Rådmand Baadhs brændeoplag

Rygtet siger at Rådmand Baadh har lejet en plads af den gartner, som har forpagtet Thots have, og opsat en betydelig del brænde på denne plads. Da denne stabel står meget nær ved en smedje, og der findes næsten lutter små tæt sammenbyggede bygninger rundt omkring samme, klagede de omkringboende over den fare de på grund af dette brændeforråd var underkastet i tilfælde af ildebrand . Det blev da påtalt hr. rådmanden, at opsætte et skur over samme. Der blev også straks opført et skur. Men hvorvidt denne kan betrygge naboer og genboer for den betydelige fare, de ved denne brændestabel er underlagt, vil jeg overlade enhver at bedømme, når jeg oplyser dem om, at dette skur ikke er andet end et teglhængt tag, som hviler på træstolper. Hvorved altså stablens sider er ganske blottede og udsatte for samme fare som førhen, om nu stærk vind førte en gnist fra smedjen ind på en af disse åbne sider. Rådmanden anmodes derfor herved, at lade opmure en mur rundt om sin brændestabel, og politiet gøres herved opmærksom på denne uorden. Indsenderen heraf skal ikke undlade at bekendtgøre publikum, de i denne henseende tagne betryggelsesmidler.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 552-553. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Til Læserne

Da der i anledning af hvad i nr. 35 i en meget anstændig tone var indrykket om rådmand Baadhs brændeoplags farlighed i ildebrandstilfælde for de omkringboende har stået et meget bidsk og usømmeligt avertissement undertegnet Lund i Adresseaviserne, hvor i udgiveren beskyldes for ondskabsfuldhed imod rådmanden, øvrigheden, brandvæsnet osv. vil man atter gentage hvad i planen nr. 1 er sagt og hvad hidtil er holdt, at dadlesyge eller personligt fjendskab ikke skal give et eneste bidrag plads i bladet, men blot den hensigt at gavne. Det er i øvrigt ved angivelse af misbrug ligegyldigt hvor fornemme, rige, mægtige, agtede de mænd kunne være der forårsager dem eller lander dem være upåankede. Det eneste der retfærdiggør eller fælder angiveren: om fejlen virkelig finder sted (i dette tilfælde om brænde under skur lettere antændes end brænde i muret pakhus) eller om den blot er indbildt.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 623-624) 

Atter om Brændet i Reetz Thotts Have.

Indsenderen af avertissementet om det farlige brændeoplag i Store Kongensgade nævnede kun rådmand Baadh, fordi frygtet som avertissementet udtrykkeligt siger, angav ham som det ejer. Da han nu har fået under retning om at dette ikke forholder sig således, tilbagekalder han gerne dette. Dog tror han at burde anmærke at dette avertissements hensigt sandelig ikke har været at skade noget menneske, men at rådmand Baadh blot er nævnt fordi rygtet nævnte ham som ejer. Enhver indser altså let at det må være indsenderen ligegyldigt enten en rådmand eller en geheimeråd, enten Gartner Lund eller noget andet menneske ejer dette brændeoplag. Men hvem der end ejer det, gentager jeg hermed at det er meget farligt, og anmoder den højeste randret at undersøge det nøje. Enhver anden som ikke har lejlighed til at se samme, vil jeg blot have henvist til Politivennens nr. 35 hvor det findes beskrevet. Og blot tilføje det spørgsmål: hvad er mest farligt, enten et brændeskur som dog forbydes ved seneste brandordning, eller en sådan til alle sider åben og for ildgnister der herligt kan skjules mellem brændestykkerne udsat brændestabel, hvis eneste skærm er et teglhængt tag som vel kan hindre brændet fra at blive vådt, men aldrig udholder ildgnister som kommer fra siden? Hr. gartner Lunds uartigheder skulle af mig blive ubesvarede, og jeg vil ganske tilgive ham samme, dersom han vil underrrette publikum om hvad undersøgelser og foranstaltninger vedkommende og brandretten i særdeleshed anordner til tryghed for naboer og genboer.

(Politivennen, 1799, hæfte 4, nr 40, s. 627-628)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1798 står Rådmand Baadh som boende i Norgesgade 199. I 1856 husnummer 13. Norgesgade hed siden 1877 Bredgade. Adressen lå omtrent hvor nu Palægade krydser Bredgade.

Artiklerne affødte en retssag som er beskrevet i Politivennen nr. 59, juni 1799. s. 939-944, Politivennen nr. 60, 1799. s. 958-960, Politivennen nr. 61, 22. juni 1799, s. 974-975, Politivennen nr. 62 og 29. juni 1799, s. 986-989. Retssagen endte med at Seidelin måtte betale 10 rigsdaler til Almindeligt Hospital, men ellers ikke noget.