Ærø. (Efterskrift til Politivennen)

Odense d. 12te Mai. Vindskibeligheden paa Ærøe, som maaskee overgaaer endog de fleste Øeboeres, er saa udmærket, at den fortiener at blive almindeligere bekjendt. Saaledes slides af begge Kiøn Størstedelen ikke andet end hjemmegjorte Tøier og Lærreder, hvortil Materialerne ikke allene avles og forarbeides, men endog hiemmefarves og væves paa Landet. I Tranderup Sogn, det mindste paa Øen, gives der ikke mindre end 34 Væverstole, der altid have Arbeide nok, saa at de endog fra dette Sogn maa søge hen til Vævere i andre Sogne. Hos 4 velhavende Ærøes Bønder skulde man maaskee finde mere Uldent og Linned forarbeidet med egne Hænder, end i hele Sognet andensteds. 2 Dage efter at Tang er opkastet af Havet findes neppe det Læs paa Ærøes vidtløftige Kyst af 6 til 8 Mile. Ikke heller er nogen Sieldenhed, at see Bønderplouge med 2 Heste uden Plougdriver. Ved Kiøbstaden findes, medens Mændene fare til Søes, Gamle og Unge om Sommeren beskæftigede paa Marken med at rense deres saaede Haugeurter, hvoraf en betydelig Mængde om Efteraaret føres til Kiøbenhavn, Fyen, Jylland og Holsteen. Herved finde endog flere fattige Familier ene deres Underholdning. Selv Bonden lægger meget Bind paa Kartoffel- og Kaal-Avl. Mandkiønnets Haandarbeide er det eneste, hvoraf Ærøboerne staae tilbage, hvilket dog ikke er af Mangel paa Genie, men af Mangel paa Noget at gjøre af; da der paa Landet ikke gives Gavntræ, og Indhegning og Plantning vanskeligen vil komme i Gang, formedelst den forker[]te Udskiftning. Der gives nemlig de, som have deres Jorder, skiøndt Udskiftede, liggende paa 4, 6 og 8 Steder, ved hvis Indhegning for megen Jord vilde Bortgaae, og Brødkorn som det Vigtigste, savnes for en saa folkerig Ø som Ærø. Ikke desto mindre giøres dog en Deel af de brugelige Træredskaber paa Landet selv. 

Dagen 16. maj 1812.