Man skal ikke tro at jeg her vil forsyne soldaterne med et nyt mordvåben. Man har ødelæggelselsmidler nok. Det gevær som jeg foreslår, er fire strikkepinde. Et lige så fredeligt som nyttigt våben. Jeg har nemlig tit følt både ærgrelse og medlidenhed når jeg har set soldaten stå hele timer på sin post som et hængetræ uden at gøre noget, eller sidde på vagten og fordrive den kedsommelige tid med liderlige viser og eventyr. Hvad taber ikke både staten og han selv ved det. Staten mister de vindskibeligheds produkter som soldaterne i deres ørkesløsheds tid kunne have frembragt, og får dårligere borgere som lediggang og ond snak har fordærvet. Soldaten savner det som han ved flid kunne have erhvervet sig, og som ved hans ringe løn er meget nødvendigt til hans underhold, især hvis han har kone og børn som vel hver landets borger der vil arbejde, burde i det mindste når han havde opnået tredive år, være i stand til at ernære med tarvelighed. Jeg foreslår altså at soldaterne skal lære at strikke og at det måtte være dem tilladt i vagten og på posterne at fordrive den ørkesløse tid dermed.
* * *
Udgiveren indrykker dette forslag med sand fornøjelse. Så ofte oprørtes hans følelse ved at se ved hver stadsport, på stadens hovedplads, ja ved landsfaderens eget hus, så mange friske raske ynglinge misbruge tiden, deres tilværelse og de som lønner dem, borgeres sved. Så ofte harmedes han over den falske ære en stærblind politik den hele verden over tillægger en klasse af lediggående mænd! Ja det er ærefuldt at være den der vil opofre sundhed og liv og alt hvad kært er for at tilbagedrive den fnysende fremmede voldsmand fra flidens rolige bolig, der vil sætte sit glavind mellem den rå vellystvrinskende kriger og den blive fredens og frydens mø, den hulde mandlønnende kvinde, den sølvgrå tilbedte olding - der kæk vil låne den smilende dieling, den legende glut, den springende knøs sin stærke senefulde arm. - Ja, ved fædrelandet , siger jeg, ham hædrer jeg villig! Men kan denne iver ventes af den der selv forsømmer, ringeagter fredens nærende sysler, af den der stagnerende i et skilderhus eller henstrakt på en hovedvagts ufrugtbare bænk spotter den forbiilende virksomme borger. Oh, regenter! Oh, krigsøverster! afhold, afvæn ikke krigeren fra fredelig gerning. Jo, lad ham ikke forlade jeres tjeneste med den fordærvelige erhvervelse, uduelighed og væmmelse for arbejde! Og han selv, vi alle, en taknemmelig eftertid skal takkende velsigne jer!!
(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-580)
* * *
Udgiveren indrykker dette forslag med sand fornøjelse. Så ofte oprørtes hans følelse ved at se ved hver stadsport, på stadens hovedplads, ja ved landsfaderens eget hus, så mange friske raske ynglinge misbruge tiden, deres tilværelse og de som lønner dem, borgeres sved. Så ofte harmedes han over den falske ære en stærblind politik den hele verden over tillægger en klasse af lediggående mænd! Ja det er ærefuldt at være den der vil opofre sundhed og liv og alt hvad kært er for at tilbagedrive den fnysende fremmede voldsmand fra flidens rolige bolig, der vil sætte sit glavind mellem den rå vellystvrinskende kriger og den blive fredens og frydens mø, den hulde mandlønnende kvinde, den sølvgrå tilbedte olding - der kæk vil låne den smilende dieling, den legende glut, den springende knøs sin stærke senefulde arm. - Ja, ved fædrelandet , siger jeg, ham hædrer jeg villig! Men kan denne iver ventes af den der selv forsømmer, ringeagter fredens nærende sysler, af den der stagnerende i et skilderhus eller henstrakt på en hovedvagts ufrugtbare bænk spotter den forbiilende virksomme borger. Oh, regenter! Oh, krigsøverster! afhold, afvæn ikke krigeren fra fredelig gerning. Jo, lad ham ikke forlade jeres tjeneste med den fordærvelige erhvervelse, uduelighed og væmmelse for arbejde! Og han selv, vi alle, en taknemmelig eftertid skal takkende velsigne jer!!
(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-580)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar