Følgende er indsendt til udgiveren af disse blade:
Af Adresseavisen nr. 375 ses at Helsingørs færgefolk NB disse havde ved lejlighed været som lodser her på stedet, den 3. november har bjærget mandskabet fra kaptajn Ric. Dreviks kæntrede skib på de gamle 3 kroner. Kunne der ikke i Deres blad omhandles hvorfor Københavns færgelaugsfolk foregående i så vigtig henseende ikke opfyldte menneskehedens pligter, disse sidste skal forgæves have røvet en tur til søs, dog ikke føre en præmie som der siges, af hr. Staal. Hagen var lovet til den eller dem som ville bjærge det skibbrudne mandskab som ved toldboden kunne ses at stå på skroget. Blandt Helsingørs færgemænd skal en ved navn Bache været formand og kækt vist sine pligter. Ved tilbagekomsten ville han aldeles ingen betaling modtage da nævnte Bache tilligemed de øvrige Helsingør færgefolk svarede de havde alene gjort deres pligter. Altså blev mandskabet reddet ved disse kække folk der muligt ellers ved førstes fejhed måtte have druknet. Fra de 2 nordbåde som samme dag forliste, lige for Nyholm, viste sig en af Holmens underofficerer hvis navn skal være Terkild Sloat, med at vove sig langs på de såkaldte stakater eller palisader, og trak efter sig en båd hvori var 3 mand for at bjærge en der stående sømand som også lykkedes. Upåtvivlelig vil disse folk ved undersøgelse blive belønnet.
* * *
I anledning af ovenstående tilmeldelse må udgiveren til læserens underretning om tildragelser der er så almendeltagelige, tilføje hvad derom er kommet til hans kundskab.
Uagtet det om natten før den 3. november havde stormet temmelig var det dog egentlig om morgenen ved kl. 8 omtrent at den heftigste nordvest gjorde næsten alt sømandsskab umulig. Straks efter kl. 8 kæntrede skipper Drevik ved Trekroner, og man så fra Toldboden mandskabet der klyngede sig ved vraget, for at redde livet indtil hjælp kunne nå dem. De måtte med største årsag håbe denne, så nær ved en stad hvor der er så mange sømænd og så mange både. Ikke desto mindre så dette håb næsten slukt. Blandt de mangfoldige mænd der fra Toldboden med rørelse beskuede disse ulykkeliges fare og den almindelige sønød, var også købmand Hagen. Han udlovede straks en betydelig belønning for dem som kunne redde disse skibbrudne. Nogle Københavns færgefolk gik ud, men vendte snart med uforrettet sag tilbage. Hverken de selv eller deres fartøj syntes skikkede til sådant foretagende. Det begyndte allerede at aftnes og tilskuernes sorg og harm voksede med faren for de ulykkelige. Men nu foretog sig nogle udenbys mænd: Lars Bache, og med ham Frederik Vilhelmsen, Peder Magnusen og Lars Jensen Worm, alle fra Helsingørs færgelaug, der lykkeligvis lå hernede, samt to tjenestekarle Christian og Jens, at sejle derud. Lars Bache sejlede op langs med landet for at få vinden for vraget, kastede der et dræg ud, og firede sig derfra ned mod vraget, og ved liner og bøjer, hvorpå de ulykkelige kastede sig og hvorved de blev trukket gennem vandet til båden, lykkedes det at redde dem alle på en drengnær der allerede var omkommet. Ved tilbagekomsten ville hr. Hagen med fornøjelse have udbetalt Lars Bache den udlovede præmie, men denne ville ikke modtage den. Han havde, sagde han, gjort hvad der var gjort for at redde menneskene, men ikke for at tjene penge.
Så megen ære denne redningsdød gør Lars Baches mod og overlæg, hans medmænds ufortrødenhed og hr. hagens hjerte, så ondt må det gøre hver for menneskeheden, for sin nations og stads hæder ivrig københavner at der ikke her er bedre anstalter til redning i sådanne tilfælde, end at det skal bero på hændelser om en Helsingørs færgebåd netop er her, eller om et skibs mandskab efter en hel dag at have anråbt Københavns søfolk om hjælp, skal omkomme for deres øjne. Færgebådene her til byen er sikkert ikke de bedste. skønt færgemændenes laugs artikler af 29. april 1684 giver gode forskrifter desangående. Folkene selv er desuden ikke alt for godt i orde for rimelighed. Men skulle det være et alt for vovet forslag at der p admiralitetets bekostning byggedes et par stormbåde her til reden, og at samme i enhver storm lå færdige, bemandede med djærve og kyndige sømænd, og forsynede med alle tænkelige redningsredskaber? En sømands liv må være kostbart i ethvert admiralitets øjne. Et menneskes liv er dyrebart for enhver der selv er menneske!
Takket være dig, ædle Lars Bache og dine uforsagte staldbrødre! I reddede mennesker og I viste ved jeres ædle uegennyttighed at I fortjente den store lykke at have frelst brødre!
(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2952-2957)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar