Ved sidste fyrværkeri kom en person til mig og forlangte en stol ud på vejen for hans dame til at sidde på da hun fik ondt. Jeg nægtede stolen på grund af jeg havde stuen fuld af gæster. Han gentog samme forlangende og ville sætte 5 rigsdaler i pant for stolen. Jeg nægtede det igen og sagde jeg kunne ikke, men viste med hånden til et værelse hvor mine bedste møbler stod og hvor damen kunne komme til at sidde. Personen gik væk og vi i stuen troede at han skulle komme med damen, og jeg satte derfor lys på bordet i værelset. Dersom forlanges vil jeg skaffe over 10 mennesker til vidne på hvad jeg sagde, og jeg synes at den ene borgerkone bør ikke skamme sig ved at gå til en anden fordi hun bor i en kælder da der er så mange honette borgere der bor i en kælder.
Det højtærede publikum kan nu selv dømme om jeg har ret eller uret. Jeg forlandet dermed at vores ordveksling må ophøre.
J. Aardahl.
(Politivennen nr. 386, 14. september 1805, side 6145-6146)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar