Klagemaal fra en Beboer paa Ulfeldtsplads.

Uagtet alt hvad De i Deres blade nr. 32, nr. 34 og nr. 37 har ytret om Gråbrødretorv, er der ikke endnu sket nogen forandring med den snævre passage især ved nr. 127 og 1228. Var det ikke mest rigtigt at passagen var så bred som brættet der går tværs over gaden, er langt. For således som det er nu, må de gående når en vogn kommer, nødsages til at retirere ned i en kælder eller op i en dør. Jeg undres at De ikke har påanket de mange begede telte der unægtelig meget let ved gnister fra en ildebrand i nærheden i tørt vejrlig kan antændes, da hele pladsen inden for 5 minutter kunne stå i lys lue. Siger ikke brandforordningen at der ikke må være tjærede gavle eller skure, skulle da begede telte være mindre farlige for beboerne? Videre: Et det ikke skadeligt for sundheden og god orden at de mange ben og hoveder med anden mere urenlighed bliver henkastet og forrådner, især om sommeren? Endvidere: Intet andet sted i byen er opsat så mange boder, altså er heller intet sted så megen uorden som der, med slagsmål, alarm og spektakler af de mange løse hunde hos slagterne der ofte overfalder de forbipasserende mv. Kunne ikke sådanne boder bedre fordeles på flere torve eller kunne det ikke blive enhver tilladt at oprette boder hvor lejlighed gives, fx ved de lange mure i Skindergade, Kannike-, Fiol- og Krystalgade, så også i Gothersgade, ved hjørnet af Helliggeist- og Løvstræde og m. fl. steder eller kunne der ikke på torvene ligesom på Christianshavn bygges en bod på stadens bekostning. Derved skete den del af indbyggerne en sand tjeneste der nu skal gå langt før de kan få et stykke kød.

*   * *

Da udgiveren selv har boet på Gråbrødretorv, forundres han over at indsenderen ved siden af disse sande ankeposter ikke har sat en som forårsager lige så ubehagelige følelser som nogen af de andre. Gætter læseren ikke at jeg mener den sten der vidner måske at Corfitz Ulfeeldt var en mådelig patriot, måske endog at han var en forræder, men også uden alt måske at der var engang i Danmark en fyrstinde der var virtuos i at hade, der uforsonligt kunne pine sin egen mands uskyldige søster i Blåtårn og på samme tid sørge for at dennes mands navn skændedes gennem århundreder. Oh, det er ikke for Ulfeldt alene at denne sten er til skændsel! Dens hele overflade blev for lille til at rumme alle de navne hvis skamdåd den falder tilbage i erindring fra Englands Karl den Anden ned til den opofrede Dina.

Det er umoralsk at gadedrenge på offentlige mindesmærker læser at der kan være forrædere til. Og det er urimeligt at ville ved en skamstøtte motivere til fædrelandskærlighed i en stad hvis borgere har vist så store prøver på denne dyd, og i en stat i hvis årbøger man næppe skal kunne (uden for dens hof og adel og hvor randt blodet mindre dansk?) opvise en udmærket forræder.

Galger og stejler forsvinder efterhånden af vores marker. En mildere ånd oversvæver vores kriminallovgivning, solstrålen begynder at indlades i fængslets skumle vrå, og på et bedre leje gennemtænker den ulykkelige forbryder sin stilling, samler levningerne af sit håb og bekæmper sin frygt, mens selve morderen omhyggeligt bevares for det skadelige støv af den farve hans blodige hænder uophørligt må knuse. Og Ulfeldts sten skulle ikke sløjfes! Hundrede og halvtreds års skændsel skulle endnu være for lidt! Hævnen skal til evig tid eje et mindesmærke i Danmarks hovedstad!

(Politivennen.Hæfte 4, No. 51, Den 13 April 1799, s 808-812)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er ret usædvanlig idet den temmelig åbenlyst kritiserer en dansk dronning, og indirekte også Frederik 3. Måske fordi han udråbte sig selv som enevoldskonge og svigtede mange af de løfter han havde givet det københavnske borgerskab i 1660 efter at det havde raget kastanjerne ud af ilden for ham ved Københavns belejring. Artiklen er skrevet før censurlovgivningen, Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799, som i 50 år skulle sætte en stopper for ytringer af denne slags på tryk. Der blev ikke anlagt sag direkte mod Seidelin på grund af denne artikel, men den har måske været medvirkende til de senere overgreb mod ham.

Gråbrødretorv 127 og 128 er nutidens Gråbrødretorv 3 og Gråbrødretorv 1/Niels Hemmingsensgade 15)

Udgiverens bemærkninger om Corfitz Ulfeldt hentyder til Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) som var datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Corfitz Ulfeldt boede som statholder i København i en stor gård i Løvstræde, hvor Gråbrødretorv ligger i dag. Da Christian 4. døde, brød en magtkamp ud mellem Ulfeldt og halvbroderen Frederik 3. og hans dronning Sophie Amalie (1628-1685) - som sidstnævnte vandt.

Karl 2. (1630-1685). Han flygtede til udlandet 1646, da Oliver Cromwell kom til magten efter borgerkrigen, og vendte tilbage 1660 mod at underskrive en erklæring, der sikrede Parlamentet.

Hvem Dina er, må stå hen i det uvisse.