25 februar 2025

Vore Dommere III: Axel Petersen, Nielsines Dommer. (Efterskrift til Politivennen)

Andetsteds i Bladet meddeler vi det Andragende, som Tjenestepige Nielsine Hansen har indgivet til Justitsministeriet om Revision af den Dom paa 30 Dages Fængsel, der overgik hende i Sommer.

Hendes Dommer er Kriminal- og Politirettens yngste Assessor Axel Valdemar Petersen. Hans Vej er de Danskes sædvanlige til Ros og Magt: Avancement. Søn af en høj Embedsmand og Konferensraad, juridisk Kandidat, Assistent i Justitsministeriet under Nellemann og Ricard, fra 1898 Fuldmægtig.

Stort Kendskab til Livet og Menneskene giver denne slagne Embedsvej sjælden. Hr. Axel Petersen viste det, da han i Vinteren 1897-98 blev konstitueret Politimester i Odense. Den afdøde gamle skikkelige Politimester havde ladet sine Bysbørn more sig Nyaarsnat, som de selv fandt for godt, og det var gaaet godt i mange Aar. Hr. Axel Petersen skulde imidlertid vise, at han var Jurist af en nyere Skole: nidkær og streng. Ordenens Mand til Fingerspidserne.

Han forbød al Sammenstimlen og al Afbrænden af Fyrværkerisager.

Følgen blev de bekendte Skandaler: Politiets Indhug paa Folkeskarerne og Sprøjternes Fremrykning. Masser af uskyldige Menneskers Anholdelse og den vildeste Ophidselse. Den offenlige Mening i Odense fordømte enstemmig Hr. Petersens Optræden, men i Ministeriet fik man for Alvor Kig paa ham, og i September 1899 blev han Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret.

I Sommer var en ung Tjenestepige, Nielsine, saa uheldig at komme i Berøring med dansk Retspleje, personificeret i Hr. Axel Petersen. Hun var kun 15½ Aar og lige kommet her fil Byen fra Provinsen. Den 19-aarige Boline havde skaffet hende Pladsen, og Nielsine støttede sig naturligvis trygt til sin ældre Veninde og Medtjenerinde.

Indtil Boline bestjal hende og det viste sig umuligt at faa de stjaalne Sager fra hende. Efter sit Herskabs og sin Onkels Raad anmældte Nielsine Tyven. Det blev hendes egen Ulykke, thi derved fik hun en Flig af sit Tøj ind i Retsmaskineriet, og hun slap ikke ud deraf, før ogsaa hun var stemplet med det frygtelige Mærke:

Forbryder, straffet Person!

Naar man gennemlæser Forhørsprotokollen i denne Sag, faar man aldeles det samme Indtryk som af de fleste andre Forhørsprotokoller, som det er faldet i vor Lod at gennemgaa. Dommeren beskæftiger sig kun med Inkvisiten, Forhørsobjektet. Da den anmældte Boline finder paa at gøre Anmældersken Nielsine til Medskyldig i nogle andre Tyverier, anser Dommeren det for bekvemmest ogsaa at sikre sig hendes Person. Saa har han dem begge to i sin Varetægt: Anmældersken og den Anmældte. Og nu gaar hans Bestræbelse ud paa at skaffe Overensstemmelse mellem deres Udsagn.

Da Boline er villig til at forklare baade det ene og det andet, faar Dommeren en vis Sympati for hende. Nielsine, som ved sig uskyldig, er mere stædig: det paafører hende Dommerens Antipati.

Han beskæftiger sig kun med to Inkvisiter. Hele Verden udenfor Kriminalkamret synes ikke at vedkomme ham. Han undersøger ikke, om Nielsine er fra et godt og hæderligt Hjem, skaffer sig ikke Underretning om, hvad hendes tidligere Herskaber mener om hende.

Man meddeler end ikke hendes Fader i Nyborg eller hendes Onkel her i Byen noget om Anholdelsen. Da hun endelig skal dømmes, beskikkedes der hende en Værge, en Hr. Krarup, som hun intet kender til. Han møder ikke en Gang selv, men sender Overretssagfører Steinthal i sit Sted, en af Kirkebyggeriets hellige Mænd, som imidlertid slet ikke sætter sig ind i Nielsines Sag, men straks staar sig til Ro med Dommen.

Det er en "Aflæsningssag". Nielsine dømmes uden Defensor. Til Gengæld faar hun 5 Dommere. De var, efter hvad vi har erfaret: Justitiarius Ingerslev og Assessorerne Lunn, Cold, Tybjerg og Axel Petersen.

Men de fire førstnævnte, som skulde betrygge Nielsine mod Vildfarelse fra Forhørsdommerens, Axel Petersens Side, løber blot flygtigt Hr. Petersens Forhørsprotokol igennem og afgiver straks deres: skyldig! Vi siger "flygtigt". Thi havde de fire Dommere blot studeret Forhørsprotokollen med tilhørende Politirapporter, saa vilde de selv deraf kunnet se, at Nielsine sigtedes for noget, hun ikke kunde have begaaet. Hendes Alibi fremgik af en Politirapport. Men ingen af de 5 Dommere har lagt Mærke dertil!

Nielsine var et Barn. Selv om hun havde været skyldig, vilde moderne Humanitet have budt Dommerne at tage mildt paa hende. Alle er jo i vor Tid enige om, at Børn ikke bør straffes, men opdrages.

Assessor Axel Petersen burde derfor have taget varsomt og venligt paa hende. Ved en Smule Undersøgelse i hendes Hjem og hos hendes Herskaber vilde han have fundet lutter gode Vidnesbyrd om hende. Den Omstændighed, at hun havde anmeldt Boline, tydede desuden afgjort paa hendes Uskyldighed.

Men Hr. Petersen underkaster hende 1½ Maaneds Varetægtsfængsel og faar hende tilsidst til at tilstaa - ogsaa hvad hun ikke kan have begaaet, hvilket han kunde have set af en Politirapport.

Men i Folkethinget gav Justitsminister Alberti alligevel denne Dommer Attest for særlig Humanitet og sjælden Samvittighedsfuldhed. Hr. Alberti kendte heller ikke andet til Sagen end en flygtig Gennemlæsning af Hr. Petersens Forhørsprotokol.

Nu vil han forhaabentlig raade Bod paa sin Letsindighed ved at bevilge Nielsines Andragende om Revision.

(Social-Demokraten 7. november 1902).


Nielsine afsonede straffen 26. juli til 26. august 1902. Herefter henvendte onklen, cigarhandler Opitz sig til folketingsmand Borgbjerg. Bl. a. kom det frem at hun slet ikke kunne have begået et af de tyverier som hun var straffet for - hun var et helt andet sted. Justitsminister Alberti måtte imødekomme andragende om dommens revision og sagen kom i Højesteret 13. maj 1903 under stor avisbevågenhed. Under sagen indrømmede anklageren at hun ikke kunne være skyldig i tyveri, derimod i hæleri. Af dommen fremgik bl.a. at hendes tilståelse i forbindelse med tyveri af et pyntehåndklæde ikke kunne være rigtig. Axel Petersens protokoltilførsler blev kritiseret som unøjagtig. Afgørelsen den 18. maj 1903 stadfæstede kriminalrettens dom og Nielsine skulle betale 300 kr. i sagsomkostninger. Store dele af aviserne - selv enkelt Højreaviser - fandt dommen over den ganske unge pige for hård.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar