Det er ikke overflødigt at tale om hundes galskav der dog ikke bør blandes med hydrofobi, men yttrer sig ved symptomata der kunne føre til det: disse kendetegn har på en tid utroligt meget tiltaget i hovedstaden. Således som i forrige tider blot aldrende jomfruer eller matroner, ser man nu næsten hver mand med en eller to hundre i hælene. Man går i forretninger, i selskab, på Børsen, inden og udenfor porten altid med hunde. I en af byens klubber ser man sig nødsaget til at gøre forslag til en aparte konversationsstue for disse dyr hvor de uden hinder for de menneskelige medlemmer kan enten loppe, bide eller elske sig, eller lette naturens trang. Håndværkere tager hunde med på arbejde, sælgekællinger har dem med, volden overrendes af dem, udenfor porten træffer man på den pøbel af højere og lavere stand der med fornøjelse ser at man forfølges af deres køtere. Beboerne omkring gaden er så skødesløse at spadserende forsølges et langt stykke vej af deres løsgående hunde. Hvem der har en gård i byen ved at disse sultne dyr kommer ind for at sópsnuse noget, efter at de på gaden har vendt op og ned i møddinger. Om natten når man skulle nyde søvnen, hører man en vedvarende bjæffen. Kort sagt, en almindelig kanomani har hjemme hos os, og hvorfor skulle der intet gøres for at standse en dårlighed der tillige kan blive så farlig at man må gyse over den blotte tanke? Udenlands finder man byer hvor ingen hunde tåles, og her kan vi sikkert antage at der er over tyve tusinde hunde i byen.
Man pålægger liebhaveren at betale årligt 2 rigsdaler for at holde en hold, og af dette pålæg udsætter man præmier for natmændene for at ihjelslå alle dem der træffes på gaden. Så tør vi håbe at have foranstaltet hvad klogskaben byder. Dog lader man natmændene patruljere så tidlig om morgenen at gadedrengene ikke kan opkaste sig til forsvar for hundene.
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1554-1556)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar