En gammel Mands Ønske.

For en tre kvart år siden skrev De i Politivennen om hvor godt det var at der var flere bænke og på flere steder i Kongens Have, især nær indgangen. Som gammel og svag glædede jeg mig ved dette forslag, men det er endnu ikke kommet i opfyldelse. Det er især tæt ved indgangen, i den gang langs muren op til Damegangen, og i den anden gang der fører op til Kavalergangen at jeg og min lige ville være glade ved at kunne tage hvile, i stedet for endnu at gå disse gange helt igennem uden vi kan komme til sæde. Jeg bor midt i byen og er dog træt ved indgangen til haven, hvad må da ikke den være der på svage ben har stridt sig derhen fra Christianshavn ad? De bænke jeg her har ytret mit ønske om, må allerhelst være lukkede sådanne som de i Kavalergangen, i det mindste nogle af dem. Man tror mig måske ikke, men dersom de fem lukkede bænke ikke var i haven, måtte mange stakler ofte i sommeren selv blive borte fra haven og turde ikke så tidlig på foråret vove sig derud. Jeg har heller aldrig sat mig i en af disse lukkede bænke uden at velsigne den der opfandt dem, og skænkede haven dem. Jeg tænker også hver gang han var nok svagelig, såvel som du, for de for de unge og raske tænker sig så sjældent ind i deres syge og gamle venners forfatning.

Jeg ved ikke hvem jeg skulle henvende denne bøn til, for gartnerne kan vel ikke gøre det på egen hånd og slotsforvalterne har nok intet med haven at gøre. Jeg har dog adskillige gange set vores prinsesser derinde, og når de er kommet forbi mig, har deres milde åsyn ligesom lykønsket mig til en god forfriskelse af min tur i haven. Jeg er vis på at dersom jeg sagde dem mit ønske blev det opfyldt. Men min gamle danske beskedenhed forbyder mig det altid. Dersom De nu indrykker det i Deres blade, så tænker jeg dog at det kommer på en eller anden måde til dem, og jeg har d det bedste håb.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1841-1843)