Da jeg i Politivennen i stykket betitlet "Hvad jeg vil gøre når jeg bliver politimester", side 91, læste at fordærvelsen hos tjenestepiger er så stor at de på ingen måde bør gives medhold imod deres husbonder og madmødre, sukkede jeg højt ved mig selv, og i mit suk genlød: ja, til visse er fordærvelsen blandt tjenestepiger i hovedstaden stor, og hvis der ikke i tide forebygges og sættes grænser, vil den blive endnu meget større. Hvorfra denne fordærvelse egentlig rejser sig og hvad der har bragt den til den højde hvori den nu viser sig, fortjente en egen afhandling der ikke ville være passende for dette blad. Det er her nok at klage over uorden og alvorlig bestræbe sig på at råde bod på samme. Næsten enhver dags Adresseavis viser jo tillysning efter piger der hovedkuls og i utide efter eget behag har forladt deres tjeneste. Hvor bliver disse af? Hvor opholder de sig? Hvad tager de sig for? Og har ikke de folk der vel sat i deres syssel, næring og håndtering, som uden videre ser sig, måske når de mest behøver det, skilt ved denne tjeneste uden at være forberedt på det.
Så længe stater har været til, har der været folk i samme hvis stilling, fag, næringsbrug og håndtering har udfordret personlig tjeneste af alle. Og da ikke alle mennesker i en stat som i naturens stand kan være fuldkommen lige, har der altid været de som for deres udkomme igen har måttet tjene andre. I velordnede stater har man anset sådan tjeneste på en vis tid for en kontrakt som det er forbrydelse at hæve, før jeg har opfyldt mine givne forpligtelser og straffet enhver uorden mod samme. Når nu de mennesker der påtager sig personlig at tjene andre, ikke i almindelighed er oplyste nok om hvad der er deres pligt, hvad der påhviler dem og de efter egne selvrådige indfald vimser af en tjeneste i en anden, eller lægger sig dovne hen på egen hånd, da er det øvrighedspligt kraftig at gøre det klart hvad ret er og at holde orden med stadens mekanisme uden hvilken dens hjul efterhånden går i stå. Og når samfundet mere og mere løsner sig, hvem trøster sig da til sidst til igen at knytte båndet?
Hvor mange uartigheder, ja grovheder må mangfoldige af Københavns brave husbonder og retskafne madmødre daglig høre? Så er maden ikke efter deres smag, så er der for megen bygang, så er tjenesten for kedelig, så har de ikke fornøjelser nok, så falder der for få drikkepenge, så må de ikke invitere andres tjenestefolk på kaffe og punch så ofte og så længe de vil, så er der for mange børn at passe. Kort sagt, intet er tilpas og hvor kan noget være tilpas for de der er utilfreds med enhver ting og har overspændte begreber om pragt, flitter og falsk glans, derimod ikke noget begreb om rettigheder og pligter og hvad den ene skylder den anden i verden?
I en tid da frækt væsen og flaneri synes at være den herskende levemåde hos de såkaldte damer, må man ikke fortænke tjenestepigen hvis hun uafladelig tænker på at efterabe og ligne disse, for engang selv om muligt også at blive dame. Undseelsen, denne det sædelige fruentimmers største prydelse, gør enhver kender af den fine og høje levemåde i vore dage sig største umage for at nedbryde. Den får navn af bondeagtighed, folkeskyhed. Og når den muntre, unge, kønne, sunde tjenestepige har tilsidesat denne, standser ingen hende i den fart strømmen henslæber hende med. Unge og gamle vellystlinge går uafladelig på lur efter hende, siger hende alskens løgnagtige smigerier, stikker næver fulde af penge til hende, for omsider at nyde hendes tillokkelser og se hende forført: kan de ikke bøje hende, må kunsterfarne ruffersker til. Oh! I må tro det står vel til med den tjeneste, hvor en sådan tilbedt gudinde huses. Og da vel ingen kan nægte at usædelighed og frækhed har blandt os ikke været større end nu, så indser enhver at der gives utallige sådanne eksempler. Må den tanke ikke falde en ind hvad skal der vel engang blive af en sådan som husmor, kone og moder i staten?
Vellystningenes antal er uendeligt, og som gedehamsene er de sværmende og påhængende. De anvender ikke blot fine kunster på de unge, de smukke. De spænder ikke blot sit garn ud for disse, enhver pige der rumt har passeret sin blomstrende alder behænger sig kun med meget flan stads, og I skal se vellystningen ikke er så kræsen. Han tager sit rov hvor han kan finde det. Dette usædelige væsen har fæstet alt for dybe rødder til at man turde håbe snart igen at komme tilbage til sædelighed, undseelse, moralitet, orden og pligter.
Jeg anser derfor tusmørkets vellystninges jagt for en af de vigtige medvirkende årsager til tjenestepigers omvimsen, lange bortebliven i ærinder, frække væsen, uartige opførsel og at de når andre ting glipper, straks ved udveje.
Den gode gamle skik ikke at modtage nogen i sin tjeneste uden efter foreviste skudsmål fra forrige tjenester, er også for størstedelen gået af mode. Det kan heller ikke bestå med vore dages mode. For hvor mange skudsmål ville da ikke gives der ikke var rådelige at fremvise, og da frillevæsenet med mere forårsager at tjenestepigers antal er så kendeligt formindsket, så tager man i nødstilfæde til takke med den første den bedste uden anden rekommendation end hendes persons forevisning.
For det øvrige overlades dem det påligger at lægge plaster på sådanne statens kræftssår om de finder det værd at foretage en kur med samme. Og i så fald foreslår forfatteren heraf følgende lindrende midler:
1) At ingen der påtager sig personlig tjeneste, hverken må anbyde sig eller antages til tjeneste uden skudsmål fra forrige husbonder eller madmødre, eller i mangel heraf fra den præst i hvis menighed hun sidst har opholdt sig. Det forstår sig at flakse og opdigtede skudsmål tilbørligt bliver ansete.
2) At fæstepenge skal afdrages i lønnen, af den grund at ingen ved at vimse om i tjenesten skal gøre dette til en indtægt.
3) At ingen - sygdomstilfælde undtaget i hvilke de skal indlægges på hospitalet - må forlade sin antagne tjeneste før ordentlig fardag, medmindre der stilles en person i stedet, hvormed husbonden er tilfreds.
4) At ingen tjenestepige uden at være i sin husbondes ærinde efter klokken halv elleve præcis må befinde sig på noget bal.
5) At de så længe de tjener, ikke må klæde sig i silke. Det er besynderligt at mens man har beskæftiget sig med planer om nationaldrager for statens borgere der har til hensigt at indskrænke yppighed og sætte grænser for overdådighed, at det tillades tjenestepiger at stå frem i et silke og kniplingsantræk, undertiden af værdi med to års løn og ofte herved trodser den retskafne, ordentlige og tarvelige husmor, hvorved denne tillige giver et påfaldende bevis på at hun har andre indtægtskilder end en løn af 12 til 16 rigsdaler.
6) At der fra politiets side holdes nøjagtig opsyn med disse unge smækfilliker der hensidder på deres egen hånd og med de tjenstagtige ruffersker der hjælper til at forføre disse samt at deres værter i givne tilfælde også ses på fingere. Jeg ved meget vel at de der ret forstår sig på hvad der udfordres til store stæder, anser smækfilliker for nødvendige på dette legeme. Men at der bør passes på at deres aura ikke bliver for uforholdsmæssigt, at de har trådt deres børnesko. Undertiden kunne også lægges mærke til en og anden forført tjenestepige, herren eller sønnen af huset holder for sin egen mund. Det vil sige hvorledes det hænger sammen at hun er vandret fra at være deres tjenestepige til at være deres smækfillike.
Måske disse ord der lå mig på hjertet, endnu kan være sagt i tide. For det øvrige vasker jeg mine hænder. Hvad følgerne for eftertiden vil blive derom, må jeg sige med kong Valdemar: Sagen skal give det.
(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 448-456. [Estimeret dato: 10. november 1798])
Så længe stater har været til, har der været folk i samme hvis stilling, fag, næringsbrug og håndtering har udfordret personlig tjeneste af alle. Og da ikke alle mennesker i en stat som i naturens stand kan være fuldkommen lige, har der altid været de som for deres udkomme igen har måttet tjene andre. I velordnede stater har man anset sådan tjeneste på en vis tid for en kontrakt som det er forbrydelse at hæve, før jeg har opfyldt mine givne forpligtelser og straffet enhver uorden mod samme. Når nu de mennesker der påtager sig personlig at tjene andre, ikke i almindelighed er oplyste nok om hvad der er deres pligt, hvad der påhviler dem og de efter egne selvrådige indfald vimser af en tjeneste i en anden, eller lægger sig dovne hen på egen hånd, da er det øvrighedspligt kraftig at gøre det klart hvad ret er og at holde orden med stadens mekanisme uden hvilken dens hjul efterhånden går i stå. Og når samfundet mere og mere løsner sig, hvem trøster sig da til sidst til igen at knytte båndet?
Hvor mange uartigheder, ja grovheder må mangfoldige af Københavns brave husbonder og retskafne madmødre daglig høre? Så er maden ikke efter deres smag, så er der for megen bygang, så er tjenesten for kedelig, så har de ikke fornøjelser nok, så falder der for få drikkepenge, så må de ikke invitere andres tjenestefolk på kaffe og punch så ofte og så længe de vil, så er der for mange børn at passe. Kort sagt, intet er tilpas og hvor kan noget være tilpas for de der er utilfreds med enhver ting og har overspændte begreber om pragt, flitter og falsk glans, derimod ikke noget begreb om rettigheder og pligter og hvad den ene skylder den anden i verden?
I en tid da frækt væsen og flaneri synes at være den herskende levemåde hos de såkaldte damer, må man ikke fortænke tjenestepigen hvis hun uafladelig tænker på at efterabe og ligne disse, for engang selv om muligt også at blive dame. Undseelsen, denne det sædelige fruentimmers største prydelse, gør enhver kender af den fine og høje levemåde i vore dage sig største umage for at nedbryde. Den får navn af bondeagtighed, folkeskyhed. Og når den muntre, unge, kønne, sunde tjenestepige har tilsidesat denne, standser ingen hende i den fart strømmen henslæber hende med. Unge og gamle vellystlinge går uafladelig på lur efter hende, siger hende alskens løgnagtige smigerier, stikker næver fulde af penge til hende, for omsider at nyde hendes tillokkelser og se hende forført: kan de ikke bøje hende, må kunsterfarne ruffersker til. Oh! I må tro det står vel til med den tjeneste, hvor en sådan tilbedt gudinde huses. Og da vel ingen kan nægte at usædelighed og frækhed har blandt os ikke været større end nu, så indser enhver at der gives utallige sådanne eksempler. Må den tanke ikke falde en ind hvad skal der vel engang blive af en sådan som husmor, kone og moder i staten?
Vellystningenes antal er uendeligt, og som gedehamsene er de sværmende og påhængende. De anvender ikke blot fine kunster på de unge, de smukke. De spænder ikke blot sit garn ud for disse, enhver pige der rumt har passeret sin blomstrende alder behænger sig kun med meget flan stads, og I skal se vellystningen ikke er så kræsen. Han tager sit rov hvor han kan finde det. Dette usædelige væsen har fæstet alt for dybe rødder til at man turde håbe snart igen at komme tilbage til sædelighed, undseelse, moralitet, orden og pligter.
Jeg anser derfor tusmørkets vellystninges jagt for en af de vigtige medvirkende årsager til tjenestepigers omvimsen, lange bortebliven i ærinder, frække væsen, uartige opførsel og at de når andre ting glipper, straks ved udveje.
Den gode gamle skik ikke at modtage nogen i sin tjeneste uden efter foreviste skudsmål fra forrige tjenester, er også for størstedelen gået af mode. Det kan heller ikke bestå med vore dages mode. For hvor mange skudsmål ville da ikke gives der ikke var rådelige at fremvise, og da frillevæsenet med mere forårsager at tjenestepigers antal er så kendeligt formindsket, så tager man i nødstilfæde til takke med den første den bedste uden anden rekommendation end hendes persons forevisning.
For det øvrige overlades dem det påligger at lægge plaster på sådanne statens kræftssår om de finder det værd at foretage en kur med samme. Og i så fald foreslår forfatteren heraf følgende lindrende midler:
1) At ingen der påtager sig personlig tjeneste, hverken må anbyde sig eller antages til tjeneste uden skudsmål fra forrige husbonder eller madmødre, eller i mangel heraf fra den præst i hvis menighed hun sidst har opholdt sig. Det forstår sig at flakse og opdigtede skudsmål tilbørligt bliver ansete.
2) At fæstepenge skal afdrages i lønnen, af den grund at ingen ved at vimse om i tjenesten skal gøre dette til en indtægt.
3) At ingen - sygdomstilfælde undtaget i hvilke de skal indlægges på hospitalet - må forlade sin antagne tjeneste før ordentlig fardag, medmindre der stilles en person i stedet, hvormed husbonden er tilfreds.
4) At ingen tjenestepige uden at være i sin husbondes ærinde efter klokken halv elleve præcis må befinde sig på noget bal.
5) At de så længe de tjener, ikke må klæde sig i silke. Det er besynderligt at mens man har beskæftiget sig med planer om nationaldrager for statens borgere der har til hensigt at indskrænke yppighed og sætte grænser for overdådighed, at det tillades tjenestepiger at stå frem i et silke og kniplingsantræk, undertiden af værdi med to års løn og ofte herved trodser den retskafne, ordentlige og tarvelige husmor, hvorved denne tillige giver et påfaldende bevis på at hun har andre indtægtskilder end en løn af 12 til 16 rigsdaler.
6) At der fra politiets side holdes nøjagtig opsyn med disse unge smækfilliker der hensidder på deres egen hånd og med de tjenstagtige ruffersker der hjælper til at forføre disse samt at deres værter i givne tilfælde også ses på fingere. Jeg ved meget vel at de der ret forstår sig på hvad der udfordres til store stæder, anser smækfilliker for nødvendige på dette legeme. Men at der bør passes på at deres aura ikke bliver for uforholdsmæssigt, at de har trådt deres børnesko. Undertiden kunne også lægges mærke til en og anden forført tjenestepige, herren eller sønnen af huset holder for sin egen mund. Det vil sige hvorledes det hænger sammen at hun er vandret fra at være deres tjenestepige til at være deres smækfillike.
Måske disse ord der lå mig på hjertet, endnu kan være sagt i tide. For det øvrige vasker jeg mine hænder. Hvad følgerne for eftertiden vil blive derom, må jeg sige med kong Valdemar: Sagen skal give det.
(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 29, S. 448-456. [Estimeret dato: 10. november 1798])
Ingen kommentarer:
Send en kommentar