"Oh musa! giv mig held og lykke
At jeg en synder nu på bylden godt må trykke"
Da jeg mest elsker det muntre, har jeg valgt med dette gammeldags poetiske udråb at fortsætte mit forsvar mod hr. van Deurs, med hvilken jeg har levet i venskabelig omgang, indtil han fik det underlige indfald at anmelde eller angive mig i offentlige blade, hvilket jeg ikke kan anse som en prøve på venskab. Hvad der gav hr. van Deurs anledning til at blande sig i denne begravelsessag på denne måde, er uforklarligt, da præsten i formente eller virkelige fejl burde angives for en gejstlig myndighed og dømmes af denne. Jeg må da acceptere den grund, som han selv giver: Inderlig fortrydelse over så umoralsk en handling. Ja hårde klipper ville revne over den umoralske handling at lade et lig stå i nogle dage uden jordpåkastelse! At offentlige forklejne en mands ære, hvis man kunne, er jo ikke nær så umoralsk?
Hr. van Deurs bevis forekommer mig latterlig, at jeg ikke kendte urmagerens religion. Skulle ingen her i landet vide fra hvilken sekt en mand kom, undtagen den som havde en skriftlig forvisning derom, så måtte man jo antage at i disse så tolerante riger var endnu et eller flere inkvisitionstribunaler som med bål og brand forfulgte enhver, som ikke bekendte sig til den i disse riger herskende religion. Men da hr. van Deurs efter egen tilståelse havde skriftligt bevis for at den afdøde var af den romersk-katolske religion, så må jeg spørge: Hvorfor han i sin anmeldelse har fortiet dette? Da enhver af almindelig retskaffenhed opgiver en sag sådan som han finder den, uden at lægge til eller trække fra?
Det synes at van Deurs i sin iver mod svin og hunde som går ind på landsbykirkegårde, har glemt at han selv er kirkepatron og har kirketiende for at holde kirke og kirkegård i stand. Vist er det, at intet kreatur kan komme ind på en kirkegård, som har gode mure, port og låger, da de på kirkelågerne satte bomme lukker selv lågerne, når den gennemgående forsømmer det. Ved folks gang over Drøsselberg Kirkegård er næppe noget kreatur indkommet, da det med mere bekvemmelighed kan gå ind ad kirkeporten, der i sine stakitter har en åbning så stor, at et ungt høved sagtens kan gå gennem dette og hverken kirkelåger eller kirkeriste er her i vedbørlig stand.
Da liget efter van Deurs tilladelse er indsat i kirken, så er han selv årsag i alle de onde virkninger af den uddunstning som han gør så meget larm over. Hvad hr. v. Deurs siger om animosite er for mig lige så uforklarlig en underlighed, som hvad han skriver om at liget stod utildækket i samfulde otte dage. Liget var jo lagt i en med låg forsynet og tilsømmet kiste, Det var altså ikke utildækket. Liget blev bisat om mandagen mellem 11 og 12, og fik jordpåkastelse følgende søndag. At lade et lig, som nedsættes en søgnedag i ugen, først få jordpåkastelse den derpå følgende søndag, er ikke min opfindelse, men noget, som er sket før min tid.
Hr. van Deurs dyrker ikke sandheden allerivrigst. Beviset er hans fortielse af urmagerens religion, hans forkortelse af kirkevejen, som han nedsætter under en halv mil, da den af andre er anset for 3 fjerdingvej, hans forsikring at kirkevejen om sommeren er særdeles jævn og god. Denne vej har endnu ingen stenkister, dog har hr. van Deurs lovet at forsyne den med disse, efter min til øvrigheden herom indgivne besværing.
Hr. van Deurs har så godt som læst for publikum den gamle skriftebøn: Jeg arme synder etc., og bekendt sig skyldig i kirkegangsforsømmelse, men han forsømmer ikke kirketjenesten uden grund! Og disse er: Uvidenhed om kirketjenestens begyndelse, mangel på lejlighed, og at taleren ikke er agtet. Den første grund er dårlig. De som jævnligt søger kirken, kender tiden. Derimod må jeg sige om den anden af hr. van Deurs anbragte grunde, hvad poeten siger om vinen: At den er evig god, for dersom verdens dommer modtager undskyldning for vores forsømmelse af de pligter, vi skylder ham, da synes det at den, som har en herregård at bestyre, en bondefejde at udholde, og nu polemik mod præsten, kan have grund til at sige: Jeg kan ikke komme, herre! Undskyld mig. Derimod ved jeg ikke om van Deurs kan finde nogen undskyldning i dette, at taleren er ikke agtet af ham, da mennesket sjælden lader den vederfare, hvis fjende han er.
Hvad hr. van Deurs lægeattester angår, så tilstår jeg at jeg ikke bryder mig om attester som skulle bevise godgørenhed, da denne helst bør ske i løndom, og det synes undertiden, at den, som vil bevise godgørenhed med attester, bruger de samme til at at skjule for verdens øjne et eller andet som ikke bryder sig om bliver set.
Til sidst ønsker jeg at hr van Deurs må være i stand til at forsvare alle sine handlinger såvel som jeg skal forsvare mine for enhver, som har ret til at kræve mig til regnskab, og nu byder jeg ham farvel med følgende lånte erindring:
Lykkelig er den mand, som holder sig smukt hjemme
Den bliver selv til ?iek, som andre vil beskæmme
Kirke Helsinge den 9. august 1800
Alexander Holm
Præst til Helsinge og Drøsselberg menigheder i Løve Herred på Sjælland.
(Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983)
Redacteurens Anmærkning.
Oversigt over artikler i denne debat:Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089
Ingen kommentarer:
Send en kommentar