Den 3. i denne måned om aftenen kl. kvart i ni blev en pige som gik i sit ærinde, igennem Klareboderne, anholdt af nogle velklædte unge mennesker og hilst som en skøge hilses af usædelige eller drukne mennesker.
Ikke andet! hører jeg mange letsindige ynglinge råbe, og hvad er der så mere? Man gør sig lystig, man gør løjer, man mener jo intet ondt, og hun er jo derfor lige god.
Tøv lidt, min unge ven! Den miskendte og mishandlede pige kom hjem, gennemtrængt af skræk og harme. Hun faldt i et krampeslag hvoraf man ikke troede at hun skulle vågne, blev derpå båret på hospitalet hvor siden den tid denne græsselige sygdom endnu den 17. plager hende.
Oh, letsindige ynglinge, se her frugterne af de løjer jeres rus gjorde jer så behagelige! Rus, siger jeg, den har nok været kådhedens eller vindunstens eller tankeløshedens! Hvilke skrækkelige følger, hvilken forfærdelig bebrejdelse! Og hvad ville I have anset den for der havde handlet således med jeres søster, jeres veninde, for at skaffe sig løjer!
Føl dog herefter fornuftens og sædelighedens stemme! Lær at stille spøg fra råhed og dyrisk adfærd! Kun derved og ved at spørge når det måtte være (der om muligt lignende handlinger kunne I opnå at udsone jer med jeres eget hjerte).
(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3677-3678)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar