Kjøbenhavn, den 8de December
Løverdagen den 25de f. Maaned afholdtes Forhør i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, paa den ved Placaten af 31te August 1813 befalede Maade, i Anledning af en imellem Tugthuusfangerne aftalt, men opdaget Plan, at sætte sig i Frihed ved Udbrud næste Søndag Morgen, og under Forhøret Oplystes saadanne Omstændigheder mod nogle af bemeldte Fanger, at Directeuren for ovennævnte Straffeanstalt lod disse belægge med Arrest. Saasnart de andre Fanger, som hele Eftermiddagen havde viist sig urolige, erfarede dette, søgte de at tiltvinge sig deres Kammeraters Løsladelse af Arresten, ved til sædvanlig Sengetid, at modsætte sig deres Foresattes gjentagne Befalinger om, at gaae op paa Sovelofterne, og ved at samle sig paa den store Tugthuussal, hvor de udstødte Vinduer, nedbrøde Kakkelovne og Skillerumsvægge, søndersloge Bænke, Rokke m.m. og spærrede med disse Ting Indgangen. Directeuren, som imidlertid havde reqvireret militair Assistance, søgte ved endnu engang at bringe Fangerne med det Gode til Rolighed; men baade mod ham og mod Commandoet, som fulgte ham, kastedes Stene og Stykker af de sønderslagne Redskaber, da han selv blev truffen for Brystet, hvorhos Oprørerne truede med at ville sætte Ild paa Bygningen, naar ikke de Arresterede gaves frie, og raabte ud af Vinduerne til Rasphuusfangerne i disses Aflukker om Medvirkning. Ved Indgangens Spærring hindredes de fleste af Commandoet fra at affyre deres skarpladte Geværer, saa at kun eet Skud traf en Fange, og saarede ham i Laaret, da de øvrige vedbleve at trodse, indtil nogle Planker foranstaltedes opbrudte fra Loftet; dette bevægede de oprørske Fanger, som saae, at igjennem Aabningen kunde skydes ned paa dem, til at overgive sig.Efter det Kongelige danske Cancellies allerunderdanigste Andrag, grundet paa Nødvendigheden med Kraft at dæmpe denne oprørske Aand, som kunde have de farligste Følger for Kjøbenhavns og dens Indvaaneres Sikkerhed, befalede Hs. Majestæt Kongen under 26de f. M. Generalauditeur og Deputeret i det Kongel General-Commissariats-Collegium Bornemann Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Høiesteretsassessor Engelhardt og Politidirecteuren Justitsraad Hvidberg, at sammentræde i en Commission og uden Ophold efter den meest summariske Procesform, og saaledes, som ved den militaire Lovgivning i Henseende til Standretter er fastsat, at undersøge og paakjende denne Sag, da Dommen før Afsigelsen skulde forsynes med Kongelig Resolution.
Forhøret begyndtes strax, og Indholdet af den ved Commissionen næste Dags Formiddag affattede Dom er følgende: Tugthuusfangerne Hans Jensen Næsbye og Johan Heinrich Hamp ere ved de i Straffeanstalten ansatte Betjenters beedigede Rapporter, jevnførte med bemeldte tvende Fangers egne og Medskyldiges Udsigende, overbeviiste, at have paa egne og de øvrige Fangers Vegne ført Ordet under de tumultariske Optrin, ja endog efter Commandoets Ankomst erklæret de Arresteredes Løsladelse, som det eneste Vilkaar for de øvrige Fangers Rolighed. Efter bemeldte Omstændigheder, og deels paa Grund af, at Fangernes Opsætsighed mod deres Foresatte har været udviist under en Sammenrottelse, og ledsaget med Fare for disses Personer, deels med Hensyn saavel til almindelige Straffegrundsætninger, som i Særdeleshed til dem, hvorpaa Placaten af 31te August 1813 er bygget, og i Betragtning af de nævnte tvende Forbryderes Stilling, samt de paa dem allerede anvendte Straffe, tilkjendes dem at have deres Liv forbrudt. Derimod have fem andre Fanger vel deeltaget i Næsbyes og Hamps Handlinger; men i mindre Grad, og de bør desaarsag ikkun straffes saaledes: Rasphuusfangen Peder Hansen eller Rasmussen (hvis Alder er ikke fuldt 17 Aar) med 27 Slag med Kat i een Dag og med tvende Aars Arbeide i Rasphuset efter at have udstaaet den ham ved Dom af 13de December f. A. tilkjendte Straf af trende Aars Arbeide sammesteds; endelig: Rasphuusfangen Jens Nicolaisen Hagemann, samt Tugthuusfangerne Gottfried Bøhmstedt, Jens Olsen Klein og Peter Obel Nielsen, hver med Kat i to Dage, 27 Slag hver Dag.
Commissionsdommen blev strax efter dens Affattelse allerunderdanigst refereret for Hs. Majestæt Kongen i det geheime Statsraad, og forsynet med allerhøieste Stadfæstelse, da Commissionen tillige befaledes, at foranstlate bemeldt Dom publiceret og uopholdeligen exeqveret; hvilken Kongel. Befaling samme Eftermiddag opfyldtes i Henseende til Næsbyes og Hamps Henrettelse, og de øvrige fem Fangers Katning første Dag, ligesom ogsaa Katningens Gjentagelse udførtes næste Dag paa de fire dertil Dømte. Sagen mod de Fanger, hvis Løsladelse af den dem paalagte Arrest de øvrige Fanger vilde tiltvinge sig, er bleven behandlet efter den i Placaten af 31te Aug. 1813 indeholdte Forskrivt.
Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 14. december 1815
Ingen kommentarer:
Send en kommentar