12 november 2014

Om Afvisere.

Lave afvisere satte vores forfædre på alle deres gader og havde deri ikke så ganske uret. Hver mand brolagte sit gade- og fortovsstykke selv, og var derfor bange for at vogne skulle komme op på det sidste, der ofte var lagt med mursten eller  med fliser. Den gang var politianordningerne mindre skarpe. Husejerne frygtede for at vogne skulle komme til at beskadige deres vinduesskodder og trapper. De satte derfor en palisade foran af forsvarlige afvisere. Den fare at falde over disse, var også dengang mindre end nu. Man gik ikke så meget ud om natten. Gik man, så skete det med en varsomhed der var nødvendig, siden lygtevæsnet enten ikke var til eller var usselt. Husfædre der på en vinkælder havde taget lidt til sig, undgik også let afviserne, da de lysedes hjem af en pige, en forsigtighed som også altid fandt sted ved besøg. 

Ganske anderledes forholder alt dette sig nu. København betaler en stor sum, og har derfor en stor mængde lygter. Skønt ulige bedre end nogen tid før, kan gadebelysningen dog nok kun af en smigrer kaldes uforbedrelig. Imidlertid er der nu ingen forskel i den hurtighed hvormed folk vandrer på gaden om nat og om dag. Og ofte, meget ofte, sker der skade ved disse afvisere, som vore forfædre havde levnet os. Mange kontusioner, især mange farlige ben- og knæskader har man dem at takke for. Mange raske og sunde mennesker er ved dem blevet krøbling for livstid. Da de nu ikke heller i et bedre politi er nødvendige til bygningers og fortoves bevarelse, hvor passende da at de følgelig borttages. Anmelderen ved at brolægningsvæsnet har fundet afvisere utilbørlige, og at de til bevis herpå borttages ved en gades omlægning. Men han finder denne afskaffelse alt for sen, og overlader til vedkommende i fuld tillid til deres menneskekærlighed at dømme om den bekostning på engang at borttage alle afvisere, ikke rigelig lønnede sig ved den skønne tanke at nogle hundrede, for ikke at sige tusinde medborgere sættes i sikkerhed for højst ubehagelige hændelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 264, 14. maj 1803, s. 4205-4207)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar