Scener hvor rigere, klogere eller kyndigere mishandler fattige, forrykte eller uvidende er noget af det der så meget mere støder menneskets, det ufordærvede menneskes følelser, fordi fornærmelsen her netop begås mod den der trænger til hjælp, af den som var nærmest til at hjælpe ham.
Når sådanne scener foregår i store folkesamlinger, så er de tilstedeværendes adfærd derved for iagttageren en temmelig ubedragelig målestok for den grad af åndskultur, der hersker hos et folk, og den kraft, som det enten ikke har været frataget ved slaveri, eller som det har vundet tilbage ved oplysning. Tåler tilskuerne sådanne optrin uden kendelig harme, ganske roligt, ja endog morer sig derved, ja så kan det folk kun anses for at stå på et lavt trin. Ytrer sig derimod straks en alvorlig uvilje hos alle, mangler aldrig en, der med mands hjerte står op og med mands råd og dåd hjælper den fornærmede, så glæder menneskevennen sig ved at være iagttager.
Så lykkelig kan indsenderen ikke sige at han altid har set denne sidste skønne adfærd hos sine medborgere. Dog har han også adskillige gange været vidne dertil. hvis den altid fandt sted, så ville den skamløse ondskab frygte (for det er alt hvad den kan bringes til) for at fornærme, og den halvonde eller halvgode ville skamme sig ved at bifalde det, eller tilgive den ustraffet.
Det som har givet indsenderen anledning til disse linjer er en person der snarere er gammel end ung, har rige slægtninge, men hvis antog og formodentlig hele forfatning er højst ussel, og som man meget ofte ser dårlig behandlet i offentlige forsamlinger, på gader og i værtshuse. Det ikke blot af pøbel, men endog af dem, hvis opdragelse og stilling måtte love andet.
Jeg vil ikke her nævne hans familie, men jeg vil ønske at de ikke ved at vedblive at behandle ham som hidtil nøder mig dertil. Hvis han ved de så ofte gentagne mishandlinger, fratages den rest af fornuft han har tilbage, eller findes han engang ihjelslagen af pøbel, hvor forfærdeligt må det ikke være når det går op for dem, hvad følgen var af rækken af ulykker, som de ikke skånede ham for, eller endog aktivt stødte ham ud i!
Hvad betyder et par rigsdaler om ugen for en formuende slægtning, imod at redde et menneske fra elendighed og sig selv fra vanære?
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15. maj 1802, s.3386-3388)
Når sådanne scener foregår i store folkesamlinger, så er de tilstedeværendes adfærd derved for iagttageren en temmelig ubedragelig målestok for den grad af åndskultur, der hersker hos et folk, og den kraft, som det enten ikke har været frataget ved slaveri, eller som det har vundet tilbage ved oplysning. Tåler tilskuerne sådanne optrin uden kendelig harme, ganske roligt, ja endog morer sig derved, ja så kan det folk kun anses for at stå på et lavt trin. Ytrer sig derimod straks en alvorlig uvilje hos alle, mangler aldrig en, der med mands hjerte står op og med mands råd og dåd hjælper den fornærmede, så glæder menneskevennen sig ved at være iagttager.
Så lykkelig kan indsenderen ikke sige at han altid har set denne sidste skønne adfærd hos sine medborgere. Dog har han også adskillige gange været vidne dertil. hvis den altid fandt sted, så ville den skamløse ondskab frygte (for det er alt hvad den kan bringes til) for at fornærme, og den halvonde eller halvgode ville skamme sig ved at bifalde det, eller tilgive den ustraffet.
Det som har givet indsenderen anledning til disse linjer er en person der snarere er gammel end ung, har rige slægtninge, men hvis antog og formodentlig hele forfatning er højst ussel, og som man meget ofte ser dårlig behandlet i offentlige forsamlinger, på gader og i værtshuse. Det ikke blot af pøbel, men endog af dem, hvis opdragelse og stilling måtte love andet.
Jeg vil ikke her nævne hans familie, men jeg vil ønske at de ikke ved at vedblive at behandle ham som hidtil nøder mig dertil. Hvis han ved de så ofte gentagne mishandlinger, fratages den rest af fornuft han har tilbage, eller findes han engang ihjelslagen af pøbel, hvor forfærdeligt må det ikke være når det går op for dem, hvad følgen var af rækken af ulykker, som de ikke skånede ham for, eller endog aktivt stødte ham ud i!
Hvad betyder et par rigsdaler om ugen for en formuende slægtning, imod at redde et menneske fra elendighed og sig selv fra vanære?
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15. maj 1802, s.3386-3388)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar