Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 3/6. (Efterskrift til Politivennen).

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havde bedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Et kapel paa Vestre kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

foreslaas opført efter Tegninger af Arkitekt, Professor H. J. Holm og med en Udgift af 170,000 Kr., hvoraf 20,000 Kr. skulle afholdes af Begravelsesvæsenets Reservefond, medens Resten skal tilveiebringes ved et af Begravelsesvæsenet optaget Laan. I det nuværende Kapel har der ifjor været indsat 934 Lig, og der har ofte paa samme Tid henstaaet mellem 15 og 20 Lig. Begravelserne ere talrigst om Søndagen, ofte mellem 8 og 10. En enkelt Søndag har der været 15, og de foregaa i Reglen mellem Kl. 12 og 2. Familiebegravelsernes Tal er i stadig stærk Stigning og vil yderligere tiltage, efterhaanden som Kirkegaarden udvikler sig, og navnlig naar Forbindelsen med Byen lettes ved Sporveisanlæg, senere ogsaa ved Jernbane. Efter disse Tal og med den kommende Forøgelse af Kirkegaardens Brug for Øie ere i de nye Planer Kisterummene beregnede til at kunne rumme i hvert af de større Rum 15 Lig, i hvert af de mindre 5 Kister. Det ligger i Bestyrelsens Tanke i den første Tid, hvor der haves mindre Brug for det større Antal, at lade et af de mindre Rum ubenyttet som Kisterum, og i Stedet for at anvende det som Venteværelse for Publikum. Der er forlangt 3 Kapeller, et større og 2 mindre; det store er paa 30 Kv.-Alen, de mindre hver paa 165 Kv.-Alen; til Sammenligning bemærkes, at det nuværende store Kapel paa Assistens Kirkegaard er 300 Kv.-Alen stort; det lille Kapel paa Assistens Kirkegaard og det almindeligst knyttede Kapel paa Vestre Kirkegaard ere ca. 120 Kv.-Alen. Der er i Planen ikke medtaget noget særligt Rum til Venteværelse. Dette er dels grundet i, at den lukkede Gaard og de overdækkede Gange ved Siden af samme alt afgive en beskyttet Venteplads, dels er det fundet rigtigst at henvise Ventelokalet til de Bygninger, der senere ville blive opførte ved Indgangen til Kirkegaarden, og hvor et saadant Ventelokale vil kunne være til Skytte ogsaa for dem, der besøge Kirkegaarden uden at skulle til en Begravelse. Ved det store Kapel, som det er vist paa Planen, bør formentlig anbringes et lille Præsteværelse. Begravelsesvæsenets Bestyrelse haaber, at det maa lykkea at sinde en lettere Maade at føre Kisterne ved Begravelser fra Kapellet til de fjærnere Dele af Kirkegaarden end den nu stedfindende Ligbæringsmaade.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen. 

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1888)

Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I

Sundbyernes Lyksaligheder

De Ulæmper, Sundbyerne lider under, er af en meget væsenlig Natur og strækker sig fra Belysningen af Vejene, disses Anlæg og Vedligeholdelse lige til Kommuneskolerne og Skatteansættelsern o. s. v., og vi skal her fremdrage enkelte Eksempler.

Belysningen er overmaade slet, idet kun Hovedlandevejen, Amagerbrogade, der skærer tværs gennem Sundbyerne, er oplyst ved Lygter, og det endda kun paa den ene Side af Vejen. Selv offenlige Veje som Øresundsvej og Thingvej bliver ikke af Kommunen forsynet med Belysning.

Som Følge heraf ligger samtlige øvrige Gader og Veje - ca. en snes Stykker - i fuldstændig Mørke, naar undtages de Steder, hvor Beboerne selv har Raad til at sørge for Belysning. De vælger i saa Fald for hver Gade eller Kvarter en Lygteformand, der indkræver det de paagældende Beboere frivilligt paalignede Beløb og for Resten varetager det fornødne.

Dette Arrangement er selvfølgelig dog meget tarveligt, og det er derfor forbundet med stor Vanskelighed - ja ligefrem livsfarligt - en halmørk Vinteraften at færdes paa Sundbyernes ubelyste og slet vedligeholdte Gader og Veje.

Gadernes Forfatning er med Undtagelse af Amagerbrogade ligesaa slet som Belysningen. Uden Makadamisering, med Fordybninger, Huller, Grøfter og lignende Mangler ligger de fleste af dem ved Regnvejr i et Morads og ved Snefald spærret med store Snedriver, der gør dem upassable baade for Voksne og Børn.

Enkelte af Gaderne ligner ligefremme Lossepladser. Saaledes f. Eks. Jakobsgade og Dyvekestræde. Paa en Strækning af disse er der i de sidste Dage tilført en Del Affald af alt muligt: Murstensbrokker, Grus, Aske, o. s. v., der opfylder Midten af Gaderne.

Køhlersvej, hvortil flere Gader udmunder, er i en ligefrem skandaløs Tilstand. Den udgaar fra Amagerbrogade, og her er den bekendte Svovlsyrefabrik beliggende, hvorfra udsendes modbydeligt stinkende Afløbsvand, ætsende Dampe og en tyk Kulrøg, der indhyller det omliggende Kvarter i sit sværtende Favntag. Beboerne har flere Gange indgivet Klager over Ulæmperne ved denne Fabrik, hvis Beliggenhed er uforenelig med et tæt befolket Strøg, men Fabriken fortsætter stadig uanfægtet sin Virksomhed.

Langs Vejen løber en meget dyb Grøft, der om Sommeren er fyldt med boblende Mudder, om Vinteren med Snesjap. Her er det utrolige sket, at et Par Mennesker er druknet. Vejens Makadamisering er lige farlig for Fodgængere som for Køretøjer. De første 1000 Alen af Vejen er forsynet med et Fortov, der er fyldt med et for et offenlig Vejanlæg ganske mærkeligt Materiale, nemlig Aske og Kokesaffald. Ved det mindste Vindpust hvirvles Asken i Vejret og fylder Luften med tætte Støvmasser.

Østergade er vel i en Strækning af et Par Hundrede Alen - fra Kirken til Præsteboligen - bleven paafyldt og sat i passabel Stand, sandsynligvis af Hensyn til Præstens Bekvæmmelighed. Men her er Arbejdet standset med en brat Nedsænkning til den følgende lavere liggende Del, særlig farlig om Aftenen for ulokaliserede Kørende, og Resten af Vejen faar saa skøtte sig selv.

Og som disse Veje saaledes er ogsaa alle de andre.

For Enden af Østergade ligger en anden af Sundbyernes Ubehageligheder, den saakaldte Lergrav. Det er et Overdrev paa godt og vel et Par Tønder Land, af Størrelse omtrent som de grønne Plæner ved Frederiksborggade. Der er tidligere fra dette Stykke sket store Udgravninger af Ler og Grus, indtil det i 1882 af Sogneraadet solgtes til et Firma, der her bl. a. anlagde et mindre vellugtende Deflorering en Kludefabrik. Angaaende Salget af dette Overdrev har der for øvrigt i flere Aar været ført Proces mod Storbønderne i Sogneraadet. De mindre Grundbesiddere ved Stedet formener nemlig at have Ejendomsret til Overdrevet og anser som Følge deraf Salget for ulovligt.

Dette Overdrev har siden Salget faaet en Anvendelse, der er aldeles uforlignelig med et bebygget Kvarter. Fabrikken paa Køhlersvej anvender til Fremstillingen af Svovlsyre deet saakaldte Svovlkis, og Affaldet heraf - der har Lighed med en Slags røde Skærver - er siden 1882 bleven henført og aflæsset i Grusgravene. Der er Tale om noget som en 4000 Læs aarlig, hvilket i Løbet af de 6 Aar altsaa giver ikke mindre end ca. 24.000 Læs Svovlkis-Affald, og hele det store Areal er i en Højde af 2-3 Alen opfyldt med dette ubehagelige slof, der ved Paagydning af Væde lædsker som Kalk. De store Vandsamlinger, der har dannet sig mellem Dyngerne, er meget stærkt farvede, enten dybblaat, mørkerødt eller okkergult.

Da Kvarterets Brønde ikke er borede, men gravede, og saaledes samler indsivende Vand, er det klart, at denne uhyre Affaldssamling i høj Grad indvirker paa Brøndvandet. I regnfulde Somre og i det hele taget ved megen Nedbør siver Vandet gennem svovlkisen, optager dennes skadelige Bestanddele, synker videre gennem Jordlaget og siver til Slut ind i de omliggende Brønde, hvis Indhold ofte er farvet fuldstændig rødt.

Der kan ingen Tvivl være om, at dette maa gøre Brøndvandet utjenligt til Drikke og altsaa er skadelig for Beboernes Sundhed. Og da der ytrer sig en hæmmende Indflydelse paa Omegnens Vegetation er det uforstaaeligt, at den stedlige Sundhedskommission hvori Birkedommeren indtager Forsædet, ikke har anvendt sin Myndighed paa dette Omraade, inden det inficerede Drikkevand fremavler en Epidemi.

Hvad Skolevæsenet angaar opfylder det aldeles ikke de Krav Sundbyernes store Befolkning er berettiget til at stille til Undervisningen Der findes kun et Par offenlige Kommuneskoler, deriblandt Centralskolen paa Østergade, der efter Forlydende blev bygget ca. 10,000 Kr. for dyrt. Da de er fuldstændig overlæssede med Børn og Undervisningstiden kun er i Gennemsnit ca. 2-3 Timer daglig, er den Kundskab, de kan bibringe Eleverne, selvfølgelig meget overfladisk.

Der findes vel flere Privatskoler, men da Betalingen her er indtil 9 Kr. pr. Maaned, kan de kun søges af de mere bemidledes Børn. Mærkeligt nok yder Kommunen Tilskud til disse private Betalingsskoler i Stedet for at anvende sine Midler til en mere fyldestgørende Undervisning de offenlige Skoler.

Skatteligningen foregaar efter Sogneraadets vilkaarlige Skøn. Skatteprocenten er forholdsvis høj og enhver bosiddende uden Undtagelse bliver sat i Skat. Der kan vel gøres Indsigelse, men det er ikke altid, denne tages til Følge, og at Klager desangaaende kan indgives til Amtsraadet og Indenrigsministeriet, er noget, der ikke er almindelig bekendt.

Til stor Skade for Kommunen er desuden den Bestemmelse, at enhver, der ikke 4 Maaneder af Aaret har personligt Ophold i Kommunen, bliver fritaget for Skat dér. Dette kommer navnlig de store velhavende Fabrikanter og Forretningsdrivende til Gode, der har deres Fabrikanlæg og lignende i Sundbyerne, men holder fast Bopæl i København.

Hvor vilkaarlig skatteligningen er, fremgaar eksempelvis af, at en Arbejder, der opgav sin aarlige Indtægt til 900 Kr., blev sat i en aarlig Skat af 10 Kr., medens paa samme Tid andre Beboere af en lignende Indtægt kun svarede 6 Kr. Ejeren af det Hus, hvori Arbejderen boede, [og] hvori der var 8 Lejligheder, var [der] imod kun sat i en aarlig skat af []

(Social-Demokraten 18. november 1888).

En ukendt fotograf tog i 1913 dette foto af Østergade, nu Frankrigsgade. Til højre Frankrigsgade 51, til venstre Frankrigsgade 86. Selv om det er taget 25 år efter artiklen ligner beskrivelsen i artiklen til dels stadig.

Østergade skiftede ved kommunesammenlægningen i 1901 navn til Frankrigsgade.

II.

(Sidste Artikel.)

Sogneraadsvalg.

Sundbyerne paa Amager er paa Veje til at blive meget stærkt befolket, for Øjeblikket er Indbyggerantallet saaledes ca. 13,000.

Sundbyerne hører i kommunal Henseende under Taarnby og ledes efter Reglerne for Landkommunernes Styrelse af et Sogneraad - en meget primitiv Ordning for et saa tæt bebygget og omfangsrig Bydel, der paa Grund af sin Størrelse og øvrige Betingelser nærmest burde have Rang som en Købstad og styres som en saadan.

Hvor nemlig tidligere Gulerødder og Kaalhoveder var dominerende, er der i det Hele taget i de senere Aar opvokset en Bydel, der som en ligefrem Forstad til og tæt sammenvokset med København har et vist Krav paa at blive indlemmet som en Del af Hovedstadens Kommune og derved nyde de Fordele dette Arrangement vilde medføre.

Den nuværende landlige Ledelse af Sundbyerne gennem et Sogneraad er altsaa i højeste Grad uheldig for Sundbyerne, hvilket viser sig ved enhver Lejlighed, særlig da Sundbyernes Befolkning hovedsagelig bestaar af Arbejdere. Disses Interesser falder ikke sammen med eller er bleven paaagtet af de hidtilværende Sogneraad, hvis Medlemmer udelukkende bestaar af Taarnbys Storbønder samt en enkelt Forretningsdrivende.

Saalænge indtil det Tidspunkt indtræffer, da Sundbyerne forhaabenlig sammenlægges med Hovedstaden, nødes Beboerne imidlertid til at tage Situationen som den er og efter bedste Evne virke for en Forbedring af det nuværende Forhold.

Og der kan handles.

I de nærmeste Dage stal der være Sogneraadsvalg i Taarnby Kommune.

Sogneraadet bestaar af 11 Medlemmer. Der vælges skiftevis hvert 3die Aar 6 og 5 af disse - denne Gang de 5.

Stemmeberettiget til dette Valg - altsaa paa de 5 - er samtlige Beboere af Sogneraadet, der er fyldt 25 Aar, og som i det foregaaende Kalenderaar, under hvilken som helst Benævnelse, har udredet deres Bidrag, det være sig i Penge, Naturalier eller Arbejde, til Kommunen.

Det gælder altsaa her for Beboerne af Sundbyerne om, i Stedet for Storbønderne at sætte Mænd ind i Sogneraadet, der enten er Arbejdere eller har Arbejderinteresser og vil virke for Sundbyernes berettigede Krav.

Og de mindre bemidlede Beboere af Sundbyerne har saa meget mere Grund til denne Gang at være agtsomme og deltage i Valget, som det vil vare 6 Aar inden de atter kan udøve deres kommunale Vælgerret.

Til Valget om 3 Aar paa de 6 er nemlig kun den Femtedel af Kommunens Beboere stemmeberettiget, der i det foregaaende Kalenderaar har udredet det højeste Bidrag til de paa Hartkorn og efter Formue og Lejlighed paalignede Kommuneafgifter.

Alene denne mærkelige Valgmande viser, hvor uheldig Sundbyernes Sogneraads Administration er. En Femtedel - altsaa en ubetydelig Minoritet af Beboerne - er paa Grund af deres Pengesæk berettiget til ikke alene at besætte de 6 Pladser i Sogneraadet, men kan ogsaa deltage i Valget paa de andre 5. Det store Flertal af Beboerne - de mindre bemidlede - maa derimod kun stemme hvert 6te Aar paa de 5.

Intet Under, at et saaledes sammensat Sogneraad hidtil udelukkende har varetaget Hartkornsejernes Interesser og forsømt den tarveligere Befolknings.

Sætter Arbejderne og de smaa Næringsdrivende denne Gang deres Repræsentanter ind i Sogneraadet, kan dette imidlertid hidføre en væsenlig Forandring, og der rettes i hvert Fald derved stadig en virkningsfuld Protest mod den nuværende Slendrian.

* * *

Til Sogneraadsvalget, der finder Sted den 23. ds. i Ny Kro, er der af den socialdemokratiske Arbejderforening opstillet følgende Kandidater:

Tømrer P. Engel,
Tømrer J. Jensen,
Snedker P. J. R. Petersen,
Detailhandler J. Svendsen, og
Skomagermester Henriksen.

(Social-Demokraten 20. november 1888).

Til Valgstedet.

Paa Vejen gennem Sundbyerne uddeltes i Gaar Formiddags Stemmesedler fra de forskellige Partier. Hartkornsejerne havde deres private Liste. Desuden var der Højres officielle: Urtekræmmer Th. Sichlau, Brolægger (Entreprenør) S. Bastian, Snedker L. Svendsen, Høker Svane og Vognmand P. Jensen. Derefter kom en tredie Liste: Snedker Aagaard, Lærer Aagesen, Landinspektør Andersen, Tømrer P. Engel og Tømrer J. Jensen; samt til Bestyrere af de Fattiges Kasse: Cigarmager C. B. G. Hansen. Hamphegler N. Rasmussen og Fisker E. Nielsen. Og endelig var der Socialdemokratiets her i Bladet aftrykte Liste.

Da man ved Enden af Sporvognsruten besteg en af de der holdende Kapervogne, der for 23 Øre pro persona befordrede til Valgstedet, havde man altsaa rigeligt Stof til Overvejelse.

Ny Kro

Ny Kro, hvor Sogneraadsvalget for Taarnby foregik, er beliggende omtrent en halv Mil fra Sundbyerne mellem Taarnby og Kastrup. I Nærheden rager Fortet frem med sine 27 Tdr. Land.

Taarnby Kommune omsatter foruden Sundbyerne: Taarnby, Ullerup, Tommerup, Skjeldgaard, Kastrup og Lille Magleby. Valgstedet var altsaa beliggende i Midten af Kommunen, men Arrangementet er dog ikke ganske heldigt. Oplandets Beboere er nemlig i Neglen forsynet med Køretøjer, og kan saaledes let komme til Valgstedet. Sundbyernes Beboere, hvoraf Størsteparten er Arbejdere, maa derimod spadsere den halve Mil, hvorved de yderligere sinker deres knebne Tid, i Fald de ikke kan ofre 30 Øre til Kørepenge eller ogsaa giver Dags Løn. Det uheldigt, som der alene i Sundby-Vester er flere Vælgere end i alle de øvrige Byer tilsammen. Oplandet har nemlig kun 3-400 Vælgere mod Sundbyernes 1300 Vælgere.

Udenfor Kroen var der et livligt Røre. Fra Oplandet kom de sindige, selvsikre Hartkornsejere agende op, og fra Københavnssiden rullede alle mulige Koretøjer ind: Char-a-bancs, Kapervogne, Omnibusser, Selvejerkøretøjer og Drosker, hvis Passagerer samledes i Kroens lavloftede smaa Rum.

Stemmeafgivningen gik i Formiddagstimerne noget trægt. Ved 1-Tiden tog Valgkomiteen en Times Hvil, og de tilstrømmende Vælgere samledes nu efterhaanden i et Antal af 2-300, saa der tilsidst hverken var til at vride ellervende sig.

Valghandlingen.

Valgkomiteen - der bestaar af de fungerende Sognerådsmedlemmer (!) - havde slaaet sig ned i et lille to-fags Værelse med en stram Atmosfære og en tropisk Hede. Ved et Bord var Rummet delt i to Halvdele, hvoraf den ene var forbeholdt Sogneraadet - en halv Snes Mand - med deres Valgskemaer.

I den anden Halvdel indlodes 10 Vælgere ad Gangen, der ved Valgbordet opgav Navn, Stilling og Bopæl og hvilke Kandidater, de stemte paa. Efter at være indført i Skemaet, blev hele den afgivne Forklaring oplæst for Vælgeren, der derpaa ad en Dør paa den modsatte Side forlod Værelset. Der var altsaa uafbrudt hele Dagen i dette lille Rum samlet en Snes Mennesker.

Ved Valghandlingen var straks det særlig iøjnefaldende, at selve Sogneraadet ved Valgbordet modtager Stemmerne, der altsaa falder enten for eller imod det.

Det tillodes ikke nogen som helst at overvære Stemmeafgivningen, end ikke de forskællige Partiledere - hvert i Fald ikke Oppositionens.

Arrangementets uheldige Sider blev end mere iøjnefaldende hen ad Estermiddagen, da ved Fyraftenstid de mange Arbejdere fra Sundbyernes Værksteder og Fabrikker strømmede til ad den opblødte Vej for at afgive Stemme.

Resultatet

Kl. 7 afgaves den sidste Stemme og Kl. 8 1/4 oplæstes Resultatet, der faldt saaledes:

Socialdemokrater:

Tømrer Julius Jensen 220.
Tømrer P. Engel 209.
Detailhandler Svendsen 148.
Skomager Henriksen 125.
Snedkermester Petersen 117.

Højre.

Vognmand P. Jensen 327.
Urtekræmmer Sichlau 320.
Høker Svane 306.
Brolægningsentrpr. Bastian 295.
Snedker L. Svendsen 267.

Liberale.

Lærer Aagesen 115
Snedker Aagaard 38
Landinspektør Andersen 43

En Del spredte Stemmer faldt paa Mægler Holst og Grosserer Olsen.

Til de Fattiges Kasse valgtes (med et Stemmeantal varierende mellem 40-70): Smed O. Lindgren, Fisker E. Nielsen og Gartner Hasberg.

Kampen stod altsaa mellem Socialdemokraterne og Højre, idet de Liberale kun opnaaede et meget lavt Stemmeantal. Socialdemokraternes Tab bør sikkert søges i mangelfuldt affattede Valglister, da ca. 50 af deres Vælgere blev afvist som ikke opført paa Listen.

(Social-Demokraten 24. november 1888).

Negere fra Dahomeh. (Efterskrift til Politivennen)

Negere i "Hotel Tivoli".

Som kortelig omtalt, er der for nogen Tid siden hertil Byen ankommet en Trup Afrikanere fra Dahomeh, der optræder i "Hotel Tivoli"s store Sal.

Besøget har hidtil været godt, og det lønner sig virkelig ogsaa at se indenfor hos de sorte Herrer og Damer; der er talt 24, tolv af hvert Køn. Paaklædningen bestaar for Mændenes Vedkommende i et Par Svømmebuxer og en Hovedbeklædning forsynet med Oxehorn. Kvinderne har et kort Skjørt om Lænderne og et meget korthalset Livstykke.

I disse Kostumer opfører Selskabet forskjellige Nationaldanse, ledsagede af en øredøvende Trommemusik, og medens de agerende udstøder cimbriske Hyl. Mændenes nøgne, kraftige Kroppe tager sig fortræffeligt ud i de plastiske Stillinger, medens Kvinderne under Dansen vrikker paa en mærkværdig Maade med den Legemsdel, hvor de mere civiliserede Damer bærer Tournure.

Ganske morsomt er det at se Negrene indtage deres Maaltider, bestaaende af kogt Ris og Oxekjød i Forbindelse med en brændende stærk Cayennesauce.

Kniv, Gaffel og Ske er ukjendte Redskaber; med Hænderne skrabes Maden sammen under abeagtige Fagter og puttes i Munden, Idet der dog aldrig spises helt op, hvad der er i Haanden, men kun sluges en Del af det; Resten blande saa igjen med den tilbageblevne Mad under fornyede Sammenskrabninger.

De sorte Damer er forøvrigt ikke fri for at være paatrængende; de falbyder Fotografier og tigger Cigar og Øl paa den mest energiske Maade; opfylder man deres Ønske, kan man godt risikere at faa en ført Haand kjærtegnende i Ansigtet til Tak. 

Man maa ikke vente for længe med at gaa ud og se de sorte Medborgere, da deres Ophold her ikke bliver af lang Varighed; de afrejser herfra til St Petersborg.

(Morgenbladet (København) 11. november 1888).

Amazoner i Kjøbenhavn.

I Regn, Søle, Blæst og Slud, trodsende Tagstenene, der drysse ned om En, borende Fingrene ned i Hatteskyggen, for at Ens Hovedbedækning ikke skal gaa sig den samme lille gemytlige Tur som saa mange andres, og lyttende til de sælsomme Toner, der ilig Klangen fra Æolsharper udgaar fra Telefontraadene, naar Stormen leger med dem, kæmpede man sig gjennem "Strøget" ud til "Hotel Tivoli", hvor en Negerkaravane bestaaende af tolv Amazoner af Kongen af Dahomehs Garde samt Iige saa mange mandlige Dahomaner for Tiden have opslaaet deres Pauluner.

De Stakler, der ere komne herop til Nordens Kulde og Blæst fra Dahomehs varme, salløse Egne, fra Landet, hvor Kokospalmerne og Bananerne vugge sig i den duftmættede Luft, hvor der er Overflod paa Oranger, Yams, Mais, Bomuld, Indigo og Tobak, og hvor Elefanter færdes dybt inde i Skovene!

To Sale i Hotel Tivoli huse Afrikanerne. I den ene opholde Kvinderne sig, i den anden Mændene. Foran de store Kaminer sidde de og varme sig i deres lette Kostumer; om Lænderne have Mændene et af forskjellige Slags Skind bestaaende Bælte og paa Hovedet et Skinddiadem med to Kohorn, et paa hver Side; Amazonerne bære et hvidt- og blaastribet Skjørt, der holdes oppe af røde - Seler, om man saa tør kalde dette Beklædningsstykke, besat med smaa hvide Konkylier.

Kaminilden gyder sit gulrøde Skær over de graabrune nøgne Lemmer, og de hvide Tænder funkle. De Folk kjende ikke til forlorne Tænder, og naar de leende pludre med hinanden, gjøre de vist tykt Nar af vore Herrers sorte Kakkelovnsrør og vore Damers Tournurer. Endnu ere de upaavirkede af de Moder, som den europæiske Civilisation paabyrder os andre med, og foreløbig behøve de da heller ikke at tage deres Tilflugt hertil, stolt fremvise de deres brede kraftige Bryst og de virkelig skjønt formede Arme og Ben, som mange af os vilde misunde dem. Deres Gang er let og spændstig og akkompagneres af Lyden fra de Bjælder, der ere fastbundne ved deres Knæer. Sproget kan man langt fra kalde ildelydende.

Amazonerne, veritable Amazoner fra den berømte Dahomehgarde, som bestaar af ikke mindre end 5000 Kvinder, ere ganske unge, fra 13 til 18 Aars Alderen. De ere mindst af alt skrækindjagende. Koketteriets farlige Kunst have de allerede lært, og hvem kan vel modstaa deres udtryksfulde Blikke - disse brune fugtige Øine - naar de bide om en Cigar. Meget af de europæiske Sprog have de vel ikke tilegnet sig, men flere have dog bragt det saa vidt, at de kunne sige: give me, cigar og money - men det er jo ogsaa tilstrækkeligt. 

Elskværdige, venlige og indsmigrende ere de; og selv om den dahomanske Fyrste, der først oprettede Amazonekorpset, ikke havde opfundet Krudtet, saa havde han i det mindste Ben i Næsen. Han vidste, hvad han gjorde, da han lod sine 5000 haandfaste kvindelige Soldater drage imod Fjenden. Hvad deres Vaaben og Kræfter ikke kunde udrette, det udrette deres Smil og Blikke, og derfor faa Amazonerne i Reglen i en Haandevending Bugt med deres mandlige Modstandere - det fortælles der i ethvert Tilfælde. 

Hvorledes de bruge deres Vaaben, faar man desværre ikke noget nærmere Indblik i ved et Besøg i Hotel Tivoli. Derimod erhverver man sig et meget nøje Kjendskab til, hvad Afrikanerne formaa at præstere med Hensyn til Musik, Sang og Dans.

Folk, der ere lidt nervøse eller ikke have deres Trommehinder assurerede, fraraades det paa det bestemteste at overvære Truppens musikalske Præstationer, hvortil man vistnok sjældent har hørt Mage her i Kjøbenhavn.

Orkestret bestaar kun af to Mand; men hvad de dog kan udrette! De dundre løs paa hver sin Tromme med en Ihærdighed, der var en langt bedre Sag værdig, medens alle Negrene af deres Lungers fulde Kraft istemme en Hymne, der allerhøist bestaar af tre Ord, som gientages i det uendelige, det vil sige, i omtrent fem Minutter.

Og samtidig opføres der en Krigsdans og en Fredsdans. Der hyles og skriges, Overkroppene vrikkes til høire og venstre, Sværdene svinges med utrolig Hastighed gjennem Luften, og der trampes og stampes med fødderne, saa man hvert Øieblik frygter for, at Amazonerne skal stikke Benene gjennem Tribunens Bræddegulv.

Endelig hører Dansen op, og de 24 begive sig tilbage til deres Kaminer, hvor de indtage et lille Maaltid: Kjød, Ris, Franskbrød og Vand. En af Amazonerne er Moder og bærer sit lille 13 Maaneders gamle Barn paa Ryggen, spændt fast med et Tørklæde. Det er et aldeles kosteligt syn at se den Lille faa Mad. En af de andre Kvinder kommer hen til Moderen med en Kop Semoulevælling, af hvilket han hælder noget ud i sin hule Haand, hvorpaa Moderen bøier Barnet ned over Vællingen, som dette saa laber op. Det er ikke synderlig praktisk; men hvad skal man vel gjøre, naar man ikke kjender noget til det Redskab, der kaldes for Ske?

(Dags-Telegraphen (København) 28. november 1888).

Sort Karavane. I Hotel Tivolis to store Sale forevises i disse Dage en Karavane fra Dahomeh, bestaaende af 12 Mand og 12 Kvinder, af hvilke Sidste rigtignok den ene mangler hele 11 Aar i at være voxen: hun er nemlig nyfødt.

Karavanens Medlemmer gjøre et overordentlig godt Indtryk. Mandene ere høie og muskelstærke, og Kvinderne overordentlig gratieuse i deres Bevægelser.

Troupen opfører til en efter afrikanske Begreber saare skjøn Musik nogle karakteristiske, men dog af Hensyn til europæisk Moral stærkt afdæmpede Dandse, under hvilke de sagte saa lynhurtigt med nogle skarpe Sabler, at det seer overmaade livsfarligt ud og næppe heller helt gaar af uden Skrammer for den smukke glindsende brune, nøgne Hud.

Morsom er dog Karavanen at iagttage, naar den i Pauserne sidder grupperet om den blussende Kamin. Uden at lade sig forstyrre af Tilskuernes nysgjerrige Blikke pludre dens Medlemmer paa deres ganske velklingende Sprog, spøge og lee, sige Vittigheder og kokettere saa fuldstændig paa europæisk Maner, at det er en hel Fornøjelse.

Kronprindsen med Prindserne Albert Victor og Georg besøgte forleden de Sorte. De kongelige Høiheder morede sig storartet, og Kronprinds Frederik trakterede med Cigarretter til hele Troupen, hvis Anfører, en kjæmpestor Neger, takkede ved at klappe Hs kgl. Høihed paa Kinden.

Da Værten bemærkede, at Herskaberne kunde glæde Negeren svært ved at spendere en Baier paa ham, blev en saadan strax rekvireret, men øjeblikkelig vare de Kongelige omringede og bestormede af hele Banden, der klappede og kjælede for dem, indtil Kronprindsen under hjertelig Latter lod det Hele ende i et lukullist Sold med Øl og Konfekt og Tobak, medens den afrikanske Jubel steg til sin høieste Høide. (Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 28. november 1888).

Adolph Friedländer: Amazonen-Corps - Wilde weiber aus Dahomey (1898). I Tyskland optrådte i perioden 1888–1903 med mellem 20 og 80 optrædende fra den tyske koloni Togo over 300 gange. To tredjedel var kvinder som blev omtalt som "amazoner". Ofte præsenteret som værende fra Dahomey (Benin), men måske snarere fra nabolandet Togo..

Dahomey (nu Benin) var fra 1600-tallet til slutningen af 1870'erne et indflydelsesrigt land. Det blev herefter angrebet af Frankrig som underlagde sig området i 1894. Det blev selvstændigt i 1975 under navnet Benin. De optrædende sagdes at være fra Dahomey-Amazonerne (efter græsk mytologi). En militær milits med rødder tilbage til 1600-tallet.