Almindelig Hospital 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Almindelig Hospital. om denne Stiftelse hedder det i Fattigdirectionens Beretning: For at der kunde haves Forvisning om, at det Inventarium, som efter de aarlige Regnskaber skulde være tilstede i Stiftelsen, ogsaa virkelig var der, besluttede Direktionen, at der skulde foranstaltes en Optagelsesforretning over alle Stiftelsens Inventarier. Denne Forretning fandt Sted i Begyndelsen af 1838 i Overværelse af fire Forsørgelsesforstandere, som havde erklæret sig villige til at overtage dette Hverv, der iøvrigt paa Grund af Stiftelsens betydelige Omfang var forbundet med megen Uleilighed og betydelig Tidsanvendelse. Efterat disse Herrer paa denne Maade havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendte med Hospitalets Forhold, meddeelte de Directionen forskjellige Bemærkninger over Stiftelsens Indretning; disse Yttringer foranledigede, at flere Foranstaltninger bleve trufne, hvoraf de væsentligste nærmere ville blive her at omtale. Det blev saaledes paadraget Stiftelsens Inspecteur at bære Omhu for, at en nøiere Klassifikation af Hospitalets Lemmer kunde finde Sted, med Hensyn til disses Alder, Svagelighed samt tidligere Vandel og Forhold, forsaavidt dette lod sig forene med de andre Hensyn, der ved Lemmernes Fordeling i Stiftelsens forskjellige Lokaler kunde være at tage i Betragtning. Fremdeles blev det Inspecteuren overdraget at sørge for, at de Lemmer, som dertil maatte findes meest trængende, indlægges i Lemmestuer, hvor Varme haves om Vinteren. Det maa endvidere bemærkes, at en Deel af Kjelderetagen under den i det Duntzfeltske Pakhuus i 1822 indrettede nye Lemmebygning blev givet en saadan Forbindelse med den Varmeindretning, som findes i Bygningen, at den, ligesom de øvrige 12 store Lemmestuer i Bygningen, ved Rør forsynes med varm Luft om Vinteren. Ogsaa blev den Forholdsregel truffen, at de af Lemmerne indbragte Sengklæder forsynes med Hospitalets Stempel og til behørig Rigtighedsholdelse optages blandt Inventariebeholdningen. Endvidere bleve Sygestue-Inventarierne, for at lette Tilsynet med dem, mærkede med Bogstav, som viser, til hvilken Stue de høre. Med Hensyn til Udførelsen af Hospitalets Vask, blev det vel anseet fornødent, at en Deel arbeidsføre Fruentimmer fra Ladegaarden afgaves til Hospitalet, for at benyttes i Vaskeriet; men de indlagdes i særskilt Lokale, for ikke at komme i nærmere Berørelse med de øvrige Personer i Stiftelsen, end høist nødvendigt var. Der blev dernæst yderligere tilstaaet Oldfruen 100 Rbd. aarlig til derfor at antage en Pige, der kunde være behjælpelig ved Tilsynet med det meget betydelige Linned- og Ulden-Inventarium. Ogsaa blev Hospitalets Tørreplads til yderligere Betryggelse afhegnet med Plankeværk.

For at den Plads, som Hospitalet i 1837 kom i Besiddelse af ved afdøde  Geheimeconferentsraad Constantin Bruuns og Arvingers Veldædighed, kunde erholde en mere regelmæssig Form, og for at den friske Luft kunde faae friere Adgang til Hospitalets Gaarde, hvilket maa være ønskeligt med Hensyn til de mange Mennesker, som have Ophold i Stiftelsen, blev en Deel af en Halvtags-bygning, der benyttedes som Hestestald, nedrevet. Pladsen blev derefter afhegnet med Plankeværk ud mod Skibsbygmester Larsens Plads; den blev anlagt med Gange og forsynet med Bænke samt beplantet med Træer, der Skjænkedes af det Kgl. Rentekammer.

Antallet af de i Hospitalet indlagte Patienter var 1836: 2817, og 1839: 2737. Ved Udgangen af det sidstnævnte Aar vare 230 Patienter tilbage i Hospitalet. Antallet af de Døde var i A. 1838: 269 og i A. 1839: 265. Det høieste ugentlige Antal af Patienter var i A. 1838: 422 og i A. 1839: 429. Det laveste Antal respektive 296 og 305.

Foruden den egentlige Ligebehandling i Hospitalet blive Fnatpatienter, som af Mangel paa Plads ikke kunne indtages, anviste Kuur ved at møde dagligen i Hospitalet til Svovlrøgning og Bade. Paa denne Maade have, i 1838, 454 Personer været tagne i Kuur, nemlig 150 imod Betaling og 304 Fattige; ligeledes, i 1839, 420 Personer, hvoraf 290 have været Fattige og 130 erlagt Betaling.

Lemmernes Antal var ved Slutningen af 1839: 715 Fruentimmer og 342 Mandfolk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1841)

(Indsendt). (Efterskrift til Politivennen)

Uagtet Alt, hvad der i en Række af Aar jevnligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsveiens saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hele dog kun været at prædike for døve Øren. Næsten kunde man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ei vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justistsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction; eller også: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gjøre? eller er der ingen Autoritet igjen over Øvrigheden i denne Henseende? thi i saa fald vover man at opfordre denne.Landegaardsveien er, paa Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst Morads og aldeles ikke skikket til at kunne passeres af Fodgjængere, i det mindste ikke uden Fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endog for Kjørende er Veien farlig, da de risikere at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale, men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidlig til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering; thi enhver anden vil kun foranledige spildt Bekostning og Umage. Man burde vel kunne haabe at see en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at macademisere den saakaldte Falkoneeralle, der, som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo før jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

(Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841)

Helene Kirstine Kofoed frikendt for tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Helene Kirstine Kofoed havde siddet i politirettens arrest nr. 1 på Frederiksholms Kanal. Den blev beskrevet sådan:

Denne Arrest er 7 Alen lang og 4 Alen bred samt 3 Alen høi imellem Bjelkerne, hvilke vare 10½ Tomme tykke, saa at en Person, der er ganske ubetydeligt over 2½ Alen, ikke kan bevæge sig i en opreist Stilling i Arresten uden at støde an imod de nedhængende Bjelker. Sengen findes i en Hvælving, og al den Lysning, som haves, kommer fra en i Loftet anbragt Glaskugle, ligesom den eneste Vei Luften kan komme ind i denne Skrækkens Bolig, er igjennem nogle Aabninger, der ere anbragte i en paa Vindueskoddet fastgjort Kasse. 

(Kjøbenhavnsposten 21. oktober 1841)

7 alen svarer til ca. 3,7 meter, 4 alen til 2,5 meter og 3 alen til 1,9 meter. Bjælkernes tykkelse svarer til ca. 27 cm. Personhøjden på 2½ alen svarer til 1,58 meter. Om politiassessor Selmers adfærd overfor arrestantinden, udtalte Højesteret at den

mildest talt, var aldeles uskikket til at opnaae sin Hensigt, at tilveiebringe en fuldgyldig Tilstaaelse; den erklærede tillige Politirettens Formening om, at det skulde være Høiesteretspraxis, ikke at tage Hensyn til Fragaaelsen af en ved Hensidden i Arresten Nr. 1 fremkaldt Tilstaaelse, for aldeles urigtig, og den erklærede endeligt Defensors Sagførsel for aldeles lovlig, idet den stadfæstede Hof- og Stadsrettens Dom, hvor Sagførelsen var characteriseret som "fremmet ved tilbørlig Hurtighed og Varetagelse af Arrestantindens Tarv." 

Den omtalte politiretsassessor Selmer blev ifølge Kjøbenhavnsposten den 23. oktober 1841 suspenderet fra sit embede. Herefter skete der normalt det at man underhånden gav den suspenderede ordre om at søge sin afsked, eller der blev nedsat en undersøgelseskommission. Kjøbenhavnsposten den 12. december 1841 meddelte lakonisk at

Politiretsassessor Selmer er under 9de dennes i Naade og med Vartpenge entlediget fra sit Embede.

Højesteretsdom om Bedrag. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbet af Tørv i Læsseviis har allerede længe været i Miscredit hos Stadens Borgere, idet det har viist sig, at Tørvebønderne bruge allehaande Midler for at give Læsset Udseende af at være langt større end det i Virkeligheden er. Til hvilken Yderlighed dette Slags Bedrageri er gaaet, og hvor planmæssigt det er blevet anvendt, er imidlertid vistnok først blevet oplyst under nærværende Sag. Da det var bragt i Erfaring i afvigte Marts Maaned, at en Deel Bønder jevnligt opholdt sig i Gaarden Nr. 46 paa Nørregade og derfra udkjørte med Tørv, der i Gaarden bleve omlæssede, begav Politiet sig derhen for at undersøge Sagen. Ved Ankomsten derhen fandtes en lille Bondevogn ed tætte Spoler samt For- og Bagsmæk, belæsset med Tørv. Ved at undersøge dette Læs, befandtes saavel ved For- som Bagsmækken nedsat 2 af Træmmer sammenslaaede Smakker, saaledes at imellem Vognens virkelige Smækker var et Rum af temmelig betydelig Størrelse aabent; ligeledes fandes paa Siderne af Læsset opstablet Tørv paa Kant, hvorimod det var betydeligt huult i Midten og tildækket med Ærtehalm. Læsset havde, udvendigt fra seet, Syn af at indeholde flere Tørv end det virkelig indeholdt; thi ved at reise de falske Smækker, sank Læsset dybere end Vognens Fjeller. Ligeledes fandtes i bemeldte Gaard 5 a 600 Snese Tørv. Da det bragtes i Erfaring, at 3 med Tørv belæssede Vogne nyligt vare kjørte ud af Gaarden, eftersporede man disse og fandt dem holdende i Frederiksborggaden, hvor de bleve anholdte af Politiet. Den første af disse Vogne tilhørte Huusmand Christen Jensen af Bagsværd. Vognen var en lille Brædevogn med For- og Bagsmække. Omtrent 6 Tommer fra Forsmækken fandtes et Toug bunden over Vognen fra det ene Fjel til det andet. Paa dette Toug hvilede en anden Forsmæk af sammenslaaede Træmmer skraaes ind i Vognen, saaledes att der imellem Forsmækkene foroven var et Rum af 6 Tommer og forneden af omtrent 12 Tommer. Tørvene vare løst henkastede i Vognen og paa den øverste Rand af fjellene vare en Række af Tørv opstillet paa Kant. Den anden Vogn, der tilhørte Jordbruger Christian Frederiksen af Bagsværd, havde dobbelte For- og Bagsmækker, ligesom der paa Bunden af Vognen fandtes tvende 2 Alen lange Brædder, liggende paa Klamper 7 Tommer fra Bunden, og under hvilke ingen Tørv fandtes; langs med Fjellenes indvendige Side omtrent 3 Tommer fra Overkanten fandtes fastslagne Lægter, hvorpaa Tørv rundt omkring vare stablede, saa at det havde Udseende af, at Tørvene inde i Vognen vare stablede, uagtet det ikke var Tilfældeet. Paa hele Vognen fandtes neppe 1½ Sæk Tørv. Den tredie Vogn tilhørte Jens Olsen, Huusmand i Bagsværd, og var af samme Construction som den sidstnævnte; den indeholdt neppe 2 Sække Tørv. Disse Bønder havde formeligt indlogeret dem hos en Beenhandler her i Byen, hvor de opholdt dem den største Deel af Ugen baade Nat og Dag og drev fra denne deres Bopæl den nævnte Næringsvei med at bedrage Byens Indvaanere. For saadanne Læs som de anholdte lode de sig betale fra 9 til 12 Mk., stundom endog mere, og de solgte dem stedse Læsseviis. Da disse Tiltalte have vedgaaet at have foretaget den nævnte Trafik i en bedragerisk Hensigt, bleve de ved Kjøbenhavns Politretsdom af 12te Juni 1841 ansete efter Frdn. af 11te April 1840 § 1 cfr. § 41 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød, den første i 3 Gange 5 Dage og de 2 sidstanførte i 4 Gange 5 Dage. Høiesteret stadfæstede denne Dom, dog saaledes at Staffetiden for Christen Jensen ligeledes fastsattes til 4 Gange 5 Dage.

(Kjøbenhavnsposten, den 20. oktober 1841, uddrag)

Dr. J. J. Dampe XIV. (Efterskrift til Politivennen).

Del XIV er en gendrivelse af en artikel i Altonaer Merkur som kritiserer artikelserien i Kjøbenhavnsposten, ud fra et referat i Kieler Correspondenz-Blatt. Her gentages også gang på gang en opfordring om at offentliggøre kommissionsdomstolens akter i sagen.

Dr. Dampe.

XIV.

Enhver opmærksom læser af artiklerne i dette blad om dr. Dampe vil have set, at disse for en ikke ringe del må være nedskrevet efterhånden som nye materialer og oplysninger dertil er kommet forfatteren i hænde, og deraf forklaret sig, hvorfor de på flere steder savner sammenhold og enhed i fremstillingen, idet at forfatteren en gang imellem har måttet vende tilbage til det tidligere anførte for at kunne berigtige dette eller tilføje en siden erhvervet yderligere oplysning. Mens min stræben ved disse meddelelser hovedsaglig er gået ud på, efter bedste evne at fremstille sandheden ren og uforvansket af de mange fordrejelser og tilsætninger, hvormed løse rygter og forsætlige opdigtninger i sin tid havde gjort den næsten ukendelig, kan jeg naturligvis ikke anse mit arbejde for sluttet så længe det endnu dog altid var muligt, at der kunde tilvejebringes eller foranlediges noget større lys i den dunkelhed, hvori hemmeligholdelsen af akterne endnu stedse holder den sag, hvorunder Dampe blev dømt fra livet som oprører og majestætsforbryder. Skønt mit håb i så henseende ikke nu er synderlig større end da jeg begyndte artiklerne, ser jeg mig ved en insinuation, som jeg, efter alt hvad jeg har oplyst og til dels også dokumenteret, allermindst havde ventet, foranlediget til atter at gribe pennen. Red. af det i Kiel udkommende "Correspondenz-Blatt" har, gennem flere numre af nævnte blad, leveret et temmelig udførligt uddrag af mine artikler om dr. Dampe. Det må imidlertid tilskrives forfatterens mangel på nøjere kendskab til forholdene, at han i dette sit referat har udeladt enkelte meget væsentlige punkter, og det er åbenbart netop disse udeladelser, der har voldt, at en indsender i "Alt. Merkur" af 9. dennes i en artikel under overskrift: "Betræffende dr. Dampes sag" har troet at kunne beskylde mig for intet mindre end en tendens til forsætligt at fordreje sandheden. Denne artikel i Merkuren lyder ord til andet som følger:

"En først i "Kjøbenhavnsposten" udkommet og derfra i "Kieler Correspondenzblatt" overgået opsats om dr. Dampes forseelse og straf synes mig, at dr. Dampe er dømt uretfærdigt, og at den livsvarige fængselsstraf, der ramte ham, ikke var andet end en imod ham udøvet ufortjent hårdhed og grusomhed. For så vidt måske hensigten af den opsats skulle gå ud på at anbefale dr. Dampe, der allerede har fået en formildelse i sin straf, til den kongelige nåde, enten til en yderligere formildelse eller til fuldkommen eftergivelse af straffen, skal der her ikke anføres et ord derimod. Man kan tværtimod ret vel være enig med forfatteren af den nævnte opsats deri, at dr. Dampe nu, efter en 20 årig fængsling, har bødet for sin forseelse i et mål, som, hvis ikke andre grunde skulle tale derimod, ville gøre en fuldstændig benådning ubetænkelig. Men hvad vi desuagtet finde højst dadelværdigt, er den tendens, som umiskendeligt går gennem hele opsatsen, men mest decideret fremtræder i dens slutning, idet at dr. Dampe sættes ved siden af nogle københavnske lærde, der efter emanationen af anordningen af 28. maj 1831 bragte den forevigede konge deres tak for provinsialstændernes indførelse, og sammenstilles med dem på den måde, som om der ikke skulle falde dr. Dampe andet til last end hvad også disse lærde havde gjort. Efter hele fremstillingen må publikum forledes til den tro, at dr. Dampe var blevet dømt til en svær straf blot på grund af sin kærlighed til det danske folk, på grund af patriotiske ønsker, liberale meninger og grundsætninger; at han er falden som en martyr for folkefriheden. I den hele fremstilling er et punkt forbigået med tavshed, et punkt, der dog rimeligvis ikke burde have været glemt og hvis oplysning må anses nødvendig, forinden dr. Dampe roses for sine liberale meninger og betegnes som en for folkefriheden falden martyr. Den der ikke aldeles har tabt troen på domstolenes retfærdighed og regeringens mildhed, kan umuligt tro, at fremstillingen i den betegnede opsats er sand og rigtig. Publikum har også i denne henseende været af en anden mening. For da dr. Dampe blev arresteret og undersøgelsen imod ham indlededes, gjaldt det i publikum som en afgjort og utvivlsom kendsgerning, at dr. Dampe ikke blot havde haft til hensigt, men også forberedt en voldsom forandring i statsforfatningen; at han navnlig havde sat sig i forbindelse med en smed, for at forskaffe sig nøgler og andre værktøj, i den hensigt at åbne fængslerne og strafanstalterne, sætte fangerne og forbryderne i frihed og derpå ved hjælp af fangerne og forbryderne at proklamere folkefriheden. Men forholdt sagen sig således, som publikum dengang troede og vel måtte have grund til at tro, så fremstiller sagen sig i virkeligheden noget anderledes end den nævnte opsats søger at indbilde publikum, og det er en åbenbar vildledelse af publikum, når man gør forsøg på at betegne en sådan forbrydelse som en handling, der havde sin grund i kærligheden til folket, sin kilde i patriotiske ønsker, i liberale meninger og grundsætninger. Mod en sådan fremstilling må enhver forstandig mand på det alvorligste og kraftigste protestere".

Skønt jeg vistnok hos enhver dansk læser af mine artikler trygt kan appellere til det hovedindtryk, disse i deres totalitet har efterladt hos ham, og der, som jeg håber, vel har været en høj grad af beklagelse over hårdheden og urimeligheden af den række af forfølgelser, Dampe har været underkastet, og en ikke ringere grad af medlidenhed eg deltagelse med de ham ved straffen for hans politiske forbrydelse påførte lange lidelser og hans i det hele taget højst ulykkelige skæbne; men ingenlunde den oprørte følelse af harme og indignation, som udspringer fra den erkendelse, eller endog blot formodning, at en i nationens øjne aldeles brødefri mand skulle være dømt uretfærdigt, vil jeg dog, da jeg ikke ter forudsætter, at detaljen af min fremstilling så nøje erindres af alle, punkt for punkt imødegå og modbevise den indsenders beskyldninger.

Det hedder da, at mine artikler om dr. Dampe synes at være beregnede på udbredelsen af den mening, at Dampe er "dømt uretfærdigt" - Forf. mener naturligvis i højforræderisagen - og at han slet ikke har fortjent den straf, han har måttet lide. Men ved at omtale kommissionsdommen over ham (cfr artikel X, nr. 244 af d. bl.) siger jeg udtrykkelig, at "Udfaldet af sagen var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes." Hvor findes her mindste hentydning på, at dommen skulle være uretfærdig? Jeg har desuden karakteriseret dr. Dampes politiske forbrydelse som et "Attentat" imod suveræniteten, jeg har betegnet det vigtigste af de oprørskrifter, for hvilke han blev dømt, som en "decideret og uforbeholden erklæring om, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det, efter Dampes mening, tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform". Kan der siges, heri at ligge nogen tendens til at udbrede den mening, at Dampe ikke, efter den hos os bestående lovgivning, fortjente at straffes som højforrædder? At den straf, han led, ved en streng, 20 årig fængsling, var meget hård, og at han nu må antages at have bødet mere end tilstrækkeligt for sin forseelse, så at han, efter humanitetens, over alle politiske straffedomme hævede, krav, vel turde have håb om en fuldstændig benådning, synes forfatteren selv meget tilbøjelig til at indrømme. Og heri er vi vistnok enige. Christian den Ottendes følelser er sikkert også endnu alt for meget de samme som i hans ungdom, til at han ikke i dette tilfælde, hvor intet er at frygte, men meget at gøre godt, skulle tænke på at hæve den anomali, der stedse må findes i forhold som det, at den monark, der i sin ynglingsalder på Eidsvold besvor den norske folkefrihedsakt, i sin manddom, som absolut suveræn, skulle lade den for en politisk forseelse domfældte, der alt ved 20 års indespærring nok som har måttet bøde for sin i fødselen kvalte stræben efter at forskaffe sine landsmænd en forfatning i samme ånd som den norske, for bestandig være underkastet politiets specielle opsigt og en væsentlig indskrænkning af sin personlige frihed.

Den sandhedsfordrejende tendens, forf. således vil have fundet i mine artikler "ganske i modstrid med de ovenfor anførte utvetydige ytringer" mener han fremdeles al være "mest decideret fremtrædende i slutningen", hvor Dampe sammenstilles med de danske videnskabsdyrkere, der i 1831 bragte Frederik den Sjette deres tak for stænderinstitutionen. En sådan sammenstilling er rigtignok gjort (cfr. artikel XIII, nr. 255); men, vel at mærke, kun med hensyn til spørgsmålet om bevæggrundene til Dampes handling. Der er intetsteds sket nogen som  helst antydning af en sådan art , ar den kunde tendere til den latterlige slutning, at "der ikke skulle falde Dampe andet til last, end hvad også disse videnskabsdyrkere havde gjort"! Men, hvad der er af væsentlig betydning og ingenlunde tør overses: jeg er aldeles ikke forfatter til de ytringer, inds. her har doleret over. De findes nemlig i nogle citater fra er håndskrift af den i en af mine sidste artikler aftrykte forsvarsskrivelse for Dampes motiver, hvilken skrivelse, som jeg udtrykkelig har bemærket, stammer fra en mand, "hvis betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen ideganq og synsmåde". Det er denne, der her er gjort gældende med hensyn på motiverne til hans politiske forbrydelser, og det er da evident, ar der her ikke kan være tanke om nogen tendens fra min side til at skaffe den synsmåde indgang, at Dampe skulle være dømt uretfærdigt.

Jeg kommer nu til det såre væsenlige punkt, jeg, efter indsenderens påstand, "i min hele fremstilling skal have forbigået med tavshed" Det er det ved Dampes arrestation almindeligt udbredte rygte, at det var hans hensigt at åbne fængsler og straffeanstalter, slippe forbryderne løs og ved deres hjælp proklamere en konstitution. Jeg er imidlertid så langt fra at have forbigået dette punkt med tavshed, at jeg netop ganske direkte er gået ind derpå. I den 11. af mine artikler (cfr. Nr. 245) omtaler jeg nemlig de "catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygter i sin tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende", og bemærker i den anledning, at alle disse tilsætninger, "efter alt hvad det har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundet i akterne, så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons Interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidet hæderlig rolle, at give dem". Dette fandt jeg "til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå Dampes inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning i kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige", hvilken karakter der umuligt fra det offentliges side kunne have været tillagt dem, hvis disse beskyldninger havde været sande". - Jeg vedkender mig endnu med lige styrke denne overbevisning, som, uagtet alle de efterforskninger, jeg stadig har anset det for min pligt at anstille, heller intet mig senere vitterligt datum har egnet sig til i mindste måde at rokke, men, som jeg villig indrømmer, tværtimod ved det ovenfor nævnte, aldeles fra Dampes standpunkt opfattede forsvar for hans motiver, har vundet en yderligere stadfæstelse. At Dampe blev dømt fra livet "for al have gjort sig skyldig i at fremstille oprørske ideer, og i dette øjemed at have forfattet nogle utrykte skrifter (som han ikke søgte at holde hemmelige), sigtende til en forandring i regeringsformen" - og smeden Jørgensen - for at have på en virksom måde søgt at fremme disse ideer" - at ingen af dem - havde foretaget videre til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme" - og at "deres foretagender iøvrigt var planløse og lidet farlige, og således ingen videre resultat havde haft" - dette er alt hvad der autentisk er blevet kundbart for publikum og hvad man således i ethvert tilfælde med sikkerhed kan stole på at være den rene sandhed. Jeg ved meget vel, at de ovenfor nævnte rygter på den tid med lynets hurtighed føre omkring fra mund til mund og af de fleste blevet holdt for utvivlsomme fakta, at flere andre rygter af ikke mindre aggraverende natur - som fx at det skulle have været Dampes agt, i forbindelse med fangernes løsladelse, at stikke ild på hovedstaden fra alle fire hjørner og under den almindelige rædsel og forstyrrelse at gøre sig til herre over fæstningsværkerne; at han havde intenderet indsættelsen af et interimistisk folkedirektoriat, hvis Medlemmer allerede fandtes udset på en af ham forfattet liste etc. - på samme tid af mange blev troede som evangelier; men jeg ved også, at ingen var mere ivrige til at udsprede sådanne rygter og til at holde dem i live længe efter, end netop et par af de noksom betegnede villige vidner, som til dels stod i politiets sold; - jeg ved fremdeles, at to af disse vidner flere år efter, da de sikkerlig kun med bitterlig anger og smerte erindrede sig deres virksomme deltagelse i denne sag, og nødigt hørte den omtalt, aldeles afholdt sig fra længere at divulgere disse rygter, men derimod - måske for at holde sig samvittigheden lidt mere fri ved at komme sandheden noget nærmere - snarere søgte at føre ordet for den ulykkelige Dampe og at undskylde ham med en total forvirring af hans begreber, og til bevis derpå anførte, at han skulle have haft den fikse ide, hvis planen ikke skulde lykkes, da med sine tilhængere at kaste sig ind i Rundetårn og der at forskanse sig imod den militære magt - et rygte, der forøvrigt, uagtet den modstrid, hvori det synes at stå til nogle af de øvrige, også ved Dampes arrestation hørte blandt de cirkulerende, og på hvilket jeg nylig har hørt den tilsyneladende stadfæstelse, at dets indhold virkelig skulle være releveret i de af vidnerne: afdøde professor (siden etatsråd og ridder) Wendt og dr. J. K. Høst under sagens præliminære behandling afgivne forklaringer, - muligvis baseret på nogle Dampe undfaldne løse ytringer. Såfremt akterne i sagen nogensinde skulle blive tilgængelige for offentligheden, anser jeg det slet ikke for umuligt, at der også til de førstnævnte rygter kunde findes en hjemmel af lignende natur - måske i den af afdøde kaptajn og adjudant ved livjægerkorpset (siden portkontrollør) Top til politiet indgivne rapport eller for kriminaldommerens protokol afgivne vidneforklaring. Men hvad jeg holder mig fuldkommen moralsk overbevist om, er, at Dampe hverken er bleven dømt for nogen oprørsplan af en så atroce natur som den af disse rygter ommeldte, eller nogensinde for alvor har intenderet en slig. Om muligvis en eller anden løs ytring af sådan art, i et fortvivlet øjeblik, eller under en momentan begrebsforvirring, som jeg, med hensyn til Dampes daværende højst eksalterede gemytstilstand, efter hvad jeg tidligere har anført. ikke anser for utænkelig, kan være undsluppen Dampe, og siden være bleven forebragt i en eller anden politispions rapport eller vidneforklaring, må jeg, som sagt, af mangel på tilstrækkelig oplysning derom, lade være uafgjort.

Forresten mener jeg, at man slet ikke behøver, som indsenderen så empatisk siger, "aldeles at have tabt troen på domstolenes retfærdighed", for at antage den fra regeringens side offentlig givne beretning om sagens udfald - og det er denne, der er lagt til grund for min beretning derom, hvori den blot er noget nøjere oplyst - med et referat af hoveddokumenteis indhold for hvad den altid må antages at være: den rene, uforbeholdne sandhed. Kommissionen havde i dette dokument (erklæringen af folkets ret til selv at bestemme regeringsformen) og de flere dermed i forbindelse stående aktstykker, der alle var skrevet med Dampes egen hånd og til hvilke han havde vedkendt sig autorskabet, nok for sig til, i overensstemmelse med lovgivningen, at domfælde ham som den gjorde. Den ville heller næppe, hvis hans forbrydelse havde været af en så graverende art som rygtet sagde om ham, have fundet den anledning til formildelse fra kvalificeret til simpel dødsstraf, som man af beretningen ser, at den fandt. Hvad derimod angår troen på en absolutistisk regerings mildhed, som inds. også påberåber sig, da må jeg oprigtigt tilstå, at den hos mig, i tilfælde som det nærværende, ikke er synderlig levende eller har stort at betyde. Historien har nok så meget vist, at om end nationerne i almindelighed ved en statsomvæltning har vist mildhed og skånsel imod deres undertrykkere, så har derimod regenterne, ved et mislykket attentat på at berøve dem den magt, hvormed de var beklædte, såre sjældent vist sig tilbøjelige til mildhed eller barmhjertighed. Man behøver derfor aldeles ikke at tillægge attentatet noget præg af sær atrocitet for i sådanne tilfælde at motivere savnet af disse en regents ophøjede egenskaber.

Måske vil man endnu spørge, om jeg da tror, at det aldeles ikke lå i Dampes plan at gribe til voldsomme midler for at realisere sin konstitutionside? Herom kan jeg vistnok ikke ytre mig med nogen fuld overbevisning; men jeg er, efter alt hvad jeg ved, dog temmelig vis på, ar han endnu i det øjeblik han blev pågrebet, aldeles ikke selv var på det rene med det hele "planløse" foretagendes egentlige realisabilitet, ligesom han jo da også først ville åbne en diskussion og drøftelse af sine ideer i den berammede forsamling. Slutningen af den tit omtalte erklæring til regeringen, som han ved denne lejlighed vilde forelægge og af hvilken jeg i nr. 244 af d. blad har meddelt de indledende sætninger, tyder imidlertid hen på, at det har været Dampes mening, at underskriverne af erklæringen, som en samlet mængde, også skulle være rede til, hvis regeringen ikke skulle ville låne øre til deres påstand og tilstede folket "fredeligt og frit at vælge deputerede til al stemme om landets regeringsform", da at sætte magt imod magt, idet at det deri hedder : "Vi viger ikke fra hinanden, men består med hinanden til det yderste indtil det er opfyldt". Det er vistnok disse og lignende udtryk, der fuldstændigt giver dette dokument karakteren af et oprørsskrift, skønt denne allerede efter vor lovgivning må anses at være konstateret ved den deri indeholdte udvikling af folkets formentlige ret og påstand om sammes "fredelige" udøvelse.

Det ovenfor anførte vil uden tvivl være tilstrækkeligt til al begrunde afvisning af enhver beskyldning om en sandhedsfordrejende tendens af mine artikler om dr. Dampe som aldeles ugrundet og ubeføjet. Da imidlertid de af mig her på ny aftrykte bevissteder af selve artiklerne findes udeladte i det Referat af samme, som er leveret i "Kieler Corresp. Bl." , har indsenderen i "Alt. Merkur", der kun har haft dette referat at holde sig til, deri vel kunnet have nogen grund til denne urigtige og urimelige opfattelse af artiklernes tendens. Idet jeg nu holder mig overtydet om, at de ærede herrer redaktører, såvel af Merkuren som af korrespondentsbladet, ville yde sandheden og retfærdigheden den tribut, at tage en sådan notits af nærværende gendrivelse, at sagen derved for mit vedkommende bliver sat i sit rette lys, kan jeg ikke undlade gentagen at ytre det ønske, at præmisserne til kommissionsdommen i den mod Dampe anlagte højforræderisag måtte blive bragte til offentlig kundskab og derved efter al sandsynlighed hele det tågeslør fjernet, som endnu hviler over denne sag. Skulle der ikke være noget håb herom, vil den eneste måde at få opklaret de punkter, hvorom der i publikum endnu måtte kunne være tvivl tilbage, være. at Dampe selv uforbeholdent ytrede sig derom , hvortil der synes at måtte være så meget de større opfordring for ham som det jo netop i nærværende øjeblik må være ham i særdeleshed magtpåliggende al se sin karakter og sin tidligere færd lagte så åbent som muligt for det publikums Vine, for hvilket han nu, efter tyve års borgerlig død, atter agter at udvikle en medborgerlig virksomhed ved at optræde som forfatter.

Kjøbenhavnsposten, 16. oktober 1841.