Hvis man for en halv eller en hel Snes Aar siden havde ladet foretage en Folkeafstemning over, hvem der var Kjøbenhavns populæreste Skuespiller, er der ikke ringe Sandsynlighed for, at der havde været Flertal for Harald Kolling. Vi havde, ogsaa i denne hans Velmagtstid, Skuespillere med rigere Evner, dybere Grund, større Linier. Men Ingen maaske var saa nøje skaaret ud af den By, hvori han oirltde. Blod af dens Blod, Kjød af dens Kjød.
Ved et borgerligt Theater blev han det borgerlige Kjøbenhavns Yndlingsskuespiller. Han fandt Udtryk for dets retsindige Jevnhed, dels skikkelige Livslyst, dets lette og glade Humør. Og han formede sine Skikkelser med en nænsom Omhu, en Kjærlighed til Enkelthederne, som gjorde, at man altid følte sig tryg i hans Selskab. Sjeldent eller aldrig greb han Fejl, forsøgte aldrig at flyve didop, hvor han ikke kunde naa. Og Publikum, der kun respekterer den, der evner, hvad han vil og som kun har lidet tilovers selv for den geniale Overanspændelse, hyldede ham som den gode og sikre Skuespiller, han altid var. Naar Harald Kollings Navn stod paa Folketheatrets Plakat sammen med Zincks og Julie Hansens, saa vidste man, hvad man gik ind til, og følte sig tryg paa, at Ens Theaterglæde var lagt i de paalideligst mulige Hænder.
Men af Trekløveret var det maaske atter Kolling, der først og fremmest blev det brede Publikums Yndling. Tildels af den Grund, at han saa ofte var den, der havde det Hverv at sige den sunde Fornufts og den borgerlige Redeligheds Ord - de, der vakte stærkest Gjenklang paa den anden Side Lamperækken.
Thi det var jo ham, der var Folkekomediens Bravmand. Ikke just Helten, hvis Ord ere stemte op over Dagligmaalet og som derfor ofte gaa en Smule hen over Hovedet paa Godtfolk. Men den joviale, gemytlige Mand af Folket, der paa ingen Maade skaber sig eller stylter sig op, men hvis Retsind tvinger ham til at tale, hvor han seer, at Retten trædes under Fødder og at Slynglerne, særlig de fine og fornemme, berede sig til at triumfere.
I en Mængde Folkekomedier tilfaldt der ham Roller af denne Art, saadanne som Baadsmanden i "Pak" eller Kobbersmeden i "En Børsbaron". I andre var det navnlig de rørende Strenge, der skulde anslaaes. Og selv om Colling her ofte var stærkt paa Grænsen af det Sentimentale, var dette dog en Betragtning, som ingenlunde deltes af hans trofaste Publikum.
Noget Hængehoved var han imidlertid aldrig paa Scenen. Kunde han den ene Aften faa Huset til at fælde stride Taarer af Rørelse, saa bragte han det den næste til at ryste af Latter. Trods Nogen dansede han for i den vilde Farce-Kankan, der i nogle Aar gik over Folketheatrets Scene og hvoraf navnlig "Grisen" blev berømt. Han var i "Redaktionssekretæren" uforlignelig, navnlig som Lydia Badutski. Og hans kostelige Jappe skyldtes det, at Carl Møllers gamle Studenter-Vrøvlefarce "De Forlovede" stedse har kunnet holdes paa Repertoiret og, skjøndt Tiden forlængst er løbet fra dens forsorne Brander-Humor, kunnet hævde sig som et Nødanker, Theatret altid i en snæver Vending kunde gjøre Regning paa.
Sin bedste og ledigste Kunst ydede han dog i de Lystspilroller, der strejfede Karakterfaget. Og der er her især to, der alene havde været tilstrækkelige til at sikre hans Navn en Hædersplads i Theaterhistorien.
Den ene er Obersten i Fritz Holsts fortræffelige Lystspil "Revuen", denne starblinde, skikkelige Borgermand, hvis militære Lidenskab Kolling gjorde paa en Gang komisk og rørende. Den anden er den gamle Bogbinder i "Forhus og Baghus", denne fedtede Proletar, graa og usund af Baggaardsluften, levende tilfreds i sit Mørke, fordi han aldrig ret har seet Vorherres Sol og den blaa Himmel.
Stærkt virkende og fast formede som disse Figurer ere, er imidlertid deres Virkning sammensat af en Mængde smaa, fint sete og sikkert opfattede Træk. Som han altid anvendte den yderste Omhu paa sin Maske og sit Kostume, saaledes var ogsaa hans Sjæl udpenslet med den største Nøjagtighed. Man kunde være ganske sikker paa, at han i enhver Rolle, var den end nok saa lille, gav sit yderste. Endnu fra forrige Sæson vil man kunne huske hans morsomme og nøjagtige Fremstilling af den gamle Herskabstjener i Palle Rosenkrantz's Lystspil "En Skriftefader".
Denne nøie Omhu for selv det tilsyneladende ubetydeligste hang sammen med Kollings hele Opfattelse af sin Kunst. For hans Generation bestod ikke som for mange af de Yngre, og det ikke af de Ringeste, nogen dyb Adskillelse mellem den sceniske Virksomhed, der er Kunst, fordi den fortolker Digteres Værker, og den, der kun tjener til Publikums Adspredelse. For ham og hans Samtidige var under alle Omstændigheder det at spille Komedie et Kald, der krævede den højeste Anspændelse. Respekten for deres Gjerning laa dem dybt i Blodet. Og deres Opgave var maaske mindre for dem end for den moderne Skuespiller en blot fortolkende. Forfatteren bandt dem mindre end nu ved Anvisninger til Maskering, Kostumering og Replikfremsigelse, og Sceneinstruktionen gjorde dem mindre afhængige af Helheden. De skabte da selvstændig deres Figurer, ofte ud af intetsigende Roller. Derfor vil Jappe i "De Forlovede" eller den glade Svensker i "Vedbæk-Skodsborg-Kjøbenhavn" huskes, naar Stykkerne selv forlængst ere glemle.
Det er en stor og smuk Virksomhed, Harald Colling nu kan se tilbage paa. I 14 Sæsoner har han Aften efter Aften, anet paa Scenen, rørende til Graad, stemmende til Latter. Lige til de sidste Aar har hans Theater kun vundet faa Sejre, hvori han ikke havde sin gode og smukke Andel.
Han siger nu Hvile. Han vil, naar han iaften sidste Gang staaer paa Brædderne, blive fulgt til Dørs af Publikums fulde Hengivenhed.
A. G.
(Nationaltidende 14. september 1901).
Skuespilleren Johan Frederik Harald Kolling (oprindelig Kelling) blev "opdaget" af direktør H. W. Lange ved en optræden på Kalkeballen i St. Kannikestræde. Han startede herefter på Folketeatret på Nørregade 1857 . Han kom til at spille mere end 450 figurer. Artiklen er skrevet i forbindelse med hans sidste optræden 14. september 1901. Han døde 3 år efter. Ved hans begravelse deltog Folketeatrets samlede personale, bl. a. Betty Nansen, Dorph-Petersen, samt repræsentanter fra Det kongelige teater, Casino, Frederiksberg Teater m. fl. Han blev begravet på Vestre Kirkegård. Afdeling M-10-5. Graven er nedlagt. Det er sønnens derimod ikke, se nedenfor.
Ægteparrets eneste søn, skuespilleren Valdemar Henrik Vilhelm Kolling (1863-1912) er også begravet på Vestre Kirkegård Afdeling N, rk. 9, nr. 11, se foto. Efter at have rejste i provinserne med August Rasmussens selskab, kom han til Casino Teatret hvor han i 1884 debuterede som Skyttelars i "Fastelavnsgildet". Bortset fra et par år på Nørrebros Teater var han siden tilknyttet Casino Teatret, hvor han i en lang årrække var blandt teatrets mest populære skuespillere med muntre roller i det folkelige repertoire. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar