Trævenhed hos endel Lollandske Skippere.

(Efter indsendt)

I fjor blev der i Politivennen klaget over de lollandske skipperes uvillghed til at medtage gods til deres landsmænd. Det gør mig ondt at jeg af erfaring er blevet overbevist om rigtigheden af denne beskyldning. Det er endogså sket mig flere gange i år at når jeg har villet sendevarer bort med de lollandske skippere, de da har nægtet mig at medtage disse varer, af hvad årsag ved jeg sandelig ikke. For når de får betaling for deres umage, eller deres såkaldte fragt for varernes overbringelse - og dette nægter de vedkommende dem vist nok ikke - så er der i mine tanker ingen anden årsag hvorfor de ikke ville tage sådanne varer med sig, end en afskyelig trævenhed og uvillighed der afholder dem fra at tjene deres medmennesker. Jeg beskylder langt fra ikke alle de lollandske skippere for denne uvillighed. Men de som jeg har anmodet om at tage gods med sig, har desværre næsten alle vist sig imod mig fra en meget ufordelagtig side, og det i fjor i Politivennen indrykkede stykke om nævnte skippere beviser at jeg ikke er den eneste der har haft grund til at føre en så rimelig anke over dem. Kunne dette bidrage noget til at disse mine medborgere måtte vise sig mere tjenstagtige og velvillige mod deres medmennesker, skulle det sandelig være mig overmåde kært. I øvrigt forsikrer jeg at hverken had, ondskab eller skadefrohed har forledt mig til at skrive ovenstående.

*   *   *

Så ondt det gør udgiveren der selv er lollik, at atter en agtværdig borger her i staden skal klage over uvillighed hos lollandske skippere, så meget ønskede han at denne anke måtte bevirke en smukkere handlemåde hos vedkommende. Alt hvad man kan optænke til forsvar er, at da de af en ilde forstået undseelse tror at de ikke kan være bekendt at tage en bagatel af nogle mark eller så i fragt, og det dog er tungt at gøre noget for intet, så ville de heller ikke sige plat nej. Men når de blot ville spejle sig i andre skipperes eksempel der gør en god gevinst ud af småfragter om året, så ville de snart forandre deres handlemåde. Og om de tvivler om fragten, så kan de jo lade den af afsenderen skrive på adressebrevet eller betjene sig af konnossement. I øvrigt må jeg her gentage det ønske at vi til visse provinsstæder kunne få paketbåde som de lübeckske og kielske, og jeg tror vist at den købmand i Nakskov der anlagde en sådan paketbådfart ikke gjorde en gal spekulation.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3748-3751)