Uagtet vi siges at have en Fattigkommission der ret er martyrer for deres nidkærhed og aktivitet, der besidder forstand og redelighed nok til at opnår deres ædle hensigter, hvorom aviserne endog overtyder os, så finder man dog i næsten enhver gade en mængde usle tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene. Udsatte for kuldens strenghed, som stedse plager og trygler den forbigående om en liden hjælp, der for det meste dog ikke tjener dem til andet, end til at forlænge deres kummerlige liv. For at give en fattig nogle få skillinger er langt fra den virkelig hjælp. Det er det samme som at kaste et lille bræt til et menneske der er nærved at omkomme i vandet, hvorved man kun ville forøge hans lidelser.
Skulle det ikke være muligt, at den sørgelig uskik på nogen måde kunne hæves. Kunne ikke den lade arbejdsdygtige besørges hensat i arbejdsanstalter og fabrikker og der fortjene så meget at han kunne være befriet for alle næringssorger og nyde et lykkeligere og nyttigere liv. Og den fattige men virkelystne mand på anden måde afhjælpes. Men hjælpen måtte være så fuldkommen at den som findes værdig dertil, aldeles må være befriet for næringssorger, for troede man at hjælpe alle ved at tildele alle noget lidt, da var troen meget falsk og svag, og man hjalp aldeles ingen, men anvendte pengene på en unyttig og ufornuftig måde, som var et sandt kendetegn på forstandsmangel og redelighed. Hensigten måtte være nok så god. Og når afstanden mellem ekstremerne rigdom og armod er så uforholdsmæssig stor, at rigmanden (der vanskeligt efter rene moralprincipper, kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens hans ædle medbroder hentærer i elendighedens vrå sukker under livets byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed!
(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s 825-826)
Skulle det ikke være muligt, at den sørgelig uskik på nogen måde kunne hæves. Kunne ikke den lade arbejdsdygtige besørges hensat i arbejdsanstalter og fabrikker og der fortjene så meget at han kunne være befriet for alle næringssorger og nyde et lykkeligere og nyttigere liv. Og den fattige men virkelystne mand på anden måde afhjælpes. Men hjælpen måtte være så fuldkommen at den som findes værdig dertil, aldeles må være befriet for næringssorger, for troede man at hjælpe alle ved at tildele alle noget lidt, da var troen meget falsk og svag, og man hjalp aldeles ingen, men anvendte pengene på en unyttig og ufornuftig måde, som var et sandt kendetegn på forstandsmangel og redelighed. Hensigten måtte være nok så god. Og når afstanden mellem ekstremerne rigdom og armod er så uforholdsmæssig stor, at rigmanden (der vanskeligt efter rene moralprincipper, kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens hans ædle medbroder hentærer i elendighedens vrå sukker under livets byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed!
(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s 825-826)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar