Selvom vi aldrig her så tydeligt som andre steder har sporet de forfærdelige virkningen som en gennem årtier fortsat forrådnelse af mangfoldige lig på en lille kirkegård kan frembringe, så begyndte vi dog allerede for en del år siden at forudse dette, hvis vi vedblev hvert år at lade 3 til 4000 lig rådne på en halv snes små jordstykker (man kan sikkert antage at Nikolaj Kirkegård har modtaget 250.000 lig). Vi anlagde derfor kirkegårde uden for byen, selvom det ikke så meget som man kunne ønske det ophørte at begrave i byen.
Lidt efter lidt blev Assistenskirkegården hvilested for de fornemste personers aske. Og skønne monumenter over deres grave hædrede dem, den skønsomme efterslægt og kunstneren. Men også her fik egoismen en ny mark at tumle sig på. Og mange umærkværdige livs begyndelse og ende blev udhugget på det prægtigste marmorminde til vidne om den dødes eller efterlevernes indbildskhed, smagløshed - og formue.
Assistenskirkegården er en af Københavns største seværdigheder. Patrioten, tænkeren, mennesket besøger den med dybt følende erindring, erkendtligt hjerte og luende mod. Kunstens dyrkere beriger deres fantasi. Hverdagsmennesket nyder nyheden. Den fremmede bedømmer nationens moral, almenånd og kultur, efter synet og indtrykket af dette skilsmissested mellem den bortgangne og den levende slægt.
Prægtigt marmor, skønt kunstnerarbejde, sindrige indskrifter findes på Assistenskirkegården, omstrøede i et kaos af grave, som står uden orden, uden smag, uden bekvemhed for beskueren, uden sikkerhed mod beskadigelse af umælende dyr og af rå tankeløse mennesker.
Monumenterne skamferes på den skændigste måde, ådsler kastes ind i dem. Med stokke stødes og bankes på dem. Ammer og børn nedtramper og tilsøler gravene, og flokke af vilde berusede mennesker stimer omkring på dem, og vælger dem til stade for at fortsætte sviren.Samsøes ansigt er lemlæstet. Metalbogstaverne af Ribers minde er for det meste alle med vold brækket ud og solgt til marskandisere. Lakken af fru Suhms indskrift er udrevet. Man skal endog savne et helt monument.
De hvis støv her hviler, var vores fædre, mødre, elskere, venner. De kundskaber vi har, det hjerte der slår i os for hvad der er skønt og ret og godt, den sundhed vi nyder, de erhvervskilder vi lever af, de huse der giver os ly, de haver i hvis skygger vi fryder os. De glæder der har gjort os livet lært. Alt dette var deres, de gav os det. Og vi overlader til kådhed og ondskab den plet jord der bedækker deres ben, og hvor vores engang skal nedlægges ved deres side!
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3457-3460)
Lidt efter lidt blev Assistenskirkegården hvilested for de fornemste personers aske. Og skønne monumenter over deres grave hædrede dem, den skønsomme efterslægt og kunstneren. Men også her fik egoismen en ny mark at tumle sig på. Og mange umærkværdige livs begyndelse og ende blev udhugget på det prægtigste marmorminde til vidne om den dødes eller efterlevernes indbildskhed, smagløshed - og formue.
Assistenskirkegården er en af Københavns største seværdigheder. Patrioten, tænkeren, mennesket besøger den med dybt følende erindring, erkendtligt hjerte og luende mod. Kunstens dyrkere beriger deres fantasi. Hverdagsmennesket nyder nyheden. Den fremmede bedømmer nationens moral, almenånd og kultur, efter synet og indtrykket af dette skilsmissested mellem den bortgangne og den levende slægt.
Prægtigt marmor, skønt kunstnerarbejde, sindrige indskrifter findes på Assistenskirkegården, omstrøede i et kaos af grave, som står uden orden, uden smag, uden bekvemhed for beskueren, uden sikkerhed mod beskadigelse af umælende dyr og af rå tankeløse mennesker.
Monumenterne skamferes på den skændigste måde, ådsler kastes ind i dem. Med stokke stødes og bankes på dem. Ammer og børn nedtramper og tilsøler gravene, og flokke af vilde berusede mennesker stimer omkring på dem, og vælger dem til stade for at fortsætte sviren.Samsøes ansigt er lemlæstet. Metalbogstaverne af Ribers minde er for det meste alle med vold brækket ud og solgt til marskandisere. Lakken af fru Suhms indskrift er udrevet. Man skal endog savne et helt monument.
De hvis støv her hviler, var vores fædre, mødre, elskere, venner. De kundskaber vi har, det hjerte der slår i os for hvad der er skønt og ret og godt, den sundhed vi nyder, de erhvervskilder vi lever af, de huse der giver os ly, de haver i hvis skygger vi fryder os. De glæder der har gjort os livet lært. Alt dette var deres, de gav os det. Og vi overlader til kådhed og ondskab den plet jord der bedækker deres ben, og hvor vores engang skal nedlægges ved deres side!
(Politivennen. Hefte 17. Nr. 217, 19. juni 1802, s. 3457-3460)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar