Arbejdernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdernes Byggeforening blev i Aaret 1865 stiftet af Burmeister og Wains Arbejdere. I de 19 Aar, den saaledes har bestaaet, har den opført 189 Huse med Beboelse til 378 Familier, nemlig: i Nygade paa Amager 24, paa Brigadevej paa Amager 8, i Schønbergsgade 12, i Meriansgade 11, i Krusemyntegade 24, i Salviegade 19, paa Olufsvej (Østerbro) 29 og paa Østerfarimagsvej 60. Der er 29 nye Huse under Opførelse. Disse Bygninger har tilsammen kostet at opføre 962,000 Kr., og Grunden til dem har kostet 232,000 Kr. Den 1ste Oktober 1875 udgjorde Medlemmernes opsparede Kapital 446,681 Kr. 92 Øre, Administrationsfondet 4943 Kroner 35 Øre, Reservefondet 3025 Kr. 63 Øre og Hjælpefondet 13,246 Kr. 4 Øre. Desuden ejer Foreningen en Del Byggegrunde. Den tæller nu 6158 Medlemmer.

Af "Vedtægterne for Foreningen" meddeler vi følgende: Medlem af Foreningen kan enhver uberygtet Mand eller Kvinde, saa vel som Børn blive. Ved Indtrædelsen betales et Indskud af 2 Kr., enten paa en Gang eller i 4 ugenlige Beløb. Ethvert Medlem forbinder sig til at erlægge en ugenlig Betaling af 35 Øre i 10 Aar. Midlertidig Fritagelse for Betaling kan forlanges paa Grund af Værnepligt, Sygdom, Arbejdsløshed o. dsl. Tilbagebetaling af det indestaaende Beløb kan fordres a) efter de 10 Aars Forløb, uden nogen som helst Afkortning; b) ved et Medlems Død, uden Afkortning at betale til Enken eller Arvingerne; c) ved Bortflytning fra Staden, med Fradrag af 1/8; d) ved Udslettelse paa Grund af Restance, med Fradrag af 1/3. Et Hus overdrages til Afbenyttelse og fremtidig Eje til det Medlem, hvem det tilfalder ved Lodtrækning blandt samtlige Medlemmer, hver Gang nye Huse er opførte eller ældre er ledige. Medlemmer har Fortrinsret til at leje Foreningens Boliger. Lejen varierer fra 20 Kr. til 120 Kr. halvaarlig.

Foreningens Kontor, Lille Helliggejststræde 24. 1ste S., er aabent hver Sognedag fra Kl. 9-2.

(Social-Demokraten 6. november 1875).

Socialdemokratiet i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderbevægelsen har i det forløbne Aar udviklet sig, som det var at vente; den har tabt i "Bevægelse" og vundet i Arbejdere. Siden det først voldsomme Sammenstod med det nationalliberale Parti er meget blevet anderledes baade blandt de Nationalliberale og Socialdemokraterne. At de maatte fare imod hinanden med et her til Lands heldigvis uhørt Overmaal af Had og Forbitrelse, laa for en Del i den øjeblikkelige politiske Situation. De Nationalliberale vare haardt trængte af Venstre, de stode paa Nippet til at tabe den offenlige Mening, Befolkningen var i Færd med at indlede den Svingning til Venstre, som siden er fuldført; i deres egne Rækker viste der sig Tegn til Usikkerhed og Tvivl. Under saa spændte Forhold faldt Arbejderne dem i Flanken. Der var ikke Tid til at overveje, om den nye Bevægelse ikke lod sig arbejde ind i de gamle Partiforhold. øjeblikket var presserende, og i Øjeblikket føltes den nye Faktor som en Fjende. Med en Kraftanstrængelse, som i ren taktisk Henseende blev fortrinlig gjennemført, kastede man sig mod Arbejderne for at knuse dem. Det lykkedes at fanatisere sit eget Parti op til et Delirium, som rev de vaklende med sig og kastede de besindige over Ende. De socialistiske Arbejdere stræbte troligt at byde over, de satte i med Ungdommens Trang til at udmærke sig og med en Fornemmelse af at fægte for Livet, der ikke var mindre stærk end hos Modstanderne. Venstre spillede under alt dette en højst tarvelig Rolle. Det var ikke repræsenteret paa selve Kamppladsen; det havde ingen Indflydelse paa den offenlige Mening, der var i Oprør; hele den sindige Del af Folket stod udenfor, medens den revolutionære Reaktion og den revolutionære Omvæltning skiftede Talemaader med hinanden og udtømte Beholdningen af Slagord over hinandens Hoved. Som rimeligt var gik de Nationalliberale af med Sejren. Under Iagttagelse af alle fornødne Former satte de Førerne for Modpartiet i Tugthuset og fik Hænderne fri fra denne Side.

Hvilken Indflydelse dette Felttog har haft paa den almindelige Politik, er det vanskelig bestemt at paavise. I Længden har det næppe gavnet det nationalliberale Parti, næppe en Gang forhalet dets Forfald. Maaske har det Forsøg, Partiet derefter gjorde paa at benytte Socialismen mod Venstre, ganske undtagelsesvis gjort en enkelt Valgkreds usikker, men i det hele har den ikke opholdt Venstres Udvikling. Paa den anden Side har Ophidselsen i de nationalliberale Kredse draget en tilsvarende Slappelse efter sig. De overvundne have altid i denne Egenskab sikker Udsigt til en vis Grad af Medfølelse, der er større i samme Forhold, som Nederlaget er overvældende. De sindigere blandt det nationalliberale Partis "Stemmer" følte en vis Uvillie mod sig selv og sine Førere, som ikke plejer at udeblive efter en hysterisk Overanspændelse. Da den formentlige Fare var overstaaet, begyndte man at tvivle, om der overhovedet havde været Fare - de ledende Personer tabte i Indflydelse og Evne til at tage Partiet med, en betydelig Grad af gnaven Misfornøjelse bredte sig over den offenlige Mening, Lysten til Kamp tabte sig, og Partiet var henvist til at pavsere. 

Paa Arbejderbevægelsen havde det tabte Slag en meget kjendelig Indflydelse. Medens Førerne vare i Fængsel, nøjedes man med at holde det gaaende. Tonen blev mere dæmpet, det ledende Blad tabte noget sit socialistiske Præg og nærmede sig til at blive et almindeligt Organ for politisk Opposition. Hvad Bevægelsen tabte i Voldsomhed og expansiv Kraft, synes den for en Del at have vundet i indre Organisation. Fagforeningerne - Socialdemokratiets lyseste Tanke - udviklede sig og blev et Holdepunkt paa naturligt Grunde lag med Evne til videre Udvikling. Førernes fornyede Overtagelse af Forretningerne har bragt et nyt Opsving. Den storartede Hyldest paa Grundlovsdagen dannede Indledningen til Bevægelsens anden Akt, hvis Udvikling nu bliver at imødese. En betydelig Tilgang af Abonnenter, et forøget Liv i Fagforeningerne, enkelte større Strejker og et Byggeforetagende, der maaske vidner mere om Haab og Mod end om nøgtern Beregning, har givet denne anden Akt sit Begyndelsesmærke. Samtidig er Tonen atter blevet stærkere, mindre politisk og mere socialistisk; man har kraftigere betonet Villien til at være noget for sig selv.

Det Materiale, hvormed Socialdemokratiet har at arbejde i sin nu begyndte Virksomhed, er hovedsagelig samlet i Kjøbenhavn. Her i Byen findes omtrent 40 Foreninger, der kunne betragtes som smaa Midtpunkter for Bevægelsen, der skylde denne deres Oprindelse og for en større eller mindre Del deres Organisation. Syv af disse ere Produktionsforeninger. Bygningssnedkere, Skibstømrere, Skrædere, Karetmagere og Blikkenslagere møde med hver en, Skomagerne med to. Blikkenslagernes Produktionsforening er dannet under den endnu staaende Strejke, der omfatter alle Fagforeningens Svende og allerede har været paa sjette Uge. Største Parten af de andre ere Fagforeninger (25), hvoraf der i Sommerens Løb er kommet tre nye til for Børstenbindere, Glarmestre og Kolportører. Der er endvidere en tydsk Arbejderforening og en selskabelig Forening, der kalder sig "Nørrebros Folkeforening". Stræderne og Tobaksarbejderne ere organiserede i "Forbund" med Filialer i Provinserne, der til dels dannes af alt bestaaende Fagforeninger, Tobaksarbejderforbundet har en stor Filial i Malmø, der for Tiden strejker paa 4 Fabriker; det blev dannet under Arbejdsnedlæggelsen i Sommer og omfatter nu ogsaa de fleste kvindelige Arbejdere i Faget. Af udelukkende Kvindeforeninger er der oprettet to. To fri Vælgerforeninger, to Sangforeninger og en Sygeforening afslutte Rækken af de os bekjendte Arbejderselskaber, hvis samlede Medlemstal vi tro at kunne anslaa til omtrent 7000. Udenfor Kjøbenhavn er der Arbejder- og Fagforeninger i Aarhus, Horsens, Randers, Fredericia, Helsingør og endnu i enkelte mindre Byer og Landdistrikter. Paa Fyn, Lolland-Falster og Møn findes ingen socialdemokratiske Foreninger; kun i Odense anstrænge Skræderne sig for at holde Liv i en derværende Fagforening. Bladet "Social-Demokraten" er dog efter dets sidste Opgjørelse udbredt paa de nævnte Øer og nærmeste Omgivelser i omtrent 100 Exemplarer.

Foruden de alt nævnte Strejker i Blikkenslager- og Tobaksarbejderfaget er der Grund til at fremhæve Skibstømrernes, som med sjælden Sejghed er holdt gaaende nu i 6 Maaneder uden kjendelig Udsigt til nogen nærforestaaende Afslutning. Efter de sidst fremkomne Meddelelser omfatter Strejken 250 Mand. hvoraf en lille Del (25) er beskjæftiget i Snedkerfaget, medens 35 modtage Understøttelse af Strejkekassen De under Strejken indkomne Bidrag løbe op til mellem 5 og 6000 Kr. Et i "Soc.-Dem." omtalt Rygte, der gik ud paa, at de helsingørske Skibstømrere stode i Begreb med at slutte sig til den kjøbenhavnske Strejke, har ikke bekræftet sig. Det hele Strejkevæsen har forsaavidt gjort et betydningsfuldt Skridt fremad mod en mere "europæisk" Ordning, som Fagforeningernes Centralbestyrelse har nedsat et særligt Strejke Udvalg, uden hvis Billigelse ingen Strejke anerkjendes som berettiget og værdig til Understøttelse. Dersom det lykkes Udvalget at vinde den fornødne Autoritet, vil der herigjennem kunne sættes en saadan Modvægt i det mindste mod "vilde" og haabløse Strejker, som andet Steds har vist sig at være i alles Interesse.

I politisk Henseende synes "Socialdemokratiet" at have stillet sig paa en "væbnet Neutralitets" Standpunkt; der er smaa Udfald mod Autoriteterne, Udfald med blandede Følelser mod Venstre og Udfald med ublandet Uvillie mod de Nationalliberale, skjønt Stillingen ogsaa overfor de sidste har antaget en Form af gjensidig "Højagtelse", der ligger meget langt fra de første Tiders uparlamentariske Skærmysler. Kun med Hr. E. V. Rimestad er ingen parlamentarisk Forhandling mulig. Ved et Valg vil Partiet ikke lægge noget mærkeligt Lod i Vægtskaalen. I Kjøbenhavn, hvor Slaget staar mellem dem og de Nationalliberale, ere de langt fra Jævnbyrdigheden, og udenfor Kjøbenhavn, i Kampen mellem Højre og Venstre, ville deres Stemmer næppe i nogen Kreds forandre Flertallet, hvad enten de falde til den ene eller anden Side. I en eller to jydske Kredse ville de ved at kaste sig paa Højre gjøre Valget usikkert, men selv om dette kunde tænkes at ligge i den kjøbenhavnske Centralbestyrelses Interesse, er det dog tvivlsomt, om de stedlige Foreninger vilde følge en saadan Anvisning.

(Morgenbladet (København) 6. november 1875).

Johan Christian Wiehr (1828-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Johan Christian Wiehr (1828-1909) var spillemand/tambour i infanteriet under Krigen 1848-1851. Han optræder som sådan i Hof- og Statskalenderen for 1851. Han fik for sin indsats dannebrogsordenen den 9. september 1849, bl. a. for slaget ved Fredericia hvor han optræder på listen over sårede ved 7. linje-infanteri-batallon som spillemand. Efter krigen var han et par år i Vestindien. Han vendte han tilbage og fik sin første dom for tyveri i 1853. Ved samme lejlighed blev dannebrogskorset frataget ham.

Bedrageri m. m. Arrestanten Arbeidsmand Johan Christian Wiehr blev under en af Criminal- og Politiretten den 18de Februar paakjendt Justitssag overbeviist om at have, efter at han den 1ste December f. A. havde af en Jomfru modtaget en til 2 Rd. 4 Mk. vurderet Assistentshuusseddel og 1 Rd. 3 Mk. 6 sk for at besørge det efter Seddelen pantsatte Shawl indløst, samt efter at bemeldte Pengebeløb efter hans Forklaring af ham var tabt, uden Jomfruens Samtykke solgt Assistentshuusseddelen for 4 Mk. og forbrugt disse. Endvidere blev han overbeviist om at have for Snedkersvend Frederik Vilhelm Stahl affattet et Bønskrift, hvorved denne ved sine 2 Sønner, i en Alder af 9½ og 8 Aar, gaae omkring for at tilbetle sig Penge, samt at have nogle Gange ledsaget Drengene for at anvise dem de Steder, hvor de skulde henvende sig for at betle. For det af Arrestanten saaledes udviste Forhold blev han, der er født i Aar et 1828 og tidligere straffet, anseet med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder. Snedkersvenden, der tidligere er straffet, blev under samme Sag overbevidst at have, foruden som meldt, ladet sine førnævnte Sønner gaae om med Bønskriftet for at betle, benyttet et Bønskrift til selv at tilbetle sig Penge, og blev dømt til Arbeide i Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbeidsanstalt i 2 Maaneder.

(Flyveposten 14. marts 1860)

I stamrullen for statsfængslet i Vridsløselille 1861-1869 ses Johan Christian Wiehr 33 år. Ugift. 23 år. Straf på 2 år ved Højesteret for hæleri. Løslades 16. januar 1863. Født i Sorø, levede af tilfældigt arbejde. Han havde da to tidligere straffe 1859-60.

“Johan Chr: Wiehr, hjemmehørende i Sorø, men har mest opholdt sig her; har 3 Gange været straffet for Tyveri m.m. og 3 Gange tiltalt under Straf; gaaer fra Fængsel og i Fængsel.” [1867] [Se Anne Sofie Vemmelunds speciale fra 2001 “For god ordens skyld. En empirisk og teoretisk analyse af disciplineringen af de fattige i Sorø købstad fra 1803 til 1933.”]. Genealogisk Forlag.

Igaar lykkedes det det herv. Politi at paagribe den fra Roeskilde Arrest undvegne farlige Forbryder ved Navn Wiehr. Han fandtes i Besiddelse af endeel Koster, der ere anmeldte som stjaalne under søndre Birk; men han vil have fundet dem. Han har tidligere under Forhørene nægtet de ham paasigtede Forbrydelser; men da han nu kan indsee, at han i alt Fald vil blive dømt som Hæler, opgiver ham rimeligviis sit Benægtelsessystem. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. juni 1872)

Forbryderliv. Arrestanten Johan Christian Wiehr er født i Sorø den 11te September 1828 og har fem Gange været straffet ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret for Tyveri m. m. i Aarene 1859, 1869, 1861, 1863 og 1868 med henholdsvis 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, Forbedringshuusarbeide i 15 Maaneder, samme Fængsel i 2 Aar, 4 Aars Forbedringshuusarbeide og Tugthuusarbeide i 3 Aar, men han har desuden været straffet bl. A. i Roeskilde og Rudkjøbing for ulovlig Omgang med Hittegods og Betleri med Tugthuusarbejde i 2½ Aar og Fængsel paa Vand og Brød. Senest blev han straffet ved Nordre Birks Politirets Dom af 7de August d. A., da han for Løsgjængeri blev anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Efterat Wiehr den 13de August d. A. var bleven løsladt efter Udstaaelsen af denne Straf, begav han sig samme Dags Aften ud paa Uttersløv Mark, hvor han fra et ud til en alfar Vei i et Lysthuus vendende Vindue, i hvilket han bemærkede, at en Rude var ituslaaet, stjal et i Vinduet hængende Gardin. Derefter begav han sig hen til Eiendommen Nr. 94 paa Frederikssundsvejen og gik ind i Haven gjennem den uaflaasede Laage; her stjal han en større Deel forskjellige Linned- og Beklædningsgjenstande samt et Hestedækken, hvilke Effecter vare ophængte til Tørring omkring i Haven. Dagen efter blev Wiehr imidlertid anholdt paa Assistents Kirkegaard, hvor han paa en mistænkelig Maade søgte et Gjemmested for Kosterne. Under den nu mod Arrestanten indledede Undersøgelse tilstod han ikke alene at have begaaet disse Tyverier, men ogsaa, at han havde begaaet flere Tyverier i Tiden, for den i Roeskilde i Aaret 1872 afsagte Dom for ulovlig Omgang med Hittegods overgik ham. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens §§ 64 og 232, 1ste Deel med Tugthuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1875).

Stakkels Mand.

Et Liv i Tugthus og Fængsel.

For Højesteret stod i Onsdags en over 70 Aar gammel Mand Johan Wiehr hvis Synderegister er ganske ualmindeligt. Han er i sit lange Liv dømt for Overtrædelse af alle Straffelovens bekendteste Paragrafer og har tilbragt den langt overvejende Del af sin Levetid indenfor Fængslets Mure. Blandt de utallige Domme, der er overgaaet ham, findes en paa 4 Aars Forbedringshus, en paa 2 Aars Tugthus, en paa 2½ Aars Tugthus, to paa 4 Aars Tugthus og en paa 5 Aars Tugthus; han har tilbragt 17-18 Aar i Horsens Tugthus og siddet paa Vand og Brød eller i Tvangarbejdsanstalt i adskillige Aar.

I Fjor kom han ud fra Horsens Tugthus efter de sidste 4 Aars Ophold der, og for den 70-aarige Mand var der jo ikke andet at gøre end at gaa paa Fattighuset eller tigge. Han foretrak det sidste, blev nappet, tiggede igen o. s. fr , indtil han nu sidst blev idømt 70 Dages Tvangsarbejde. Han erklærede sig "utilfreds", rimeligvis for at kunde blive siddende saa meget længere i Arresten, og i Gaar stadfæstede Højesteret Dommen efter faa Minuters Procedure.

Et mere ulykkeligt og forspildt Liv end dette vil man vanskeligt kunne tænke sig.

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. oktober 1898).

Nr. 291 Onsdagen den 12. Oktober

Advokat Hindenburg

contra

Johan Christian Wiehr (def. Nellemann),

der tiltales for Betleri

Kriminal- og Politirettens Dom af 6 September 1898: Arrestanten Johan Christian Wiehr bør straffes med Tvangsarbejde i 90 Dage og betale Sagens Omkostninger. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Kriminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Johan Christian Wiehr til Advokaterne Hindenburg og Nellemann 20 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Da Arrestanten Johan Christian Wiehr, der er født den 11 September 1828 og senest anseet ved nærværende Rets Dom af 4 December forrige Aar efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 med Tvangsarbejde i 90 Dage, ved sin egen Tilstaaelse og det iøvrigt oplyste er overbevist om at have i Slutningen af Juli Maaned dette Aar betlet her i Staden, vil han være at ansee efter Lov af 3 Marts 1860 § 3 efter Omstændighederne med Tvangsarbejde i 90 Dage.

(Højesteretstidende 1898.)

En sørgelig Livsroman. En nogle og halvfjerds Aar gammel Mand er if. Meddelelse til "Odense Av." i disse Dage idømt 90 Dages Tvangsarbejde i Kjøbenhavn. Han hedder Johannes Wiehr og er født i Sorø. Han deltog med megen Ære i den første slesvigske Krig og blev efter Krigen udnævnt til Dannebrogsmand. Han kom desværre senere i daarligt Selskab, mistede Dannebrogskorset, blev Tyv og blev straffet. Siden er det gaaet ned ad Bakke; men det mærkeligste ved den gamle Mand er, at han endnu har bevaret en næsten ungdommelig Friskhed, saa han atter og atter giver sig ud paa Vidtløftigheder, der bringer ham i Konflikt med Loven.

(Slagelse-Posten 15. oktober 1901)

25 Aar i Tugthuset. En gammel Veteran fra Treaarskrigen, hvis Navn er Johan Christian Wiehr, blev ifl. "Soc. Dem." i Fredags arresteret for Betleri. Wiehr, der flere Gange udmærkede sig under Krigen, blev under denne belønnet med Dannebrogskorset. Særlig fra Udfaldet fra Fredericia vil Wiehrs Navn være ret kendt, idet han tilligemed nuværende Overintendant Petersen var første Mand paa Treldeskansen. Ved den Lejlighed fik W. et Skud i Foden, ligesom han fik et Strejfskud i Brystet.

Ener Krigen var han bl. a et Par Aar i Vestindien. Han blev straffet for Tyveri 1853, og Dannebrogskorset blev ham ved denne Lejlighed frataget, og nu gik det ned ad Bakke for ham. Gang efter Gang blev han straffet, navnlig for Tyveri, og han har tilbragt omtrent 25 Aar i Tugthuset.

(Vejle Amgts Folkeblad 24. marts 1902).

Den forbandede Straf.

- - -

Helten fra 48.

Endelig mindes vi i denne Forbindelse en for nylig i Pressen omtalt dansk Krigshelt, der paa en, om mulig endnu mere oprørende Maade er bleven hjemsøgt af Politi og Dommere, undtil hans Liv er løbet ud i et fuldstændigt Straffe-Helvede.

Denne Mand hedder Joh. Chr. Wiehr. Om ham meddeltes det først (i Anledning af en Dom paa 1 Aars Tvangsarbejde, han forleden fik), at han belønnedes af Staten for sin Heltedaad i 1848 (da han for Tapperhed fik Dannebrogskorset) ved at jages fra Fængsel til Fængsel, og fra Fængslernes til Tvangsarbejdsanstalterne og Ladegaardene uden Ophør for Rapserier og Betleri.

Da dette kom frem, foranstaltede Krigsministeriet en Undersøgelse, og har nu ladet offentliggøre følgende om det ulykkelige Menneskes Liv:

"Joh. Wiehr fødtes i Sorø i 1828 - er altsaa nu, da man igen har idømt ham 1 Aars Tvangsarbejde for Tiggeri, 78 Aar gammel - og han blev 12 Aar gammel Tambourdreng og stod i Hæren som Spillemand fra 1840 til 1850. Han var med i Slaget ved Fredericia og fik Dannebrogskorset for sit udmærkede Forhold under Kampen. 1850 blev han afskediget som Korporal, men 1852 lod han sig hverve til vestindisk Soldat; han var dog kun derovre et halvt Aar, kom derefter hjem og ernærede sig som Arbejdsmand her i Byen. 

Under Opholdet her maa han være kommen paa gale Veje; thi 1859 kom han i Konflikt med Loven, og det har han været uafbrudt siden. Han har ialt været straffet over 30 Gange. Han idømtes bl. a.:

1859: 3x5 Dag. Vand og Brød for Tyveri.
1860: 15 Mdr's Forbedringshus for Tyveri.
1861: 2 aars Forbedringshus for Tyveri.
1863: 4 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1868: 3 Aars Forbedringshus for Tyveri.
1872: 2½ Aars Tugthus for Tyveri.
1875: 4 Aars Tugthus for Tyveri.
1882: 5 Aars Tugthus for Tyveri.
1891: 4 Aars Tugthus for Tyveri.

Ind mellem alle disse Tyveridomme har han faaet adskillige Domme for Betleri, og da han i 1895 har afsonet sin sidste Tugthusstraf for Tyveri, levede han, der altsaa den Gang er 67 Aar, udelukkende af Betleri; han har før denne Lovovertrædelse som Regel faaet et Par Straffe hvert Aar, ialt er han straffet 27 Gange for Betleri, straffet, skønt han er 70 Aar. Siden 1859 har han afsonet 7 Vand og Brød Straffe og været idømt Tvangsarbejde 21 Gange, ialt har han tilbragt 6½ Aar paa Tvangsarbejdsanstalterne og 25 3/4 Aar i Forbedringshuset og Tugthuset.

I Fjor, da han var 77 Aar, fik han en Dom paa 6 Maaneders Tvangsarbejde samt 5 Aars tvunget Ophold i sin Fødekommune. Han blev derfor efter udstaaet Straf i Maj dette Aar sendt til Sorø, hvor han anbragtes paa Fattiggaarden."

Herfra gik han atter bort og betlede, og nylig dømte man ham altsaa igen!

Forbløffende er det at se, at Krigsminister Christensen lader dertil indrettede Blade offentliggøre alt dette - for at vise, at den gamle Kriger ikke er bedre Værd end saaledes at mishandles og straffes. Hvilken fæisk Synsmaade overfor et saa grufuldt socialt Eksempel som dette!

Gamle Wiehr er just et af de mest gribende Eksempler paa Straffe-Idiotiens demoraliserende og menneskehærgende Virkning. Han var i sin Ungdom en begejstret, modig og daadkraftig Mand. Saa "kom han paa gale Veje", som det hedder, og Kværnen slugt ham. Den malede ham sønder og sammen med Tugt- og Rasphus for Tyverier, som han begik, fordi Fædrelandet, for hvis Skyld han vovede livet, ikke kom ham til Hjælp i Eksistenskampen, da det kneb, som han i sin Tid var kommen det til Hjælp! Straffene gav man ham derimod, og de ødelagde ham i Bund og Grund, til han blev det sørgelige Skrog, han er. De ødelagde ham, ikke alene fordi de demoraliserede ham personligt, men ogsaa fordi alle Veje til hæderligt Erhverv er spærrede for den straffede Mand. De Ord: han har været straffet! gør hvert Menneske umuligt.

- - -

(Social-Demokraten 5. december 1906)

Helten fra 48.

Vi har modtaget:

Med megen Interesse har jeg læst Meddelelsen i "Social-Demokraten" for Onsdag den 5. December om gamle Joh. Chr. Wiehr, saameget mere som jeg nøje kender baade ham og hans Livstragedie.

Omtalen fandtes i Artiklen "Den forbandede Straf", og jeg kunde ønske at knytte nogle Linjer til det meddelte.

Den 6. Juli under Udfaldet fra Fredericia var Wiehr og en Kammerat, der endnu lever som pensioneret Overintendant, de første 2 Mand paa Treldeskansen, hvor Wiehr dog fik et Bajonetstik i sit ene Ben, saa at han tumlede ned ad Volden som saaret. Ved denne optræden var det, at han vandt sit Dannebrogskors, som han senere maate aflevere.

I 1852 blev han kasseret som uduelig til Militærtjeneste paa Grund af Hjertesygdom. Var dette ikke stødt til, havde Wiehr maaske endnu staaet som den af Magthaverne hædrede Mand. 

Men hvad der navnlig harmer mig, naar jeg tænker paa gamle Wiehr, er den Maade, hvorpaa hans Forsørgelseskommune, Sorø Købstad, behandler ham. Flertallet i Byraadet er Højremænd og vældige "Patrioter", som altid synger om og drikker for Heltene fra 48, men naar det gælder Pengepungen, tager de absolut intet Hensyn til "Helten". Sorø Højremænd har forlængst glemt Wiehrs Ungdomsbedrift. Hver Gang Wiehr har udstaaet sin Betlerstraf, bliv er han hjemsendt til Sorø, hvis Højremænd lige saa regelmæssigt anbringer ham paa noget, han kalder "Lynge Fattiggaard"; men her kan Wiehr ikke lide at være, navnlig fordi Kosten er for spartanske for en gammel Mand, og han gaar straks sin Vej derfra og tager til København.

Jeg synes nok, at Sorø Patrioter kunde have saa meget tilovers for Wiehr, som skal forsørges der, at man gav ham ordentlig Kost og Logis. Saa blev han der nok. 387.

(Social-Demokraten 12. december 1906)

Et omskifteligt Levnedsløb.

I Gaar døde paa Sorø Fattiggaard Arbejdsmand Johan Chr. Wiehr. Han blev omtrent 81 Aar gl., idet han var født den 11. September 1828.

Med dette Dødsfald afsluttedes et meget omskifteligt Levnedsløb, der en Tid tegnede til at skulle blive smukt og rigt, men som saa desværre tog en gal Retning.

Johan Chr. Wiehr er født her i Sorø. Hans Fader kom hertil først i Tyverne i forrige Hundredaar som "Murpolerer", Murerformand ved Sorø Akademi, hvis Hovedbygning da var under Opførelse efter Branden 1813.

Som Soldat kom Wiehr som Spillemand til 7. Liniebataillons 1. Kompagni og forfremmedes til Sergent. Han var sikkert en rask Soldat, der ikke holdt sig tilbage naar det gik hedt til. Han var saaledes den første den plantede Dannebrog paa "Treldeskansen" under Udfaldet fra Fredericia den 6. Juli 1849. Ved denne Lejlighed blev han forresten saaret i Højre Fods Ankel og i Brystet. For sin raske, heltemodige Færd fik han Dannebrogskorset.

Efter Krigens Slutning blev  han vistnok endnu en Tid i tjenesten. Men saa kommer hans Nedgangsperiode, der først afsluttes med hans Død. Han bliver degraderet, Dannebrogskorset bliver taget fra ham oav. Han kommer ind paa Forbryderbanen og 1859 faar han sin første borgerlige Straf - for Tyveri og Betleri - , og saa gaar det i de følgende Aar uafbrudt fra Fængsel til Fængsel. Sommetider blev det Forbedringshuset, sommetider simpelt Fængsel, i hans sidste Leveaaar var det særlig Tvangsarbejde, han blev idømt. Sin sidste Dom fik han saa sent som i 1907 - 1 Aars Tvangsarbejde.

Hans Straffeliste udviser 9 Gange Fængsel, som Regel paa Vand og Brød, Forbedringshus 3 Gange, tilsammen 7 1/4 Aar, Tugthus 5 Gange, tilsammen 18½ Aar, og Tvangsarbejde 24 Gange, tilsammen lidt over 5 Aar, ialt 41 Gange.

Som Regel søgte han hvert Efteraar Audiens hos Kong Christian den 9., naar Kongefamiljen var samlet paa Fredensborg, og han fik da en Gave af 24 Kr. og 3 Cigarer - han var jo gammel Krigsmand.

Den 3. April 1907 fik han Veteranernes Hædersgave. For Resterne af denne skal han begraves fra Sorø Kirke paa Tirsdag.

Han var ugift.

(Ringsted Folketidende 4. september 1909).

Værnedamsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg Communalbestyrelse.

Mødet den 28de Oktober.

- - -

12) I Anledning af den af Communalbestyrelsen tagne Beslutning om at lade Værnedamsveien brolægge var der fra Skolebestyrer Schneekloth indkommet en Skrivelse om Ulemperne for hans Skole (Værnedamsvei Nr. 11 og 13) ved en saadan Brolægning, idet han henstiller, om ikke, hvis Communalbestyrelsen troer at burde fastholde sin Beslutning, Brolægningen i alt Fald kunde skee med Træ eller hollandske Klinker. I sin over Skrivelsen afgivne Erklæring udtaler Veiudvalget, at Brolægning maa ansees nødvendig, for at Veien kan holdes ordentlig, hvorfor Udvalget indstiller, at der i Kiørebanens Midte henlægges 2 Rækker tilhugne Steen udfor Skolen, forsaavidt Hr. Schneekloth er villig til at udrede den dermed forbundne forøgede Udgift, c. 600 Kr. Birkedommeren vilde, efter at have erfaret hvilken overordentlig Vægt der fra Skolens Side lægges paa, at Brolægning ikke finder Sted, foreslaae, at man foreløbig udsætter Brolægningen af den udfor Skolen liggende Deel af Værnedamsvei. Topp fandt, at Communalbestyrelsen burde tage alt det Hensyn, den kunde, til den omhandlede Skole, der i saa høi Grad havde medvirket til Communens Befolkning med i økonomisk Henseende velstillede Familier. Lauritzen henstillede, om der ikke der var en god Lejlighed til at gjøre et Forsøg med Træbrolægning. Ingenieuren bemærkede, at Træbrolægning neppe egnede sig for vore Forhold. Den holder sig ikke tør, og det ildelugtende Vand, som sætter sig fast i den, udbreder Stank. Dernæst er den Art Brolægning kostbar, fordi den ikke er meget varig. Nellemann gjorte fremdeles opmærksom paa Vanskeligheden ved at faae Træ af lige Haardhed, hvilket var nødvendigt, da der ellers let fremkom Huller i Brolægningen. Han vilde gierne slutte sig til de 2 første Talere, men var paa den anden Side betænkelig ved, at Communalbestyrelsen skulde forandre en Beslutning, som for kort Tid siden havde taget, efterat Veiudvalget havde anseet den for nødvendig. Schlegel ønskede ogsaa at tage alt muligt Hensyn til Beboerne ved Veien, og navnlig til en Institution som denne, men maatte fremhæve det særdeles Vanskelige og Kostbare ved at holde den stærkt befærdede og forholdsviis smalle Værnedamsvei i en passende Stand under de nuværende Forhold. Sagen gik derefter til 2den Behandling.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1875).

Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Værnedamsvej, Schneekloths Latin- og Realskole. Schneekloths Latin- og Realskole (1854) blev flyttet til Værnedamsvej i 1856. Efter en del sammenlægninger og navneforandringer (og en flytning i 1886) overtog staten den i 1919. Det flyttede i 1940'erne til Frederiksberg Alle, og igen i 1969 til Brøndby Møllevej. Efter at Københavns Amt havde overtaget det i 1986, eksisterede det indtil 1992 hvor det blev nedlagt. Bygningen på Værnedamsvej 13A findes stadig. Den er bl.a. blevet benyttet af Dansk Sløjdllærerforening. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slagsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Concert du Boulevard. Medens flere Herrer den 19de f. M. om Aftenen Kl. 11½ sadde sammen i Concert du Boulevard, gik pludselig den Stol, hvorpaa en af dem, Handelsagent Knudsen, sad, itu, saa at han faldt ned paa Gulvet, og i Faldet væltede et Bord, hvorpaa der stod en Del Glas og Kopper, der gik i Stykker. Dette Uheld faldt saa meget i Publikums Smag, at man begyndte at raabe "Bravo", og herover blev nævnte Herre saa opbragt at han først tog Ryggen af den itubrukne Stol og kastede den henad Gulvet, dernæst Sædet, som han kastede bag over sit Hoved, uden at bryde sig om, hvor det faldt. Heldigvis blev ingen truffet, men en Ulykke kunde let være sket, idel Sædet foer lige forbi en lille Piges Ansigt. Ved dette Syn blev det tilstedeværende Publikum saa forbitret, at det begyndte at omringe Handelsagenten og at raabe: "Smid ham ud; han skal have Prygl; det er ikke hans Skyld, at Barnet ikke er skaaet ihjel eller lemlæstet". Folks Forbittrelse var saa stor, at Politiet maatte træde imellem og berolige dem med Forsikringen om, at det passerede ikke skulde gaa upaatalt hen. Dette skete heller ikke, idet Tiltalte i Erkjendelse af at have overtraadt Bestemmelsen i Politivedtægtens § 67 i Forgaars forinden Retsmødets Begyndelse indfandt sig i den offenlige Politiret og erklærede sig villig til at erlægge en Bøde. Denne fastsattes af Dommeren til 30 Kr. og dermed sluttedes Sagen.

Fornærmelser og Vold imod Politiet Efterat Arrestanten B. Natten mellem 1ste og 2den Avgust d. A. paa Grund af støjende og ufredeligt Forhold var bleven udvist af Dansesalonen "Kjæden", og da han derefter atter gjorde Forsøg paa at trænge ind i Lokalet, af 2de Politibetjente, der iførte Uniform havde Post paa Gaden udenfor, var bleven anmodet om at forføje sig bort, vægrede han sig ved at efterkomme denne Opfordring, idet han ytrede, at han ikke vilde lade sig afvise af saadanne "Gadedrenge". Paa Grund af denne Arrestantens Adfærd blev han af de foranførte Betjente anholdt, men rev sig løs fra dem og forsøgte paa at undløbe, hvilket dog mislykkedes, idet han som Følge af, at han faldt, blev indhentet af Politibetjentene, som forfulgte ham. Da Arrestanten saaledes paany var bleven anholdt, vægrede han sig ved at følge med de foranførte Betjente og en tredie Politibetjent, der imidlertid var kommen tilstede. Ved sin Anholdelse paany vilde Arrestanten, samtidig med at han faldt, ikke gaa, men gjorde Fordring paa at blive kjørt, og da Politibetjentene paa Grund af denne hans Vægring vilde løfte ham op for at bære ham bort, sparkede han om sig, hvorved han bibragte den ene af Politibetjentene et Saar, dog ikke var af videre Betydning. Under Transporten til Politistationen, der skete uden nogen videre Modstand fra Arrestantens Side, udskjældte han Politibetjentene for "Tyveknægte" og "Skjælmer". Under den imod Arrestanten i Anledning af Foranstaaende indledede Undersøgelse havde han stadigt paastaaet, at han ved den paagjældende Lejlighed var saa beruset, at han ikke vidste, hvad han sagde eller gjorde. Men denne hans Paastand var ikke alene ubevist, men ogsaa i Strid med de i Sagen afhørte Vidners Forklaring, der gik ud paa, at han skjønt noget paavirket af stærke Drikke, dog var i fuld tilregnelig Tilstand. Paa Grund af det foranførte blev Arrestantens Dom anset efter Straffelovens §§ 100 og 101 med 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Begge indslag fra Morgenbladet (København) 3. november 1875)