23 februar 2025

Emil Lautrup 1842-1902. (Efterskrift til Politivennen)

Overdirektør Emil Lautrup.

2. September 1842 - 12. Oktober 1902

Længe ventet har Døden endelig sluttet et Liv, der i mange Aar var rigt paa dygtigt Arbejde, men som Sygdom i den senere Tid havde fyldt med Lidelse og Svaghed. Ofte følte Lautrup Legemets Tynge, ihvorvel han syntes at eje en kraftig Natur, medens han endnu var i en Alder, der almindelig lader Manden have adskillig Gerning tilbage. Særlig voldte en Svækkelse i Hjertet ham Aandenød og Nervøsitet. Efter tiltagende Svækkelse sidste Vinter flyttede han i Foraaret til et Sanatorium ved Strandvejen, hvor det hed sig, at han bedredes. De Forbikørende, der kendte ham - og nu knapt kunde kende ham igen - kunde hans Udseende dog kun give ringe Fortrøstning. Og da han i Juli flyttede ind til sit smukke Hjem paa Østerbro, var han mærket til Døden. Alt hvad Lægers Videnskab og Kunst samt den kærligste, mest ufortrødne Pleje kunde udrette, blev gjort for at lette og opretholde Livet, medens Katastrofen stadig syntes nær. Igaar Nat fik han da udstridt.

Lautrup hørte til en Slægt af Københavns bedste, intelligente Borgerklasse. Farfaderen og Faderen beklædte Embeder, der betingede særlig Tillid - i den kgl. Enkekasse og i Overformynderiet - Farbrødrene, deriblandt den højt anseete Præst og Biskop, havde ligeledes Stillinger af Betydning. Den nu Afdøde viste efterhaanden, at han havde Blodet i sig. Han tjente som Soldat i Krigen 1864, han blev "dansk Jurist", og han fik først Plads som Assistent i Livsforsikringsselskabet, dernæst som Inspektør ved Frederiks Hospital, senere ogsaa ved Fødselsstiftelsen. Paa denne Post blev hans Navn baade meget omtalt og stærkt omstridt, navnlig i Henseende til Forholdet mellem ham og Hospitalets Direktør, Oberst Schøller, men ogsaa overfor Lægerne. Sagtens var der Fejl paa begge Sider, og Lautrup var maaske lovlig stiv og stædig i sine Krav til Orden Stort og Smaat. Hans egen Embedsførelse indrømmedes dog i Almindelighed at være uangribelig og mønsterværdig i korrekt Pligtopfyldelse. Derfor var det ikke let at fordrive ham, og da han alligevel nødtes til at gaa, fik han en forholdsvis høj Pension i Følge med sin Afsked.

Imidlertid var han bleven Revisor ved Forstædernes Sporvejsselskab og havde her gjort sig saaledes gældende, at han fremdeles blev Direktør. I denne Egenskab udfoldede han en betydelig Dygtighed, saa at det nævnte Selskab fik gode Dage, og selv levede Lautrup vel her sin lykkeligste Tid, fordi ikke blot hans administrative Evner kom til deres Ret, men hans Elskværdighed og Retsindighed gjorde tillige den bedste Fyldest i Samlivet med Funktionærerne, der havde Tillid til og Hengivenhed for Lautrup som en faderlig Ven.

Saa kom den Tid, at de forskellige Selskaber skulde sammensluttes til "De københavnske Sporveje". Eftersom "Forstæderne" stod sig saa fortræffelig, attraaedes Sammenslutningen ikke paa den Side, og da den fandt sted, skete det kun saaledes, at Lautrup fulgte med som Overdirektør paa meget gunstige Vilkaar. Disse førte alligevel ikke til lutter gode og glade Dage. Overdirektørens Egenskaber forslog ikke nu saa let og med samme Held som i Stillingen ved "Forstæderne". Det lykkedes ham ikke at træde i samme Forhold til alle de mange Funktionærer som til hans "gamle" Folk. Hans konservative, bureaukratiske sindelag savnede vel ogsaa en vis Elasticitet overfor de nyere Krav. Han var i Grunden villig nok til at følge med, men hans skarpe Blik for Vanskelighederne lod ham helst holde lidt igen. Vanskelighederne var i Virkeligheden meget store i forskellige Retninger. Selve Anstrengelsen for at løse Opgaven fremmede sagtens netop den Sygelighed, der brød hans Kraft.

Som Lautrups Retsindighed var ubestridt, er det fuldt ud erkendt, at han har være en ualmindelig Dygtighed. Blandt de Mange, der traadte i nærmere Forhold til ham, vil det derhos vidnes, at hans Hæderlighed og Begavelse var forbunden med Egenskaber, der i videre som i snevrere Kredse gjorde ham personlig afholdt som en Mand af et varmt Hjerte.

(Nationaltidende 13. oktober 1902).


 Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg (1841-1901): Inspektør, exam. jur Emil Lautrup, Emil (2.9.1842-12.10.1902). 1876-1901. Emil Lautrup blev begravet på Vestre Kirkekegård fra Nordre Kapel. Gravstedet er nedlagt. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lautrup Død.

Overdirektør ved "De københavnske Sporveje", Emil Lautrup, døde Natten mellem Lørdag og Søndag i en Alder af godt 60 Aar.

Han var af københavnsk Embedsmandsslægt og tog som ung danskjuridisk Eksamen, deltog som Soldat i Krigen 1864 og blev Underofficer. Var en Tid Assistent i Livsforsikringsselskabet og blev derpaa Inspektør ved Frederiks Hospital. Hans Forhold til Lægerne var ikke det bedste, men overfor Direktøren, Oberst Schøller, var han den strænge Ordens og Hæderligheds Mand. De fjærnedes tilsidst begge, og Lautrup blev først Revisor, derpaa Direktør ved Forstædernes Sporvejsselskab. Ved Sammenslutningen af de københavnste Sporvejsselskaber i 1898 blev han Overdirektør for det ny store Selskab.

Det var et Fejlgreb. Lautrup vedblev nemlig at være Underofficeren og Bureaukraten, og kunde selvfølgelig med disse Egenskaber ikke magte Forholdet til henved 1000 Funktionærer, der netop var i Færd med at organisere sig.

Lautrups Arbejdsgiver-Ideal var det bureaukratisk-patriarkalske. Han lovede Funktionærerne de allerbedste Kaar, der var ikke den Reform, som han ikke vilde unde dem; - "de skulde være en Slags Bestillingsmænd, ja Embedsmænd." Men han vilde ikke taale nogen Fagforening! 

Vi erindrer et natligt Møde paa Sortedamslund i Sommeren 1898. Funktionærerne havde indbudt en socialdemokratisk Borgerrepræsentant - da Lautrup pludselig dukkede op, forlangte og fik Ordet. Forhandlingen førtes helt venskabeligt, og da Morgensolens første Straaler faldt ind gennem Mødesalens Vinduer, saa det et Øjeblik ud til, at Lautrups Modstand mod Foreningsretten var overvundet.

Men han forstod ikke at benytte det gunstige Øjeblik, var maaske ogsaa bleven halvvejs overrumplet. Funktionærerne fik hurtigt det Indtryk, at han svigtede sine Ord. Hans gyldne Løfter om reelle Fordele stødte desuden paa Hindringer i Sporvejsselskabets økonomiske Interesser. Hvad Lønnen angik, vilde han dele Funktionærerne i saa mange Klasser, at det blev et altfor tydeligt Forsøg paa at bryde deres Solidaritet. Hvad Arbejdstiden angik, brød han sit Løfte om en 10 Timers Arbejdsdag med Fridag hver 6te Dag, hvis Funktionærerne ved en Afstemning foretrak denne Ordning. Det gjorde de, - men det var i Selskabets Interesse, at have en 15 Timers Dag med Fridag hver 4de Dag, og dette blev nu ogsaa Lautrups Standpunkt.

En Konflikt truede med at bryde ud, men den afværgedes ved J. Jensens og Triers Mægling. Hermed anerkendtes bl. a. Funktionærernes Foreningsret. Men atter forspildte Lautrup Chancen for at komme i et gode, moderne Forhold til sine Underordnede. Han søgte at starte en Splittelsesforening og fik Magistratens Hjælp hertil, men Planen strandede paa Funktionærernes Sammenhold og det Rygstød, de fandt i Borgerrepræsentationen.

En Ulykke for Lautrup var ogsaa det intime Forhold, hvori han kom til Bladet "Dannebrog". Han hidsedes af dette Blad endnu længere frem, end han selv vistnok ønskede. Gang paa Gang maatte Sporvejsselskabets Bestyrelse med Heide i Spidsen desavouere ham og hans Organ. Nederlag fulgte paa Nederlag. Tilsidst havde Funktionærerne gennemført næsten hele det Program, de opstillede ved Fagforeningens Dannelse, - og vel at mærke uden en eneste Strejke.

Den sidste store Ydmygelse kom i Fjor Efteraar, da Lautrup afskedigede en Del af Funktionærerne fra før 1898 - i Strid med Sporvejskontrakten - , men blev standset af Kommunalbestyrelsen. Nu havde Selskabet faaet nok, og Lautrup fjærnedes den 1. Januar 1902 fra ethvert Forhold til Funktionærerne. Hans Stilling som "Overdirektør" siden da har faktisk været en pæn Pensionering.

Hr. Lautrup efterlader sig ved sin Død en af Landets stærkeste Fagforeninger. Om ham gjaldt det gamle bibelske Digt:

"Vil nogen Guds Forsætter hæmme,
han nødes til selv dem at fremme,"

- kun med den Forandring, at det gammeldags "Guds Forsætter" ændres til det moderne "Tidens Krav".

Ved Funktionærernes aarlige Stiftelsesfester har da ogsaa Skaalen for Lautrup været staaende. Nu, han er død, vil de derfor saa meget lettere kunne tilgive deres gamle Modstander, som personlig var en brav og hæderlig Mand, men en Mand, hvem Tiden var løbet fra.

(Social-Demokraten 14. oktober 1902).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar