Den priselige fordobling af vægternes antal må nødvendigvis forårsage dobbelt udgift for staden til disses aflønning. Af den kongelige politianordning ses at denne større udgift skal udredes under navn som før af vægterpenge, men af det tilføjede at nemlig en kommission er nedsat for at bestemme hvorledes denne afgift kan udredes mere ligeligt (for at bruge dette bekvemme provinsialord) er det klart at den frygt er ubegrundet som nogle stuebeboere har ytret at denne udgift der hidtil ene lå på dem, herefter ville tynge dobbelt. Men dersom husejere frygter at kommissionen vil tage husassurancernes beløb til rettesnor og lægge i forhold forhøjelse af vægterpengene på husejerne, så er dette sikkert en lige så selvgjort plage.
Dersom det er den unægteligste fornuftregel at den som nyder godt af en offentlig indretning er pligtig til at udrede de bekostninger den udfordrer, så vil det sikkert findes uretfærdigt at lægge disse på en enkelt del af dem der høster fordelen deraf, og netop den del der allerede bærer så mange store byrder - jeg mener husejerne. Og dette måtte vel blive følgen hvis pålægget skulle fordeles efter assurancesummerne. En ting der ene vedkommer husejerne. For at sige husejeren kunne jo igen fordele udgiften proportioneret på lejerne, er det samme som at sige intet, da de allerfleste lejere ville holde sig til deres kontrakt. Og desuden ville således en husejer som havde det uheld at hans lejligheder stod ledige, oven i købet se sig straffet derfor ved at måtte betale vægterskat af de ubesatte lejligheder. Skal udredningen af vægterpengene endelig have en anden skat til regel for sin ligning, da tilbyder sig hertil ingen mere naturlig målestok end ekstraskatten som den der udredes af alle og tillige er fordelt efter den formodede formue.
Kommissionens mænd ville ikke fortryde på den her skete ytring da samme ikke har eller kan have anden hensigt end at fordrive en utidig, tildrømt eller forsætning udspredt frygt.
Dersom det er den unægteligste fornuftregel at den som nyder godt af en offentlig indretning er pligtig til at udrede de bekostninger den udfordrer, så vil det sikkert findes uretfærdigt at lægge disse på en enkelt del af dem der høster fordelen deraf, og netop den del der allerede bærer så mange store byrder - jeg mener husejerne. Og dette måtte vel blive følgen hvis pålægget skulle fordeles efter assurancesummerne. En ting der ene vedkommer husejerne. For at sige husejeren kunne jo igen fordele udgiften proportioneret på lejerne, er det samme som at sige intet, da de allerfleste lejere ville holde sig til deres kontrakt. Og desuden ville således en husejer som havde det uheld at hans lejligheder stod ledige, oven i købet se sig straffet derfor ved at måtte betale vægterskat af de ubesatte lejligheder. Skal udredningen af vægterpengene endelig have en anden skat til regel for sin ligning, da tilbyder sig hertil ingen mere naturlig målestok end ekstraskatten som den der udredes af alle og tillige er fordelt efter den formodede formue.
Kommissionens mænd ville ikke fortryde på den her skete ytring da samme ikke har eller kan have anden hensigt end at fordrive en utidig, tildrømt eller forsætning udspredt frygt.
(Politivennen. Hæfte 11, nr. 143. 3 Januari 1801, s. 2241-2243)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar