Til Udgiveren!
Jeg havde netop læst hr. Hunæus' bemærkelsesværdige fortælling indrykket i deres blade, da jeg forlod København for at rejse til min bolig på landet. Undervejs hæftedes mine tanker endnu ved denne genstand der forekom mig så vigtig. Jeg gennemtænkte de dræbende følger af friske personers og endnu mere af syges eller sygeliges sengeleje på sengeklæder der havde ligget under mennesker som var døde af rådne, seabiene, veneriske eller andre smitsomme sygdomme. Jeg erindrede de utallige eksempler p ligegyldighed med sengeklæders tilstand som jeg selv har været vidne til. Jeg tænkte på de så udbredte hudsygdomme, på de mange ubegribelige anfald man ser af hårdnakkede sygdomme på unge friske bomstærke mennesker, uden at man ofte kan gætte nogen årsag dertil, enten i disses forseelser eller i tilfælde. Jeg gyser ved at tænke den omsætning af ondt, af smerte, af død, som auktionsfolk og sengeklæders udlejere på en måde uskyldigt bevirker, og jeg begyndte allerede at gyse for den seng jeg ved min hjemkomst ville komme til at ligge i, da den under min hele rejse til København havde stået ubrugt (jeg er ungkarl) og jeg næppe turde håne at min husholderske havde haft den omsorg i min fraværelse at lade den lufte.
Men jeg blev denne gang behageligt overrasket ved at finde mit leje langt blødere og mere kvægende end det forekom mig nogen tid at have været, i stedet for at finde det hårdt, koldt, klamt og muggent lugtende. Min husholderske havde ganske nylig efter at have luftet og banket klæderne godt, haft dem i en bageovn, og deraf havde dunene fået denne herlige elasticitet som havde skaffet mig så forfriskende et leje.
Jeg havde atter her noget nyt at pønse over som syntes at stå i et meget nøje sammenhæng med de forrige dages tanker. Måske havde jeg nu spor på midlet mod det frygtelige onde. Ikke blot en fornyet elasticitet må en passende bageovns hede kunne give dunen, men også de onde væsker og fugtigheder, den rådne smittede luft, som kan have så farlige følger må derved, troede jeg, kunne opløses og fordrives.
Men i København, det sted hvor omsættelsen af sengeklæder er størst og farligst, hvorledes skulle der denne udbagning kunne iværksættes? Bagerne lader ikke heden gå ubenyttet hen, deres ovne er måske heller ikke således skabte, og overalt er brødbagning og sengeklæders bagning to ting som næppe kan eller bør fordrages sammen.
Jeg har derfor tænkt på at foreslå at der i København indrettedes tørrehuse til sengeklæder og tror at et par familier eller måske flere kunne hente deres rigelige udkomme af at holde dem. I en meget stor stue som enten ved ovne eller murede rør kunne hedes indtil den passende grad, kunne hver ejer af sengeklæder som ønskede det, få sine forud vel bankede og børstede sengeklæder hedede og således den fornødne elasticitet bragt til veje igen.
Det forstår sig at de folk som drev denne næringsvej, måtte være sådanne personer af hvem man kunne håbe en redelig og god behandling. Disse kunne også påtage sig solingen og udbankningen. Det ønskeligste var om en mand der ikke trængte, men ønskede at tjene sine medborgeres helbred, anlagde sådanne huse, da han havde magt til at sætte de personer han betroede gerningen til af eller ind efter fortjeneste.
Af vores oplyste herrer læger ønskedes bekræftet om en vis varme eller rettere hedegrad, og i så fald hvilken, er i stand til ganske at fordrive sengeklædernes fugtige dunster og usunde luft.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2508-2511)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar