Kristelig Medlidenhed i Hjorte-Kjershuset.

Indsenderen foretog sammen med sin far den 15. i denne måned en rejse til fods. Mod aften trak et stærkt tordenvejr op der henimod kl. 10 brød ud i lyn og skrald, og nogle hundrede skridt fra Hjortekærshuset i en skrækkelig skylregn. Vi blev her opmærksom på et lys og glædede os i den meget naturlige forventning at finde ly der mod uvejret. Den ene af os bankede på vinduet. En pige råbte indenfor at konen i huset lå noget syg og vi burde ikke lave larm og forstyrre hende. Vi gentog vores forlangende og lovede nøjsomme at tage til takke med forstuen hvor vi ikke skulle forstyrre den syge. Ja, min far påberåbte sig endog sit bekendtskab med skovfogden for at få sin begæring desto villigere opfyldt. Men al beden var forgæves. Vi måtte  begge stå udenfor i den stærkeste pladsregn og langt om længe nøjes med en anvisning på et vognskur der lå tæt ved huset. Hvor vi to hele klokketimer måtte afvente en blidere himmel.

Meget ondt gør det indsenderen at fremsætte et sådant sørgeligt vidnesbyd om tilsidesættelsen af de første menneskepligter der grænser så nær til hårdhed og grusomhed. Smerteligt er det ham at tænke sig en landsmand og religionsforvant at dæmpe naturens stemme, at trods menneskekærligheds bud, og - efter dog i det mindste at have læst hustavlen - at nægte sin bror hvad ingen af sydhavets rå og hedenske beboere i lige tilfælde ville have nægtet sig ved at tilstå enhver rejsende.
-n

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 70, den 24 August 1799, s 1113-1114)

Redacteurens Anmærkning

Hjortekærshuset lå i Jægersborg Dyrehave nord for København