Svar på det i Politivennen nr. 108 s. 1723 gjorte Spørgsmål til en Kasuist. i det Gejstlige

Den omflakkende urmager hvorom meldes, var af den romersk-katolske religion. Som følge heraf var præsten efter kirkeritualet ikke forpligtet til at kaste jord på ham. Ja, det var ham ikke engang tilladt at gøre det, uanset den her herskende tolerance og menneskekærlighed næppe vil lægge en præst til last, end han viste denne høflighed imod en afdød af en anden sekt. Bemeldte urmager var også død natten mellem onsdag og torsdag, eller torsdag morgen tidlig. Her var altså tid nok til at besørge ham begravet næste søndag, (for at han først skulle være død om fredagen er urigtigt. det var først om søndagen ved annekskirken at mølleren forlangte, at jeg mandag derpå ville komme ned til annekset for at kaste jord på dette lig. Og da jeg spurgte mølleren, hvorfor han ikke havde sørget for, at liget samme søndag var bragt til kirken, svarede han mig, at det havde og blevet begravet samme dag, dersom det ikke havde været ham til ulejlighed, da han og hans hustru just nu kommunikerede. Jeg skulle altså for møllerens bekvemmeligheds skyld en anden dag i ugen gøre en rejse og en forretning, som jeg kunne gjort om søndagen, da jeg var ved kirken. Men dette var i dårligt vejr, og gennem en dårlig vej en stor besværlighed for en gammel mand. Jeg sagde derfor mølleren at jeg ikke kom ned til annekset om mandagen og bad ham lade liget nedsætte i den dertil kastede grav da jordpåkastelsen kunne ske følgende søndag.

For i vores oplyste tider ville det være upassende med kundskabens fremgang, at nægte denne fremmede jords påkastelse, da denne nægtelse var en frugt af sekterisk had, som hørte til de mindre oplyste tider. Ligbærerne kunne altså ikke være satte i nogen forlegenhed ved min udeblivelse, da de forud vidste at jeg ikke kom. Ikke heller kunne de være uvidende om hvor liget skulle sættes, da jeg havde anvist det sin plads i graven. Da det ikke alene er brug i Norge, men også i Danmark, at lig, som uden ceremoni begraves en søgnedag i ugen først får jordpåkastelse følgende søndag, så kan det ikke anses som en misgerning af mig, at jeg lod det henstå disse få dage. Allerhelst da loven ikke forpligter mig til at kaste jord på bemeldte afdøde. Man kan ikke heller sætte på min, men vel på ligbærernes regning, alle mulige sørgelige følger, som kunne forårsages af slig skadelig uddunstning, som for visse årsagers skyld, dog aldrig kunne ramme godsejerens person. For hans bønder vil det være noget uventet at se dette bevis på hans omsorg for deres sundhed.

At jeg på godsejerens anmodning ikke straks foretog denne jordpåkastelse, bør ikke sætte ham i forundring, som bedst ved, hvor ofte jeg har anmodet ham om, at sørge for, at vejen til annekskirken sættes i stand, men ved tillige, at denne vej i afvigte vinter har været så dårlig, at en af hans egne vogne forspændt fire heste er der kørt i sænk og med vanskelighed er kommet op af sølet ved hjælp af en del løftestænger mm.

(Fortsættes)

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790)

Redacteurens Anmærkning.

Andre artikler i denne serie:
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983

Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089