Vejpolitiet i Lolland

(Indsendt fra Jylland)

Efter at have rejst gennem flere provinser i denne sommer, dels for mit helbreds skyld og dels for at se mig om, besluttede jeg i september måned at rejse fra Fyn over øerne og gennem Lolland for at se det for sin frugtbarhed så meget berømte land. Før jeg rejste fra Fyn blev det mig sagt at det ikke var den bedste årstid at rejse gennem Lolland, på grund af dårlige veje.Jeg rejste da fra Fyn over Tåsinge Land hvor jeg fandt gode veje der gør landets ejer ære. Men da jeg kom til færgegården Vemmenæs og ville rejse derfra til Langeland, fandt jeg en bro ved skibestedet stadig på Tåsinge i sådan tilstand at det er mig ubegribeligt hvordan nogen kan passere den med heste og vogne uden at fordærve begge dele. En skam for Tåsinge Lands ejer og ingen ære for den ansvarlige amtmand. 

Jeg rejste videre og kom til Lolland hvor jeg forefandt herlige ejendomme og jorde af bedste beskaffenhed. Bønderne udskiftede af fællesskabet og selvejere, nemlig Frederiksdal og Asserstrup godsers bønder hvor hovedgårdene nu drives uden hoveri der gør vedkommende ejere ære, og gid mange jordgodsejere ville følge deres eksempel. 

Jeg forefandt nu vejene i Lolland rigtig nok som man havde sagt mig i Fyn. 1) Fra Tårs færge til Nakskov var vejen således at jeg hvert øjeblik troede at vælte. Jeg var 3 timer om at køre denne vej som blev angivet for 1½ mil, og havde færgemanden som befordrede mig, ikke haft gode heste, kunne han umuligt have kørt vejen. Jeg spurgte om der ikke blev gjort noget ved vejene om sommeren og om herredsfogden og amtmanden ikke beordrede de ansvarlige at sætte vejene i stand og derover foretog årlige syn? Svaret var: Herredsfogden giver vel undertiden ordre til at fylde på vejene, men efterser ikke om det sker, hvorfor heller ikke noget nyttigt bliver gjort ved vejene, for vel bliver undertiden fyldt noget på dem, men det er mest jord og ler som gør dem værre og ikke bedre. Amtmanden har ingen ret til at tale om vejen, for de er allerdårligst på hans egne godser. Med dette svar måtte jeg for denne gang lade mig nøje til nærmere overbevisning. 

2) Fra Nakskov til Maribo. Fra Nakskov forbi Juellinge passerede jeg en stenbro hvor jeg blev så forstødt at jeg ikke forvandt det i nogle dage, og denne holdt kusken for en god vej. Da stenbroen endte, kom jeg på en ny indgravet vej over Hellinge Hede hvorpå er udflyttet nogle bøndergårde. Her forefandt jeg en vej så dårlig som jeg aldrig har passeret før. Ingen kan om dagen passere den uden ærgrelse og om natten ikke uden livsfare. Det kan ikke fejle at flere vognheste der må gøre sidste nytte. Jeg spurgte om vognmændene ville befordre rejsende såvel som posten ad denne vej om vinteren? Der blev svaret de var nødt til at køre da de ellers blev mulkterede. Jeg ønskede gerne at vide hvorpå øvrigheden eller dommerne ville grunde deres dom til mulkt for vognmændene som nægtede befordring på så ulovlige og uforordningsmæssige veje. De som efter mine tanker burde mulktere, var øvrigheden, og de som var pligtige at sætte vejene i stand.

(Forsættelsen følger)

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 26, s. 401-404.[Estimeret dato: 20. oktober 1798])

(Fortsættelsen)


Jeg spurgte videre hvem tilhører denne vej? Svaret blev amtmanden baron Juel Wind da det er på baroniet Juellinge og baronen har ladet vejen her således afsætte og indgrøfte og sætter nu ikke vejen i stand selv om der ofte er klaget over det. Her fandt jeg sandheden af hvad der før blev svaret mig, nemlig at amtmandens veje var dårligst og at han derfor ikke kunne opfylde sin embedspligt at tilholde andre at sætte deres veje i stand. Vejen er som nævnt indgrøftet, er dybere i midten end ved siderne, grøfterne ved siderne står fulde af vand som på sine steder ganske oversvømmer vejen. Fra vejen findes ingen vandafledningsgrøfter, så al fyldning og forbedring på vejen er unyttig så længe ingen sådanne grøfter bliver gravet, men da der er godt vandfald, så når forsvarlige afledsgrøfter blevgravet ville vejen vist snart blive passabel. Vejen over nævnte Hellinge Hede er cirka ½ mil, og når den gode amtmand og baron ikke ville unddrage sig for en udgift af et til to hundrede rigsdaler, kunne han sætte vejen i passabel stand. Og jeg undrer meget over at han som en rig mand ikke allerede har gjort det, da det vel ikke fejler at han jo for denne vejs skyld har fået mange bebrejdelser. Ved vejens istandsættelse kunne han tillige påtale andre vejes istandsættelse og vedligeholdelse hvorved han opfyldte sit embede. 

Videre rejste jeg gennem Stokkemarke til Maribo, alt tilhørende grevskabet Knuttenborg. Her forefandt jeg en behagelig egn, store herligheder af skov og jorde, men under en kultur der gør besidderen af grevskabet ingen ære. Men ved at forhøre mig om grevskabets administration blev jeg oplyst om at greven skønt han bor i København, dog ikke har været på grevskabet i 6 år. Men at alt bestyres uden indskrænkning af en yndet inspektør som altså vist kunne ved bedre skoler, udskiftning osv. virke meget mere til grevskabets vel. Vejene ligner desto værre grevskabets øvrige kultur og er yderst dårlige. 

3) Fra Maribo til Sakskøbing. Vejen næsten inpassabel. 

4) Fra Sakskøbing til Guldborg. Dette hele distrikt tilhører kammerherre baron Lehn. Her fandt jeg igen en kultiveret agerdyrkning og en herlig vej, indgrøftet og beplantet med levende gærde ved begge sider, såvel vejen som udskiftningen og agerdyrkningen gør baron Lehn meget ære.

Disse anmærkninger har jeg anset for pligt offentlig at bekendtgøre.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 27, s. 417-419. [Estimeret dato: 27. oktober 1798])