Danske Nationaldragter. (Efterskrift til Politivennen)

Efterhaanden som Kulturen og Oplysningen stige, udviskes mere og mere det Eiendommelige i Sæder, Skikke og Klædedragt hos de forskjellige Nationer og deres Underafdelinger. Hvad f. Ex. Klædedragten angaaer, da behøve vi blot at kaste et Blik paa de forskjellige Samlinger af Nationaldragter, som i Tidernes Løb ere fremkomne i Danmark, for at se, hvomange karakteristiske og klædelige Dragter der i Løbet af vort Aarhundrede omtrent sporløst ere forsvundne. Den store Samling af Folkedragter fra Danmark, Norge og Holsten, som omtrent i Aarhundredets Begyndelse udgaves af Kobberstikkeren Senn, viser os saaledes en Mængde danske Dragter, som vi forgæves kunne eftersøge hele Landet rundt, og betragter man Hofkobberstikker G. L. Lahdes i Aaret 1818 udgivne 3 Hefter "Det daglige Liv i Hovedstaden i karakteristiske Figurer efter Naturen", vil man neppe finde mere end en eneste Figur, hvis Dragt svarer til Nutidens, nemlig en Værtshusholder; alle de andre Figurer ere Typer, som forlængst ere uddøde. I vor Tid er der endnu udkommet en Suite af danske Nationaldragter, nemlig den af Historiemaler F. E. Lund udgivne interessante Samling, i hvilken det dog vistnok ikke vilde være umuligt allerede nu, saa faa Aar efter Udgivelsen, at finde Uoverensstemmelser med Nutiden. De tre her nævnte Samlinger ere de vigtigste, som vort Land har i denne Retning, men i disse Dage er der begyndt en ny Samling, idet der fra Dhrr. N. C. Hansen & Schous Atelier paa Østergade er udgaaet 8 Fotografier af en Samling Dragter fra alle Landets Egne. Denne Samling, som tillige vil medtage alle de sønderjydske Folkedragter, vil komme til vi omfatte over 50 forskjellige Dragter, og efter de foreliggende Prøver kunne vi paa det Bedste anbefale denne interessante Samling, som ikke er uden kulturhistorist Interesse. Den rivende Afsætning, som Fotografierne efter de paa Pariserudstillingen værende svenske Voxfigurer i Nationaldragter fandt i forrige Aar, vidner noksom om, hvor stor Interessen er for et saadant Foretagende, og denne Interesse kan kun yderligere forøges derved, at disse danske Fotografer udelukkende ere tagne efter levende Personer og efter Dragterne i deres mest korrekte Former. Billederne, som alle ere tagne i Atelieret paa Østergade 15, udgaa saavel kolorerede som sorte i almindeligt Visitkortformat og som Kabinetsbilleder til en billig Pris; efter Bestemmelsen vil der hver Uge udgaa 2 a 3 Billeder, indtil hele den interessante Samling er complet. De foreliggende 8 Billeder forestille Figurer fra Amager, Skovshoved og Fanø, og de udmærke sig ikke alene ved deres gjennemgaaende gode Udførelse, men ogsaa ord den karakteristiske Maade, hvorpaa de enkelte Figurer ere opstillede og grupperede.

(Dags-Telegraphen (København) 12. juni 1868)

Hansen, Schou og Weller: En kone fra Fanø. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Fotoet er håndkolereret og stammer fra "Danske Nationaldragter, optagne efter Naturen". Biblioteket har mange flere fotoer fra dette værk.

N(iels) C(hristian) Hansen (1834-1922) & (Ole Christian Rasmussen) Schou (1838-1878) var bl.a. kendt for mange portrætfotoer af H. C. Andersen. De samarbejdede mellem 1867 og 1869. I Det kongelige Biblioteks fotobase findes et halvt hundrede af deres fotoer.

Nationaldragterne eller folkedragterne var bondestandens "pæne tøj" som de ikke gik i til daglig, det var festtøj (ligesom jakkesæt og silkeskjorter i nutiden). I dag dyrkes nationaldragter mest i lande som har en nationaldag (fx Norge, Færøerne og Grønland).

Folkefest i Hammermølleskoven. (Efterskrift til Politivennen).

1ste og 2den Pindsedag samles saa godt som alle Beboerne af det nordligste Siælland (maaskee med Undtagelse af den finere Beau-Monde) til en almindelig folkefest paa den saakaldte "Pindsebakke" ved Hammermøllen. Dette var ogsaa Tilfældet iaar: det ualmindeligt smukke Veir havde denne Gang endog hidkaldt en Menneskemasse, der neppe var mindre end den, der om Søndagen flokker sig paa Dyrehavsbakken. Men hvad Dyrehavsbakken er for Kjøbenhavn og Omegn, det er ogsaa Pindsebakken for det nordlige sjælland. De store Skoves stemningsfulde Stilhed, den milde eensomme Romantik, som til daglig Brug hviler over disse Steder, viger i Pindsedagene Pladsen for det meest tumlende, støiende og larmende Liv. Her giver "Nordens største Troldmand", Hr. Foersom (hvis Færdighed i at exploitere den Omstændighed, at hans Navn rimer sig paa "morsom", er saa stor, at man fristes til at troe, at han har antaget Navnet for det Sammes Skyld) i forestillinger i Magi og Bugtaleri, hist viser den store Fodkunstner sine Productioner, her trompeter man folk sammen til Otteskillingsboutikerne, hist "giver de engelske Beridere forestillinger indtil videre", men fra teltet paa den anden Side (hvor man ogsaa erholder varme Vafler) lyder Sangerindernes hæse, skrattende Stemmer ud over Søen. Ja, og af den Slags er der en Mængde andre Ting at faae at see og høre - "Pindsebakken" giver som sagt aldeles ikke Dyrehavsbakken Noget efter, i store Skarer trænge Bønderpiger og Bønderkarle, Soldater og Borgerdøttre sig omkring paa Pladsen, medens de smaa italienske Savoyarddrenge snoe sig imellem dem til Sækkepibernes Musik, som de forgjæves ville gjøre til Rivaler af de utallige Lirekasser, og medens den unge Mand fra Hammermøllen, der næste Dag skal være Svend, i Narredragt løber omkring og giør Løier med de smukke Bønderpiger og de gamle, afstadige Gaardmænd. Alt har her Charakteren af en rigtig sjællandsk Folkefest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1868)

Folkefesten på pinsebakken i Hammermølleskoven ved Hammermøllen havde sin oprindelse fra omkring 1800 og geværfabrikkens tid. Oprindelig blev den indledt med et stort optog fra "Gården" som var arrangeret til ære for de nye svende på fabrikken, og åbnedes af svenden selv, klædt som majgreve og ledsaget af en nar der samlede penge ind til hans udstyr. Bagefter kom den øvrige arbejderbefolkning fra fabrikken i broget forklædning. Toget gik til Pinsebakken hvor festen begyndte og varede i tre dage. Med tiden samlede begivenheden også andre fra egnen og voksede samtidig med at den ændrede karakter til en almindelig Dyrehavsbakkefest, selv om nogle af indslagene holdt dog ved. (Se Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 9. juni 1892). Det ophørte omkring 1935.

Dagsbegivenheder. (Efterskrift til Politivennen)

- I Tirsdags Aftes indbragte ifølge "Dgbl." den paa Lygteveien posthavende Politibetjent til Stationen paa Nørrebro tvende Arbeidsmænd, af hvilke den Ene beskyldte den Anden for at have dræbt en Mand, hvis Lig henlaa i Grøften ved Bisbergveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk, tildækket med Løv og deslige. Efterat den formentlige Morder var sat under sikker Bevogtning paa Stationen, fulgte nogle Betjente med Anmelderen for at lade ham paavise Stedet, hvor Liget laa, men forinden de naaede dette, mødte de en i høi Grad beskænket Mandsperson, ledsaget af endel Mennesker, som havde fundet ham i Grøften og faaet ham op. Denne Person, der ikke bar Spor af nogen imod ham anvendt ydre Vold, men kun var i høi Grad drukken, blev af Anmelderen gjenkjendt som den formentlig Dræbte og medtagen til Stationen, hvor ban tilligemed sin foregivne Banemand, som ogsaa var endel beskænket, forblev Natten over for at udsove Rusen. Sammenhænget oplystes nu at være det, at de to Hovedpersoner i den bedste Forstaaelse havde nydt en stor Del Drikkevarer, samt at de derefter vare gaaede ud ad Veien, idet den Ene vilde søge Arbeide i en i Nærheden liggende Eiendom. Medens han udrettede dette Ærinde, satte den Anden sig paa Veikanten, men var ved sin Kammerats Tilbagekomst falden i Grøften, hvor han laa i en saa dyb Søvn, at denne ikke kunde faa ham vækket og derfor troede, at han var død. Han sprang da op af Grøften, netop idet Anmelderen kom forbi, og løb for at gjøre Anmeldelse til Politiet, men da han paa Anmelderens Spørgsmaal om, hvorfor han løb, svarede, at der laa en død Mand i Grøften, troede Anmelderen i ham at se en Morder i Begreb med at flygte og foranledigede derfor, efter først selv at have taget den formentlig Dræbte i Øiesyn, at han blev anholdt og bragt til Politistationen.

(Dags-Telegraphen (København) 30. maj 1868).

Retssag om Indkvarteringsgodtgjørelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags afsagde Hof- og stadsretten Dom i en Sag, hvor under Kjøbenhavns Magistrat havde søgt Finantsministeren tilpligtet til at betale Magistraten 99,104 Rd. 10 Sk. som Rest af Godtgjørelse for extraordinær Indkvartering i 1864, og subsidiært 46.031 Rd. 12 Sk. eller ialtfald 22,573 Rd. 26 Sk. Uenigheden imellem Parterne var opstaaet deraf, at Krigsministeriet mente, at Godtgjørelsen for deri extraordinære Indkvartering, som Staden Kjøbenhavn havde havt i 1864, skulde beregnes efter Forordningen af 9de Mai 1806, hvorefter den vilde udgjøre 12,156 Rd. 2 Sk., medens Magistraten gjorde Fordring paa fuld Godtgjørelse, hvorfor den kun under Reservation havde modtaget de 12,156 Rd. 2 Sk. i Afdrag paa den Godtgjørelse af 111,260 Rd. 12 Sk., som ialt efter dens Formening tilkom Staden. Da Frd. 9de Mai 1806 om Indkvartering i Tilfælde af overordentlige Troppesamlinger ikke, saaledes som Frd. 15de Novbr. 1816 om den ordinære Indkvartering, særlig undtager Kjøbenhavn, men tværtimod bestemmer i § 7, at intet Privilegium, der maatte være meddelt ti! Fritagelse for Indkvartering, skulde ansees for gjældende i Tilfælde af overordentlig Samling af Tropperne, maatte der, for at Kjøbenhavn skulde kunne fordre anden Godtgjørelse end den i Frd. 1806 bestemte, herfor kunne paavises særlig Hjemmel. Endskjøndt Magistraten nu ogsaa formente at have en saadan i Reskript af 30te Novbr. 1764, saa fremgik det dog, hvad end Meningen med Reskriptet var, i ethvert Fald klart af de Retten forelagte Aktstykker, at Reskriptet altid er blevet fortolket derhen, at det ikke hjemlede Staden Fritagelse for extraordinær Indkvartering, og at Staden altid er bleven anseet for pligtig til at modtage extraordinær Indkvartering, enten med den i Reskriptet af 1764 fastsatte Betaling af 1 Sk. daglig pr. Mand, eller i Henhold til Frd. af 9de Mai 1806. jvft. Lov af 4 Juli 1850, ligesom Staden ogsaa lige indtil 1864 havde ydet saadan Indkvartering, hver Gang den var bleven forlangt. Det maatte saaledes ansees som forlængst afgjort, at Staden Kjøbenhavn var pligtig til at modtage extraordinær Indkvartering imod den herfor anordnede Betaling, og Magistratens principale Paastand om at erholde fuld Godtgjørelse for den ydede Indkvartering kunde derfor ikke tages tilfølge. Magistratens subsidiære Paastand om at erholde 46,031 Rd. 12 Sk., hvorfra dog ialt fald maatte blive at drage de allerede udbetalte 12,156 Rd. 2 Sk, var støttet paa, at en Del af Kasernerne her i Staden havde været benyttede til Lasarether, og at der, hvis dette ikke var skeet, og Krigsministeriet i Stedet derfor havde leiet Lokaler i Staden til Lasarether, havde kunnet indkvartere saameget Mandskab i Kasernerne, at den Indkvartering, som Staden Kjøbenhavn havde maatte yde, derved var bleven formindsket ifølge de af Krigsministeriet meddelte Oplysninger med 315,642 Indkvarteringsdage, og da det ikke kunde falde Staden Kjøbenhavn til Last, at Krigsministeriet foretrak at benytte Kasernerne til Lasarether istedenfor hertil at leie andre Lokaler, mente Magistraten, at den maatte være berettiget til fuld Godtgjørelse for disse Indkvarteringsdage. Vel kunde der nu ikke gives den Indstævnte Medhold i, at Kjøbenhavn ligesaavel skulde være forpligtet til at skaffe Kvarter til de syge som til de sunde Soldater, og at Krigsministeriet derfor kunde have forlangt, hvis det ikke havde villet benytte Kasernerne til Lasarether, at Staden skulde have modtaget de syge Soldater i Kvarter, saa at Resultatet vilde være blevet det samme; thi Staden var hverken efter Reskriptet af 1764 eller de senere Bestemmelser pligtig til at holde Sygehuse for Soldaterne, og efter Frd. af 9de Mai 1806, §§ 30 ff., skulde der erlægges særskilt Betaling for Sygestuer, Senge til Syge osv. Men den anførte Beregning egnede sig dog ikke til at lægges til Grund for Erstatningsgjenstanden, da Staden Kjøbenhavn efter det tidligere Anførte var pligtig til at modtage den extraordinære Indkvartering mod den anordnede Godtgjørelse, uden at den Omstændighed, at kasernerne ikke vare fuldt belagte, kunde medføre Adgang til egen særlig Godtgjørelse. Det var imidlertid en Selvfølge, at det kun var den extraordinære Indkvartering, som Kjøbenhavn var pligtig til at modtage paa den ommeldte Maade, og at Staden derimod var berettiget til at fordre fuld Godtgjørelse, forsaavidt den havde maattet modtage i Indkvartering den Del af Garnisonen, som havde maattet rømme Kasernerne, fordi disse brugtes til Lasarether. Da det nu var oplyst,at der var præsteret 495,734 extraordinære Indkvarteringsdage, hvorfor Betalingen var beregnet til 76,530 Rd. 80 Sk., medens den øvrige Indkvartering, hvorfor der var beregnet 22,573 Rd. 26 Sk., maatte ansees som ordinær, blev ved Rettens Dom den Indstævnte Finantsministeren, overensstemmende med Citantens mest subsidiære Paastand tilpligtet til at betale Magistraten det sidstnævnte Beløb 22,573 Rd. 26 Sk., med Renter heraf 5 pCt. aarlig fra den 18de August 1865, indtil Betaling skeer, medens han iøvrigt frifandtes for Citanternes Tiltale. Processens Omkostninger ophævedes.

(Dags-Telegraphen (København) 27. maj 1868).

Sølvgade Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Kvaksalverhistorie. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Morsø har en Kvaksalver, Møller Niels Fladelund af Østerassel, brugt følgende Fremgangsmaade, da han blev hentet til et ungt Menneske, der havde brækket sit Been under Arbeidet i en Mergelgrav: Benet blev forbundet, dernæst blev Patienten aareladt og endelig ordineredes der til det beskadigede Beens Indgnidning eller Over-Helding et Fluidum, sammensat af ½ Pd. grøn Sæbe, ½ Pot Brændeviin og ½ Pægel Terpentin, og da denne Sammensætning var tilveiebragt, gjorde Doktoren selv Begyndelsen med Overheldingen, der var saa rundelig, at Benet omtrent flød deri i Sengen. Før Afreisen anbefalede Doktoren desuden Familien at sørge for at have flere Trepægleflasker af bemeldte Fluidum tilrede, da Overheldingen skulde fortsættes med korte Mellemrum. Følgen heraf blev, som man let kan tænke sig, en Pine og en stærk Opsvulmen og Hudløshed af det brækkede Been. Vedkommende mærkede nu nok, at det var en daarlig Doktor, de havde fat i, men hvad gjorde man saa? Man hentede ikke en Læge, men besluttede sig inden kort at. kjøre den Forulykkede til Stine Kudsk i Thy. Efterat vare ankommen dertil modtog patienten og Familien den Besked, at hvis han var blevet borte blot 2 Dage til, havde det været umuligt at redde Benet, og Patienten vilde have været i den største Fare - saa stærk havde Virkningen af Møllerens Lægemidler været - saaledes fortæller en Indsender i "Morsø Avis" meget troværdigt, men uden at føle nogen Skrupel over, at Stine Kudsk i Thy maaskee ligesaa lidt forstaaer sig paa at helbrede Benet som Mølleren paa Morsø.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. maj 1868)

Se indslag om Stine Kudsk andetsteds på bloggen.