelsen. Ved et byrådsmøde i 1902, hvor man drøftede arbejdsløsheden, sagde byfogeden, "at der var arbejde nok at få for alle dem, der ville arbejde på rimelige vilkår"!
Dagen efter mødte 80 arbejdsmænd hos byfogeden og spurgte efter arbejde - men han havde ikke noget!
(Ny Dag. Lolland (Nakskov) 15. marts 1969)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar