Når jeg vandrer over Kongens Nytorv, kaster jeg ofte et betænksomt øje til de trætralværker der står på midten og fløjene af dette slot, og ønsker hver gang de snart måtte blive taget bort. Da jeg meget nyder denne bygning, hvis udvendige arkitektur endog af udenlandske rejsende, man se fx Ramdohrs Reise nach Dänemark, I Theil pag. 151, fremfor andre i København, er udmærket, så skulle det gøre mig meget ondt om dette gamle vindtørrede, fængende trætøj der står deroppe, i tilfælde af uheldig indtræffende ildgnister fra nærheden deromkring, kunne give en skjult og hastig næring for samme, og være anledning til videre om sig gribende ulykke. Efterhånden må man beflitte sig på at ville alt det gamle træværk bort, vore forfædre med rund hånd har udstaferet vores bygninger med, og især ønskede jeg at disse gamle vindtørrede træmerkurius og neptunusser der så mange steder sidder højt til vejrs, kom på deres hals herned. I påkommende tilfælde formår de ikke med deres trefork at kommandere en eneste dråbe vand op til sig. Overalt hvor jeg øjner disse herrer, ser jeg surt til de, måske den misfornøjelse jeg her yttrer med dem, kan være en anledning til at nogle, særdeles de af dem der mere sidder til zirat end til nytte, eller findes at være rådne og forfaldne, ved indfaldende husreparationer kan bliver aldeles borttaget.
(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1786-1787)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar