Til Eierinden af de velmæskede levende Sviin i Prindsensgade.

Da slagterenken madame Havgaard i Prinsensgade altid har sin gård fuld af levende svin, og disse medfører ikke alene en vederstyggelig og næsten pestagtig stank, men deres snavs endog flyder ind under naboernes huse og der udbreder sin lugt, så ønskes at hun må blive indskærpet at afskaffe denne formentlig lovstridige håndtering at have levende svin i staden især i denne varme sommertid. Og man håber at politiet vil se denne uskik afskaffet.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 602)

Til den kongelige General-Post-Direction.

Lørdag den 30. august gik indsenderen af dette med et brev til postgården. Da han kom der kl. halv fem om eftermiddagen, så han indgangsdøren lukket og adskillige mennesker udenfor den. Efter at have hvilet lidt, så han sig nødt til at søge trængslen ved indgangsdøren for ikke at blive udelukket og ikke engang få sit brev afleveret. Skønt han som en mand der er nærmere de 70 end de 60, forenet med sin stilling og sundheds tilstand, måtte befrygte ubehagelige følger af den trængsel han nødtvungent fandt sig at tage del i, blandede han sig blandt mængden der hele tiden tiltog, af hvilke mange lignede dem som henter billetter ved Komediehuset. Og følgen var at han ikke alene på det ynkeligste blev presset fra alle sider, men den ubehagelige luft og sammenpressede ånde af så mange mennesker forårsagede at han næsten fik ondt. 

"Endelig åbnede døren og presningen blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind." (Hovedindgangen til Kongelig Post-Gaard. Eget foto, 2015).

Endelig åbnede døren og presset blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind. Han troede nu det værste overstået. Men nej, dette forestod da der kun er et eneste menneske til stede til at modtage alle de menneskers breve som var trængt igennem døren. Og indsenderen så at hele rummet som det er tilladt at betræde, var propfuldt af folk. Efter på ny at have udstået det mest ubehagelige tryk, blev han af med brev og penge, og glædede sig til igen at komme i den frie luft. Dog dette var lettere ønsket end iværksat. For for det første skulle han nu trænge sig tilbage mod dem som skulle aflevere deres breve, og dernæst går udgangsdøren ind i værelset i stedet for udad. Og må altså hver gang den skal op sammenpresse de allerede tæt samlede mennesker. Dog, da ethvert onde får ende, fik også dette. For efter den tredje pres slap han ud af døren. Klokken var da 50 minutter over fire. Han havde altså måtte anvende 35 minutter for at aflevere et brev.

Dersom en sådan pinlig stilling var fornøden eller uundgåelig for de af almenheden som brevveksler, da ville indsenderen af dette tie om det som til enhver anden uundgåelig ulykke. Han tror at den både kan og bør afhjælpes, og at det i højeste grad er upassende 2 gange ugentligt i en hel time hver gang at behandle de mennesker som afleverer breve på sådan en måde. (Det er en rimelig forudsætning at hverken generalpostdirektionen, postmestrene eller nogen af kontorets betjente ved det ringeste om denne uforsvarlige og uværdige måde, hvorpå de behandles, som giver postkassen en del af dens betydelige indtægter. For antager han ikke denne forudsætning, ville det give ham anledning til et andet forslag han ikke engang vil tænke sig, endsige nedskrive). Så derfor fremsættes til overvejelse følgende simple og let endog uden bekostning iværksættelige forslag:

1. At fra den tid en mængde folk samles at da i det øjeblik disse tiltog, bliver betjente ansat på linjen fra den ene kontrollør til den anden for tillige med dem at modtage frankerede breve. Selv om dette måske de første gange ikke kan ske med hurtighed og nøjagtighed som af de øvede kontrollører, så ville dette dog vist snart læres da det ikke kan anses for noget svært studium. Og desuden i tvivlstilfælde kunne det jo afgøres ved kontrollørens beslutning.
2. For de ufrankerede breve kan ansættes en betjent i hulen (hvad skal man kalde dette mørke sted ved vinduet?) der behørigt bestemt mod påtrængenhed kan modtage disse og gebyrskillingen og kaste dem i en kasse. Dertil behøves heller ikke meget studium.

Skønt indsenderen tror at disse forslag forenede vil afhjælpe den trængsel der nu hersker ved vores Hamborgposts afgang, tillader han sig dog endnu et, grundet på det strengeste rimelighed mod den brevvekslende almenhed:

At postgården ligger meget bekvemt i staden, kan ikke nægtes. Men lige så lidt kan det nægtes at der fra de yderste dele af staden er så langt at en stor del mennesker nødvendigvis må sammenstrømme i den sidste time af afleveringen. Skulle nu den brevudvekslende almenhed ikke turde nære det ønske at et brevpostmodtagelseskontor oprettedes i ethvert af stadens længst bortliggende distrikter fx et på Christianshavn, et i Sankt Annæ Østre Kvarter, et i Sankt Annæ Vester og et på Vesterbro, i særdeleshed om sommeren. Disse samlede breves transport til postgården kunne let ske ved postbudene. Og da breve ikke charteres før efter klokken 5, så ville disse kontorer ikke standse charteringen, men derimod være til betydeligt gavn og lettelse for almenheden, om det endog blev pålagt et gebyrskilling for hvert brev.

Hvorfor indsenderen altid bruger ordet almenheden er for at skelne mellem dem der ved at give dusører til postkontoret kan i mag indlevere deres breve 3 til 4 timer tidligere end alle i almindelighed der ikke i noget tilfælde skal kunne få et brev bort efter kl. 5, mens disse kan aflevere indtil 8 til 9. Og da kontoret sikkert må få meget betydeligt ind for denne udsættelse, håber man også at de udgifter disse forslag muligvis kan forårsage, deraf kan bestrides da han ikke tvivler på at jo generalpostdirektionen selv betaler sine folk, og ikke ved dusører lader dem lønnes af det brevvekslende publikum.

Af den kongelige generalpostdirektion om hvis iver for det almene tarv der kun er en stemme, og som ofte har taget hensyn til og afhjulpet rimelige anker, har indsenderen det håb at den også snarest mulig vil offentliggøre iværksættelsen af hvad her med så megen føje er påanket.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 593-599)

Bøn til Eieren af "Linden" i store Fiolstræde.

Som bekendt eksisterer der en anordning som byder at ingen må spærre passagen på fortovene ved at udsætte eller udhænge noget længere end visse tommer. Denne lovbestemmelse synes ejeren til en ubebygget plads i Fiolstræde lige over for gården nr. 181, kaldet "Linden", ikke at ænse, idet han altid lader den halve låge ind til nævnte plads stå åben. Hvilket har til følge - da den går udad - ikke alene at passagen på fortovet spærres, men endog at de forbigående jævnligt løber mod samme og derved tilføjes et stød som de kunne undgå hvis ejeren foretog den simple forandring at lågen gik ind ad til pladsen.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 592)

Ønske, betræffende Seiladsen mellem Christianshavn og Nyhavn.

Der er som bekendt til almenhedens bekvemmelighed truffet den foranstaltning at man kan sættes over fra Nyhavn til Christianshavn og vice versa med både. Denne i sig selv gode indretning ville medføre en endnu mere udbredt nytte hvis der på Charlottenborgsiden ligesom på den anden side - Nummersiden eller Sladderrækken kaldet - anbragtes en ordentlig skibsbro ved hvilken bådene kunne lægge an, så at man også derfra kunne lade sig sætte over. Dette er nu næsten en umulighed. For næppe vover unge og raske endsige aldrende og svagelige personer at stige op og ned af den derværende stejle som for det meste er en stige besudlet med menneskeekskrementer. Og de er således i den nødvendighed at måtte vandre til fods op ad Charlottenborgsiden og ned ad Nummersiden (her ofte udsatte for den mest brændende solhede) forinden de kan bestige en af de både som ligger ved denne side.

Man tillader sig derfor at fremsætte ønske om at der i den henseende bliver truffet de fornødne foranstaltninger til almenhedens bekvemmelighed. Og anmelderen mener at bådenes humane ejer vil gøre sig en glæde af at bidrage til opfyldelse af dette højst rimelige ønske. Ligesom han også formoder at høje ansvarlige med al redebonhed vil møde ethvert andragende han måtte ville fremsætte desangående.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 585-586)

Nyhavn 71. Her kunne godt trænges til en anløbsbro. Bygningerne til højre eksisterede ikke på Politivennens tid. Kun nr. 71 til venstre i fotoet. Skuespilhuset er opført på en senere udvidelse af havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Til Eieren af "hvide Ros" i Adelgaden.

Jeg tager mig den frihed at spørge ejeren af gården nr. 292 i Adelgade om det ikke var muligt for ham at holde sin gård en lille smule mere ryddelig. For da jeg forleden aften besøgte en af min familie som boede i sidehuset, skete det da jeg ville gå derfra at jeg fik ødelagt en ny hat. Man advarede mig at jeg skulle tage mig i agt, da gården lå fuld af grus og murbrokker. Men deres advarsel hjalp mig kun lidt, for straks da jeg kom ned, løb jeg imod en af de stivere der understøtter sidehuset, så hatten fløj i rendestenen. For det andet måtte jeg gå langs ad rendestenen i skarnet. Måske vil man spørge hvorfor? Og jeg skal da fortælle årsagen. Langs med sidehuset er opstablet en mængde murbrokker lige ud til rendestenen. Og de stiver der understøtter huset, står udenfor rendestenen, tillige med en mængde gammelt ros. Altså var jeg nødsaget til at passe rendestenen, hvilket de af sidehusets beboere som bor længst oppe i gården, ligeledes nødes til.

Når man kommer fra gaden ind ad porten i gården, står der to vogne. Ved den ene side af vognene er der pakket med gammelt tømmer og pumpetræ. Men ved dagens lys kan man dog med møje trænge sig igennem skønt man må risikere at få sine klæder iturevne eller besudlede. Men når man kommer længere fremad, træffer man på en mængde gammel kalk og en mængde grus som er meget besværlig at overstige. Nu må man tage sig i alt for ikke at nærme sig lokummet, da ejeren har taget sig den frihed at lade en kule blive gravet ved enden af samme og gennembrækket muren således at skarnet kan løbe fra lokummet i kulen. 

Det forstår sig han har ladet kulen blive dækket med gamle brædder. Men dog skete det den forgangne vinter at en velklædt person var så uheldig at falde deri og måtte gøre anskrig om hjælp for at blive reddet. Kommer man ind på lokummet, da er der atter opstablet med murbrokker og gamle brædder. Hvilket dog er nødvendigt, for ellers ville det være umuligt at gå derind fordi det for det meste løber over og forårsager en uudholdelig stank såvel i gården som i de omliggende huse. 

Endelig når man har tumlet sig frem og kommer op i enden af gården, møder man en mængde hestegødning, hvilket også forårsager en meget ubehagelig lugt for gårdens beboere.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 582-585)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 292 blev senere til Adelgade 37. Den blev formentlig revet ned ved de store saneringer i 1940'erne. Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605 .