Tre gange var Danmarks lod at glimre som storstat, og hver gang så vi overmod, uenighed, dårrlig statsforvaltning og flere storhedens frugter at styrte det ned fra den svimle bedårende højde.
Lad os nu skue fædrelandet i modgangens anfald m. V.! Dette syn vil ikke være mindre lærerigt end hint.
Den norske kong Magnus søgte at gøre gældende en pagt, hvormed de to konger havde antaget at den længstlevende skulle arve den anden, som om riger var kongers ejendom. Norge havde sparet sine kræfter, og Danmark var svækket ved at erobre. Med møje hævdedes den i selvstændighed af hin i erobresyge Knuds slægtning, Svend Estridsen - Christoffer den anden havde bortsolgt, bortforlenet, bortgivet og pantsat næsten alle Danmarks provinser. Svenske og tyske troede sig herrer uden sværdslag over vore lande, men danen lod sig ikke sælge som kvæg, Niels Ebbesens sværd gav signalet til udlændingens ulykke og Valdemar den Snilde fuldendte Danmarks befrielse. - Norge og Sverige var blevet forenet med Danmark, men mådelige regenter havde forsømt at five foreningen kraft. Det var kun navnene der var samlet. Hjerterne var vidt adskilte. Sverige frareves. Norge vaklede. Kernen af den danske krigsmagt var nedsablet i Ditmarsken. En konge der var uduelig til at styre statens ror i stormen, var død og adsplittelse truede Danmark, kun en Rantzaus tapperhed var mægtig at forebygge den, og Christian den 3. besteg kongesædet til trods for de mægtige hanser som havde vovet den tanke at gøre Danmark til et vasalrige. - Under fredfælle konger trivedes nu landet, men adelen endnu mere. Den havde tabt sin modvægt ved reformationen Ene søgte den at rive alt til sig. Borgere og bønder gjorde den til heloter. Den naturlige følge kom. Overmod hos den mægtige stand, mismod og avind hos den underkuede. En mageløs mand Christian den Store opholdt ene den dalende stat. Større end Galliens Henrik, større end Preussens Frederik, hindrede hans glorie fædrelandets svaghed fra at kendes. Afbøde den tillod de hugorme ikke som fortærede dens marv. Og var denne Christian ikke blevet olding på tronen, havde intet kunnet redde Daniens ynglinge fra at blive Sveriges slaver. Den gråhærdede Christian var et bolværk, som hverken hine svenske helte, der nys havde givet Tyskland love, eller de hollænder som troede sig havets herrer, magtede at overstige. - Danmark var frelst, men ikke lægt. Standsulighedskræftens bid standsedes ikke, de ændredes end mere. Christians søn arvede kun hans scepter,hans magt tilfaldt adelen, hans dyd steg tilbage til himlen. Forladt af klogskab, af enighed, af kraft, udæskede Danmark sin mægtige nabo. Og i en håndevending stod det på afgrundens rand. Kun hovedstaden var tilbage. Ingen krigshær mere, ingen flåde mere. Men københavnernes mageløse tapperhed frelste landet, og den taknemmelige konge gav dem rettigheder som næsten blev beholdt til det 19. århundredes begyndelse. - Så hårdt vel ikke, men dog hårdt nok, truedes fædrelandet to gange i det nys udløbne århundrede. En engelsk, en hollandsk, en svensk flåde truede Frederiks den Husholders residensstad. En svensk hær var mester af Sjælland, en tysk arme gik ind i Holsten. Men Frederik gik med kækhed faren i møde. Et almindeligt landevæbnings bud afnødte den overlegne fjendesværm ærefulde vilkår. - I sønnesønnens tid truedes Danmark med en russisk krig, men Frederik den 5. viste sig værdig sit uforsagte folk, ydmygende vilkår afvistes. Og mægtige udrustninger overbeviste Europa om at Fredens Folk hellere vælger krig og død end underkuelse eller hvad vi senere har set blive ti gange større staters lod, opslugelse af overmægtige fjender.
Lad os nu skue fædrelandet i modgangens anfald m. V.! Dette syn vil ikke være mindre lærerigt end hint.
Den norske kong Magnus søgte at gøre gældende en pagt, hvormed de to konger havde antaget at den længstlevende skulle arve den anden, som om riger var kongers ejendom. Norge havde sparet sine kræfter, og Danmark var svækket ved at erobre. Med møje hævdedes den i selvstændighed af hin i erobresyge Knuds slægtning, Svend Estridsen - Christoffer den anden havde bortsolgt, bortforlenet, bortgivet og pantsat næsten alle Danmarks provinser. Svenske og tyske troede sig herrer uden sværdslag over vore lande, men danen lod sig ikke sælge som kvæg, Niels Ebbesens sværd gav signalet til udlændingens ulykke og Valdemar den Snilde fuldendte Danmarks befrielse. - Norge og Sverige var blevet forenet med Danmark, men mådelige regenter havde forsømt at five foreningen kraft. Det var kun navnene der var samlet. Hjerterne var vidt adskilte. Sverige frareves. Norge vaklede. Kernen af den danske krigsmagt var nedsablet i Ditmarsken. En konge der var uduelig til at styre statens ror i stormen, var død og adsplittelse truede Danmark, kun en Rantzaus tapperhed var mægtig at forebygge den, og Christian den 3. besteg kongesædet til trods for de mægtige hanser som havde vovet den tanke at gøre Danmark til et vasalrige. - Under fredfælle konger trivedes nu landet, men adelen endnu mere. Den havde tabt sin modvægt ved reformationen Ene søgte den at rive alt til sig. Borgere og bønder gjorde den til heloter. Den naturlige følge kom. Overmod hos den mægtige stand, mismod og avind hos den underkuede. En mageløs mand Christian den Store opholdt ene den dalende stat. Større end Galliens Henrik, større end Preussens Frederik, hindrede hans glorie fædrelandets svaghed fra at kendes. Afbøde den tillod de hugorme ikke som fortærede dens marv. Og var denne Christian ikke blevet olding på tronen, havde intet kunnet redde Daniens ynglinge fra at blive Sveriges slaver. Den gråhærdede Christian var et bolværk, som hverken hine svenske helte, der nys havde givet Tyskland love, eller de hollænder som troede sig havets herrer, magtede at overstige. - Danmark var frelst, men ikke lægt. Standsulighedskræftens bid standsedes ikke, de ændredes end mere. Christians søn arvede kun hans scepter,hans magt tilfaldt adelen, hans dyd steg tilbage til himlen. Forladt af klogskab, af enighed, af kraft, udæskede Danmark sin mægtige nabo. Og i en håndevending stod det på afgrundens rand. Kun hovedstaden var tilbage. Ingen krigshær mere, ingen flåde mere. Men københavnernes mageløse tapperhed frelste landet, og den taknemmelige konge gav dem rettigheder som næsten blev beholdt til det 19. århundredes begyndelse. - Så hårdt vel ikke, men dog hårdt nok, truedes fædrelandet to gange i det nys udløbne århundrede. En engelsk, en hollandsk, en svensk flåde truede Frederiks den Husholders residensstad. En svensk hær var mester af Sjælland, en tysk arme gik ind i Holsten. Men Frederik gik med kækhed faren i møde. Et almindeligt landevæbnings bud afnødte den overlegne fjendesværm ærefulde vilkår. - I sønnesønnens tid truedes Danmark med en russisk krig, men Frederik den 5. viste sig værdig sit uforsagte folk, ydmygende vilkår afvistes. Og mægtige udrustninger overbeviste Europa om at Fredens Folk hellere vælger krig og død end underkuelse eller hvad vi senere har set blive ti gange større staters lod, opslugelse af overmægtige fjender.
(fortsættes)
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar