(Fortsat.)
Men nu er tingen engang således, og nu kan spørgsmålet kun blive: Hvorledes afhjælpes de påtalte mangler? Det er det spørgsmål jeg vil forsøge at besvare.
Et af to, enten må bønderne af egen drift vedligeholde kære og vandsteder, eller også må arbejdet pålægges dem af øvrigheden under straf når det forsømmes. Det første nemlig at bønderne af egen drift skulle påse deres vandsteders renholdelse, det er noget som den der interesserer sig for det almennyttige, alene kan ønske. At håbe det er efter erfaringens dom forgæves, idet mindste i øjeblikket. Det sidste middel, nemlig at pålægge bønderne arbejdet, står altså kun tilbage. Men så opstår der atter spørgsmålet: Bør kæres og vandsteders renholdelse være genstand for politiets virkekreds? Her mener jeg at der bør skelnes mellem private vandsteder, det er sådanne som ligger på privatmands ejendom, og som han har udelukkende ret til at benytte sig af, og offentligt vandsteder, derved forstår jeg sådanne som en eller flere landsbyer har ret til at betjene sig af, og som i hensigt til sammes beboere ligger i et privativt fællesskab. Hvad det første af disse angår, da finder jeg det i modstrid med ejendommens natur at pålægge politiet at påse hvorledes ejeren vedligeholder dem. For han har uden tvivl ret endog til at lade dem forfalde. Talen kan følgelig kun blive om sidstnævnte.
Det er uden tvivl en afgjort sag at man bør være sparsom med at gøre indretninger fra private til publike. Øvrighedens mellemkomst forudsætter altid en slags formynderskab hvis udvidelse er mindre passende for borgere, hvis regering ved vise love og velgørende foranstaltninger har ophøjet den til den frihed som naturen dannede dem til. Og lad en sag endog være nok så vægtig, nok så alment interesserende, så snart den ophører at være privat, det vil sige, så snart øvrigheden skal påse at den ikke forsømmes, og ved tvang motivere de vedkommende til at efterkomme deres pligter, så bliver den almindeligvis anset som en byrde, og betragtes da med et odium som den hverken efter sin natur eller sine virkninger bør betragtes med. Fra dette synspunkt betragtet synes det altså grundet at være af benægtende mening, når der spørges om offentlige kæres og vandsteders renholdelse bør være en politiet sysselsættende genstand.
Overvejer man imidlertid sagens vigtighed for det almindelige, så vil det dog altid blive et mindre onde at lade politiet blande sig i sagen, end at en hel by skulle lide vandmangel, eller påføres sygdomme og andre fortræd af mangel på sundt vand. I betragtning heraf holder jeg altså på at politiet bør påse de offentlige vandsteders renholdelse. Lovgivningen selv giver denne mening medhold. Forordningen af 29. februar 1792 befaler blandt andet "at alle brønde, vandsteder, gadekær etc. såvel i byerne som i nærheden på marker skal holdes i stand, så at stedse kan findes forråd af rent vand". Fremdeles: "Amtmanden skal sørge for at vandsteder anlægges hvor ingen er", endelig "alle beboere skal forrette arbejdet ved brøndes, vandsteders etc. rensning og istandsættelse." Vel taler denne anordning ikke om at det skal være politiets sag at påse at sådant arbejde forrettes, den synes at overlade det til stedets beboere efter for godt befindende at forrette arbejdet, men den befaler dog at vandstederne skal holdes i stand, og når nu erfaringen viser at dette ikke kan overlades almuen selv, hvorfor da ikke tvinge dem dertil?
(Fortsættes).
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 737-741)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar