Hr. Politiven!
For nogle dage siden var jeg vidne til en tildragelse der synes at kunne tjene til oplysning om hvorvidt politiet er berettiget til at uddele stokkeprygl. To grøftegravere fra Holsten der havde arbejde i nærheden af en lille købstad, sad om eftermiddagen før Kristi Himmelfartsdag i en købmands skænkestue og drak brændevin for ikke at kedes over at de måtte vente på nogle af deres kammerater der havde noget at forrette andetsteds i byen. Uvante til stærk drik blev de snart tunge i hovedet og man ville ikke skænke mere for dem. En nabo der var politibetjent i byen, kom ind, fik dem ud på gaden og derfra ind i sit hus, hvor de atter drak stærk drik han lod hente til dem, hvorved den lette rus gik over til den sande fuldskab. Om betalingen opstod uenighed mellem de drukne, og en ædru kammerat som kom til og et slagsmål begyndte hvori værten, politibetjenten tog parti derved at han ville kaste de drukne ud af huset. Tumult opstod. Den anden af byens politibetjente kom til, og i stedet for at tage fornødent mandskab blandt borgerne til hjælp for at binde de fulde, blinde og uvane mennesker, indlod de sig i ordentlig slagsmål med dem og slog dem hvis hoved stedse var for tungt, ofte i rendestenen. Byfogden sendte så snart han fik underretningen, sin fuldmægtig der også da han kom, greb fat i de drukne uden at æske hjælp, og disse forvildede mennesker forsvarede sig det bedste de kunne, fordi de ikke kendte eller kunne kende nogen af politiet på et par lappede frakker.
Endelig indfandt byfogden sig, og efter en mængde stokkeprygl uden nytte var tildelt de fulde og de ikke mere kunne stå på benene, blev de først taget fat og blev slæbt til rådstuen langs ad gaden. Alt efter om de enten faldt, ikke ville eller kunne gå, blev de af byfogden smurte med en stok. Den de dog slet ikke kunne fornemme.
Fredag morgen blev de forhørt. Politibetjenten i hvis hus opløbet skete, gjorde ingen påstand mod dem på nogen måde. De vedtog godvilligt for at slippe for den arrest med videre som de blev truet med, ved at betale hver 3 rigsdaler, og tilstod at de intet havde at klage over politiets medfart siden det blev dem gjort klart at hvis de ikke var tilfreds med det, måtte arrest og søgsmål vedblive. De erklærede at de intet kunne erindre af det forefaldne, kun erfarede de ved opvågningen i arresten at klæderne var tilsølet, hovedet forstødt, samt en hånd slet forslået. Under forhøret skulle de have vist sig så anstændige og brave at man ikke nogensinde ved arrestanters forhør har truffet sådanne. Deres kammerater der misbilligede ganske deres fuldskab, bevidnede om dem at de ingenlunde før havde gjort sig skyldige deri eller forårsaget offentlig ro forstyrret.
Spørgsmål bliver nu efter alt dette: Om de burde betale mere end hver 1 rigsdaler og 24 skilling for arresten? Dette er Københavns takst. Havde politiet forsynet med kendemærke som politi, taget nødvendigt mandskab med, ja endog reb for at binde disse fulde mennesker, da havde de vist ingen ømme hoveder eller forslåede hænder haft at vånde sig ved. Havde man bundet dem på en stige, da de dog ikke turde gå af fuldskab, da havde de været befriede fra de vedvarende stød som faldene måtte forårsage dem og som let kunne have skilt dem ved deres førlighed og legemes bekvemhed til ved arbejde siden at ernære sig. Og politimesteren kunne have sparet sin arm under marchen til arresten for at uddele så hyppige prygl der ingen virkning havde eller kunne have, og som så let ved et urigtigt træf i hovedet kunne berøve dem livet, var det endog blot en hasselkæp. Var 2 nætters arrest og 11 rigsdaler 24 skilling ikke straf nok for fuldskab? Bør menneskelig elendighed ikke hellere formindskes end ved uforsigtige midler let forstørres.
Hilsen og respekt
X Y Z
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 57, den 25 Maj 1799, s 897-901)
For nogle dage siden var jeg vidne til en tildragelse der synes at kunne tjene til oplysning om hvorvidt politiet er berettiget til at uddele stokkeprygl. To grøftegravere fra Holsten der havde arbejde i nærheden af en lille købstad, sad om eftermiddagen før Kristi Himmelfartsdag i en købmands skænkestue og drak brændevin for ikke at kedes over at de måtte vente på nogle af deres kammerater der havde noget at forrette andetsteds i byen. Uvante til stærk drik blev de snart tunge i hovedet og man ville ikke skænke mere for dem. En nabo der var politibetjent i byen, kom ind, fik dem ud på gaden og derfra ind i sit hus, hvor de atter drak stærk drik han lod hente til dem, hvorved den lette rus gik over til den sande fuldskab. Om betalingen opstod uenighed mellem de drukne, og en ædru kammerat som kom til og et slagsmål begyndte hvori værten, politibetjenten tog parti derved at han ville kaste de drukne ud af huset. Tumult opstod. Den anden af byens politibetjente kom til, og i stedet for at tage fornødent mandskab blandt borgerne til hjælp for at binde de fulde, blinde og uvane mennesker, indlod de sig i ordentlig slagsmål med dem og slog dem hvis hoved stedse var for tungt, ofte i rendestenen. Byfogden sendte så snart han fik underretningen, sin fuldmægtig der også da han kom, greb fat i de drukne uden at æske hjælp, og disse forvildede mennesker forsvarede sig det bedste de kunne, fordi de ikke kendte eller kunne kende nogen af politiet på et par lappede frakker.
Endelig indfandt byfogden sig, og efter en mængde stokkeprygl uden nytte var tildelt de fulde og de ikke mere kunne stå på benene, blev de først taget fat og blev slæbt til rådstuen langs ad gaden. Alt efter om de enten faldt, ikke ville eller kunne gå, blev de af byfogden smurte med en stok. Den de dog slet ikke kunne fornemme.
Fredag morgen blev de forhørt. Politibetjenten i hvis hus opløbet skete, gjorde ingen påstand mod dem på nogen måde. De vedtog godvilligt for at slippe for den arrest med videre som de blev truet med, ved at betale hver 3 rigsdaler, og tilstod at de intet havde at klage over politiets medfart siden det blev dem gjort klart at hvis de ikke var tilfreds med det, måtte arrest og søgsmål vedblive. De erklærede at de intet kunne erindre af det forefaldne, kun erfarede de ved opvågningen i arresten at klæderne var tilsølet, hovedet forstødt, samt en hånd slet forslået. Under forhøret skulle de have vist sig så anstændige og brave at man ikke nogensinde ved arrestanters forhør har truffet sådanne. Deres kammerater der misbilligede ganske deres fuldskab, bevidnede om dem at de ingenlunde før havde gjort sig skyldige deri eller forårsaget offentlig ro forstyrret.
Spørgsmål bliver nu efter alt dette: Om de burde betale mere end hver 1 rigsdaler og 24 skilling for arresten? Dette er Københavns takst. Havde politiet forsynet med kendemærke som politi, taget nødvendigt mandskab med, ja endog reb for at binde disse fulde mennesker, da havde de vist ingen ømme hoveder eller forslåede hænder haft at vånde sig ved. Havde man bundet dem på en stige, da de dog ikke turde gå af fuldskab, da havde de været befriede fra de vedvarende stød som faldene måtte forårsage dem og som let kunne have skilt dem ved deres førlighed og legemes bekvemhed til ved arbejde siden at ernære sig. Og politimesteren kunne have sparet sin arm under marchen til arresten for at uddele så hyppige prygl der ingen virkning havde eller kunne have, og som så let ved et urigtigt træf i hovedet kunne berøve dem livet, var det endog blot en hasselkæp. Var 2 nætters arrest og 11 rigsdaler 24 skilling ikke straf nok for fuldskab? Bør menneskelig elendighed ikke hellere formindskes end ved uforsigtige midler let forstørres.
Hilsen og respekt
X Y Z
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 57, den 25 Maj 1799, s 897-901)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar