Flere gange har venner af offentlig og huslig ro i Politivennen talt imod den overdrevne mængde af småhunde som på gaderne og i husene ved deres ubehagelige bjæffen forstyrrer folk i deres stille beskæftigelser. Man tillader mig at jeg langt fra at være af modsat mening, dog også engang taler et par ord for disse småskabninger. Så længe de tåles blandt os, så længe kan de vel gøre krav på menneskelig behandling. Så længe burde deres offentlige mishandling i det mindste ikke tillades. Og er det måske endog uden for politiets cirkel at ænse deres barbariske herrers medfart, så ligger det dog uden tvivl inden for samme at sikre dem som andres ejendom fra fremmed overlast, især om denne sker offentlig. Det er muligt at jeg ønsker heller tabet af en sum penge end tabet eller mishandling af et lille dyr som jeg holder til min fornøjelse. Ingen har altså mere ret til at forgribe sig på dette, end på hin. Og retten som sikrer mig besiddelsen af den ene, bør også sikre mig besiddelsen af det andet.
Ikke desto mindre er det meget almindeligt at kreaturer og især hunde mishandles på offentlig gade af dem der ikke er deres ejere. En kåd dreng er ikke bange for at kaste en sten efter en fremmed hun. En plump matros at sparke den. En uartig lille herre at give den et rap af sin rotting, endog når den løber tæt bagefter sin herre. Jeg har set små hunde som ville løbe over stadsgravenes broer at være blevet opsnappet og kastet i vandet hvor de, uvante til at svømme længe, forgæves har pjasket med forlabberne på stedet, hvor de blev udkastet indtil de langsom udmattede er sunket til bunds eller når de har kunnet nå så langt, er omkommet blandt sivene hvor ingen kærlig menneskehånd uden egen fare har kunnet redde dem.
At hæmme de mange mishandlinger af forskellige arter som disse småkreaturer er udsat for, vil måske være politiet umuligt. Men dersom der blev angivet det en eller andet bekendt offentlig hundetyran, da ville det uden tvivl binde hans umenneskelige hænder.
En sådan hundeplager og forgriber på andres ejendom bor i en kælder i Gothersgade. Han har en hund af middelstørrelse, børstede smudsig-hvidfarvede hår som er afrettet til voldsomt at overfalde alle forbiløbende mindre hunde og jammerlig forbide dem. Når herren eller hans gårdskarl ikke står i kælderskuret, da sker disse overfald af hunden sjældnere. Men er en af disse eller begge nærværende, da sker det desto tiere. Så at det deraf lader sig slutte at de ophidses dertil af disse. Har nu denne forvænte hund ret ilde mishandlet en af sine værgeløse medskabninger, da vender den gerne tilbage til sin herre og belønnes for sin død med klap og lovtaler, holdt undertiden til en høj soldat og sjover i en udmærket uniform der altid står der i nærheden.
I et par år har jeg nu næsten daglig været vidne til disse optøjer, ynket de stakkels mishandlede smådyr og beklaget denne mand for hvis forvænte smag så usle, barbariske fornøjelser er blevet genstande. Hvis ører kildredes af skyldløse skabningers ængstelige skrig og i hvis hjerne det spørgsmål aldrig trængte sig frem: Hvad dømmer dine medborgere om din opførsel?
Jeg bebrejder mig selv at jeg indtil nu har tiet. Gjort opmærksom før på denne mand ville et orden og menneskelighed elskende politi have forebygget mangfoldige smådyrs unødvendige smerter, deres ejeres misfornøjelse, naboers samt forbigående fortrydelse og almuens sammenstimlen i den anledning.
Navnet på den som giver mig anledning til at skrive dette, skal blive fortiet, om denne uskik ganske holder op. Hvis ikke, bliver det offentlig nævnt, da beviset ikke mangler på handlingen.
Joh. Fred. Høgh
Student i Theol.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 81, den 9 November 1799, s 1291-1294)
Ikke desto mindre er det meget almindeligt at kreaturer og især hunde mishandles på offentlig gade af dem der ikke er deres ejere. En kåd dreng er ikke bange for at kaste en sten efter en fremmed hun. En plump matros at sparke den. En uartig lille herre at give den et rap af sin rotting, endog når den løber tæt bagefter sin herre. Jeg har set små hunde som ville løbe over stadsgravenes broer at være blevet opsnappet og kastet i vandet hvor de, uvante til at svømme længe, forgæves har pjasket med forlabberne på stedet, hvor de blev udkastet indtil de langsom udmattede er sunket til bunds eller når de har kunnet nå så langt, er omkommet blandt sivene hvor ingen kærlig menneskehånd uden egen fare har kunnet redde dem.
At hæmme de mange mishandlinger af forskellige arter som disse småkreaturer er udsat for, vil måske være politiet umuligt. Men dersom der blev angivet det en eller andet bekendt offentlig hundetyran, da ville det uden tvivl binde hans umenneskelige hænder.
En sådan hundeplager og forgriber på andres ejendom bor i en kælder i Gothersgade. Han har en hund af middelstørrelse, børstede smudsig-hvidfarvede hår som er afrettet til voldsomt at overfalde alle forbiløbende mindre hunde og jammerlig forbide dem. Når herren eller hans gårdskarl ikke står i kælderskuret, da sker disse overfald af hunden sjældnere. Men er en af disse eller begge nærværende, da sker det desto tiere. Så at det deraf lader sig slutte at de ophidses dertil af disse. Har nu denne forvænte hund ret ilde mishandlet en af sine værgeløse medskabninger, da vender den gerne tilbage til sin herre og belønnes for sin død med klap og lovtaler, holdt undertiden til en høj soldat og sjover i en udmærket uniform der altid står der i nærheden.
I et par år har jeg nu næsten daglig været vidne til disse optøjer, ynket de stakkels mishandlede smådyr og beklaget denne mand for hvis forvænte smag så usle, barbariske fornøjelser er blevet genstande. Hvis ører kildredes af skyldløse skabningers ængstelige skrig og i hvis hjerne det spørgsmål aldrig trængte sig frem: Hvad dømmer dine medborgere om din opførsel?
Jeg bebrejder mig selv at jeg indtil nu har tiet. Gjort opmærksom før på denne mand ville et orden og menneskelighed elskende politi have forebygget mangfoldige smådyrs unødvendige smerter, deres ejeres misfornøjelse, naboers samt forbigående fortrydelse og almuens sammenstimlen i den anledning.
Navnet på den som giver mig anledning til at skrive dette, skal blive fortiet, om denne uskik ganske holder op. Hvis ikke, bliver det offentlig nævnt, da beviset ikke mangler på handlingen.
Joh. Fred. Høgh
Student i Theol.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 81, den 9 November 1799, s 1291-1294)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar