02 november 2024

Köller i Sønderjylland. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. von Køller i Haderslev. Efter at Tyskerne i Haderslev, forstærkede med Meningsfæller fra Aabenraa og andet Steds fra, i Mandags Aftes havde bragt Hr. v. Køller et Fakkeltog, blev der holdt et Gilde i Theatret, hvori baade Hædersgjæsten og Landraad Mauve deltog. Den fra Nørrejylland stammende Brygger Fuglsang takkede Køller for de Ord: "Jeg vil skaffe Ro i Nordslesvig" og udbragte et Leve for ham.

Køller takkede derpaa, idet han sagde: "Da Kejseren i 1897 spurgte mig, om jeg ikke igjen vilde indtræde i Statstjenesten, svarede jeg, at jeg kun vilde gjøre det under een Betingelse nemlig, naar jeg kunde træde i Spidsen for Provinsen Slesvigholsten." Hertil svarede Kejseren: "Jeg har netop tiltænkt Dem denne Provins." I den Tid, jeg har været her, har man overalt modtaget mig med aabne Arme. Jeg udtaler derfor min inderste Hjertensmening, naar jeg siger, at Slesvigholsten ogsaa nu er blevet mit Fædreland. Naar jeg har grebet ind med en fast, maaske haard Haand, har jeg gjort det, fordi det var min Overbevisning, at en saadan Optræden var nødvendig. Da jeg begav mig paa Rejsen her til, ventede jeg ganske vist, at man vilde modtage mig venlig, men en Modtagelse, som den, jeg har faaet, havde jeg ikke ventet. Jeg har aldrig tidligere oplevet noget Lignende, og jeg betragter nu Modtagelsen som en Kvittering for de Forholdsregler, jeg har taget. Vi ville have Fred, og vi ville ikke forstyrre vor Nabo men han skal heller ikke have Lov til at forstyrre os. Til den danske Presses fanatiske Agitation sige vi: "Stop! Hertil og ikke videre!" Hverken vi eller De, mine Herrer, ville finde os i saadanne vidtdrevne Agitationer. Vi ville ikke fortrænge det danske Sprog eller den danske Gudstjeneste, og naar Agitationsbladene sige det, saa er det Løgn. Jeg skal ikke blive træt af Kampen mod denne Presse. Vi ville beholde, hvad vi have, og vi ville ikke opgive vor Nationalstolthed, som vi besidde med samme Ret som de af vore Medborgere, der tænke paa anden Maade end vi."

Til Slutningen udtalte, Hr. v. Køller. at han ikke vilde undlade at give Hans Maj. Kejseren Meddelelse om den glade Stemning han havde fundet her. Hs. Maj. saa altid gjerne og med Glæde Beretninger fra Slesvig-Holsten, hans ophøjede Gemalindes Fødeland. Her tager Hr. v. Køller fejl. idet Kejserinden er født 1858, en Tid, paa hvilken baade hendes Farfader og Fader ikke havde Tilladelse til at opholde sig indenfor det daværende danske Monarkis Grænser.

Hr. Køllers Resultater. Den af "Berliner Tageblatt" udsendte Korrespondent skriver i et Brev fra Aabenraa, dateret den 8. Januar: "I Grunden spørge vi jo Alle os selv, om de Køllerske Midler ville nytte Noget", sagde i Dag en Herre til mig, og endog Raadmand Jebsen, Landdagsmanden for Flensborg, den mandhaftige og indsigtsfulde Forsvarer for de fædrelandske Interesser, indrømmede overfor mig, at der vel endnu maatte kunne findes mere passende Veje end dem, Hr. Køller er slaaet ind paa. De mest tilfredse med Hensyn til Hr. Køllers Veje synes her at være Lederne af den danske Propaganda."

Forfatteren beretter dernæst om, at Sprogforeningen har faaet en hel Del nye Medlemmer som Følge af Udvisningerne, og fortæller Følgende. som han siger "kostelige Prøve" :

Helt kort før de første Udvisninger fattede denne Forening den Beslutning i en Række Aviser i Tyskland, Frankrig. England og Amerika at lade indrykke Kundgjørelser med Opfordring til de i hele Verden adspredte Landsmænd om at træde ind i Foreningen. Det Kjedelige ved Planen var kun de store Omkostninger. Men siden Hr. Køller har gjort saa glimrende Reklame for Foreningen, er Beslutningen bleven unødvendig. "Kongen", hørte jeg sige - og naar man her i saadanne Kredse taler om Kongen, saa mener man rigtignok Kongen af Danmark - "Kongen burde jo til Tak give Hr. Køller Elefantordenen.""

Han vilde ikke udmelde sig. Gaardejer Andr. Madsen af Blans, (der i Efteraaret valgtes som stedfortrædende Kommuneforstander for Blans, fik ifølge "Dybbølp." forleden sit Ønske om at blive fritagen for dette Hverv opfyldt. Landraaden stillede som Betingelse for hans Antagelse, at han skulde melde sig ud de danske Foreninger, og da han erklærede, at I han ikke lunde gaa ind herpaa, kunde Landraaden ikke bruge ham.

(Nationaltidende 12. januar 1899).


Den tyske politiker og overpræsident Ernst Matthias von Köller (1841-1928) lagde navn til den såkaldte Køllerpolitik. Han var uddannet jurist. Han kom fra en stilling som understatssekretær i det besatte Elsass-Lothringen og var 1894-1896 preussisk indenrigsminister. 1881–1887 sad han i rigsdagen for det tyskkonservative parti og tilhørte her højrefløjen. I 1884 havde han stemt for forlængelsen af Socialistloven. I 1897 blev han overpræsident i provinsen Slesvig-Holsten. Her førte han et hårdt regimente over for de dansksindede, bl. a. blev der 1898-1903 udvist ca. 900 personer fra Slesvig. Hans metoder vakte kritik fra ikke-konservative tyske kredse, samt i udlandet og førte til at han i 1903 aftrådte for at blive statssekretær i Elsass-Lothringen.

Søren Christian Fuglsang etablerede bryggeriet Fuglsang i 1865 i Haderslev. I 1879 byggede han sammen med sønnerne Conrad, Sophus og Christian et malteri. I 1902 skiftede de navn til S.C Fuglsang Bierbrauerei und Sophus Fuglsang Malzfabrik. I 1929 blev selskabet et aktieselskab. I 1933 fik bryggeriet licens og eneret til at fremstille og sælge den populære Chabeso i Danmark, Norge og Island. Et lokalt kælenavn var "Pip-øl". I 2006 købte Fuglsang Maltfabrik Dragsbæk Maltfabrik i Thisted. 2016 overtog selskabet Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe. I 2021 blev Bryggeriet S. C. Fuglsang A/S i Haderslev og Mineralvandsfabrikken Frem A/S i Ribe en del af Royal Unibrew A/S. Fuglsang Holding beholdt sine arealer og bygninger i Haderslev, og Fuglsangs ledelse koncentrerer indsatsen om familiens maltfabrikker. 


Prøjsernes Regimente i det nordlige Sønderjylland

Det er ret betegnende for Stillingen i Sønderjylland, at Brutaliteten tiltager, jo længere man kommer nord paa; allerlængst mod nord regerer Hr. Mauwe, der residerer i Haderslev. Hr. Mauwe er en lille ærgjærrig, soigneret, smilende Amtmand (Landraad), der vil tjene sine Sporer ved at undertrykke Danskerne; og det er temmelig sandsynligt, at v. Köller har begyndt paa sine "Forsøg" efter Samraad med ham, der hvad Ondskabsfuldhed angaar har lagt en Opfindsomhed for Dagen, der var en bedre Sag værdig. Intet er for smaat for Hr. Mauwe. Forlader en dansk Kjøbmand den tyske Barber og lader sig barbere ved den danske Barber, bliver han jaget fra Hus og Hjem. To dansksindede Drenge i Latinskolen havde en Aften læst højt af en tysk Bog. Gaardskarlen (en Spion), der ikke forstod tysk, syntes, at de læste om en Konge, og meldte til Politiet, at de havde læst om Christian den niende. Dagen efter møder der to Gendarmer paa Drengenes Værelse, truer, skjælder og holder Forhør. Drengene gaar saa til den tyske Rektor og siger, at hele Beskyldningen er Usandhed fra Ende til anden; og som en Naades Sag slipper de for at blive jaget ud af Skolen. Saa langt gaar Hr. Mauwe ned; og man kan derfor forstaa, at han for enhver Pris har villet præstere Bevis for, at hans Udvisninger har virket. Kun dette forklarer hans Regimente i Haderslev i de sidste 14 Dage. Det begyndte som bekjendt med Borgerforeningen, der er en dansk politisk Forening, hvis Medlemsliste er tilstillet det prøjsiske Politi. Foreningen holder regelmæssigt et Møde i hver Maaned, og bekjendtgjorde sit December-Møde til 30. December. Hr. Mauwe benyttede saa dette Møde til et Forsøg paa at konstatere, at hans Udvisninger havde frugtet. Dagen før Mødet lod han sine Gendarmer gaa rundt til alle Medlemmer og fraraade dem at gaa til Mødet, da Hr. Mauwe ellers vilde straffe Danskerne ved at jage alle deres danske Tjenestefolk paa Porten. Paa selve Mødedagen maatte alle Medlemmerne passere mellem to Gendarmer, for at komme ind i Lokalet, og desuden afgive deres Navn til en Gendarmsergent (der kjendte dem alle i Forvejen). Resultatet af al den Staahej var, at der indmeldte sig 91 ny Medlemmer i Foreningen. Næste Dag rasede Hr. Mauwe og udstedte ca. 40 Udvisningsordrer til Tyende, der tjente hos dansksindede Borgere i Haderslev. Dette satte en hel Del ondt Blod; selv de tysksindede Borgere syntes, at det gik vel vidt, og mange af dem tog de danske Tjenestefolk i Tjeneste og protesterede derved ligefrem mod Hr. Mauwes Regimente.

Saa oprandt Nytaarsaften med den i Haderslev sædvanlige Nytaarsskydning og Sold paa Værtshusene, der Nytaarsnat er aabne til den lyse Morgen. I Aar gik Nytaarsskydningen og Solderiet over alle Grænser; det var, som alle Beboerne, Mænd og Kvinder, havde Trang til at slaa sig løs. Som sædvanlig samledes omtrent hele Byen Kl. 12 Midnat paa det store Torv, hvor der er rejst en Statue af gamle Kejser Wilhelm. Og saa fyredes der løs med Kinesere, Troldkællinger,  Skruptudser, Kanonslag, Knaldraketter osv. Oppe i Kirketaarnet sad Byens Musikkorps og blæste Salme-Koraler ud over Byen. Neden under gik det Knald i Knald. Krudtrøgen drev gjennem Gaderne som en Taage. Politi og Gendarmer var aldeles magtesløse. Politiet forsøgte at arrestere et Par danske Ungersvende, der havde slottet sig særligt med Afbrænding af Fyrværkerisager; men tyste Slagtersvende fratog Politiet dets Bytte og pryglede det arme Politi, saa det jamrede sig højlydt; og under Hurraraab forsvandt Synderne gjennem en Sidegade. Men rundt paa Hoteller og Værtshuse sidder de unge og drikker Øl og synger danske Sange. Kommer der en Gendarm i Nærheden, rejser Mændene sig, medens "de sønderjyske Piger" bliver siddende og synger videre; selv Tyskerne har Trang til at demonstrere. Et Selskab af unge, tyske Kjøbmænd synger "Der er et yndigt Land", hvilket jo ellers er en stor Forbrydelse i Sønderjylland. - Hr. Mauwe fik saa Rapporterne Nytaarsmorgen og maatte indrømme, at de 40 Udvisninger ikke havde sat Humøret ned. Og dog gjaldt det jo om nu - lige før Landdagens Indkaldelse at fastslaa, at Udvisningerne havde virket.

Som den sidste Trumf kommer saa von Köllers Haderslev-Rejse. Der er allerede skrevet saa meget om den Rejse, saa vi kun skal fastslaa nogle enkelte Kjendsgjerninger om hans Hyldest i Haderslev. De enkelte danske Undersaatter, der bor i Bven, tvinges til at flage; de 500 Fakkelbærere lejes for 1 Rmk. pr. Stk.; det er paa en enkelt Undtagelse nær kun Embedsmænd og Funktionærer, der møder frem og raaber Hoch! Hoch! De dansksindede Bønder optræder som sædvanlig besindigt og værdigt og lader Hr. v. Köller vide, at de ikke vil gaa paa Akkord. Og da v. Köller udtaler, at Udvisningerne ikke er rettet mod fredelige Udlændinge (danske), der opholder sig i Landet, men mod Landdagsmand Hanssen-Nørremølle, de danske Ordførere og de danske Redaktører, afbryder Bøndernes Ordfører Samtalen og lader Hr. v. Köller vide, at de danske Bønder ikke vil afsige de danske Blade, ikke svigte deres Førere, som de selv har valgt.

Hr. Köllers Rejse blev altsaa forgjæves; men vi tvivler desuagtet ikke om, at tyske Højreblade og Højrerigsdagsmænd vil gjøre Rejsen til et Triumftog, der beviser Udvisningernes Berettigelse.

Svejdal

(Aarhus Amtstidende 17. januar 1899).


De tysksindede Nordslesvigere. I Anledning af, at der i "Den tyske Forening"s Erklæring, som er indsendt til den preussiske Landdag, siges, at de tysksindede Nordslesvigere billige Tvangsregimentet, skriver "Apenrader Nachrichten", der ogsaa tidligere har udtalt sig imod Udvisningssystemet:

"Overfor denne mere end selvbevidste Optræden fra de ledende Herrer af "Den tyske Forening", mest politiserende Embedsmænd, Præster og Lærere, turde det være paa sin Plads at faststaa, at den fredelskende tysksindede Befolkning i Nordslesvig aldeles ikke staaer paa "Den tyske Forening"s Standpunkt. Langt det største Antal Tysksindede i By og paa Land ere tværtimod afgjorte Modstandere af de sidste Regjeringsforholdsregler "til Tyskhedens Fremme", dels fordi disse Forholdsregler ere unyttige og haarde, og tillige fordi de ville staa paa en god og forsonlig Fod med deres dansksindede Medborgere, hvad der kun kan forhindres ved disse Forholdsregler. Den tysksindede Nordslesviger har forstaaet at varetage sit Sindelag under vanskeligere Forhold; det er ikke ham, i hvis Navn de Herrer Macke, Schwartz osv. tør skrige efter Diktaturparagraffer, Udvisninger og lignende Voldsforholdsregler; han lader sig ikke tyrannisere af danske Agitatorer, men han kan heller ikke faa sig til at betragte sin rolige Medborger som Højforræder paa Grund af hans danske Sindelag. - Hvis de Herrer af "Den tyske Forening" ikke tro at kunne bevare deres Stilling i Nordslesvig uden slige Regjeringsforholdsregler, saa have de dog lige saa lidt som til Exempel Kampfælleforeningen i Kappel Adkomst til at opkaste sig til Talerør for de tysksindede Nordslesvigere".

(Nationaltidende 1. februar 1899. 2. udgave).

Kagerup Savværk. (Efterskrift til Politivennen)

Lock-out'en paa Kagerup Savværk.

I Marts Maaned i Fjor foretog Savværksejer Jens Olsen, Kagerup, en Udsmidning af sine Arbejdere, fordi de havde indmeldt sig i Savværksarbejdernes Fagforening i Hillerød, uden at de i Forvejen havde sikret sig Hr. Olsens Tilladelse dertil, og da de nægtede at udmelde sig igen, etablerede han Lockout'en. Denne omfattede 16 Mand, og det maa siges til deres Ros, at de tappert har stridt for deres Foreningsret og ikke en af dem har svigtet ved at tage imod lokkende Tilbud fra Jens Olsens Side.

Kagerup Savværk ligger i en rigtig Ravnekrog, hvor det har været temmelig let for Ejeren at gemme sine hvervede, tildels svenske Strejkebrydere. Disse bebor Huse, som hører til Savværket. og er fuldstændig afsondrede for Omgang med deres Medmennesker, en Omstændighed, som selvfølgelig passer bedst for den Slags Folk, og naturligvis tillige for Savværksejeren. Det er derfor mærkeligt, at Tilfredsheden ikke er større paa begge Sider, thi Skruebrækkerne forsvinder efterhaanden, som de kommer. Hr. Jens Olsen har gjort sig de største, men desværre for ham, forgæves Anstrængelser for ved gyldne Løfter at hverve Savværksarbejdere her fra Byen; ligeledes har han gjort store Anstrængelser for at faa Træ forarbejdet paa andre Savværker, men han kan vist ikke prale af, at han har været heldig i den Retning. Han har nemlig hidtil staaet som en af de værste Smudskonkurrenter overfor de andre Savværker, idet han ved at sultelønne sine Arbejdere, har trykket Prisen for Skæring ned til det mindst mulige. Det vilde derfor ogsaa unægtelig være et Slags Selvmord af andre Arbejdsgivere at hjælpe ham i hans betrængte Tilstand.

Der er fra Forbundets Side gjort Forsøg paa at tale Manden til Fornuft, og efter en Forhandling mellem ham og Undertegnede, i Hillerød i Novbr., kunde det næsten se ud til, at det vilde lykkes; men en Skrivelse med et Forslag til en Overenskomst om Lock-out'ens Afslutning til 1. Januar i Aar, har han ikke besvaret. Det viser sig altsaa, at han vil fortsætte Lock-out'en. Vi retter derfor en indtrængende Anmodning til alle organiserede Arbejdere, som kan faa Lejlighed dertil, om paa alle Maader at give os en moralsk Støtte i denne Kamp.

O. Madsen.
p. t Forretningsfører for Savværksarbejdernes og Maskinsnedkernes Forbund.

(Social-Demokraten 15. januar 1899).


Området omkring Kagerup Station (1880) i Gribskov bærer stadig lidt præg af det nærliggende Kagerup Savværk som tidligere havde sit eget private sidespor til transport af træ fra banen. Stationen var lokation for filmene "Spøgelsestoget" (1976), "Krummerne" (1991) og reklamen "Bedstefar med Harry og Bahnsen". Foto Erik Nicolaisen Høy (2019).

Jens Olsen Christensen kaldet "Kulfanden" fik opført Kagerup Savværk 1886-1889. Efter faderens død i 1873 overtog han kulsvidningen og solgte bl. a. trækul på Kultorvet i København. Savværket og andre forretninger skabte ham en stor formue. Da han død 1930 var den over 1 million kroner. Skattevæsenet kendte ham ellers kun som en fattig mand fra hans beklagelser over skatteansættelsen. Savværket lå/ligger på Kagerup Stationsvej tæt på Kagerup Station og var sammen med Mårum Teglværk den første egentlig industri i Helsinge-området.

01 november 2024

Kvindernes Køkken. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindernes Køkken åbnede i 1899 på Vimmelskaftet 36, 2. sal i København med det formål, at udearbejdende kvinder kunne få billige måltider i løbet af dagen. Initiativtager var bl.a. Emma Gad. Et eventuelt overskud gik til godgørende formål.


I Dag aabner “Kvindernes Køkken” sin nye Restaurant i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Dette er den korteste og mest ligefremme Form for Efterretningen om, at en omfattende Plan efter at have kostet megen Møje, megen god Villie og mange forenede Anstrengelser nu, lige ved indgangen til det nye Aar, er ført frem til Virkeliggjørelse. Men det vilde være urimeligt at nøjes med disse Par Ord om en Begivenhed, der interesserer Hundreder af Kvinder her i Byen, og som vil komme til at spille en Rolle i deres daglige Tilværelse. Og det træffer sig saa heldigt, at selv den, der ikke er sagkyndig paa Husholdningsspørgsmaalet, og som føler sig usikker i en Diskussion om den rette Spisetid for unge Damer, der ere beskjæftigede i kjøbenhavnske Forretninger – at selv han (thi det er naturligvis et Mandfolk) let sætter sig ind i Sagens Kjerne og hurtigt forstaar dens Betydning.

Damer kunne være forunderlig udholdende. Baade Fru Emma Gad og Fru Emma Gamél og Frøknerne Sofie Holten og Johanne Frimodt have nu i Aar og Dag ført en Mængde selvfundne Opgaver ud i Livet, som alle have til Hensigt at udrette noget Godt for Kvinder…

—

Denne Restaurant et et nyt Led føjet til den Kjæde af smukke og sunde Foretagender, som en rigtig Opfattelse af Kvindesagens Maal og Midler har kaldt frem til Fordel og Fremme for den og os Alle.

(Dagens Nyheder, 4. januar 1899)


Kvindernes Køkken

Den Bevægelse, som med Held er rejst i de senere Aar i Kjøbenhavn til Gunst for enligstillede Kvinder, særlig Damer, der ere ansatte i Forretninger og som Bl. A. forrige Vinter gav Stødet til Oprettelsen af den kvindelige Forening “Hegnet”, har nu atter sat Frugt, nemlig ved Aabningen af den nye Dame-Restaurant “Kvindernes Køkken”, der har Lokaler i Vimmelskaftet 36, 2. Sal.

Initiativet til Oprettelsen af denne Restaurant er taget af en Kreds af dygtige og ansete Damer, der ere kjendte for deres filantropiske Bestræbelser til Fordel for de her omtalte enligstillede Kvinder. I Komiteen for “Kvindernes Køkken” findes Navnene paa Fruerne EMMA GAD, EMMA GAMEL, AUGUSTA FRIMODT og SOFIE HOLTEN, der sammen med flere Damer har arbejdet ufortrødent for denne Sag.

“Kvindernes Køkken” er pekuniært uafhængig af det store Foretagende “Kvindernes Bygning”. For særlige Midler er den nye Restaurant blevet startet. Men ellers er det jo de samme Tanker, der ligger til Grund baade for Planen til “Kvindernes Bygning” og “Kvindernes Køkken”.

Lokalerne ere ganske vist ikke store, men de virke i Følge “Dnbrg.” strax tiltrækkende ved deres Præg af hjemlig Hygge. Der er to gode Værelser; det ene er bestemt til Frokostgjæster, det andet og større til Deltagerne i Middagen. Alt er lyst og venligt i disse to Rum. Grønne Planter i Majolika-Vaser gjør et helt festligt Indtryk paa de snehvide Duge.

I et tredie, mindre Værelse skal der være Kontrol og Kontor. Kontrolsystemet er det samme som i Duval-Restavranterne i Paris. Hver Gjæst faar ved sin Ankomst en trykt Blanket, paa hvilken findes Retterne og Drikkevarerne. Der sættes da en Streg paa Blanketten ud for de Spise- eller Drikkevarer der rekvireres hos dem, der serverer, og ved Bortgangen betaler Gjæsten til den kontrollerende Dame, der kvitterer Blanketten.

I Køkkenet residerer Fru JOHNSTAD, der har lovet at lede det i den første Tid. Fruen, der har et saa godt Navn for sin Kogekunst, vil sikkert løse denne Opgave til almindelig Tilfredshed.

Det vigtigste i en Restaurant er uimodsagt god Mad. At levere denne til de billigst mulige Priser er Komiteens Formaal. Man tilsigter intet Udbytte ved Foretagendet; skulde man imidlertid være saa heldig at faa Overskud, vil dette blive anvendt til andre samfundsnyttige Formaal.

Af Drikkevarer til Maden vil der kun blive serveret Kroneøl og alkoholfri Drikkevarer.

Den Bevilling, man har til “Beværterernæring” er den samme, som er givet til Folkekøkkenerne. Restauranten vil foreløbig være aaben hver Dag fra 7½-9½, fra 11-2 og fra 3-6.

I Morgentimerne serveres Kaffe og The med Brød for 15 Ø, fra 11-2 er der Frokost med varme á la carte Retter fra 25-50 Ø (i denne Tid antager man ogsaa, at enligtstillede Lærerinder vil søge den nye Restaurant), og fra 3-6 endelig bydes paa Middag, Table d’hote, to Retter Mad for 40 Ø. Hver halve Time i denne Tid er der ny Middagsservering. Maden serveres ikke portionsvis; Fadene gaar rundt mellem Gjæsterne, og Enhver kan forsyne sig efter Behag. Middagen vil Gjæsterne, om de vil, kunne supplere med smaa Desserter, som leveres for en lille Extrabetaling. Kaffen efter Middagen betales ligeledes extra.

Serveringen vil blive udført af unge Damer, og det vil derfor være overflødigt at tilføje, at Drikkepenge ikke gives.

(Jyllands-Posten, 5. januar 1899.)


Sammenlignes dette foto med et fra 1910 kan man se at Kvindernes Køkken lå i det som i dag er kendt som Louises Hus. Et markant skilt med denne tekst befandt sig mellem 1. og 2. sal, netop hvor der nu står Louises Hus. opkaldt efter grevinde Danner (Louise Rasmussen) som 1844-1850 havde en modeforretning her inden hun giftede sig med Frederik 7. Bygningen har dog undergået forandringer. Bl.a. var der markiser i stuen og 1. sal og butiksvinduerne i stuen havde runde buer.


En Kvinde-Beværtning.

Skjønt den Tid forlængst er forbi, da kjøbenhavnske Damer generede sig for at gaa alene paa Restauration, er der dog en Del “Kvindesags-Damer”, deriblandt flere af Forkæmperinderne for “Kvindernes Bygning”, der har fundet det formaalstjenligt at oprette en Damebeværtning paa en 2den Sal i Vimmelskaftet; her har den bekjente Filantrop og tidligere Leder af “Samaritanen” stillet en 3. Værelses Lejlighed gratis til Raadighed for Damerne, og i Formiddag blev Restaurationen aabnet.

Den gjør et ganske hyggeligt Indtryk og er saare langt fra at kunne regnes blandt de moderne Luxuskaféer. Møblementet er tarveligt, og Væggene blottede for al Pynt. Men til Gjengæld er Priserne lave, og den modtager ikke Drikkepenge, hvad det besøgende Publikum vist vil synes ganske særlig godt om.

—

I Betragtning af, at der ingen Husleje betales, er Kosten egentlig slet ikke saa billig, især da den hele Beværtning fortrinsvis er lagt an paa Butiksdamer, som ikke har meget at rutte med. Men da det ikke er Meningen at nogen skal tjene Penge paa Forretningen, er det jo muligt, at Priserne med Tiden kan blive endnu billigere. Saa kan “Kvindernes Køkken”, som den ny Restaurant kaldes, rimeligvis faa ikke saa lille Betydning.

(Skive Folkeblad, 6. januar 1899.)


Danmark. Kvindernes Køkken. Den 4. Januar aabnedes der i Vimmelskaftet 36, 2. Sal en ny Restaurant under ovenstaaende Navn. Navnet betegner Restaurantens Stilling, idet man nemlig ikke har kunnet faa Beværterbevilling, men kun en saakaldet Køkkenbevilling; Udskænkning af alle spirituøse Drikke er derfor banlyst, men af Kaffe, The, Mælk, Limonade, Hvidtøl og desl. kunne Gæsterne faa saameget de begære. Priserne er moderate; Frokost (en varm Ret) koster fra 25 til 50 Øre, Middag 40, Kaffe og The med Brød 15; smaa Dessertretter kunne faas ekstra til 10 Øre. Smørrebrød serveres ikke; kun Ost og Brød. De to første Dages Middagsmenu var Suppe og Suppekød og Crustader og Steg, og Fru Johnstads kendte Navn borger for Tillavningen.

Restauranten er aaben fra 7½ til 9½, fra 11-2 og fra 3-6. Da Lokalerne, 2 Spisestuer og et Opholdsværelse, ikke er meget store, er man af Hensyn til Udluftning o. l. nødt til at lukke i Mellemtiderne. Derimod er de hyggelige, holdte i lyse, klare Farver. Bestyrerinden, Fru Ida Schouw vil være til Stede og Opvartningen besørges af Kvinder, som ikke modtage Drikkepenge. En Komité bestaaende af Fruerne Gad, Gamél og Frimodt samt Frøknerne Frimodt og Holten have forestaaet Indretningen, som er iværksat ved Hjælp af private Pengegaver og efter engelske Forbilleder. Direktør Benny Goldschmidt har vist Sagen den store Velvilje foreløbig at give Restauranten frit Logis. Med sin centrale Beliggenhed vil den ligge overordentlig bekvemt for de mange erhvervende Kvinder, der færdes i Byen ofte langt fra deres Hjem; de ville her en Gang om Dagen i det mindste kunne faa et Maaltid god varm Mad, og man har Grund til at tro, at den for dem vil afhjælpe et Savn. Vi ville ogsaa anbefale den til Kvinder fra Landet, der kun opholder sig kort Tid i Byen og i den Tid skal udrette meget. Naar de ikke have Lyst til at søge enten til de store Kaféer eller til Spisehusene, ville de her under hyggelige Omgivelser kunne faa Hvile og god billig Mad.

(Kvinden og Samfundet, nr. 1, 1899)


Jubilæum i Kvindernes Køkken.

Frk. Thomsen og Frk. Kjær fortæller.

Om nogle Dage holder Kvindernes Køkken 25 Aars Jubilæum, et ret sjældent Jubilæum, idet det ikke alene er Foretagendet om saadant, der kan fejre 25 Aars Dagen. Den ene af Cheferne, Frk. Themsen, jubilerer samtidig; Frk. Kjær, den anden af Lederne, næsten jubilerer. Der jubileres helt ud i Køkkenerne, hvor Køkkencheferne har regeret om ikke i 25. saa dog i 20 Aar, og helt ned i Gaarden, hvor Amagerkonen holder med sin lille Hest og det Læs Grøntsager, som hun to Gange om Igen i en uoverskuelig Aarrække er kort gennem Porten med i Vimmelskaftet Nr 38.

Vi træffer Frk. Inger Kjær i hendes lille hyggelige Kontor. Der er gamle fine Mahognimøbler. Der er skønne Reproduktioner af de store Italienere paa Væggen. Et gammelt fransk Ur staar og dikker paa de næste 25 Aar.

H. C Andersen hænger i Relief over Skrivebordet og som Pendant til ham et Fotografi af Jenny Lind.

Det kunde være en Stue i en Præstegaard paa Landet, og Frk. Kjær kunde være en dansk Præstekone. Da Frøken Marie Thomsen kommer ind, bliver iIlusionen fuldstændig. Hun kan ikke være andre end Nabopræstekonen, der er kommet paa Besøg.

De to Damer repræsenterer noget af det allerbedste i dansk Kvinde-Karakter.

Ingen, som har set Frk. Thomsen, tvivler paa hendes udprægede Dygtighed. Hendes Ansigt lyser af den rolige Energi som formaar alt, og som kan faa andre til at bestille noget. En god og myndig Hustrue ligner hun, og da hun ikke netop staar midt i en stor Landhusholdning med en Masse Folk og Børn omkring sig, maa hun ganske selvfølgeligt være Midtpunktet i en Københavnshusholdning af saa drabelige Dimensioner som Kvindernes Køkken.

Frk. Kjærs Ansigt viser ikke mindre fortræffelige Egenskaber, selv om det er mindre roligt. Der er ogsaa Energi i det Ansigt - ikke den stille brændende Flamme. Der gnistrer og funkler i det - mon ikke Frk. Kjær er fuld af ldeer - og det gode Humør staar hende i Øjnene. Hvor fortræffeligt maa ikke de to Damer supplere hinanden.

Frk. Kjær fortæller først Kvindernes Køkken blev aabnet 4 Januar 1899 paa Initiativ af den Kreds af Damer, som forestod Kvindernes UdstiIling i 1895. Malerinden Frk. Sophie Molten var Formand. De andre Damer var Fru Emma Gad. Fru Emma Gamel, Fru Frimodt, Frk.nerne Johanne Frimodt og Helga Munch.

Vi startede her ved Siden af i Etatsraad Benny Goldschmidts Ejendom og havde frit Husly i 1½ Aar.

Det var ikke Meningen, at det skulde være Godgørenhed; men vi maatte jo hjælpes lidt i Starten. Og der var mange, som hjalp os, blandt andre Pressen, som skrev saa pænt om os.

- Og den gamle Konge, Christian den 9., gav os 500 Kr.. indskyder Frk. Thomsen.

- Som jeg sagde, tager Frøken Kjær fat igen - det var slet ikke disse Damers Mening, at det skulde være noget filantropisk Foretagende. De havde rejst allesammen, og de havde set. hvorledes man baade i Paris og London havde indrettet Restauranter, hvor man kunde spise godt og billigt.

- Damer kunde jo ikke gaa paa Restaurant den Gang som nu, siger Frk. Thomsen - iøvrigt havde de selverhvervende Kvinder den Gang ikke Raad dertil. Vi tog 40 Øre for to Portioner god Mad.

- Og Pensionater, siger Frøken Kjær, er ikke altid saa rart. De kunde jo være betryggende nok for en ung Pige. Men hvis hun var lidt fattigt, var det ikke rart at sidde i den evigt samme gamle Kjole mellem de andre. Man holder jo nok af at skjule sin Fattigdom. I en Restaurant er man mere ugenert.

Og det er jo heller ikke morsomt at aflevere alle sine Penge den første. Det kan da være, at man har lyst til at trække lidt i Elastikken, bruge flere Penge i Begyndelsen af Maaneden og spise Æg hjemme paa sit Værelse omkring den sidste.

- Mærker De noget til at det er sidst paa Maaneden?

- Ja, det kan De tro, svarer begge Damerne. Selv om Æggene er dyrere, end da vi var unge, spises der blødkogt- og Spejlæg paa Værelserne sidst paa Maaneden.

- Men De skal høre vor Historie færdig. Frk Kjær afbryder Æggepassiaren.

- I 19o3 overtog Frk. Thomsen og jeg Kvindernes Køkken. De Damer, som havde baaret Ideen ud i Livet, havde jo Arbejde paa andre Omraader.

Formaalet ved Starten var at skaffe selverhvervende, studerende, enligtstillede Kvinder den bedst mulige Mad til de mindst mulige Priser i pæne Omgivelser. Under dette Princip har vi ført vort Køkken videre. Samtidig med, at vi overtog det hele, flyttede vi herind i denne smukke gamle Patricierejendom. Har De lagt Mærke til, hvor smukke Stuerne er. Se Dørene og Panelerne og Rumforholdene - er her ikke pænt? 5 Aar efter maatte vi udvide med en hel Etage.

Nu tager Frk. Thomsen Ordet fra Frk. Kjær:

- Ja. vi troede jo, vi havde Oceaner af Plads, da vi kom herind. Her var ingen Plads, da Krigen kom. I 1918 kulminerede det. Vi bespiste daglig op imod 3000 Mennesker

Frk. Kjær dukker ved dette tal ned i en Skrivebordsskuffe og henter en stor Protokol op - se, se her staar det. Det er September Maaned 1918. De kan følge det for hver Dag.

- Ja, det staar der - det svinger mellem 2900 og 3000. Hvorfor var Tilgangen saa stor under Krigen?

- Der blev jo oprettet saa mange nye Kontorer, der kom flere Folk i Forretningerne. Der var jo Liv over det hele. 

- Hvor mange Mennesker beskæftiger De?

- Ca. 70 Kvinder og een Mand

- Har De ogsaa en Mand?

- Ja, vi har da en Køkkenkarl, og han klarer sig udmærket mellem alle Kvinderne.

- De maa ikke glemme at nævne nogle af vore dygtige Damer, beder Frk. Thomsen.

Frk.nerne Lorenzen, Berndsen og Lybecker har i ca. 20 Aar ledet det daglige Arbejde inde i Lokalerne. Og Frk.nerne Pallesen og Sigurdsen har i en længere Aarrække været Køkkenchefer henholdsvis i Frokostkøkkenet og i Middagskøkkenet. 

- Hvem forestaar Indkøbene?

- Det gør vi selv. Og de Leverandører, der forsynede os den første Dag, de kommer den Dag i Dag - ogsaa vores Amagerkone.

- Hvor store Portioner køber De ad Gangen?

- Aah, siger Frk. Thomsen de kunde være morsomt at vide, hvor mange Okser vi har spist i de 25 Aar. Men det kan vi ikke sige Dem. Derimod kan jeg fortælle Dem, at vi i Krigsaarene købte mindst 600 Pd. Kød om Dagen og 1500 Rødspætter. Tænk Dem at gøre 1500 Rødspætter i Stand paa een Dag! I den Tid kunde det hænde, at den lille hest hoIdt nede i Gaarden hver Dag, og vi fortærede hele Læsset paa een Dag; nu bruger vi to Læs Grøntsager om Ugen.

Vi tager Afsked med det jubilerende Hus og gaar en Runde gennem de hyggelige Lokaler, hvor der paa hjemlig Vis er grønne Planter i alle Vinduerne.

Nede i Gaarden ser vi efter Amagervognen. Men den lille Hest er travet hjem til sine Forældres Gulerødder, og vi maa opsætte Jubilæumsinterviewet med den til en anden Gang.

Femina.

(København 30. december 1923).

Carl Bruun. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24. August 1896 kunde Redaktør Carl Bruun fejre sit 25-aorige Jubilæum som Medarbejder ved "Berlingske Tidende". I Dag paa det gamle og ansete Blads 150-aarige Jubilæumsdag, kan der være al Anledning til med Honnør at nævne netop hans Navn som et af de ældste Medlemmer af Redaktionen og som den ypperste af Kollegerne ved "Berlingske Tidende".

Carl Bruuns Navn vilde være mere kjendt af det store Publikum end Tilfældet nu er, om "Berl. Tid." ikke, i Lighed med de fleste andre officielle og officiøse Blade i Udlandet, gjennemførte Anonymitetens Princip med saa megen Konsekvens. I snart 30 Aar har denne fremragende Journalist nemlig Dag efter Dag skrevet de første Spalter paa Bladets Forside og gjennem den holdt et stort og socialt seet betydeligt Publikum a jour med alle vigtige og interessante Begivenheder i Udlandets Politik. Han har været i Besiddelse af alle de nødvendige Betingelser til denne indflydelses, rige Virksomhed; hans Takt er saa sikker, at han ingen Sinde har beredt den danske Regjerings Organ nogen Vanskelighed ved sin vejledende Tilrettelægning af det store Stof hvormed han daglig tumler, og hans Fyld af Kundskaber, hans aarvaagne, journalistiske Instinkt har altid ledet ham gjennem de udenlandske Pressekommentarers Labyrinth saa "Berl. Tid"s Læsere med ham som Fører let have faaet Besked om Alt, hvad der var væsentligt, og Alt, hvad der var af Interesse.

Men ved Siden af denne daglige Gjerning, som Carl Brunn har røgtet sig selv og sit Blad til megen Ære, har han fundet Tid til at udfolde en smuk Virksomhed som "Berlingske Tidende"s Kunstanmelder. I alle Kunstnerkredse nyde Artiklerne med signaturen C. B. en betydelig Anseelse, fordi de udtale en højt dannet, klog og kundskabsrig Mands uafhængige Dom. Sin varme Interesse for Kunst skylder Redaktør Bruun sikkert sit fireaarige Ophold i Rom hvor han i 1869 blev Sekretær ved det danske Konsulat. Hans store Værk om Pompeji, dets Historie og Mindesmærker, der udkom 1881, hører til det rige Udbytte, han har hentet paa sine Rejser, der, som bekjendt, forme Ungdommen.

Og ung er Carl Bruun vedbleven at være, skiøndt megen Sygdom har gjort hans Haar hvidt. Enhver, der læser hans ypperlige Kjøbenhavns Historie - vel nok det monumentaleste Værk, der endnu er skrevet om Danmarks Hovedstad - vil faa et levende Indtryk af en ung frisk og frejdig Pen. Skjøndt disse svære Bind ere byggede paa vidtløftige videnskabelige Studier paa et Materiale, der er samlet sammen med Dominikanerflid, gjennem aarelangt Arbejde i Arkiver og Bibliotheker, saa ere de dog let tilgængelige paa Grund af Stilens og Sprogets elegante Enkelhed præget af Forfatterens lyse Personlighed og i hans aldrig svigtende sunde Sans. En Gang imellem protesterer en vred Indsender til kjøbenhavnske Blade over den Langsomhed, hvormed de enkelte Heder af Bruuns store Værk følge efter hverandre. Disse Indstudere vilde være taalmodigere, om de vidste, paa hvilket omfattende Arbejde hver Side af Bogen grundlægges, og - desværre - hvor mange Gange Sygdom har tvunget den arbejdsomme Forfatter til at lægge Pennen fra sig. Men til Syvende og sidst taber Ingen ved at vente. Nu, da Carl Bruun atter er bleven rask efter en lang, alvorlig Tids Svagelighed, vil han fuldende det store Vært, der længst har opnaaet videnskabelig Anerkjendelse, og som hører til den mest fængslende Historieskrivning, vi kjende herhjemme.

Paa "Berlingske Tidende"s Festdag ville mange af Bladets Læsere sende Carl Bruun en venlig Hilsen med Tak for hans Virksomhed. Det er rigtigt og rimeligt, at der ogsaa paa denne Dag bringes ham Hilsen og Lykønskning fra hans Kolleger, der i han, med fuld Føie seer en af Landets bedste Mænd, hvis Gierning og Person tjener det til Ære

F. v. J.

(Nationaltidende 3. januar 1899).


Hansen & Weller: Maler, fotograf Niels Christian Hansen (16.12.1834-25.10.1922). Fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (17.5.1838-17.7.1900): Carl Alfred Bruun (10.2.1846-26.3.1899) forfatter, journalist. 1895. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Forfatter og journalist Carl Alfred Bruun (1846-1899) blev tilknyttet Berlingske Tidende i 1871. Han anmeldte bl. a. kunstudstillingerne og varetog den daglige udenrigspolitiske oversigt, væsentlig en sikker og redelig gennemgang af debatten i verdenspressen. Han skrev romaner og faglitterære bøger, Carl Bruuns samling af optegnelser til brug ved udarbejdelsen opbevares i stadsarkivet. Han døde knap 3 måneder efter den ovenstående artikel. 


Forfatteren Carl Bruun. 10 feb 1846 - 26 marts 1899. Venner rejste dette minde. Henriette Bruun f. Brünnich. ? 1848 - 11.4.1932. Carl Alfred Bruun. Vestre Kirkegård G-5-3. 10.2.1846-26.3.1899. Gravstedet er udført af Martin Nyrop og Louis Hasselriis. Foto Erik Nicolaisen Høy, Kbhbilleder (2017).

Generaldirektør C. Svendsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dag for 5 Aar siden traadte Cand. jur. C. Svendsen ind i Postvæsenets Tjeneste som Assistent og Fuldmægtig ved Sællands Stiftsamt og blev 1. Januar 1874 Assistent i Indenrigsministeriet, hvor han gjorde en efter danske Forhold glimrende Karriere, idet han efter 9 Aars Forløb blev Postinspektør for Nørre-Jylland, 1886 for Østifterne, indtil han endelig den 27. Januar 1894 naaede at blive Chef for det danske Postvæsen. Netop de 25 Aar, i hvilke han har staaet i Postvæsenets Tieneste betegne en aldeles fænomenal Udvikling af alt Befordringsvæsen i hele Verden og fornemmelig i Danmark, der først rigtig er kommet med i det Tidsrum. Sammen med Castberg, Lund og H. G. Petersen har Svendsen arbejdet og arbejdet godt paa at bringe det danske Postvæsen frem til et "europæisk" Standpunkt. Da N. H. Lund døde 1894, næsten 80 Aar gammel, stod Svendsen uomtvistet som den Eneste, der kunde være alvorlig Tale om at betro Embedet.

Generaldirektør Svendsen er af Ydre en statelig Mand, der holder sig ungdommelig rank og har et ejendommelig vindende Udtryk i Ansigtet, og hans Indre svarer dertil. Der er ikke Spor af bureaukratisk Tilbageholdenhed hos ham. Enhver kan tale med ham og være vis paa altid at faae tydelig og klar Besked paa en venlig og hjertelig Maade, uden at han dog i sin Optræden strander paa det Skjær, som populære Embedsmænd ellers lidt løbe paa: den altfor kammeratlige og derfor let misforstaaede Tone og Optræden. Det er just et Særtræk for den nuværende Generaldirektør: man misforstaaer ham aldrig. Om det er Ondt eller Godt, han har at sige, altid siger han det klart og aldrig saarende.

Det er indlysende, at Generaldirektøren har deltaget i mange Kongresser og Konferencer over verdenspostforeningen, saaledes i den seneste i Washington, samt at han er dekoreret med adskillige Ordener. De ere vist velfortjente, men hans høieste Udmærkelse og, tro vi, den hans i bedste Forstand demokratiske, Sind sætter mest Pris paa, er dog vist den uskrømtede Hengivenhed og urokkelige Tillid, hans Underordnede fra først til sidst nære til ham.

(Nationaltidende 1. januar 1899).


Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919): Generaldirektør, post- og befordringsvæsenet Christen Svendsen (24.8.1847-27.10.1904). 1885-1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Han er begravet på Frederiksberg Kirkegård.


Christen Svendsen (1847 - 1904) var cand. jur. fra 1872, derefter ansat bl. a. på Sjællandske Stiftsamts Kontor, 1878 fuldmægtig p. Sjællands Stiftamts Kontor, 1882 fungerende Fuldmægtig i Indenrigsministeriet,  overbestyrelsen for Post- og Befordringsvæsenet, 1883 Postinspektør for Nørrejylland, 1886 Postinspektør for Østifterne, 1894 Generaldirektør for det Kgl. Post- og Befordringsvæsen. Han var Danmarks Delegerede på Verdenspostkongressen i Washington. Under hans ledelse gennemførtes Reglementet for indenlandske Posttjeneste, Postbudenes Pensionslov, 1902 den ny Postlov 20/3 03, 1904 Posteksamen. Generaldirektør Christen Svendsens Slægtstavle (1925).