(Fortsat fra nr. 244)
Efter denne lange udskejelse, som jeg håber læseren vil tilgive, vender jeg atter tilbage til Assistenskirkegården. Hvis den skal holdes i orden, som det kræves af et sådant sted, både for fin bestemmelse og de kunstværker det allerede indeholder, så må det gøres umuligt for grove, kåde eller svirende mennesker, at komme derind og at gøre skade der. Den ting, som af kancelliet og Magistraten til denne ende er gjort, er efter mine tanker utilstrækkelig. En plakat der påminder til orden, bliver ikke læst af de indgående. Og i det omfang den læses af dem den egentlig gælder, gør den som man så ofte har set eksempler på, netop den modsatte virkning, når den læsende ikke med egne øjne ser at straf umiddelbart følger på overtrædelse. Tanken om et par gravere, der desuden ikke al hver stund på dagen begge kunne være til stede, der kunne være gamle, sygelige eller fredelige, er ikke i stand til at indgyde nogen tilbageholdende frygt. Det er meget naturligt at mænd der da de fik dette embede ikke troede at skulle varetage vægterforretninger, holdt sig tilbage, i stedet for at gribe ind, for ikke at blive ilde behandlede eller overfuset af overgivne og håndfaste knægte.
Det foreslås derfor atter at pålægge alle indgående at betale nogle skillinger ved indgangen. Håndhævet af et par soldatvagter at at stokke måtte afleveres ved indgangen, hunde ikke komme ind, børn ikke heller uden følge med forældre, ville uordner af daglige beskuere, efter al sandsynlighed, ganske ophøre.
Magistraten kunne give fribilletter til dem, som havde gravminder der. Også de, der betalte noget årligt kunne få billetter, ligesom det sker med Kirsebærgangen og Kastelsvoldene.
Endnu vanskeligere er det med de nuværende midler at forebygge uordner ved begravelser. Man så dette tydeligt ved major Andresens begravelse, og man kan se det ved enhver ligfærd, der gør nogen opsigt. Fra alle kanter sprang tilskuere over kirkemuren, så kirkegården, da liget kom, allerede var smækfuld af mennesker. Træerne som står der, monumenterne og de indhegnede grave var spækket med tilskuere, der brød grene af her, beskadigede og tilsølede kunstens værker hisset. Og overalt nedtrampede gravene på den jammerligste måde.
Imod denne ubehagelighed som enhver der har set den vist har fundet meget stor, synes intet bedre middel at være end for det første at omringe muren med en dyb og bred grav, og dernæst at bygge en bygning ved eller tæt op til kirkegården, hvor ligene blev bragt ved begravelserne og jord af præsten pålagt. Så kunne kisten senere af slægtningene i al stilhed og en anden dag, føres ud af dette hus, ind på kirkegården og nedsænkes i graven.
Denne sidste indretning ville sikkert gøre ende på alle forargelige pøbelsammenløb og uordner ved begravelserne, da det ved politiets hjælp blev let at holde dem ude af bygningen. Jeg behøver vel ikke at nævne at denne måtte være så rummelig at det allerstørste ligfølge magelig kunne være i den og at den ved en sirlig arkitektur ville forskønne kirkegården, og bidrage til at forhøje indtrykket ved begravelsen.
(Politivennen Hefte 19. Nr. 245, 1. januar 1803, s. 3912-3916)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen er fortsat fra Politivennen nr. 244, 25. december 1802.I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 68, den 23. juli 1804, s. 1083-1084 kunne man læse følgende:
Graverkarlenes Ran paa Assistencekierkegaaarden har langtfra ikke havt den Indflydelse paa Menigmand, som mange have formodet. Man vandrer nu derud igjen og besøger sine Paarørendes Grav ligesom før. I Søndags var der her utallige Mennesker. Det Hele ligner igjen en smuk Hauge. Mange nye og skjønne Monumenter er der i den senere Tid opreist, og iblandt disse udmærker især den afdøde Prof. Abildgaards Gravmæle sig. Ved at tænke sig de Dødes Bolig som en Blomsterhauge, maa de mørke Forestillinger om Døden efterhaanden forsvinde. Man gaaer her omkring blandt sine Slægtninge og Bekjendtere, og drikker og spiser paa deres Grav. Det eneste Skillerum, som Døden her har sat imellem de levende og Døde, bestaaer deri, at disse ikke kunne snakke, drikke og spise i Selskab med hine. For end mere at forøge Stedets Munterhed have to Spillemænd placeret sig ved Indgangen til Kirkegaarden, og spille for en Styver Engelske Danse, som selv de Døde maatte kunne more sig ved. De omkringspadserende Almuefolk gjøre her stundom meget artige Bemærkninger over Monumenterne. Saaledes er der et smukt Gravmæle, hvorpaa der ligger en stor Hund, udhuggen i Steen, som er udsat for megen Critik.
HER HVILER
PETER CHRISTIAN ABILDGAARD
PROFESSOR
VETERINAIR SKOLENS STIFTER OG LÆRER
SECRETAIRE I VIDENSKABERNES SELSKAB
FØD I KJØBENHAVN DEN 22 DEC 1740
HVOR DØDEN LUKKEDE HANS BLIDE ØIE
DEN 21 IAN 1801
SOM VIDENSKABSMAND
VAR HAN KIENDT OG HÆDRED I EUROPA
FOR LÆRDOM OG UDBREDTE KUNDSKABER
SOM EMBEDSMAND
AGTED FOR UTRETTELIG
OG GAVNRIG VIRKSOMHED
SOM BORGER OG MENNESKE
ELSKED FOR VENNESALIG FROMHED
USVIGELIG TROFASTHED
OG ÆDEL BESKEDENHED
DERFOR VÆDE VENSKABS TAARER HANS ASKE
DERFOR SØRGER DANNEMARKS MUSE
VED SIN ELSKTE SØNS GRAV
Ingen kommentarer:
Send en kommentar