De har, hr. Politiven! ved i bladet nr. 94 af 8. februar d.å. at fortælle en ulykkelig tildragelse på Falster været urigtigt underrettet om de derved forefaldende omstændigheder. De har tillige forfejlet synspunktet, fra hvilket det urigtige forhold mod det ihjelfrosne menneskes legeme burde betragtes, og er derved forledt til at gøre et af de nu gængse udfald mod præsterne, især dette lands. De vil tillade mig, som præst i det sogn, hvor tildragelsen skete, at berigtige Deres fortælling og med det samme at vise Dem, at De, i det mindste ved denne lejlighed, gerne kunne have ladet den anholtske hr. Niels' Manes blive uforstyrrede.
Den druknede var en mand fra Sjælland af Ørslev sogn. Han tillige med en anden vovede sig til hest over isen. I strømskåret henimod Falsters land slap denne anden i. Den første springer af hesten, som han lader løbe, kaster derpå sine klæder af og iler hen imod vågen, for at hjælpe den, som var i fare, men forgæves. Denne gik under. På øen Farø høres fra søen et ynkeligt skrig. En af øens beboere tilligemed 6 mænd fra Bogø, som var hos ham, hører det, og iler efter lyden hen imod stedet, hvor de finder den næsten døde, og - som sige - med blod udflydende af næse og mund. De bærer ham derpå til nærmeste by her i sognet, Havnsø kaldet, som har fire gårde. Imidlertid var han død undervejs. I denne by var det, at det vist nok uforsvarlige forhold, hvormed Deres blad melder, blev udvist. Dette tildrog sig om aftenen, den 30. december, f.å. Ingen meldte mig noget derom, før sent næste dags aften. Jeg forbigår de følelse, som bestormede mit sind ved denne for mig, som præst i sognet, dobbelt sørgelige tildragelse. Et herover optaget preliminært forhør siger, desværre, at bymændene i Havnsø vægrede sig ved at modtage det døde legeme,som måske endnu havde været at bringe til live. Uagtet fogden fra Bogø, som var en af de omtalte 6 mænd, en ferm og forstandig bonde, skal have gjort alt sit for at overtale dem. Men derimod førte de den døde på en slæde til en lille længere oppe i landet liggende by af 16 gårde, hvor man gjorde nogle forgæves forsøg med at bringe ham til live
Så meget er nu, så vidt jeg hidtil ved, sandhed. Og er det ikke at tvivle på, at hvis brøde findes hos mændene i Havnsø, ville de også derfor blive ansete. Men nu til bevæggrunden for denne deres vægring. Denne var ikke, som De her. Politiven! formoder dum overtro eller frygt for gengangere. Alle de mænd af menighed, som jeg har oplæst dette sted fra deres blad, smiler derved og kunne ikke indse, hvorledes man kunne tænke sig Falsters bønder så dumme og overtroiske, at det lys, som ved kirkens bygning og kristendomslæreres ansættelse endog tilligere oprandt fra falsterboerne, end for de fleste andre af Danmarks øboere, ikke har skinnet forgæves.Men de beklager tillige at lyset lige til reformationen, og endnu en tidlang efter, skinnede så dunkelt for deres forfædre. Og at den tids præster - med hvilke de ikke gerne ville, at deres nuværende lærere skulle forveksles - med al flid arbejdede på at grunde den overtro, man nu søger at udrydde. Om skolerne for 900 år siden ved de derimod intet. For skolevæsen var her enten slet ikke, eller så usselt, at det ikke fortjener at nævnes, indtil mod slutningen af Frederiks dage, da skoler her til lands blev byggede, lærere ansatte, og dem tillagt årlig løn, 24 rd. tilligemed lidt ildebrændsel og føring. På denne fod står tingene endnu, skønt tidernes dyrhed og penges deraf flydende ringere værd, gør at disse 24 rd. sikkert nu ikke er drøjere for disse stakler, end 8 rd. på den tid var. Kort sagt: Skoleholdernes løn er nu langt mindre, end den raske daglejers. Hvad subjekter til skoleembederne man derfor må, som oftest, lade sig nøje med, er let at indse. Og at høsten ikke kan blive så ønskelig, som når sæden var sund og redskaberne til dyrkningen af behørig godhed, er vel ikke at modsige.
Imidlertid glæder jeg mig ved at turde påstå, at min menigheds og de fleste menigheders lemmer på dette lille land visseligen ikke står på et lavere oplysningstrin, end andre almuesfolk i Danmark, og at de måske endog står lidt højere, end mængden af almuen i hovedstaden. Men derfor nægter jeg ikke, at adskillig overtro endnu hænger ved mange.
Men Deres ønske, hr. Politiven! om prædikener mod spøgelser og gengangere, trolddom, signen, målen og igenvisen er det såre misligt. Yderligere vanskeligt ville de være - jeg har selv forsøgt det - at afhandle disse emner på prædikestolen så tydeligt, at man kunne forstås, uden at blive til latter. Mange præster ville måske endog finde på at tale imod en og anden overtro, som hidtil var ubekendt i hans menighed, for yderst vanskeligt er det, at oplede overtroen i dens underlige smuthuller. For min del tror jeg, at det mangt et sted ville gå med disse prædikener, som med en prædiken mod brændevin og kaffe, hvorved menigheden lo næsten højt, endskønt talen var skøn, grundig og vel udarbejdet, og blev holdt for en købstadsmenighed.
Salig Pontoppidon valgte, til at udrydde den slags ukrudt, at tale derimod i sin katekismus forklaring. Min måde er ved undervisningen for katekumenerne og ved samtalen at gøre tingen så latterlig, som muligt, samt at bestride den med grunde. At der endnu skulle være præster, som holder med denne dumme overtro, vil jeg vel ikke ligefrem nægte, da hr. Politiven forsikrer at kende sådanne, men glæder mig ved, at slige mænd er mig ubekendte.
Hvad blystøben over elleskudte - her til lands jordskudte - kreaturer angår, hvorom bladet taler, da er grunden dertil ikke overtro, skønt jeg ikke vil nægte, at denne jo nu og da blander sig deri. Dyret er blevet beskadiget ved skadelig opstigende dunst fra jorden. Det var inden kort tid død, uden at middel hastigt anvendes, hvorved det standsede blod sættes igen i omløb. Således er det gået mig nogle gange med mine kreaturer, og endnu afvigte sommer med min bedste malkeko, som jeg en time forinden så stående at æde. Ved spreden af det gloende bly i vandet, eller knaldet af et flinteskud nær dyrets hoved, forskrækkes det, og denne skræk befordrer, når midlet tids nok anvendes, blodets omløb, og dyret reddes. Også dertil har jeg - så fordomsfri i henseende til den omtalte overtro, som noget menneske på Guds jord - selv været øjenvidne. Dette sygdomstilfælde møder ofte i disse sumprige lande. Prøv det, hr. Politiven! Probatum est. Selv har jeg vel ikke ladet dette middel bruge ved mine kreaturer, men de ommeldte præster, som talede, at bly i deres stalde blev støbt over deres kreaturer, kunne sikkert derfor gerne være forstandige og retskafne mænd. For det er i så fald ikke at tvivle, at de jo betjente sig af lejligheden til at rette overtroens vrange begreb om sagen.
(Fortsættelse følger)
Den druknede var en mand fra Sjælland af Ørslev sogn. Han tillige med en anden vovede sig til hest over isen. I strømskåret henimod Falsters land slap denne anden i. Den første springer af hesten, som han lader løbe, kaster derpå sine klæder af og iler hen imod vågen, for at hjælpe den, som var i fare, men forgæves. Denne gik under. På øen Farø høres fra søen et ynkeligt skrig. En af øens beboere tilligemed 6 mænd fra Bogø, som var hos ham, hører det, og iler efter lyden hen imod stedet, hvor de finder den næsten døde, og - som sige - med blod udflydende af næse og mund. De bærer ham derpå til nærmeste by her i sognet, Havnsø kaldet, som har fire gårde. Imidlertid var han død undervejs. I denne by var det, at det vist nok uforsvarlige forhold, hvormed Deres blad melder, blev udvist. Dette tildrog sig om aftenen, den 30. december, f.å. Ingen meldte mig noget derom, før sent næste dags aften. Jeg forbigår de følelse, som bestormede mit sind ved denne for mig, som præst i sognet, dobbelt sørgelige tildragelse. Et herover optaget preliminært forhør siger, desværre, at bymændene i Havnsø vægrede sig ved at modtage det døde legeme,som måske endnu havde været at bringe til live. Uagtet fogden fra Bogø, som var en af de omtalte 6 mænd, en ferm og forstandig bonde, skal have gjort alt sit for at overtale dem. Men derimod førte de den døde på en slæde til en lille længere oppe i landet liggende by af 16 gårde, hvor man gjorde nogle forgæves forsøg med at bringe ham til live
Så meget er nu, så vidt jeg hidtil ved, sandhed. Og er det ikke at tvivle på, at hvis brøde findes hos mændene i Havnsø, ville de også derfor blive ansete. Men nu til bevæggrunden for denne deres vægring. Denne var ikke, som De her. Politiven! formoder dum overtro eller frygt for gengangere. Alle de mænd af menighed, som jeg har oplæst dette sted fra deres blad, smiler derved og kunne ikke indse, hvorledes man kunne tænke sig Falsters bønder så dumme og overtroiske, at det lys, som ved kirkens bygning og kristendomslæreres ansættelse endog tilligere oprandt fra falsterboerne, end for de fleste andre af Danmarks øboere, ikke har skinnet forgæves.Men de beklager tillige at lyset lige til reformationen, og endnu en tidlang efter, skinnede så dunkelt for deres forfædre. Og at den tids præster - med hvilke de ikke gerne ville, at deres nuværende lærere skulle forveksles - med al flid arbejdede på at grunde den overtro, man nu søger at udrydde. Om skolerne for 900 år siden ved de derimod intet. For skolevæsen var her enten slet ikke, eller så usselt, at det ikke fortjener at nævnes, indtil mod slutningen af Frederiks dage, da skoler her til lands blev byggede, lærere ansatte, og dem tillagt årlig løn, 24 rd. tilligemed lidt ildebrændsel og føring. På denne fod står tingene endnu, skønt tidernes dyrhed og penges deraf flydende ringere værd, gør at disse 24 rd. sikkert nu ikke er drøjere for disse stakler, end 8 rd. på den tid var. Kort sagt: Skoleholdernes løn er nu langt mindre, end den raske daglejers. Hvad subjekter til skoleembederne man derfor må, som oftest, lade sig nøje med, er let at indse. Og at høsten ikke kan blive så ønskelig, som når sæden var sund og redskaberne til dyrkningen af behørig godhed, er vel ikke at modsige.
Imidlertid glæder jeg mig ved at turde påstå, at min menigheds og de fleste menigheders lemmer på dette lille land visseligen ikke står på et lavere oplysningstrin, end andre almuesfolk i Danmark, og at de måske endog står lidt højere, end mængden af almuen i hovedstaden. Men derfor nægter jeg ikke, at adskillig overtro endnu hænger ved mange.
Men Deres ønske, hr. Politiven! om prædikener mod spøgelser og gengangere, trolddom, signen, målen og igenvisen er det såre misligt. Yderligere vanskeligt ville de være - jeg har selv forsøgt det - at afhandle disse emner på prædikestolen så tydeligt, at man kunne forstås, uden at blive til latter. Mange præster ville måske endog finde på at tale imod en og anden overtro, som hidtil var ubekendt i hans menighed, for yderst vanskeligt er det, at oplede overtroen i dens underlige smuthuller. For min del tror jeg, at det mangt et sted ville gå med disse prædikener, som med en prædiken mod brændevin og kaffe, hvorved menigheden lo næsten højt, endskønt talen var skøn, grundig og vel udarbejdet, og blev holdt for en købstadsmenighed.
Salig Pontoppidon valgte, til at udrydde den slags ukrudt, at tale derimod i sin katekismus forklaring. Min måde er ved undervisningen for katekumenerne og ved samtalen at gøre tingen så latterlig, som muligt, samt at bestride den med grunde. At der endnu skulle være præster, som holder med denne dumme overtro, vil jeg vel ikke ligefrem nægte, da hr. Politiven forsikrer at kende sådanne, men glæder mig ved, at slige mænd er mig ubekendte.
Hvad blystøben over elleskudte - her til lands jordskudte - kreaturer angår, hvorom bladet taler, da er grunden dertil ikke overtro, skønt jeg ikke vil nægte, at denne jo nu og da blander sig deri. Dyret er blevet beskadiget ved skadelig opstigende dunst fra jorden. Det var inden kort tid død, uden at middel hastigt anvendes, hvorved det standsede blod sættes igen i omløb. Således er det gået mig nogle gange med mine kreaturer, og endnu afvigte sommer med min bedste malkeko, som jeg en time forinden så stående at æde. Ved spreden af det gloende bly i vandet, eller knaldet af et flinteskud nær dyrets hoved, forskrækkes det, og denne skræk befordrer, når midlet tids nok anvendes, blodets omløb, og dyret reddes. Også dertil har jeg - så fordomsfri i henseende til den omtalte overtro, som noget menneske på Guds jord - selv været øjenvidne. Dette sygdomstilfælde møder ofte i disse sumprige lande. Prøv det, hr. Politiven! Probatum est. Selv har jeg vel ikke ladet dette middel bruge ved mine kreaturer, men de ommeldte præster, som talede, at bly i deres stalde blev støbt over deres kreaturer, kunne sikkert derfor gerne være forstandige og retskafne mænd. For det er i så fald ikke at tvivle, at de jo betjente sig af lejligheden til at rette overtroens vrange begreb om sagen.
(Fortsættelse følger)
(Politivennen, Hæfte 8, nr. 103, den 12. april 1800, s. 1633-1640)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar