Et Nytaarsønske.

Da den tid nærmer sig da man kappes om at ønske hinanden alt det gode man kan finde på at nævne, tror anmelderen det passende at give læserne et nytårsønske hvis opfyldelse ganske beror på dem selv.

Det er ikke sundhed, skønt man vel kan sige at også denne velsignede gave kan fås når de man ønsker det, blot selv ville få den. Ikke formue skønt det også står i hver mands magt at opnå den, i det mindste hvis de bøger der kan lære kunsten at blive rig, skulle skuffe, dens surrogat: nøjsomhed. Heller ikke er det magt, ære, indflydelse, venner eller noget af det der læses om i de millioner nytårsvers som alle vegne i disse tider ses opstillede til skue.

Mine ønsker er at overtale mine læsere til at skaffe sig af med den mængde nytårsønsker hvis ønsker svier til deres punge de gøres til. Jeg vil ikke opregne den mængde af nytårsønskede tiggere der hendriver den første dag i hvert nyt år på denne uværdige måde og falder deres øvrige medborgere til betydelig besvær. Det er sørgeligt at mænd som har embeder og fast løn ikke undser sig ved et sådant tiggeri, og et håndgribeligt bevis på hvor langt det endnu står tilbage med vores håndværker at svende og drenge ikke har mere ærekærhed, mere agtelse for deres stand!

Men denne sande byrde for husfaderen der vokser hvert år, mens levemåden bliver dyrere, denne indbildte æresskat der vel ikke endnu kan udpantes, men ofte nok indkræves med grovhed, kunne mine medborgere meget let fritage sig fra, og det er det mit nytårsønske går ud på.

Der kræves blot:

1) At enhver mester ikke alene forbyder sine læredrenge at løbe omkring med nytårsbøsse, men ved fornuftig tale viser dem det lave og tiggeragtige i denne adfærd.

2) At enhver husfar og husmor engang for alle satte sig for, for det første intet at give, og for det andet venligt, men alvorligt at foreholde dem som kommer for at ønske et glædeligt nytår, hvor urigtigt det er at forlange penge, uden at gøre fyldest derfor, at den lønnede betjent bør leve efter sin løn, og at det trygleri unge mennesker såedes driver, vedligeholder en uskik der engang når de selv bliver mænd og husfædre, vil falde dem yderst besværlig.

For alting gælder det om når man engang har fattet denne beslutning, at vise sig standhaftig, og ikke begå den latterlighed at give det til den grove pukkende nytårsønskere som man afslog ham ved hans første høflige hilsen. Man skulle tro at det var overflødigt at råde folk dertil, men det er virkeligt alt for ofte tilfældet at folk ikke har standhaftighed nok til at blive et godt forsæt tro.

Der bortgives vist 40 til 50.000 daler i København på nytårsdag for disse falske varer, tiggeri under nytårsønskers maske. Man betænker dog hvor meget virkeligt godt og nyttigt der kunne udrettes med det!

(Politivennen, hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5532-5536)