Til Præsten i Kirke Helsinge

Ved forsøget på at gendrive det af præsten Alexander Holm til Kirke Helsinge i Politivennen nr. 112 og 113 fremsatte svar, har jeg kun til hensigt at oplyse og bevise min i samme blads nr. 110 indrykkede anmeldelse, der ene foranlediges af inderlig, rimelig fortrydelse og uvilje over den der tilsigtede, i mine tanker så umoralske handling.

At den omflakkende urmager var af den romersk-katolske religion, vidste præsten lige så lidt før begravelsen som nogen anden i sognet, da ingen der kendte ham. Og han havde ikke rekvireret den af mig, der som kommitteret stiftsforvalter var den eneste der havde den afdødes papirer i hænde og følgelig kunne give oplysning herom. På den blotte formodning altså, siden den syge nu og da råbte på Maria, kunne vel præsten ikke nægte den forlangte jordpåkastelse? Mangel på sådan vægring bliver altså ingen fortjeneste af præsten. Om urmageren døde torsdag eller fredag betyder ikke noget, da det er bevisligt at ligkisten ikke blev færdig før søndag aften, hvorledes også møllerens bekvemmelighed, det er: At denne anså sin altergang vigtigere end begravelsen, lige så lidt kan anses som nogen rimelig forsvarsgrund.

De der kendte landsbykirkegårdene ved, at der på de fleste er gennemgange, hvorved dørene ofte kommer til at stå åbne, så at både svin og hunde indfinder sig der. Hvor upassende altså at anvise liget sin plads i den åbne grav. Ligbærerne var af samme tanker, og sendte derfor bud til mig med anmodning om at måtte hensætte liget i kirken. Hvilket gav anledning til at jeg blandede mig i denne begravelsessag.

Jeg troede at burde afværge fra godset alle mulige ubehagelige følger af skadelig uddunstning og afsendte i den anledning godsets forvalter med min nævnte høflige anmodning, der som præsten selv siger s. 1790 "til største forundring for godsejeren ikke blev opfyldt". Hvilket dels skulle være gengæld, fordi jeg ikke efter hans anmodning lod anneksvejen istandsætte, dels og følge s, 1796 "fordi det havde sin gode rigtighed, at han hverken en søgn- eller helligdag var forpligtet til denne forretning..." Det første var privat animositet, det sidste en uforklarlig underlighed. For efter min overbevisning var det mindre sekteriske had ganske at nægte jordpåkastelsen ifølge embedspligt, end at lade den afdøde, for sin religions skyld, stå i graven utildækket samfulde 8 dage. Med ringeagt for sine medmennesker kunne man i det mindste benævnte den handling at lade liget så lang tid stå åben i kirken.

Jeg skal ikke afgørende kunne bestemme hvorvidt en i Norge brugelig sædvane at opsætte jordpåkastelsen til næstfølgende søndag, der måske finder sin undskyldning i besværlige fjeldveje, stundom endog i lange ubehagelige sørejser, er lovlig, og hvorvidt dette kan anvendes på Danmark, og in specie på Helsinge og Drøsselbjerg sogne, mellem hvilke næppe er en halv mil, en om sommeren særdeles jævn og god vej. Kun synes mig årsagens ophør burde være virkningens.

Endelig om præstens andragende: "At godsejeren sjældent eller aldrig kommer i kirken". herved naturligvis de s. 90 anførte visse årsager må forklares. Og: "At det var noget uventet for bønderne at se dette bevis på hans omsorg for sundhed". Det første skal jeg villigt indrømme, at jeg sjældent, når lejlighed gives, forsømmer nogen agtets foredrag især når jeg ved en bestemt tid til prædikenens begyndelse. Det sidste gendriver et fra hr. eskadrons chirurgus Petersen i Slagelse erhvervet attest, som beviser at jeg i 3 år har lønnet læge for godsets uformuende bønder, samt uddelt og betalt de fornødne lægemidler.

Den. 11 juni 1800
von Deurs
Ejer af Bøttrup.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865)

Redacteurens Anmærkning.

Oversigt over artikler i denne debat: 
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089