Man ved at et skib som har vores vestindiske tropper ombord, nærmer sig til os. Rygtet har sagt at en del af dette mandskab skal være befængt med en smitsom sygdom. Af den forberedelse at telte til at modtage dem, er slået på Øster Fælled, ser man at sagen virkelig forholder sig så. Dette giver udgiveren anledning til at fremlægge et forslag til karantænekommissionens nærmere bedømmelse.
Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.
Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.
Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)
Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.
Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.
Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar