13 februar 2025

Mødet i Allinge. (Efterskrift til Politivennen)

400 a 500 Mennesker protesterer mod Stenværksejernes Handlemaade.
En Resolution, der opfordrer Arbejderne til at holde ud.

Det offentlige Borgermøde i Aftes i Christensens Sal i Allinge havde samlet fuldt Hus.

400 a 500 Mennesker fyldte den store Sal, og der var glimrende Stemning fra først til sidst.

Mødet begyndte en halv Time over den fastsatte Tid. Allinge Produktforretning havde i Forvejen holdt sin Generalforsamling i det samme Lokale. Det offentlige Mødes Deltagere maatte derfor vente noget, inden der blev Adgang til Salen.

Der var mødt Folk fra alle Lejre, dog var Hovedparten af Forsamlingen naturligvis Arbejdere.

Mødets Hensigt var: dels at Arbejderne vilde klare Situationen for Byens øvrige Borgere, dels at man ønskede at høre disse Borgeres Mening om, hvor vidt de billigede Stenværksejernes Handlemaade eller ej. Allinge Sandvig er jo i høj Grad interesserede i, at Arbejderne har nogenlunde taalelige Kaar at leve under.

Ja, man kan godt sige, at som Forholdene har udviklet sig, beror Kommunens Ve og Vel paa den Stilling, Arbejderne indtager. Stenarbejderne er det bærende Element i Allinge Sandvig. Dette forstaas forøvrigt ogsaa fuldtud af de fleste.

Navnlig Middelstanden er afhængig af Arbejderne, og maa derfor, hvis den ønsker sit eget Vel, stille sig solidarisk med de kæmpende Arbejdere. Desværre er der desuagtet enkelte inden for Middelklassen, der om ikke just aabenbart saa i det skjulte tager Parti mod Arbejderne. Det var disse enkelte, Arbejderne gærne vilde have i Tale paa det offentlige Møde. Der mødte imidlertid kun en eneste Opponent; og denne ene gjorde et saa forvildet Indtryk, at man nærmest fik Opfattelsen af, at Manden led haardt under den slemme Syge, der hedder Socialistforskrækkelse. Hans Ord vandt heller ikke Spor af Bifald i Forsamlingen. Beskyldningerne, han fremkom med, var for tarvelige. 

Mødet blev aabnet af Hr. Stenhugger Boss.

Efter at have budt Forsamlingen Velkommen blev Hr. Boss valgt til Dirigent. Han gav derefter Ordet til Hr. Stenhugger And. Andersen, der i et fyldigt Foredrag skildrede Stenarbejdernes Stilling. Han udtalte:

Ærede Forsamling! Vi har jo læst, at dette Møde er indvarslet, for at vi kunde faa Lejlighed til at klargøre for Byens Borgere, hvorfor vi Arbejdere spadserer. Det har været sagt, at Stenarbejderne fik meget for deres Arbejde. De øvrige Arbejdere og Folk udenfor Arbejdernes Rækker kunde jo derfor komme i Tanker om, at det maaske ogsaa var saaledes, siden vi gaar og spadserer i den gode Sommertid, men vi spadserer ikke, fordi vi har Lyst dertil, men fordi Arbejdsgiverne har sagt Priskuranten op og forlanger, at vi skal gaa ind paa en Lønreduktion af 10 pCt. Det første jeg husker om Stenindustrien her er, at nogle Italienere kom herover og huggede Sten, og af disse Italienere lærte Bornholmerne Faget; men Italienerne fik 3 Daler om Dagen. Fagforeningsbevægelsen begyndte her paa Bornholm i 1887, men den har ikke kunnet gøre ret meget, fordi Befolkningen stod saa uforstaaende overfor den. Da jeg i sin Tid arbejdede i Jylland, kaldte Jyderne de Folk, der organiserede i sig Fagforeninger, for Pøbel, og jeg tænker, at man her til en Begyndelse har stillet sig paa lignende Mande. Vore Lønninger var smaa, og vi begyndte derfor at samle os i Fagforeninger; thi vi forstod, at ved at løfte i Flok havde vi Ævne til at løfte meget. Saa kom der en Periode, hvor der var lidt Arbejde. Jeg arbejdede først i Bornholms Granitværk. Taleren fremdrog nu nogle Exempler, der viste, hvor meget Lønnen var gaaet nedad siden Begyndelsen. Det var disse Lønnedsættelser og den stadige Forringelse af vore Kaar der gjorde, at vi samlede os i vore Fagforeninger. Vi udarbejdede en Priskurant, men i et helt Aar maatte vi lade den ligge uden at turde forelægge den; men da et Aar var gaaet, stillede Forholdene sig saaledes, at vi kunde fremsætte den, og vi fik den gennemført til baade vor og Arbejdsgivernes Tilfredshed. Priskuranten gjaldt for 2 Aar, hvorefter vi opsagde den. Vi fik derefter ved Forhandling atter Sagen ordnet til gensidig Tilfredshed. Ogsaa denne Overenskomst gjaldt for 2 Aar; men nu har Arbejdsgiverne opsagt den, fordi de, som de siger, ikke kan konkurrere. Nu er vor Løn af Arbejdsgiverne ansat til gennemsnitlig 835 Kroner om Aaret, hvilket imidlertid er for højt regnet, og nu forlanger Arbejdsgiverne, at vi skal gaa ind paa en Reduktion af 10 pCt. af den Løn; men naar en Familie skal leve af en saa lille Løn, som vi havde, og denne endda skal nedsættes, da vil det svie ikke blot til os Arbejdere, men ogsaa til de Næringsdrivende, ja til hele Kommunen.

Jeg maa her indskyde, at d'Hrr. Larsen, Wiberg og Direktør Weiller bor udenfor Allinge Sandvig Kommune, hvorfor de ikke betaler Skat til Kommnnen. De kan derfor tage sig det let, hvorledes det gaar Kommunen; men vi Arbejdere, som bor i Kommunen og hvoraf mange sidder med et Hus, vi tænker paa Kommunens Tarv, selv om vore Modstandere plejer at sige, at vi ikke bryder os om, hvorledes det gaar.

Vi betaler ogsaa en forholdsvis høj Skat. De allerfleste Forretningsfolk her i Kommunen faar deres Penge ind gennem Stenarbejderne, og vi faar ikke flere Penge, end at vi trolig afleverer dem til de Handlende for i det Hele at kunne leve. "Ja, men naar Stenindustriens Arbejdsgivere nu ikke kan konkurrere", vil de øvrige Borgere maaske sige, hvad saa? Dertil vil jeg svare, at vi mener, der med de Priser, vi ved Forhandling har tilbudt, kan konkurreres med Udlandet. En Formand paa Hammeren har sagt til mig, at naar Værket kunde have en Avance paa 7 pCt. af Indtægten, kunde det bære sig; men saa skulde det drives med mindst 4 a 500 Mand, og nu før Standsningen var vi kun halvt saa mange, medens Driftsomkostningerne sikkert er lige store. Hr. Weiller, der er paa Lystrejse, ligger heller næppe paa de tarvelige Hoteller. For ham strækker Pengene nok til, det vil jeg i al Fald haabe; men naar Arbejdsstyrken er gaaet ned til det ca. 250 Mand, medens de øvrige Udgifter væsentlig er de samme, er det forstandigt, at Værket ikke kan svare sig. Hr. Weiller har sagt, at han i Tyskland fik 1 Mark mere pr. Favn end de svenske Stenværker, fordi den bornholmske Sten var haardere, men forøvrigt kan Arbejderne jo ikke lide for, at Arbejdsgiverne har indrettet sig saaledes, at de ikke kan konkurrere. En af Formændene hos H. & J. Larsen har udtalt, at Firmaet muligvis maatte til at anlægge en Bane ned til Havnen, og som Følge heraf skulde Arbejderne have mindre Løn; thi der skulde skaffes Penge til Anlæget af denne Bane.

Nu er omtrent et Hundrede af Kommunens Arbejdere rejst til Sverrig, og skal Striden vare længe, vil de øvrige snart følge efter; thi vi ræsonnerer som saa: Nu gaar vi uden Arbejde i den bedste Sommertid, hvad skal det saa blive til, naar Vinteren kommer. Er det sandt, som Stenværksejerne siger, at de ikke kan konkurrere, saa maa den bornholmske Stenindustri dø. Lad den da dø! Vi kan ikke klare os med mindre, end vi har. 

Stenhugger Holm vilde blot gøre nogle Bemærkninger om den hidtilværende Priskurant. Vi har, for at saa et Overblik over vore Priser, anstillet Sammenligning med den en fastsatte Priskurant i Vang. Paa Hammeren havde vi 7 174 Øre pr. Tomme for Boring af Mellembor; i Vang betales gennemsnitlig 1 Øre mere pr. Tomme, og saa faar Arbejderne paa Hammeren endda kun udbetalt de 2 Tredjedele af denne Løn, medens den ene Tredjedel tilfalder Værket. For 3 Fod Borehul paa Hammeren faar vi 174 Øre og i Vang faar Arbejderne for 3 Fod 288 Øre. Fik vi saa de 10 pCt. Afslag, vilde dette være 17 Øre pr. 3 Fod, og vi vilde da for 6 Fod kun faa 26 Øre mere end de i Vang faar for 3 Fod. For Kløvere har vi flere forskellige Satser, Gennemsnitslønnen for Kløvere og stensslagere var paa Hammeren 890 Øre pr. Kubikmeter, men i Vang er Lønnen bleven højere, nemlig 10 Kr. 56 Øre pr. Kubikmeter, altsaa 100 Øre mere. En Nedsættelse af 10 pCt. vilde blive ca. 90 Øre, saa vi kun fik 8 Kr. eller over 24 pCt. mindre end der betales i Vang. Naar 3 Mand paa en Dag kan kløve 1 Kubikmeter Sten, vil de her efter Arbejdsgivernes Tilbud faa 2 Kr. 67 Øre om Dagen, medens de i Vang ved samme Arbejde har 3 Kr. 52 Øre. 

En Familie kan jo ikke leve saa meget billigere her end i Vang.

Anders Andersen: Vi kunde maaske nok have gaaet med til Afslag, hvis Arbejdsgiverne, kunde have lovet os stadigt Arbejde, men det kan Arbejdsgiverne ikke. Kort efter, at vi fik den første Priskurant, lagde Købmændene ca. 15 pCt. paa deres Varer, saa de var nok ogsaa glade for Priskuranten. Vil Købmændene nu gaa med til 10 pCt. Afslag paa deres Varer, saa kunde vi jo godt gaa ind paa Nedsættelsen?

Tabte vi her, vilde Turen snart komme til de svenske og norske Stenarbejdere, thi de svenske og norske Arbejdsgivere vilde saa sige, al de ikke knude konkurrere med Bornholmerne. Vi finder heller ikke, at vor hele politiske Stilling kan være nogen Anstødssten hverken livs den ene eller den anden: i den kommunale Politik har vi saaledes ingen Indflydelse øvet, skønt det vist ingen Skade var til, om der i i Byraadet sad en Repræsentant for Arbejderne.

Kr. Karlsen: Det var ønskeligt, om de Borgere, der til dagligt siger, at de ikke kan forstaa, at vi ikke vil tage mod Lønnedsættelsen, vilde udtale sig her i Aften.

J. P. Svendsson: Naar Arbejdsgiverne siger, at de ikke kan konkurrere, saa skal vi Arbejdere altid være Redskabet til at tilvejebringe Ballancen. Købmændene slutter sig sammen for ikke at undersælge hinanden, men Stenværksejerne konkurrerer indbyrdes, og vi skal betale Gildet.

Joh. Johnsen: Jeg har hugget Brosten baade i Sverig og her, men i Sverig kunde jeg hugge 3 Brosten paa samme Tid som jeg her bruger til 2, saa stor er Forskellen paa Stenenes Haardhed.

Anders Andersen: Det synes, som om Kampen allerede længe har været planlagt fra Arbejdsgivernes Side, thi allerede i Vinter, da de arbejdsløse danske Stenarbejdere kom til Udlandet for at søge Arbejde, spurgte Arbejdsgiverne der, om de kom derfra, hvor der var Konflikt.

Naar Arbejderne saa svarede, at der ingen Konflikt var, udtalte Udlandets Arbejdsgivere, at selv om der ikke allerede var, saa vilde der i hvert Fald blive Konflikt. Er det ikke et ufint Træk paa den Maade at udsulte og forfølge Arbejderne?

Derefter fik den i Allinge saa vel kendte Savskærer Andersen Ordet, som han benyttede til at udslynge ærerørige beskyldninger mod Arbejderne, saasom Beskyldninger for at have nægtet at forhandle, for Drikkeri og Driveri o. s. v. Endvidere fortalte han, at det var "Bornholms Social Dem." der var Skyld i Konflikten og Arbejderne kunde tjene 4 Kr. i Dagløn og 10 Kr. i Akkord; men heldigvis er Andersen saa godt kendt i Allinge, at intet alvorligt Menneske regner hans Udtalelser for noget. Derefter havde Kr. Karlsen, Anders Andersen og Falk Ordet for korte Bemærkninger, blandt andre til Savskærer Andersen, hvorefter

Redaktør Nielsen-Hauge fik Ordet:

Det var glædeligt at høre Arbejdernes rolige og saglige Maade at tale paa, og det havde haft sin Interesse at høre Byens øvrige Borgere udtale sig om det foreliggende Spørgsmaal, der jo i særlig Grad interesserede Middelstanden! Den eneste, der fra den Kant havde sagt noget, havde imidlertid fremsat saadanne Udtalelser, at det maatte i høj Grad beklages, om denne ene Mand kunde betegnes som Repræsentant for det øvrige Borgerskab. Hr. Savskærer Andersens Beskyldninger vat af en saadan Art, at ethvert fornuftigt Menneske maatte tage Afstand fra dem (Hør). Det er kun den tarveligst dannede, der fremkommer med slige Historier som dem Hr. Andersen har opvartet med. Han har aabenbaret sig som en slet Regnemester; thi naar vi har Stenværksejernes egne Ord for, at Arbejderne i Gennemsnit kun tjener ca. 800 Kr. om Aaret, saa er det noget enhver maaske Hr. Andersen undtagen kan begribe, at Daglønnen hverken er 3 eller 4 Kr. endsige 10.

Hr. Andersen fortalte os, at Arbejderne var lige fattige, enten de tjente 10 Kr. eller mindre, thi naar Ugen var forbi, var der ikke 10 Øre tilbage af Pengene. Jeg ved ikke, hvor meget Hr. Andersen har tjent, og jeg ved heller ikke, hvormeget han har tilbage af hvad Løn har tjent, det fontnier heller ikke Hr. Andersen ved, hvad Arbejderne bruger deres lille Løn til (Hør).

Naar Hr. Direktør Weiller har sagt, at om 3 Maaneder kunde Arbejderne ikke længere faa Understøttelse, og saa skulde Arbejderne nok blive slemt, saa blot dette: Hr. Weiller vil aldrig opnaa at leve den Dag, da Arbejderne giver efter i denne Kamp, der kun føres af Arbejderne som Nødværge, og hvad Understøttelsen angaar, saa hører den ikke op, fordi Hr. Weiller ønsker det. Arbejderne vil ikke savne Støtte i denne Kamp, derom kan Stenværksejerne være forvissede.

Savskærer Andersen kom atter frem, denne Gang for at sige, at Beskyldningerne ikke var rettede mod Arbejderne i Allinge, men efter dette var der ingen, der forstod, hvad hans Udtalelser saa havde med den foreliggende Sag at gøre.

Joh. Johnsen: Det er ikke "Bornholms Social-Demokrat", der har fremkaldt Konflikten, det er ene og alene Arbejdsgiverne, der har Skylden her. Vi maa derimod takke Redaktør Nielsen Hauge for det Arbejde, han har gjort for at faa Konflikten i Vang bilagt.

Stenhugger Niels Nielsen omtalte forskellige forhold vedrørende Arbejdernes Ugefortjenester. En Uge kunde de nok have en nogenlunde Udbetaling; men en anden Uge var det saa igen en meget ringe Fortjeneste.

Redaktør Nielsen-Hauge foreslog nu at vedtage følgende Resolution:

"Forsamlingen udtaler sin dybe Beklagelse over, at Stenværksejerne har stillet sig afvisende overfor Mægling i Stenindustrien, og opfordrer Arbejderne til vedblivende at holde ud i Kampen for deres Rettigheder."

Redaktør Nielsen-Hauge anbefalede hele Forsamlingen at stemme for Resolutionen. Kunde der ikke ydes Arbejderne nogen pekuniær Hjælp, saa kunde der herigennem ydes dem moralsk Støtte. Dirigenten satte Resolutionen under Afstemning, og den vedtoges ensstemmig. Derefter sluttede Hr. Boss det særdeles vellykkede Møde med et Leve for Organisationen.

(Bornholms Social-Demokrat 31. maj 1904).


Peter Alstrups Kunstforlag (1904-c.1925). Fotograf, forlægger, grosserer Peter Alstrup (1863-1925): Hammersø. 1912. Det kongelige Bibliotek. I det fjerneste hjørne anes stenbrud med skure.


Se også tidligere indslag om konflikten.

Den omtalte Christensens Sal er muligvis Theaterstræde 2 (Gæstgivergården) som på det tidspunkt havde en forsamlingssal. 

Strejken omfattede 120 mand ved Bornholms Granitværk, Hammeren (dog ikke 30 daglejere, 20 smede og 20 andre), 60 mand hos Hans & Jørgen Larsen, Moseløkken (dog ikke 15 mand), 30 mand hos Wiberg (10 arbejdede=. I alt 210. Forhandlinger foregik den 9. og 10. april på Hotel Allinge mellem arbejdsgiverne og folketingsmand Martin Olsen (DsF). Konflikten (der omfattede et vekslende antal stenværker, men konstant de nævnte) fortsatte henover sommeren. Arbejderne fik kun begrænset ud af konflikten, de accepterede stenværksejernes oprindelige forslag til priskurant med ganske få forbedringer. Arbejdet blev genoptaget den 27. september 1902.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar