08 august 2016

Uordener.

1) Stendiget for søen ved Østerbro er flere steder sunket, eller har forskudt sig og trænger ellers hårdt til reparation.

2) Dosseringen for søen ved Gammel Kongevej er så brat at da træerne står i yderkanten, gamle folk som ikke har sikker fod, og ørn let kan styrte ned i vandet, især i tåget og mørkt vejr. Dette kunne afhjælpes ved at plante en hæk på skråningen af dosseringen. Bolværket om slusen er også meget lavt, og behøver et rækværk.

3) Det ville være godt om der i sommer blev anbragt et rækværk på det lave bolværk ved venstre side af Højbro for at ikke som sidste vinter, nogen skal styrte ud og drukne. Rækværket kunne for ikke at genere bornholmerne som anlægger der, indrettes som det lave slæbested for både ved Fisketorvet.

5) Rækværket ved stenkisten udenfor Constantia på Strandvejen beskytter vel for at falde hovedkuls i den der værende meget dybe grøft. Men under rækværket er et så stort hul at den mest bemavede mand mageligt kan smutte derigennem, når han gør et ubetydeligt fejltrin eller ikke bemærker denne falgrube. At afhjælpe denne mangel er såre let.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 345-346)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at der nu var opsat rækværk på begge sider af Højbro.

Bøn til høie Vedkommende fra Pladsen ved Nicolai Taarn.

Da denne plads der i så lang tid er belemret med væmmelige hytter, fortjente en bedre skæbne, ville det være en sand velgerning om de ansvarshavende forbarmede sig over den og forbedre dens udseende, ikke alene med hensyn til Københavns indbyggere, men også for de mange tilrejsende der ugentlig besøger staden om sommeren. For ikke at forstyrre slagterne på engang kunne der jo begyndes med en afdeling ad gangen. Da der desuden er så lidt for den arbejdende klasse at tjene, ville det lige såvel være en velgerning for denne som for staden.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 341)

Uordener paa Fortouget i Kronprindsessegaden.

På det fortov i Kronprinsessegade der løber langs med Kongens Havestakit har den uorden i den senere tid fundet sted at fortovet hver helligdag hele dagen og de søgnedage bestemt hver eftermiddag indtil aften er spærret med forskellige grupper af drenge, fra 10 til 30 stykker som samles fra de omliggende gader og der øver deres lege under hujen og slagsmål. Ofte sker det at de kryber over stakittet ind i haven, ligeledes at de kaster deri al den urenlighed de kan finde på gaden, fornærmer de forbigående, især fruentimmer, når de på mindste måde tror sig forstyrrede i deres spil, og ofte endog uden denne årsag.

For nogle dage siden overfaldt hele selskabet, et hundrede i tallet, en jysk soldat med at kaste alle muligt urenligheder efter ham, udskælde ham og forfølge ham med piben og hurraråb uden anden årsag end at han uforvarende havde stødt med sin fod til en af deres terninger.

Da denne uorden drives så stadigt og for alles øjne er det meget at undres over at den ikke af gadekommissæren anmeldes for de ansvarlige så den kan blive hævet. Da stakittet med pillerne om haven i denne tid er under reparation, og formodentlig skal males, var det ønskeligt at denne drengeforsamling snart måtte hæves, da maling og pudsning ellers igen spoleres. Ligeledes burde det forbydes at hænge gulvtæpper på stakittet for at soles eller bankes, for derved lider stakittet og de forbigående ulejliges når de passerer dette ellers så gode fortov.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 339-341)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562 bekendtgjordes at den muntre ungdom nu ikke længere drev sit spil med forbigående. Gitteret blev malet under bevogtning af to med stokke bevæbnede mænd.

07 august 2016

Uorden paa gammel Kongevei.

Ved at passere Gammel Kongevej har indsenderen heraf adskillige gange været øjenvidne til en uorden som hersker hos en på samme vej boende smed på hjørnet af Gammel Kongevej og det lille stræde som løber til Vesterbro. Han udstiller nemlig på vejen en del såvel nye som gamle vogne, og spærrer ikke alene derved en del af vejen, men tillige er der ved den megen støjen, hamren og filen på disse vogne, flere såvel ridende som kørende der har haft megen ulejlighed med at få deres heste fordi, ja endog familier har været i stor angst for at komme til skade som også meget let kan ske. Da nu nævnte smed skal have en temmelig stor gårdsplads, og man ikke tror det er ham så lidt som nogen anden tilladt at spærre vejen, så var det at ønske at dette ved høje ansvarshavendes medvirken måtte blive forandret, såvel som også at den store port hos samme smed ikke måtte stå så vidt åben da der fra hans værksted kommer mange ildgnister der ligeledes kunne forårsage flere ubehageligheder.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 323-324)

Avisskryderi.

I tillægget til Kjøbenhavns Adresseavis nr. 94 af 23. april 1831 har en urtekræmmer i Lavendelstræde anmeldt god rensmagende kaffe til 20 sk. pr. U. Uagtet indsenderen havde haft flere prøver pålignende avisskryderi der kun går løs på den kære profit, bestemte han sig dog til som et forsøg at lade hente en lille kvantitet af nævnte kaffe. Men må tilstå ikke i lang tid at være så godt holdt for nar. Af prøven fandtes nemlig omtrent 2/3 sorte bønner, 1/6 af en art store svampede bønner der lige så lidt kunne regnes til en god art, og endelig henimod 1/6gode varer. For ikke at tale om et ikke ubetydeligt antal sten. Da prisen, 20 sk. pr. U., der vistnok må synes rimelig på en tid da kaffen er steget ikke så lidt, i virkeligheden derimod er meget drøj for varer af en sådan beskaffenhed, har man ment det rigtigt gennem dette blad at advare publikum for denne of flere lignende skrydende avisbekendtgørelser, ligesom man tillige ikke kan afholde sig fra det ønske at de folk der gør sig en fornøjelse og en fordel af at narre publikum, måtte bo midt i byen, da man dog i alt fald sparede den længere vej til en af byens udkanter. Da indsenderen af nærværende på ingen måde har tl hensigt at skade vedkommende med denne annonce, men tværtimod har det ønske at fremme hansindustri, tror han ikke at kunne give ham et bedre råd end at lade sådanne bønner brændes, hvorved samtlige kunne blive sorte, en operation hvorved der sikkert kunne være lejlighed til endnu større vinding for hans spekulationer.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 321-323)

Den omtalte annonce fra Adresseavisen. Lavendelstræde 93 er nutidens Lavendelstræde 6. Eller Lavendelstræde 4-6. Nr. 4 er opført 1799,mens nr. 6 er opført 1799. På adressen findes i dag en restaurant. Foto Erik Nicolaisen Høy.