23 august 2014

Forslag til bedre Kommunikation imellem Kristianshavn og Kjøbenhavn.

Så enstemmige fremmede rejsende er i at tilstå København rang blandt de smukkeste steder i Europa, lige så enstemmige er de i at dadle den for fodgængere ubekvemme og farlige passage mellem København og Christianshavn over Knippelsbro. Enhver som har gået denne vej, når mange især kulskibe ligger og losser, må have erfaring hvor farligt det er når der er opfyldt med kuske som ofte for at vende, kører ind på fortorvet, og ved rykning med vognen sætter de gående i fare for at knuses mellem vognene og husene, eller mellem vognene selv. At åbne passagen bag om husene forbi det schimmelmannske udsælgningshus har ofte været omtalt uden følge. 

Indsenderen tror at den letteste måde at gøre vejen mellem København og Christianshavn mere bekvem og mindre farlig for de gående vil være at flytte bolværket ud fra hukken ved den vestre ende af Børsen til i lige linje med det yderste af den plads hvorpå toldbetjentenes hus står, og derfra videre ned til Knippelsbro, og da at gøre fortorvet langs gamle og nye børs så brede at det kan være tilstrækkelig rummeligt for de gående. Det måtte vel forsynes med afvisere, så at vognene ikke kunne køre ind derpå (dog ikke af den lave slags der synes alene at være indrettede til at støde benene til mens på). At der endda blev rum nok for skibene mellem Holmen og den Børsens side, beviser den finale kanal ved Holmens Kirke. Fast og godt grus til opfyldning kunne bekvemt tages fra det afbrændte slot når samme engang skal bygges igen, hvorved meget sparedes i transport. 

Er havnekommissionens kasse ikke formuende nok til at bestride bekostningen af et nyt bolværk, vil det ikke være urimeligt at de som oftest benytter sig af nævnte passage, bidrog til dens forbedring, enten ved frivillige bidrag eller ved pålæg, og synes dette især at måtte falde de handlende til last, nemlig alle købmændene hvis skibe losser ved Christianshavn, enhver som handler med vestindiske, ostindiske og islandske varer, de formuende af Christianshavns indbyggere med flere efter vedkommendes skøn. 

Hvad Knippelsbro selv angår, da tillader vor økonomiske forfatning vel ikke at håbe nogen forandring ved samme, imidlertid kunne den med ringe bekostning også gøres bekvemmere for de gående, når der på den sydøstlige side af samme hvor stenkisterne står, blev oven på disse bygget en bro for de gående. Denne ville komme lige for enden af fortorvet og vejen kunne gå ligefrem til tæt mod vindebroen hvor der kunne være indgang til broen, så at de gående blot behøvede at komme på kørebanen for så vidt vindebroen strækker, og mulig kunne en let bro indrettes for de gående i lige linje med den på stenkisterne byggede som ved bekvem mekanisme hastig kunne løftes op eller gå tilbage med det samme den store bro opvindes. Indsenderen smigrer sig med den tanke at foranførte er så simpelt og let at udføres at det med tiden ikke ganske vil være uden følge.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 137. 13de december 1800, s. 2182-2185)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar