Dødsfald.
Direktør Poul Marstrand, Aktieselskabet "Titan", som i længere Tid havde lidt af en stærkt tiltagende Melankoli, havde nu maattet søge Permission paa ubestemt Tid for efter Professor Pontoppidans Roed at indlægges paa Middelfart Sindssygeanstalt.
Mandag Aften har han set Lejlighed til at bortfjærne sig og er Tirsdag Morgen funden død i Damhussøen.
Nogle Forbigaaende saa et Hoved stikke op af Vandet; hurtigst muligt fik de Liget draget i Land, og en Læge kom til Siede. Han erklærede imidlertid, at Døden forlængst var indtraadt. Nogle Papirer, som den Afdøde bar hos sig, viste, at den Druknede var Direktør Marstrand af Firmaet Marstrand, Helweg & Co., som nu var optaget i "Titan".
Direktør P. Marstrand var ældste Søn af Kunstneren Marstrand. Som ganske ung rejste han til Amerika og fuldendte der sine Studier i Maskinfaget. Efter at han var vendt hjem, startede han snart det bekendte Fabriksfirma: Marstrand, Helweg & Co, som for faa Aar siden indgik i det store Aktieselskab "Titan".
Hr. Marstrand, som tog sig meget af Driften, blev i Aarenes Løb meget melankolsk; man mener af Overanstrængelse. Og det udartede nu saa meget, at Professor Pontoppidan som sagt havde raadet ham til at lade sig indlægge paa Middelfart Sindssygeanstalt. Han skulde være afrejst dertil en af de første Dage. Men saa i Aftes ved 6 Tiden forlod han sit Hjem og er lige gaaet ud og har druknet sig. Der er ingen Tvivl om, at han har handlet i et Anfald af Sindsforvirring.
(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 15. oktober 1902).
Direktør Marstrands Død.
Vi meddelte i Gaard, at Direktør Marstrand var fundet som Lig ude i Damhussøen.
Allerede i flere Aar har den Afdøde periodevis lidt af Tungsind, der grænsede nær op til Sindssyge. Det var en Arv fra hans Fader, den berømte Maler, Professor Marstrand.
Som ungt Menneske stod Poul Marstrand i former- og Maskinlære og rejste efter endt Uddannelse til Amerika. I Midten af Halvfjerserne kom han tilbage og oprettede sammen med Fabrikant Schmidt et Jernstøberi paa Vesterfælledvej. I 1897 gik Virksomheden ind under "Titan", hvor Marstrand blev teknisk Direktør.
Hans økonomiske Forhold var særdeles gode, men nu var det, at de mørke Magter i hans Sind begyndte at rejse Hovedet. Den ulykkelige Mand havde Anfald af Melankoli, hvori han følte sig som et Vrag, der, ener hans egne Ord, var tjenligt til at hugges op.
Hans Omgivelser gjorde alt for at bringe ham paa lysere Tanker, men det var forgjæves. I August Maaned rejste han til Wiesbaden for at adsprede sig, men vendte blot endnu mere syg og nedtrykt tilbage. Familien fik ham da til at raadspørge den bekjendte Sindssygelæge, Professor Pontoppidan.
Professoren raadede ham til at lade sig indlægge paa en Sindssygeanstalt og Marstrand samtykkede heri. i Han skulde i Gaar have været afrejst til Anstalten ved Middelfart.
I Mandags Aftes ved 6 Tiden, da Familien havde spist til Middag, gik Marstrand ned i Villaens Have paa Bülowsvej, hvor han boede. Her er Tungsindet kommet over ham i en frygtelig Grad. Uden at tage Afsked med nogen gik han hjemme fra og vandrede ud ad Landevejen, indtil han kom til Damhussøen. Her, i den mørke Nat, medens han følte Vanvidets Rædsler nærme sig, har han da, fjærnt fra alle, ene paa den øde Mark, gjort Ende paa sit Liv.
Da han ikke i Løbet af Aftenen lod sig se i sit Hjem, blev der stor Bestyrtelse. Sent om Natten undersøgte man med Lygter Frederiksberg Have og Søndermarken. Men det var først i Gaar Morges ved 9 Tiden, at nogle Mand, der kom forbi Damhussøen, saa den Døde drive ude i Søen.
Marstrand var 51 Aar. Han efterlader sig Hustru og 4 Sønner, af hvilke den ældste er Student.
(Aftenbladet (København) 15. oktober 1902).
POUL FREDRIK MARSTRAND var ældste Søn af Maleren Vilhelm Marstrand. I Barndomshjemmet paa Charlottenborg havde han set alle Datidens betydelige Mænd og Kvinder færdes. Hans Moder var dybt musikalsk, Sang og Musik tonede gennem de billedsmykkede Stuer. Men Tonerne var ofte tunge, hans Faders Stemningsliv var ujævnt, ofte mørkt, og Barnesindet prægedes deraf. De mørke Toner dvælede i Baggrunden af hans Væsen, de listede sig frem i Modgangs Tider, de bestemte Grundtonen i ham, de trængte frem i Forgrunden, da hans Helbred svækkedes, og de tog al Magten til sidst.
En Kunstnernatur med ikke ringe Talent, kom han, der var en daarlig Lektielæser, efter sin Moders Død 1867 i Smedelære paa Frederiksværk. I en ung Alder drog han til Amerika for at uddanne sig videre og fange Indtryk af det frembrydende vældige Arbejdsliv derovre. Men han naaede ikke at faa en fuldt gennemført Uddannelse hverken teoretisk eller praktisk, thi allerede 1873 døde hans Fader, og Poul Marstrand var kun 22 Aar. Han maatte da vende hjem for i Faders og Moders Sted at skabe Hjem for sine yngre Sødskende.
I en ung Alder begyndte han sammen med Jernstøber Smith et Jernstøberi med Maskinfabrik paa Vesterfælledvej, og han drev under vekslende Tilskikkelser denne Virksomhed, til den i 1897 gik op i Aktieselskabet Titan med Poul Marstrand som en af Direktørerne.
Han begyndte med amerikanske Forhold i Hovedet, med stort Mod og mange Ideer, og har sat sit Præg paa Jernindustrien herhjemme. Men Forretningsmand i strengere Forstand var han egentlig ikke dertil var han for lidt Rationalist. Tidens store, humane Tanker og Drømme beskæftigede ham altid. Drømmen om et Retfærdighedens Rige her paa Jorden havde stor Magt over ham; og han led under Spændingen mellem Idé og Virkelighed under de store Arbejdskonflikter i Jernindustrien, hvor han som Leder havde Interesser at varetage, der nødvendiggjorde Kamp. Under Vanskeligheder med at skaffe Arbejde og Vanskeligheder for at faa det udført under Striker og lock-outer opbrugtes hans Kræfter. Tungsindet vandt Overhaand, og hans kønne, kærlige Hjem, hvor Minder fra Barndomsdagene stemte Sindet mildt, hvor Hustru og Børn saa gærne vilde glæde ham, kunde ikke mere bringe Lise, naar han vaandede sig i tungsindige Selvbebrejdelser.
At ingen enkelt kan bære Ansvaret for Strømninger i Tiden, vilde og kunde han ikke se. Han var syg til Døden. En ærlig Arbejder, en trofast Ven, et fint Menneske er gaaet bort.
Jacob Marstrand
(Illustreret Tidende nr. 4, 26. oktober 1902).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar