Da
jeg i Politivennen nr. 2622 så en artikel med denne overskrift, troede
jeg det indeholdt et forslag til at ophæve en anordning der tydeligt
ikke stammer fra en oplyst tidsalder, men fra en epoke, hvor begreberne
om religiøsitet og udvortes gudsdyrkelse kun var lidt mere fornuftig end
i katolicismens dage. Jeg blev skuffet. Jeg læste endog et forslag til
at forbyde vognkørsel på gaderne under den såkaldte gudstjeneste. Og dog
er nok dette levn fra en uoplyst oldtid en af dem, selvom religionens
oprigtigste ven måtte ønske den udryddet jo før desto bedre.
Hvorfor skal porten lukkes under gudstjenesten? For at tvinge folk til at gå i kirke? Opnås denne hensigt fordi man ikke kan komme ud af byen? Man kan jo blive hjemme,man kan spadsere omkring i gaderne, på volden, i Filosof- og Kirsebærgangene. På hundrede steder og hundrede måder kan man jo fordrive tiden uden at gå i kirke. Og politiet kan ikke indvende noget mod det. Hvis det er hensigten, bør man også nævne den besynderlige inkonsekvens at hvis man gør alt muligt for at nøde københavnerne til at besøge kirken, ved den samme forholdsregel spærrer adgangen til templet for mennesker, der hører til de københavnske menigheder. Det er bekendt at hele Nørre- og Østerbro til Lygten på den ene og gamle Vibenshus på den anden side hører til Trinitatis Sogn. Altså, når disse folk, der til dels bor så langt fra byen, at de ikke kan høre eller se de københavnske ure ikke er ved porten præcis kl. 9 eller 2, må gå hjem igen, uden at komme der, hvor det just var lovgiverens hensigt at enhver skulle møde. Men forudsat, hvad aldrig kan forudsættes, at folk skulle tvinges til at gå i kirke mod deres vilje - er tvang i den kristelige religions ånd? Hvad gavner den blotte kirkegang, når ikke hensigten med den er, at love og tilbede det højeste væsen i ånd og sandhed, at få forstanden oplyst, hjertet rørt og forberedt? Den, der sidder i kirken og sover eller sladrer med sine naboer, eller tænker på uvedkommende ting, mon han ikke havde anvendt den tid lige så godt og bedre, om han havde gjort en spadseretur, ja om han hjemme i sit hus ved arbejde eller - på enhver anden tid tilladte - forlystelser havde gjort sig skyldig i såkaldt helligdagsbrøde?
Sabbatten er jo til for menneskers skyld, ikke mennesket for sabbatten.Kort sagt: De der har lyst til at gå i kirke, går derhen, om alle porte står vidt åbne (som jo Vesterport gør nu). De der ikke har lyst, bliver væk, om man så lukkede deres egne porte og gadedøren for enhver, som ikke agtede sig i kirke.Hvad til slut det forslag angår om at afværge vogntummel på gaderne under gudstjenesten, så må jeg, i det jeg erkender min udygtighed til at bedømme, hvorvidt det kunne iværksættes, tilstå, at det forekommer mig i højeste grad terroristisk. Blev det forbudt at køre på gaderne under gudstjenesten, måtte det også forbydes at holde middagsselskaber om søndagen. Og til at blande sig med sådan minutiøs detalje i folks huslige anliggender, dertil er vor regering alt for vis og retfærdig. Og hvad hindrer da den vognkørsel? Muligt, at man i kirkerne kan høre den. Men i København er man så vant til den ting, at det måtte være en svag andagt, der ved en vogns fjerne raslen kunne forstyrres. Hindre de tilstedeværende fra at høre hvad præsten siger, kan det umuligt, da kirkerne dog ligger noget isolerede og er omgivet af kirkegården med tilhørende mur, der afsondrer dem fra gaden. Det måtte da være de vogne, der holdt ved selve kirkedøren, og det skulle dog vel ikke forbydes folk at køre til kirken i dårligt vejr og føre, eller at komme ind i den efter at præsten var gået på prædikestolen, når det måske blot var et urigtigt urs skyld at man ikke passede tiden nøjere? Hvad endelig taleren angår, så kan undertegnede, der som bekendt prædiker i en kirke beliggende i den hvad karetkørsel angår uroligste og mest befærdede del af byen, med sandhed bevidne, at han aldrig, ved vogntummel eller anden larm på gaden under prædikenen har følt sig ulejliget, ja at han ikke engang har hørt den, med mindre, som sagt, vognene udtrykkelig var bestemt til kirken.
Langt fra altså, at understøtte det strenge forslag, ville jeg tværtimod bede vor oplyste regering at hæve et bud, som den sikker ikke ville lade give: At portene skulle lukkes under gudstjeneste. Et bud hvis tendens ikke stemmer med kristendommens ånd, og som, om det end havde den allerbedste hensigt, dog aldrig tilfulde kunne virke dens opnåelse.
Pavels
Præst ved Nicolai Menighed.
(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4185-4190)
Hvorfor skal porten lukkes under gudstjenesten? For at tvinge folk til at gå i kirke? Opnås denne hensigt fordi man ikke kan komme ud af byen? Man kan jo blive hjemme,man kan spadsere omkring i gaderne, på volden, i Filosof- og Kirsebærgangene. På hundrede steder og hundrede måder kan man jo fordrive tiden uden at gå i kirke. Og politiet kan ikke indvende noget mod det. Hvis det er hensigten, bør man også nævne den besynderlige inkonsekvens at hvis man gør alt muligt for at nøde københavnerne til at besøge kirken, ved den samme forholdsregel spærrer adgangen til templet for mennesker, der hører til de københavnske menigheder. Det er bekendt at hele Nørre- og Østerbro til Lygten på den ene og gamle Vibenshus på den anden side hører til Trinitatis Sogn. Altså, når disse folk, der til dels bor så langt fra byen, at de ikke kan høre eller se de københavnske ure ikke er ved porten præcis kl. 9 eller 2, må gå hjem igen, uden at komme der, hvor det just var lovgiverens hensigt at enhver skulle møde. Men forudsat, hvad aldrig kan forudsættes, at folk skulle tvinges til at gå i kirke mod deres vilje - er tvang i den kristelige religions ånd? Hvad gavner den blotte kirkegang, når ikke hensigten med den er, at love og tilbede det højeste væsen i ånd og sandhed, at få forstanden oplyst, hjertet rørt og forberedt? Den, der sidder i kirken og sover eller sladrer med sine naboer, eller tænker på uvedkommende ting, mon han ikke havde anvendt den tid lige så godt og bedre, om han havde gjort en spadseretur, ja om han hjemme i sit hus ved arbejde eller - på enhver anden tid tilladte - forlystelser havde gjort sig skyldig i såkaldt helligdagsbrøde?
Sabbatten er jo til for menneskers skyld, ikke mennesket for sabbatten.Kort sagt: De der har lyst til at gå i kirke, går derhen, om alle porte står vidt åbne (som jo Vesterport gør nu). De der ikke har lyst, bliver væk, om man så lukkede deres egne porte og gadedøren for enhver, som ikke agtede sig i kirke.Hvad til slut det forslag angår om at afværge vogntummel på gaderne under gudstjenesten, så må jeg, i det jeg erkender min udygtighed til at bedømme, hvorvidt det kunne iværksættes, tilstå, at det forekommer mig i højeste grad terroristisk. Blev det forbudt at køre på gaderne under gudstjenesten, måtte det også forbydes at holde middagsselskaber om søndagen. Og til at blande sig med sådan minutiøs detalje i folks huslige anliggender, dertil er vor regering alt for vis og retfærdig. Og hvad hindrer da den vognkørsel? Muligt, at man i kirkerne kan høre den. Men i København er man så vant til den ting, at det måtte være en svag andagt, der ved en vogns fjerne raslen kunne forstyrres. Hindre de tilstedeværende fra at høre hvad præsten siger, kan det umuligt, da kirkerne dog ligger noget isolerede og er omgivet af kirkegården med tilhørende mur, der afsondrer dem fra gaden. Det måtte da være de vogne, der holdt ved selve kirkedøren, og det skulle dog vel ikke forbydes folk at køre til kirken i dårligt vejr og føre, eller at komme ind i den efter at præsten var gået på prædikestolen, når det måske blot var et urigtigt urs skyld at man ikke passede tiden nøjere? Hvad endelig taleren angår, så kan undertegnede, der som bekendt prædiker i en kirke beliggende i den hvad karetkørsel angår uroligste og mest befærdede del af byen, med sandhed bevidne, at han aldrig, ved vogntummel eller anden larm på gaden under prædikenen har følt sig ulejliget, ja at han ikke engang har hørt den, med mindre, som sagt, vognene udtrykkelig var bestemt til kirken.
Langt fra altså, at understøtte det strenge forslag, ville jeg tværtimod bede vor oplyste regering at hæve et bud, som den sikker ikke ville lade give: At portene skulle lukkes under gudstjeneste. Et bud hvis tendens ikke stemmer med kristendommens ånd, og som, om det end havde den allerbedste hensigt, dog aldrig tilfulde kunne virke dens opnåelse.
Pavels
Præst ved Nicolai Menighed.
(Politivennen nr. 263, 7. Maj 1803, Hefte 21, s. 4185-4190)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar